Hej Arne,

Jeg sluttede det mit forrige indlæg, hvor jeg tog imod din opfordring om at bidrage til følgende spørgsmål:

hvad der er din indstilling til din væren

med følgende ord:




som kristelig eksistentialistisk tænker, stringent teologisk såvel som mere poetisk (såvel som Heidegger inspireret) ville jeg kunne formulerer mig anderledes, eller bruge et andet sprog til at sige det samme, som følger her:


min væren forstået under tidens dimension:

Først dersom mennesket måler sig selv og sit jordiske endelige/dødelige liv med Gud og det himmelske evige liv; først da i forbindelse denne udmåling er mennesket overhovedet menneske. Ja det er i denne overmåling os selv med Gud at menneskeligheden kommer til udtryk.

Mennesket burde måle sig med Gud. Så vil det hurtigt opdage at det ikke er Gud. Men at det har brug for Gud. For dog bare at få lidt værdighed og mådehold med ind over sit liv; få de rigtige proportioner med ind over sit liv.
Det kristne menneske måler sig med Gud. Gud er det mål, hvormed mennesket afmåler sit liv, sin beboelse og ophold her på jorden som værende afmålt i forhold til det himmelske.
Det himmelske må aldrig som i kommunismen og islamismen trækkes ned i det jordiske, først så bryder helvede løs.
Det jordiske og det himmelske kan ikke få et sammenfald (opløses i hinanden), som det legemlige og sjælelige ej heller kan tåle et sammenfald (opløses i hinanden); som det sjælelige og åndelige ej heller kan tåle et sammenfald (opløses og udlignes i hinanden).
Aha tænker folk, nu har jeg forstået Hansimandsi, det sjælelige er over det legemlige og det åndelige er over det sjælelige. Nej det sjælelige er ikke et niveau over det legemlige, men det legemlige har i sig potentialerne for det sjælelige. På samme måde er det åndelige ej heller et niveau over det sjælelige, men det sjælelige har i sig potentialerne for det åndelige.
Altså i stedet for niveauer og hierarki er der taler om dimensioner, flere dimensioner der er tilstede samtidigt og i en evig indbyrdes spænding og konflikt; samspil og modspil; vekselvirkning og påvirkning.
Således kan vi ikke hæve os som sjælelige mennesker over det legemelige biologiske, såvel som vi ej heller som åndelige mennesker kan hæve os over det sjælelige psykiske. Dette er netop (ifølge kristendommen) fejlen i new age og ja i mindfulness; nemlig at man tror ud fra østens filosofi og religiøsitet (og stoicismen (en stor del af den græske tænkning og filosofi)) at vi mennesker som fornuftige ånds -væsner kan hæve os op over det sjælelige, hvilket vi ej kan ifølge kristendommen og ja ikke mindst Freud og Jung, der af alle har demonstreret at det sjælelige blot så forsætter sit liv og narrespil med os i det ubevidste.



At måle det jordiske flygtige liv med det himmelske evige, er at måle flygtighed med varen eller varighed. Og her spiller hukommelsen en afgørende rolle, og derfor også hippocampus. Stress er netop ikke at stå fast i sin varen, i sin hukommelse. Ja stress er netop ikke at tage vare på sig selv og sit liv til bevarelse. At vi moderne mennesker har en tendens til at blive stressede og dermed deprimerede, skyldes at vi ikke drager omsorg for noget eller nogen længere (inklusivt os selv), alt skal fornyes, udvikles og være i evig vækst som forandring, som anderledeshed, som noget nyt. Selv om ACC og hippocampus naturligt vil modsætte sig denne konstante flygtighed, så er vi så amygdala overophedede overstimulerede affekteret åndsvage at vi pløjer os selv ned med stress og depression (manglende koncentrerethed og hukommelse, varen og bevarelse af os selv).


Hvad er det evige liv, det himmelske evige liv, jo det er hukommelsen, dette at huske, ikke at glemme, hvem vi selv er. Stress, depression, demens og psykoserne er de helvedes pinefuldheder og plager vi kan opleve, når vi glemmer os selv, ikke længere kan huske hvem vi selv er fra begyndelsen (vores Værens glemsel), fordi vi lever i en evig fornyelse og forandring, udsprunget af det enorme selvhad, frustration og utilfredshed med os selv, som vi alle bær rundt på, skyldende at vi alle er spoleret med en alt for stor selvtillid der på ingen måder magter at stå mål med den lille portion selvværd og selvværdighed (tilbageholdenhed) vi er i besiddelse af. Vi er en generation af børn der er blevet opdraget til en selvtillid ud over alle grænser, uden at det har været fulgt op af en bare nogenlunde form for selvværdighed. Mennesket af idag strutter af selvtillid (i gomorgen og goaften danmark) men inde bagved findes kun tomhed og meningsløshed grundet manglende selvværd/selvværdighed og ontologisk tyngde eller centrering og koncentrerethed, samlethed, integrerethed, over vores personlighed. Ja new age filosofien påstår endda at vi ingen personlighed (selv/ego) er i besiddelse af og at alt bare er energi og opmærksomhed, ja det hele flyder ud i noget udifferentieret og ikke individueret. Det moderne menneske er et monster menneske, uden personlighed og dannelse, uden opdragelse til Gud. Det måler ikke sit liv med Gud, det måler ikke det jordiske med det himmelske længere.


