0
registrerede
825
gæster og
217
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#20020 - 07/12/2015 21:47
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Her lidt flere glimt fra smilets øjenkrog – min kan vist ikke rigtigt dy sig i solskinnets glimt fra Onkel Dannys hat, der trasker derudaf dér på Memory Lane sammen med Kerouac og Burroughs:
Livets Teater !
Indover bordene hang de, i et sandt virvar og rod af flasker og glas med øl, som blandedes med udkvaste cigaretskod. Alt imens genlød lokalet af bralrende fuldemandssnak, akkompagneret af jukeboxens dåseromantik!
De var mennesker på et værtshus – forsumpet i al elendighed, med gustne ansigter og udtryksløse øjne, som vidnede om menneskeligt forfald.
Det var et Livets teater hvor tragedien trak dyne spor blandt mennesker, som flygter fra alt og alle, også sig selv.
*
Morgensymphoni
I et fantastisk farvespil dukker morgenen frem over byens tage der viser sig som mørke silhuetter mord morgenhimlen.
Alt er endnu tyst og stille ingen fuglesang herinde i byen for det er september – og snart vil efterårets farver fortælle at vi er på vej mod den del af året hvor mere tøj er nødvendigt.
Alligevel er det smukt køligheden har sin egen charme og opleves stærkest i denne måned hvor himlen er mest klar og skyerne er noget helt særligt.
- Jens Jørgen Blach, En del af livet.
*
Jeg kan ikke give dig mit Paris Det findes når drømmenes skyer spejler sig i floden Det findes når det regner i februar og vandet er kaffe med mælk Det er en blidere tåge af andre ord.
- Peter Laugesen, fra Trashpilot i det herrens år 2000.
mvh Simon
Redigeret af Simon (07/12/2015 21:48)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20026 - 09/12/2015 12:13
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Fraværsmusik
hvilke øjne venter, for hvem skal jeg være båd, forventning, hvem skal jeg bare … sove for? det er sprogets klang af forladthed, som vil tænke, uden for mig, det lille mørke spættet af verdener, regnbuers nedslag som tunge viljer, men over vidder som er helt blinde, også for sort lys, hvor er jeg overhovedet nu. sproget er færdigt, før øret vågner
(Norén)
efter stormen, bløde øjne og stilheden befolket af skygger, vindens tilbagetrækning suger dem frem, træerne gentager samtaler fra i går, tiden falder langsomt som et mørke, kredsende og samlende, jeg må afsted, her bor ingen
alt levet er kendt og mærket, hver eneste dråbe lys fra den elskede krop engang følt af øjets finger, forvandlet til kemisk kendsgerning for altid, fra begyndelsen til det levedes slutning står disse ting opstillet i det forgrenede galleri hvori virkelig tid løber, de første tegn er utydelige, næsten sorte i det sorte, de næste uskelnelige, men fulde i anelser, så kommer figurerne, dit fortællelige livs hjemsøgere, til sidst bliver de overtydelige, men færre, så tre, så to, du alene, du er meget lille, har glemt at tale, nogen glæder sig over dig, og fortolker dine træk, der gives ingen træk, findes vorten, en eneste dråbe lys
(ja ja, baglæns)
giver fra sig uden at tilegne sig handler uden at vente sig noget godt når han er færdig med noget holder han ikke fast på det og fordi han ikke holder fast på det bliver det stående
(Tao)
- Per Aage Brandt.
Jerusalem
Vinteren er her. Den bliver hård. Det sner med nummerplader, maskinpistoler, bomber, identitetskort, lange stave, angst og hovmod, fingre, skrift. Alt er besat. Hvornår kommer den store nye imam og rabbi og knytter fremtids blomstertæppe af fortids glemsel?
lyd rytme grammatik syntaks der er stærk nok til at kunne bære mening og betydning
Et tæppe der kan brænde uden at smelte bare strøm og tryk af ubegrænset styrke
over afgrunden
- Peter Laugesen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20027 - 09/12/2015 13:41
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
December den 9. er det blevet, og nu er det tid til, at jeg også må bidrage til vores mellemrumsjulekalender med lidt mundgodt fra enkelte af de poeter, du har inspireret mig til at læse :)))
Seamus Heaney får her det første ord ;))
The First Words
The first words got polluted Like river water in the morning Flowing with the dirt Of blurbs and the front pages. My only drink is meaning from the deep brain. What the birds and the grass and the stones drink. Let everything flow Up to the four elements, Up to water and earth and fire and air.
Herefter ta'r selveste Grundtvig ordet i sin mund, og her lyder det ...
"Lyksalig den tunge i menneskemund med liv og røst, som slår sine rødder i hjertelig grund til evig trøst, som skinner af lyset i livets ord ..."
"Lyksaligt det folk, som har øre for klang herovenfra! Det nynner alt her på den evige sang: Halleluja!"
Sophus Claussen får også sin stemme i ordene her
Solgud og Mesterskabs Aand. Der findes en Verden bag Verden Og en Sol bagved Solen, et Lys bliver tændt bagved Lyset, Guddomsdybt var det Hjerte, der brast paa et Kors i Judæa Solen selv blev korsfæstet og genfødt med Ild, som er Naade
Tom Kristensen ikke at forglemme, og her om selveste
Julenat
Tre stjerner sprang ud i tre sole ved nat, og Augustus blev vågen og vild. Han rev purpuret af og løb ud i sin gård for at se på den tredelte ild.
En kejser løb nøgen i vinterens frost, og man hørte ham græde og le; thi når natten sprang ud i en trillinge-sol, måtte Rom blive spaltet i tre.
