|
0
registrerede
6
gæster og
175
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
December den 9. er det blevet, og nu er det tid til, at jeg også må bidrage til vores mellemrumsjulekalender med lidt mundgodt fra enkelte af de poeter, du har inspireret mig til at læse :)))
Seamus Heaney får her det første ord ;))
The First Words
The first words got polluted
Like river water in the morning
Flowing with the dirt
Of blurbs and the front pages.
My only drink is meaning from the deep brain.
What the birds and the grass and the stones drink.
Let everything flow
Up to the four elements,
Up to water and earth and fire and air.
Herefter ta'r selveste Grundtvig ordet i sin mund, og her lyder det ...
"Lyksalig den tunge i menneskemund
med liv og røst,
som slår sine rødder i hjertelig grund
til evig trøst,
som skinner af lyset i livets ord ..."
"Lyksaligt det folk, som har øre for klang
herovenfra!
Det nynner alt her på den evige sang:
Halleluja!"
Sophus Claussen får også sin stemme i ordene her
Solgud og Mesterskabs Aand. Der findes en Verden bag Verden
Og en Sol bagved Solen, et Lys bliver tændt bagved Lyset,
Guddomsdybt var det Hjerte, der brast paa et Kors i Judæa
Solen selv blev korsfæstet og genfødt med Ild, som er Naade
Tom Kristensen ikke at forglemme, og her om selveste
Julenat
Tre stjerner sprang ud i tre sole ved nat,
og Augustus blev vågen og vild.
Han rev purpuret af og løb ud i sin gård
for at se på den tredelte ild.
En kejser løb nøgen i vinterens frost,
og man hørte ham græde og le;
thi når natten sprang ud i en trillinge-sol,
måtte Rom blive spaltet i tre.
I søjlernes gange og marmorets gård
myldred kvinderne nøgne i trop,
medens solen flammede, tredelt i rødt,
på hver lysende, løbende krop.
Hver Nubiens slave var grålig som støv,
og hver Afrikas slave var sort,
og med sort og med gråt skylled kvinderne hvidt
gennem marmorets gullige port.
Da brølte en træl: »Der er sprunget en bæk
ved de halvmodne vindruers kro,
og den flyder med olie i rødt og i grønt
under Tiberens stensvungne bro«.
Da brølte en anden: »I kejserens lund,
der er ranglet som dødningeben,
folder sommerens blade sig ud på hvert et træ,
gløder frugterne gult på hver gren«.
Da skingred en tredje: »På stenlagte vej
ligger æsler og heste på knæ«,
og i kejserens gård klang et marmorkoldt grin
fra de leende slavers hæ-hæ.
Og angsten blev latter; thi ingen forstod,
at det største var nu ved at ske.
Man så slaver og kvinder få krampe af grin
og en kejser begyndte at le.
Tre stjerner sprang ud og gled sammen til én,
dengang verdensforløseren kom;
men et under, som troldbinder Kanaans Land,
bliver altid til latter i Rom.
Og endelig bli'r det nytår eller her med Grundtvigs ord
Nyaars-Morgen
Ja, Lyst til at sjunge
Jeg har nu om Alt,
Hvad Øre og Tunge
Jeg værd haver kaldt:
Om Moses og Mimer,
Om Himmel og Jord,
Om Alt, hvad sig rimer
Med Aand og med Ord,
Om Lys fra det Høie,
Om Glimt i vort Øie,
Om Gnisten i Staal og i Flint!
Ja, Soel i det Høie!
Ei du som nu staaer
Støv-Hytter for Øie
Med Dødninge-Kaar,
Men du som har straalet
I Kraft og med Glands,
Da Ordet var Maalet
For Syn og for Sands,
Dig vilde jeg love,
Som Fuglen i Skove,
Som Stjerner i Dagenes Gry!
Og, deilige Maane!
Ei du, som med Iil,
Maa stjæle, maa laane
Dit Dødninge-Smil,
Men du, som har luet,
Saa lun og saa klar,
Da Aanden blev skuet,
Som Ild under Glar,
Dit Ny og dit Næde
Er værd at omkvæde.
Ei Bytte gjør du paa Bedrag!
Thi bandt jeg dig gjerne
Af Straaler en Krands,
Høihellige Stjerne,
Som skjuler din Glands;
Du Soel under Dække,
Lys-Billed af Ham,
Der sig lod paalægge
Vort Aag og vor Skam,
i Støv lod sig svøbe,
For Støvet at døbe,
At klare med Ild og med Aand!
Fuldværd at omkvæde
Og kalder jeg dig,
Som favner med Glæde,
En Bølge saa liig,
Ydmygelig Varmen
Af Solen bag Sky,
Og føder i Barmen
Da Lyset paa Ny,
Du Skabning af Aanden,
Af Gudhjerte-Haanden,
Du deilige Maane i Løn!
Decemberlyse hilsner på en solrig dag
RoseMarie
|
|
|
|
