0
registrerede
85
gæster og
195
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23316 - 12/06/2017 03:20
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i natten, RM..
Vågnede på bredden af søen som sommervarmen skabte mellem puden og øret, en søslange snoede sig i selvglæde midt i dammen og hviskede søde ord om drengens minder, fordrejede heltekvad eller små epos om prinsesser, ondskabsfuld rivalisering under lange cykelture i glemte sommerminder fra skoletidens parenteser, drømme af solskin, der ser noget matte ud i eftertiden. Men tænk at en søslange ka’ huske alt dette, selv om en del unægtelig mindede om noget jeg havde læst og nu fik blandet sammen til det uigenkendelige. Men så kom jeg i tanke om det, for i skyggen på natbordet lå stadig drengens drømme og smeltede i Dylan Thomas forevigelse, men allerførst det fine digt du just lagde på langs, som også findes, nu blandt andre der næsten har dannet kult i en mærkelig institution, der nok ville ha’ forarget og måske bedaget damen lidt, og som nu stråler under denne juninats tunge skyer; hendes blide puf ind i samme art af fantastiske scener, som det nu heller ikke er så sikkert man kommer helskindet ud af igen, men skøn er hun…;)
I 18 poems findes denne smuksak; meget han skrev handlede akkurat om drengen dengang, noget umisteligt fik former, og hvilke, huu! Min søslange er næppe nogen enestående selvbader, apropos det med institutionen, men det ér enestående og meget smukt, man lægger sig ikke uberørt, snarere vågner man midt i et søslag akkompagneret af en stille snorken:
I see the boys of summer
I I see the boys of summer in their ruin Lay the gold tithings barren, Setting no store by harvest, freeze the soils; There in their heat the winter floods Of frozen loves they fetch their girls, And drown the cargoed apples in their tides.
These boys of light are curdlers in their folly, Sour the boiling honey; The jacks of frost they finger in the hives; There in the sun the frigid threads Of doubt and dark they feed their nerves; The signal moon is zero in their voids.
I see the summer children in their mothers Split up the brawned womb’s weathers, Divide the night and day with fairy thumbs; There in the deep with quartered shades Of sun and moon they paint their dams As sunlight paints the shelling of their heads.
I see that from these boys shall men of nothing Stature by seedy shifting, Or lame the air with leaping from its heats; There from their hearts the dogdayed pulse Of love and light bursts in their throats. O see the pulse of summer in the ice.
II But seasons must be challenged or they totter Into a chiming quarter Where, punctual as death, we ring the stars; There, in his night, the black-tongued bells The sleepy man of winter pulls, Nor blows back moon-and-midnight as she blows.
We are the dark derniers let us summon Death from a summer woman, A muscling life from lovers in their cramp From the fair dead who flush the sea The bright-eyed worm on Davy’s lamp And from the planted womb the man of straw.
We summer boys in this four-winded spinning, Green of the seaweeds’ iron, Hold up the noisy sea and drop her birds, Pick the world’s ball of wave and froth To choke the deserts with her tides, And comb the county gardens for a wreath.
In spring we cross our foreheads with the holly, Heigh ho the blood and berry, And nail the merry squires to the trees; Here love’s damp muscle dries and dies Here break a kiss in no love’s quarry, O see the poles of promise in the boys.
III I see you boys of summer in your ruin. Man in his maggot’s barren. And boys are full and foreign to the pouch. I am the man your father was. We are the sons of flint and pitch. O see the poles are kissing as they cross.
- Dylan Thomas.
Nu risler regnen i træerne atter vidunderligt køligt, jeg hader disse ”pudedamme” i sommervarmen og tør vædde på at missemand nu drømmer om markmus og små bevingede sataner et sted i en hule med underlige gemmerier man næppe forestiller sig eksistensen af, for væk er han. Men lyden er fantastisk, et orgel af vandpiber spiller i løvværket, en vellyd der stryger over alle sind, måske en sang fra fostertiden, jeg kender intet mishag derom. Meget apropos Pablo Nerudas sidste tanker på skrift, findes også hans Vinterhave, sommeren skal jo nok klare sig, så på nisselig vis får du herfra dette sneskrift med dig ud i natten – og ja, man glemmer ham ikke lige med det samme, måske aldrig, noget i ham klinger, måske glemte sager eller noget ukendt nyt. En bemærkelsesværdig mand, smuk er han jo også, med disse spillevende øjne der ler livet ret ind i ansigtet, selv om jorden nu har opslugt ham, så med ham godnat fra mig igen, en ny pude venter, hvem ved, måske endnu et søslag:
Vinterhave
Vinteren kommer. Et strålende diktat giver de langsomme blade fra mig, klædt som de er i tavshed og gult.