I søjlernes gange og marmorets gård myldred kvinderne nøgne i trop, medens solen flammede, tredelt i rødt, på hver lysende, løbende krop.
Hver Nubiens slave var grålig som støv, og hver Afrikas slave var sort, og med sort og med gråt skylled kvinderne hvidt gennem marmorets gullige port.
Da brølte en træl: »Der er sprunget en bæk ved de halvmodne vindruers kro, og den flyder med olie i rødt og i grønt under Tiberens stensvungne bro«.
Da brølte en anden: »I kejserens lund, der er ranglet som dødningeben, folder sommerens blade sig ud på hvert et træ, gløder frugterne gult på hver gren«.
Da skingred en tredje: »På stenlagte vej ligger æsler og heste på knæ«, og i kejserens gård klang et marmorkoldt grin fra de leende slavers hæ-hæ.
Og angsten blev latter; thi ingen forstod, at det største var nu ved at ske. Man så slaver og kvinder få krampe af grin og en kejser begyndte at le.
Tre stjerner sprang ud og gled sammen til én, dengang verdensforløseren kom; men et under, som troldbinder Kanaans Land, bliver altid til latter i Rom.
Og endelig bli'r det nytår eller her med Grundtvigs ord
Nyaars-Morgen
Ja, Lyst til at sjunge Jeg har nu om Alt, Hvad Øre og Tunge Jeg værd haver kaldt: Om Moses og Mimer, Om Himmel og Jord, Om Alt, hvad sig rimer Med Aand og med Ord, Om Lys fra det Høie, Om Glimt i vort Øie, Om Gnisten i Staal og i Flint!   Ja, Soel i det Høie! Ei du som nu staaer Støv-Hytter for Øie Med Dødninge-Kaar, Men du som har straalet I Kraft og med Glands, Da Ordet var Maalet For Syn og for Sands, Dig vilde jeg love, Som Fuglen i Skove, Som Stjerner i Dagenes Gry!   Og, deilige Maane! Ei du, som med Iil, Maa stjæle, maa laane Dit Dødninge-Smil, Men du, som har luet, Saa lun og saa klar, Da Aanden blev skuet, Som Ild under Glar, Dit Ny og dit Næde Er værd at omkvæde. Ei Bytte gjør du paa Bedrag!  Thi bandt jeg dig gjerne Af Straaler en Krands, Høihellige Stjerne, Som skjuler din Glands; Du Soel under Dække, Lys-Billed af Ham, Der sig lod paalægge Vort Aag og vor Skam, i Støv lod sig svøbe, For Støvet at døbe, At klare med Ild og med Aand!   Fuldværd at omkvæde Og kalder jeg dig, Som favner med Glæde, En Bølge saa liig, Ydmygelig Varmen Af Solen bag Sky, Og føder i Barmen Da Lyset paa Ny, Du Skabning af Aanden, Af Gudhjerte-Haanden, Du deilige Maane i Løn!
Decemberlyse hilsner på en solrig dag RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (09/12/2015 13:41)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20028 - 10/12/2015 01:40
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i natten RM..
Da pludselig Seamus Heaney atter jublede for mine øjne på dine linjer her i aftningen, kom jeg igen til at tænke på hans læsning i drengeårene, ja på mine vandringer i hans aldrende øjnes barndomsgenkaldelser, eller gendigtninger, som han muligvis selv ville have kaldt det, og da ikke mindst på hans barndomsoplevelse af at føle et særligt træs kolossale gevirer på sine skuldre, som strakte han armene mod himlen i en speciel gestus, og dermed på mine tanker derom, da jeg stod dér med min kaffekop og så ret ind i en glasrude af sollys i lindetræet herudenfor, som mine tanker der spejlede sig i hans hukommelse. Mine tanker strakte sig bl.a. mod det utal af barneøjne der gennem tiden må ha rejst i Robert Luis Stevensons fortællerøjne, og nu mod det digt han selv skabte i Human Chain, som vist desværre blev en af hans sidste digtsamlinger, hvis ikke den sidste. Så det får du her, som respons på og tak for dit eget – alt mens kulden myldrer rundt herudenfor, for det er jo som bekendt nissetid:
In the Attic
I
Like Jim Hawkins aloft in the cross-trees Of Hispaniola, nothing underneath him But still green water and clean bottom sand,
The ship aground, the canted mast far out Above a sea-floor where striped fish pass in shoals – And when they’ve passed, the face of Israel Hands
That rose in the shrouds before Jim shot him dead Appears to rise again … ‘But he was dead enough,’ The story says, ‘being both shot and drowned.’
II
A birch trees planted twenty years ago Comes between the Irish Sea and me At the attic skylight, a man marooned
In own loft, a boy Shipshaped in the crow’s nest of a life, Airbrushed to and fro, wind-drunk, braced
By all that’s thrumming up from keel to masthead, Rubbing his eyes to believe them and this most Buoyant, billowy, topgallant birch.
III
Ghost-footing what was then the terra firma Of hallway linoleum, grandfather now appears, His voice a-waver like the draught-prone screen
They’d set up in the Club Rooms earlier For the matinee I’ve just come back from, ‘And Isaac Hands,’ he ask, ‘Was Isaac in it?’
His memory of the name a-waver too, His mistake perpetual, once and for all, Like the single splash when Israel’s body fell.
IV
As I age and blank on names, As my uncertainty on stairs Is more and more the lightheadedness
Of a cabin boy’s first time on the rigging, As the memorable bottoms out Into the irretrievable,
It’s not that I can’t imagine still That slight untoward rupture and world-tilt As a wind freshened and the anchor weighed.
- Seamus Heaney.
mvh & godnat.. Simon
Redigeret af Simon (10/12/2015 01:52)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|