Mange kærlige halloween "Hallelujah" hilsner HansKrist




PS:

det er tankevækkende at jeg er den eneste på denne side der åbent og uden tøven og undskyldning tør bekende et kristeligt tilhørsforhold, der tør sige højt at jeg med fuld overlæg og udsprunget af min højeste grad af klar kritisk/skeptisk moderne naturvidenskabelig bevidsthed og verdensbillede, virkelighedsforståelse, har valgt at ta Gud med ind over mit liv, måle mit eget liv med Gud, måle mine jordiske gøremål med det himmelske evigt varende. At jeg holder på som kristen troende at Gud og det med Gud ikke må opfattes og identificeres i lighed med en logos fornuftighed der er hævet over jordiske menneskelige anliggende, forhold og kvaliteter. Fordi vi jo som sagt siger at i Kristus (inkarnationsbegivenheden Kristus), er Gud blevet menneske:

hvorfor vores væren i Kristus; vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur og ny virkelighed, kan formuleres som følger:





Jeg skrev det var tankevækkende, og dermed mener jeg ikke at det gør mig noget at det er sådan fat, at jeg er den eneste debattør her på stedet, der aktivt og åbent bekender mig til kristendommen (nærmere bestemt den paulinske "Kristus -Mystik" (som værende også af mange anset for at være kristendommens essens)).

Hej Arne..

”Men det kan jeg ikke - nu det er gået op for mig, at "verdens væren" ikke er en selvfølge.”

- Det skal du da heller ikke, det er bare psykiske realiteter du taler om, refleksioner over selvforholdet i en verden der konstant påvirker dit sind, og altså ikke verden selv du taler om – hvorfor der ikke ér noget tankenødvendigt forhold mellem dine idéer om ”væren” og naturvidenskaber, der som sagt må holdes ud fra hinanden som to separate temaer. Du kan ikke undersøge verden omkring dig, ved at undersøge dine tanker om dig selv, og det var egentlig hvad jeg for længe siden skrev.
Derudover må du jo så forklare hvad du tænker på, når du skriver, at verden ikke er en selvfølge?

”Og det er ikke, hvad vi ikke ved, men derimod det - ret så begrænsede - som vi ved (via naturvidenskab og egne erfaringer), der betager mig.”

- Det er det vi ikke ved og forstår, der er det interessante at undersøge, mens det vi ikke ved og forstår, er et ringe fundament at skabe livssyn på.
Jeg forstår desuden din interesse stik modsat end det du her skriver Arne, idet du nærmest diagnosticerer videnskaber udfra ikke-observation, hvilket må betragtes som dårlig videnskabelig metode, ikke sandt? ;)

”Det kunne være skønt, hvis vi vidste mere, men vi må jo erkende, vil jeg mene, at rigtig meget fortsat er et mysterium.”

- Uvidenhed er skam ikke noget mysterium, ligesom det heller ikke er noget mysterium hvorfor mennesker tilbage i tiden forklarede det kendte med forestillinger om det ukendte, i mange tilfælde havde de ikke andet end fantasien til hjælp. Occam viste for rigtig mange år siden en bedre metode, men stod overfor et overtroisk maskineri som han udmærket vidste det ville ta utrolig meget tid at revolutionere. Det er den slags der har kostet tid, og stadig gør det, se bare hvordan islamister slår ihjel for at bevare uvidenheden som noget nær en dyd.

”Og når du ser en idé i at "fastfryse øjeblikke", så kan jeg måske nok følge dig (f.eks. ang. erkendelsesøjeblikke), men kun som momentane bidrag til, hvad jeg kunne kalde "livets melodi."

- Jeg kan hjælpe så vidt, ved at sige, at vi ingen vegne kommer ved at forklare det kendte med det ukendte, det er omvendt man kan skabe gode resultater, nå til en erkendelse osv.

Holder du af at se Bergmans Film?

mvh
Simon

Hej Arne du har sagt du gerne så jeg gav mit bud på følgende:



I den sammenhæng har jeg givet dig 2 svar/redegørelser herfor.

Det første: 22/10/2014 13:12 og som er min generelle redegørelse såvidt dit spørgsmål. Og den du skal hæfte dig ved om du ønsker til en begyndelse at forstå min indstilling til min væren.

Min sidste redegørelse 23/10/2014 13:42 er som jeg advarende skriver:



Og det er altså ikke nødvendigvis meningen at du skal gøre dig umage med at forstå dette indlæg (kun da om du har lyst og magter de kristne begreber for Gud (hvilket jeg ser du ikke bryder dig om)).

