|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Hej Arne,
Jeg sluttede det mit forrige indlæg, hvor jeg tog imod din opfordring om at bidrage til følgende spørgsmål:
hvad der er din indstilling til din væren
med følgende ord:
Nå men dette var hvad jeg lige i en hulens fart kunne skrive om forholdet, væren og da ikke mindst min væren (dasein), min i verden væren, som en sein zum tode, altså tid som liv (der skulle stå "liv som tid", eller livet set under tidens ekstatiske karakter, tidens ekstaser), altså livstid, eksistentiel endelig livstid.
som kristelig eksistentialistisk tænker, stringent teologisk såvel som mere poetisk (såvel som Heidegger inspireret) ville jeg kunne formulerer mig anderledes, eller bruge et andet sprog til at sige det samme, som følger her:
min væren forstået under tidens dimension:
Først dersom mennesket måler sig selv og sit jordiske endelige/dødelige liv med Gud og det himmelske evige liv; først da i forbindelse denne udmåling er mennesket overhovedet menneske. Ja det er i denne overmåling os selv med Gud at menneskeligheden kommer til udtryk.
Mennesket burde måle sig med Gud. Så vil det hurtigt opdage at det ikke er Gud. Men at det har brug for Gud. For dog bare at få lidt værdighed og mådehold med ind over sit liv; få de rigtige proportioner med ind over sit liv.
Det kristne menneske måler sig med Gud. Gud er det mål, hvormed mennesket afmåler sit liv, sin beboelse og ophold her på jorden som værende afmålt i forhold til det himmelske.
Det himmelske må aldrig som i kommunismen og islamismen trækkes ned i det jordiske, først så bryder helvede løs.
Det jordiske og det himmelske kan ikke få et sammenfald (opløses i hinanden), som det legemlige og sjælelige ej heller kan tåle et sammenfald (opløses i hinanden); som det sjælelige og åndelige ej heller kan tåle et sammenfald (opløses og udlignes i hinanden).
Aha tænker folk, nu har jeg forstået Hansimandsi, det sjælelige er over det legemlige og det åndelige er over det sjælelige. Nej det sjælelige er ikke et niveau over det legemlige, men det legemlige har i sig potentialerne for det sjælelige. På samme måde er det åndelige ej heller et niveau over det sjælelige, men det sjælelige har i sig potentialerne for det åndelige.
Altså i stedet for niveauer og hierarki er der taler om dimensioner, flere dimensioner der er tilstede samtidigt og i en evig indbyrdes spænding og konflikt; samspil og modspil; vekselvirkning og påvirkning.
Således kan vi ikke hæve os som sjælelige mennesker over det legemelige biologiske, såvel som vi ej heller som åndelige mennesker kan hæve os over det sjælelige psykiske. Dette er netop (ifølge kristendommen) fejlen i new age og ja i mindfulness; nemlig at man tror ud fra østens filosofi og religiøsitet (og stoicismen (en stor del af den græske tænkning og filosofi)) at vi mennesker som fornuftige ånds -væsner kan hæve os op over det sjælelige, hvilket vi ej kan ifølge kristendommen og ja ikke mindst Freud og Jung, der af alle har demonstreret at det sjælelige blot så forsætter sit liv og narrespil med os i det ubevidste.
At måle det jordiske flygtige liv med det himmelske evige, er at måle flygtighed med varen eller varighed. Og her spiller hukommelsen en afgørende rolle, og derfor også hippocampus. Stress er netop ikke at stå fast i sin varen, i sin hukommelse. Ja stress er netop ikke at tage vare på sig selv og sit liv til bevarelse. At vi moderne mennesker har en tendens til at blive stressede og dermed deprimerede, skyldes at vi ikke drager omsorg for noget eller nogen længere (inklusivt os selv), alt skal fornyes, udvikles og være i evig vækst som forandring, som anderledeshed, som noget nyt. Selv om ACC og hippocampus naturligt vil modsætte sig denne konstante flygtighed, så er vi så amygdala overophedede overstimulerede affekteret åndsvage at vi pløjer os selv ned med stress og depression (manglende koncentrerethed og hukommelse, varen og bevarelse af os selv).
Hvad er det evige liv, det himmelske evige liv, jo det er hukommelsen, dette at huske, ikke at glemme, hvem vi selv er. Stress, depression, demens og psykoserne er de helvedes pinefuldheder og plager vi kan opleve, når vi glemmer os selv, ikke længere kan huske hvem vi selv er fra begyndelsen (vores Værens glemsel), fordi vi lever i en evig fornyelse og forandring, udsprunget af det enorme selvhad, frustration og utilfredshed med os selv, som vi alle bær rundt på, skyldende at vi alle er spoleret med en alt for stor selvtillid der på ingen måder magter at stå mål med den lille portion selvværd og selvværdighed (tilbageholdenhed) vi er i besiddelse af. Vi er en generation af børn der er blevet opdraget til en selvtillid ud over alle grænser, uden at det har været fulgt op af en bare nogenlunde form for selvværdighed. Mennesket af idag strutter af selvtillid (i gomorgen og goaften danmark) men inde bagved findes kun tomhed og meningsløshed grundet manglende selvværd/selvværdighed og ontologisk tyngde eller centrering og koncentrerethed, samlethed, integrerethed, over vores personlighed. Ja new age filosofien påstår endda at vi ingen personlighed (selv/ego) er i besiddelse af og at alt bare er energi og opmærksomhed, ja det hele flyder ud i noget udifferentieret og ikke individueret. Det moderne menneske er et monster menneske, uden personlighed og dannelse, uden opdragelse til Gud. Det måler ikke sit liv med Gud, det måler ikke det jordiske med det himmelske længere.
Mange kærlige halloween "Hallelujah" hilsner HansKrist
PS:
det er tankevækkende at jeg er den eneste på denne side der åbent og uden tøven og undskyldning tør bekende et kristeligt tilhørsforhold, der tør sige højt at jeg med fuld overlæg og udsprunget af min højeste grad af klar kritisk/skeptisk moderne naturvidenskabelig bevidsthed og verdensbillede, virkelighedsforståelse, har valgt at ta Gud med ind over mit liv, måle mit eget liv med Gud, måle mine jordiske gøremål med det himmelske evigt varende. At jeg holder på som kristen troende at Gud og det med Gud ikke må opfattes og identificeres i lighed med en logos fornuftighed der er hævet over jordiske menneskelige anliggende, forhold og kvaliteter. Fordi vi jo som sagt siger at i Kristus (inkarnationsbegivenheden Kristus), er Gud blevet menneske:
hvorfor vores væren i Kristus; vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur og ny virkelighed, kan formuleres som følger:
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).
Jeg skrev det var tankevækkende, og dermed mener jeg ikke at det gør mig noget at det er sådan fat, at jeg er den eneste debattør her på stedet, der aktivt og åbent bekender mig til kristendommen (nærmere bestemt den paulinske "Kristus -Mystik" (som værende også af mange anset for at være kristendommens essens)).
|
|
|
|
