Ja, pudsigt nok. Der er den, jeg er. Og jeg tager selv til orde.
Du taler om virkeligheden, Arne, men hvad er mere virkeligt end os selv og det liv, som vi lever?
Livet er dig og mig og de mennesker, der udgør vores virkelighed og det vil det altid være.
Det, som er, er allevegne omkring dig hvis du har fundet ro med dig selv.
Men hvem finder ro med sig selv? Livet er en konstant foruroligelse og sådan skal det være. Stilstand er død.
Enhver erkendelse som ikke bunder i forståelsen af éns eget liv og de komplicerede forhold til andre mennesker er kun tankespind, Se dig omkring. Det, som er, er den frygtelige virkelighed, men se dig omkrig endnu engang.
Det, som er er ikke sandheden. Sandheden er stilheden og det uendelige rum, som du ser omkring dig i det nu, som ikke er forstyrret af tankevirksomhed. Hvad ser du i dit livs nu?
At være stille, blot at leve med og ikke at handle selv om man dog ikke kan lade være med at reagere på en udfordring. man kan udmærket reagere på en udfordring uden at identificere sig med denne reaktion.
Hvis du tier stille, ikke handler og blot lytter vil du se noget der ikke kan forklares med ord. Du vil se en bevægese, som ikke kan beskrives.
Bag denne bevægelse er forståelsen. At se alting som det er.
Glem alt og se dig omkring i virkelighedens nu.
Livet er altid her og nu.
Lykkelig, det menneske der tør at begive sig ud i det virkelige liv, med alle dets vanskeligheder.
Det liv som er hans eget og som er lige foran ham.
Så vil du se at livet altid er det, som er lige foran dig i virkelighedens evige nu.
Men vi må hver især selv se og forstå det.