Jeg er en bog af sne, en rummelig hånd, en eng, en cirkel der venter, jeg tilhører jorden og dens vinter.
Verdens brus tog til i løvværket, så flammede hveden op, stjernestrøet med blomster, røde som brandsår, og så kom efteråret for at indføre vinens skrift: alt passerede, en forgængelig himmel var sommerens bæger, og den sejlende sky døde bort.
Jeg ventede på balkonen, bedrøvet som i går af min barndoms efeu, ventende på at jorden skulle sprede sine vinger i min forladte kærlighed.
Jeg vidste, at rosen ville falde og den ubestandige ferskens sten atter synke i søvn for at spire på ny: og jeg berusede mig i luftens bæger, indtil hele havet forvandlede sig til nat og morgenrøden blev til aske.
Jorden lever sagtere nu, roligere er dens forhør, udstrakt dens stilheds skind
Jeg bliver igen den fåmælte, der er kommet langvejs fra, indhyllet i kold regn og klokker: jeg kan takke jordens rene død for viljen til at spiring i mig.
- Pablo Neruda, Vinterhave.
mvh Simon
Redigeret af Simon (12/06/2017 03:22)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23323 - 12/06/2017 15:43
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Et Nerudisk p.s.:
Maskerne
Hav medynk med disse århundreder og med dem der overlevede dem, lykkelige eller mishandlede; hvad vi ikke skabte, var ingens skyld, der manglede stål: vi opbrugte det til så megen nyttesløs ødelæggelse, men når vi gør status betyder alt dette intet: årene led af blegner og krige, brøstfældige år, hvor håbet skælvede på bunden af de fjendtlige flasker. Nuvel, så lad os da en gang eller undertiden tale med en svale, så ingen hører det: jeg skammer mig, vi er jo sky som enkemænd: sandheden døde, den er rådnet op i så mange grave: så lad os hellere lægge os på sinde, hvad det vil ske: i det store bryllupsår er der ingen slagne: lad os derfor alle tage sejrsmasker på.
*
XX
Jeg, en synder i ethvert regime, sammen med ædedolke fra fjerne egne, turkmenere, kirgisere, kaukasiske hyrder, bestemte mig til at blive kødæder og skjald: jeg frydes ved kroppene og musikken, ved mavens ubeskrivelige glæde, ved lyden af søvngængeragtige violiner.
XXX
Med revolutionens første sne, den røde sne, forsvandt maleriet med sine oranger. Med sine vidunderlige kuber fravristet det rene kaos levede det i Berlin, i Paris, i det sorte London, modnedes overalt i sit eksil og illuminerede med sit elektriske glimt fremmede landes mure. Alt blev orangefarvet af den billedskabende fantasi hos emigrerende jøder og russere, som fik andre stjerner til at skinne.
Imedens vågede Moskva i sit skatkammer, i de kejserlige staldes Manege, over et dødt maleri, småborgerskabets forlorne bras, portrætterne af helte og heste, så udsøgt malet, så heroiske, så korrekte, så sakrosankte som kobberstik i fromme bøger der ligger fremme i sygehuses venteværelser, slidt op af døde maleres rutine, døde men endnu i live.
Ak, men maleriet i eksil, det uvirkelige, det imaginære, den centrale orange, poesien, vil vende hjem til sin moderlige bolig, hjem til sit hus af sne.
*
En hund er død
Min hund er død.
jeg begravede den i haven ved siden af en gammel, rusten maskine.
Dér, ikke længere nede, ikke længere oppe, vil den engang forene sig med mig. Nu er den borte, med sin brogede pels, sim slette opdragelse, sin kolde snude. Og jeg, en materialist som ikke tror på, der findes en forjættet himmelsk himmel for noget menneske, tror for denne hund eller for enhver hund på himlen, ja, jeg tror på en himmel, hvor jeg ikke kommer, men hvor den venter mig, logrende med sin viftehale, for at jeg ikke skal mangle venskab, når jeg indfinder mig.
Ak, jeg vil ikke tale om, hvor trist det er ikke mere at have den at følges med her på jorden, den der aldrig har været en tjener for mig. Den nærede et venskab for mig som et pindsvin, der bevarede sin uafhængighed, en selvstændig stjernes venskab, uden overflødig fortrolighed, uden overdrivelser: den sprang ikke op ad mit tøj, dækkede mig ikke til med hår og skurv, gnubbede sig ikke op ad mit knæ som andre, brunstige hunde gør.