Det undrer mig hvorfor du ikke reagerer på mit første indlæg men vælger netop det indlæg der er uspiselig for dig fordi kristendom, den kristne tro og det kristne "virkeligheds -billede -perspektiv" og ja begrebet Gud som kristendommen opfatter dette begreb, optræder. Hvis noget er så fremmed for dig og uspiseligt synes jeg ikke man skal give sig af med det. Så igen det undrer mig hvorfor du vælger dette sidste indlæg og ikke mit første om emnet.

Det er helt okay med dine link til kristen eksistentialist og Heidegger og Gud, men du ville lære mere om kristen eksistentialisme ved at læse mine indlæg, fordi jeg demonstrerer hvordan kristen eksistentialisme kan se ud i anvendelse og praksis, hvilket Wiki link’et om kristen eksistentialisme overhovedet ikke giver sig af med (i så fald skulle der jo skrives tusindvis og tusindvis af sider).

Jo ja, Kierkegaard har jeg studeret en hel del (har også det samlede forfatterskab) men det er meget mere Berdyaev; Tillich og Barth (hvor de to sidste er meget inspireret af Heidegger) som min kristne eksistentialisme har sit udspring i.

mange kærlige hilsner HansKrist.


PS:

det gode ved tråden er at simon nu debatterer uden personhetz (intimiderende latterliggørelse) og det gør at jeg igen magter og gider læse med (det siger jeg ikke for at jeg skal være en slags smagsdommer, men blot for at påpege at nu kan jeg få luft igen når jeg læser jeres indlæg uden at blive kvalt i personhetz og intimideringer).

Men tråden virker dog uinspireret og ret dødt, og det virker som om substansen af hvad det er du arne (sådan som jeg forstår dig) gerne vil drøfte er forsvundet.

Der findes naturvidenskab hvor mennesket ikke må eller skal tænkes med. Desværre findes der næsten endnu ingen naturvidenskab hvor mennesket tænkes med, hvor man giver sig af med at forstå menneskets i universet væren (naturen/kosmos -væren). Ken Wilber er her spændende som ingen andre (ligeledes Schelling og Tillich; og fra en hel anden boldgade Jesper Hoffmeyer).

Som jeg forstår dig arne, ønsker du at mennesket skal tænkes med (altså der skal være tale om vores i verden væren), og det er ikke de kolde menneskeuafhængige naturvidenskabelige fakts hvor mennesket er tænkt bort, eller bort elimeneret fra beskrivelserne du har i fokus. Jeg ved godt at I ikke interesserer jer for Heidegger (han er også tung og svær) men det er altså Heideggers projekt at tænke os mennesker med, derfor dasein; vores i verden væren tilstedeværens eksistentialer og stemtheder (som vi befinder os i vores kastetheds mellemværende), som talende (sprogbrugende) og forstående væsner fra tidernes morgen først af og ikke som noget afledt/sekundært af en vore dages moderne meget reflekterende/tænkende videnskabelig kultur (det sidste med sproget og talen til Michael)

Men du har Arne gennem alle årene udvist en lidt usikker slingre kurs her forekommer det mig, som af os andre kræver stor tålmodighed. Fordi du det ene øjeblik ønsker at vi mennesker er tænkt med i ligningen; din forundring, som fryd og glæde, over at verden er; og næste øjeblik roder du dig ud i former for eksakt naturvidenskab hvor mennesket ikke er tænkt med.

Det siger sig selv om du stiller spørgsmålet, “hvad er din indstilling til din væren”, så er subjektet vi mennesker tænkt med i forundringen, fryden og glæden, over at verden er.

Einstein udtrykker sig om forholdet:



Hvis jeg har forstået dig korrekt arne, så ønsker du om du magtede det, at holde fokus på det med fede typer i Einstein citatet.
Tillich kan sige det Einstein er inde på ovenfor, i en kristen begrebsramme, forståelsesramme, som følger: syndefaldet er subjekt objekt spaltningen; og begivenheden Kristus ind i verden er at vi er at vi transcenderer denne subjekt og objekt spaltning uden at subjekt og objekt dog forvirres og sammenblandes som ødelægges, fordi ekstatisk fornuft ikke udsletter eller ødelægger fornuftens arbejde under vore eksistentielle givne subjekt objekt syndefalds vilkår.

Lige her et indskud:

Eksistentialistiske kristendom måler menneskets eksistens der er endelig og begrænset på mange måder i tid (som kort livstid) i forhold til evigheden; som det måler flygtighed (opløsning; hukommelses tab) med varighed (opbyggelse og hukommelse, integritet); som det måler det relative og betingede vilkårlige, med det ubetingede gældende, til enhver tid gældende universelle sandheder; som det måler egocentrisme og etnocentrisme med det universelt gældende der omfatter alle levende skabninger og hele naturen etc etc..