Kære Arne,

Tak for dine venlige ord.

Da jeg var barn, kunne jeg godt finde på at bede til Jesus, hvis jeg var utryg eller bange. Hvis der virkelig fandtes en mand, der kunne gå på vandet, trylle vand om til vin, helbrede folks sygdomme, endda vække et lig, og som var søn af Gud, så måtte han være den rigtige at bede om hjælp og tryghed.

Den umiddelbare "sødme", jeg følte ved at bede, var ikke anderledes end det håb, der altid findes ved at "prøve noget nyt". I dag undrer det mig ikke, at bønnen føltes uden liv. For hvem bad jeg til? - Jeg havde jo indtil da kun fået serveret et navn tilknyttet nogle få, spektakulære historier.

Da jeg var blevet voksen, mødte jeg et andet menneske, som fortalte mig nogle af de ting, som Jesus rent faktisk havde sagt. Og så blev mine øjne åbnet! Jeg begyndte at læse, hvad Jesus havde sagt - og jeg fandt nydelse hver gang.

Siden da har jeg opfordret alle til at lytte til Jesus og drikke af hans mund. Lad ham selv - ikke teologerne - åbenbare sig. Hans ord er talt til hjertet, så enhver, der tørster efter det vand, der måtte lade hjertet blomstre, kan drikke.

Det var noget af en overraskelse, da jeg selv begyndte at læse, hvad Jesus havde talt. Jeg gik fra et billede af en ikondyrket figur, der mest af alt var beskrevet som en rar troldmand, til et menneske, der satte livet på spil (og blev slået ihjel) ved at tale hjertets sprog og opfordre os til selv at blive uselviske og selvopofrende.

Selv om han vandrede omkring og prædikede i kød og blod, var det tydeligt, at hans ord kom ovenfra. Og lyset i hans ord afslørede de mørke gerninger af mennesker, som gerne ville fortsætte i det mørke spor. De dræbte ham efter at have tortureret ham grundigt.

Jeg opdagede, at Jesus stiller krav til sine efterfølgere. Men det er krav, der aldrig kommer i nærheden af "sur pligt". Tværtimod er det den perfekte beskrivelse af ægte kærlighed og de åndelige konsekvenser, som mennesket kan få lov at bære som frugter, hvis det holder fast i ordene, som kun kan være fra Gud.

Jeg opfordrer alle til med hjertet at lytte til Jesu ord, som er Livets Ord. De åbenbarer den Åndelige dimension af livet, hvis vi vil holde fast i dem i udholdenhed.

"En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold."
(Lukas 8, 5-8)

"Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt."
(Lukas 8, 11-15)

Kære alle,

Når vi taler om Jesu bud, er det vigtigt ikke at forveksle dem med den negative betydning, som nogle mennesker tildeler dem.

Efterlevelsen af Jesu bud er ikke en "sur pligt". Det er ikke en overholdelse af "bogstavet", uden at hjertet er med.

Jesus forkastede farisæernes levevis som en, hvor bogstavet blev holdt, mens hjertet var et andet sted. Farisæerne vaskede kopper, kar og borde, gav tiende af mynte, dild og kommen - men de forsømte at efterleve ånden i loven: Kærligheden, uselviskheden, selvopofrelsen.

At efterleve Jesu bud kræver meget mere af os end overholdelsen af "bogstavet" - det kræver at leve i Ånden med hele vores hjerte og sjæl.

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen."
(Matthæus 23, 23-24)

Hej Anonym:

Barmhjertig: Hjerte for den arme.

Smukt og dejligt

M.v.h. Arne.

Kære Arne,

Jeg beundrer din skarpsindighed og evne til at diskutere svære emner i et letforståeligt sprog. Og jeg er ked af, at du ikke har nogen at diskutere med, der er villige til at indgå sobert og i en ligeværdig dialog.

Du stiller dig ud på engen i kun din kjortel og kappe, men hvad der kunne have været en frodig dialog, bliver forvandlet til en kampplads, hvor du kun møder fældede lanser.

Jeg har tænkt over følgende:

Når vi vinder over os selv, så vinder vi freden og indsigten.

Vi kan vinde over os selv ved at afstå fra at sejre over vores fjender, selv når vi med lethed kan tilbagevise deres angreb og sætte vores eget afgørende angreb ind.

Når vi kan tage imod deres slag og blot vende den anden kind til, da bliver vi paradoksalt nok usårlige og kan ikke længere overvindes.

Det, der før lignede en krig, lades nu tilbage som ufarlige ruiner af tarvelige uartigheder.

Og fra den position finder vi roen i os selv og kan dele den med dem, som måtte ønske at tage imod. Måske vi endda kan være heldige at præge de frustrerede og vrede med vores nyvundne fred.

Jeg ønsker dig alt godt og en vidunderlig hygge med dine nærmeste.

Fred,
Thomas

Kære Thomas,

Dét, du her skriver, når et sted dybt i mit hjerte. ...

TAK for dine velmente gyldne ord og indsigter.

Alt vel ... og fred mellem alle
ønskes
(også) af Zenia