Nej, når min hund så på mig, skænkede mig den opmærksomhed jeg behøver, den opmærksomhed der er nødvendig for at få en selvglad fyr til at forstå, at den, som hund, med disse øjne, renere end mine, spildte tiden, men den så på mig med blikket, der holdt hele sit blide, lodne liv, sit tavse liv, beredt for mig alene, tæt op ad mig, uden nogen sinde at genere mig og uden at forlange noget som helst af mig.
Ak, hvor ofte ønskede jeg mig ikke en hale, når vi fulgtes ad langs havets bredder, om vinteren på Isla Negra, i den store ensomhed: deroppe i luften, gennemilet af iskolde fugle, og min hund hoppende, pjusket, fyldt af den elektriske havspændings kraft i bølgernes bevægelse, min omstrejfende, evindeligt vejrende hund, som stak sin gyldne hale i vejret ved synet af Oceanet og dets skumsprøjt.
Lystig, lystig, lystig, som hun kan være lykkelige, bare sådan, med den uforskammede naturs uindskrænkethed.
Intet farvel til min hund, som er død. Mellem os er der og var der ingen løgn.
Den er borte, og jeg begravede den, og det var alt.
- Pablo Neruda.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23331 - 15/06/2017 10:52
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Måske Henrik Nordbrandt fandt sommeren…
Næsten
Det er næsten sommer men også kun næsten. Og når det er sagt er sommeren næsten forbi.
*
Husker man sin første tur med skolen i maven, sin nye læderskoletaske, bøgerne og det spændende indhold i penalhuset, mødet med skolekammerater og lærer, skolegården og den første sommerferie med 2. klasse i vente: Skolernes skole
Alene
Ordet
Skole
*
Hestene
Heste bør blive nede på jorden så ddres trav får den til at dreje om sin egen akse sådan som det ses på alle de gamle cowboy- og indianerfilm, og ikke mindst så nat kan blive til dag og dag igen til nat kom jeg til at tænke fordi jeg så en flok på fjorten-femten stykker flyve belyst nedefra af februareftermiddagens skarpe lys i den oversvømmede eng hvor jeg stod i mine gennemblødte sko og undrede mig over vinterens pludselige farvepragt og at ingen af hestene havde vinger.
Når de alligevel kunne flyve, måtte de have lært det af mig, for mig bekendt er jeg den eneste, der kan dét. Så måske er jeg alligevel ikke helt så talentløs som vintermørket næsten havde fået mig til at tro da jeg selv næsten havde glemt at flyve og hvordan man også godt selv kan hjælpe forårslyset lidt på vej.
- Henrik Nordbrandt, 3½D, 2012.
Villy Sørensens 55 Bagateller er vidunderlige, på én gang runder de levetiden af og kaster et sært lys over den, og står nu i hjem og fylder så lidt af hvad han huskede, tænkte og læste, men betyder meget:
En kort historie
Han hed Frederik og var fregnet, tit tog han chokolade op af tasken og spiste den midt i timen og blev derfor kaldt cho- kolademanden. Det var første klasse. Vi stod på række i den lille gård, kirkeklokker ringede, chokolademanden stod bag mig og sagde til sin sidemand: Nu ringer de til begravelse. Jeg følte mig klogere: de ringede selvfølgelig solen op. Han forsømte i nogen tid, så hørte vi at han var død. Han var den første døde jeg kendte.
*
Ukendt soldat 1-2
1
Underligt at blive kendt som den ukendte soldat jeg ville gerne være blevet kendt have fået et navn høstet hæder i felten, fældet fjenden med ære jeg så aldrig fjenden, hørte ham kun jeg faldt for hans granat ukendelig derfor begravet og ophøjet som den ukendte soldat.
I det korte øjeblik så jeg hele mit korte liv alle jeg kendte og som kendte mig mig selv som lille dreng der legede soldat og blev større og stor nok til rigtig soldat det første kys, det sidste kys jeg prøvede at fastholde det, hun prøvede at fastholde mig men jeg forsvandt i mængden af ukendte soldater søvngængere på flugt mellem syner i sneen engle i hvide uniformer, lysende stolte, flyvende heste jeg ledte efter mig selv og var kun en af de andre et ligtog af ulevet liv.
I det korte blændende øjeblik var det mig selv der blev sprængt
2
Jeg meldte mig frivilligt fred er ikke det bedste vi havde glemt at livet er kamp at først kampen er liv
jeg ville lære mig selv at kende føle alle følelser jeg ikke rigtig havde følt jeg ville bruge alt hvad jeg havde i mig og endnu ikke kendte
jeg kunne ikke kende mig selv i kampen det var ikke mine følelser jeg følte det var ikke mit liv jeg mistede det var en ukendt soldats
*
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|