Hej Kræn-P
Det skal jo ikke blive en strid om ord, men internt, her hvor jeg angiveligt bruger ordene på min egen måde, skelner jeg imellem koncentration og opmærksomhed. Det jeg forstår ved ordet koncentration, er en viljesbestemt fokuseren, som udelukker det, den ikke ønsker at fokusere på.
Det er ikke ensbetydende med, at der ikke også i opmærksomheden forekommer fokuseren, eller, at man ikke kan glemme alt fordi man bliver optaget et eller andet. Den væsentligste forskel, i min optik, er udgangspunktet, som i koncentrationen kommer fra jeget, men som i opmærksomheden har en helt anden oprindelse som intet udelukker.
Som jeg skrev: ‘’hvem er denne iagttager, hvilke kriterier vælger han udfra og hvad er det han iagttager?’’
Hvis jeg ønsker at opnå et eller andet, så har jeg dermed min motivation til at koncentrere mig. Jeg ønsker måske magt og berømmelse og derfor koncentrerer jeg mig om at gøre de ting, som kan give mig det, jeg ønsker. I denne proces lukker jeg så alt andet ude. I kraft af en række handlinger og udelukkelser når jeg endelig, efter 15 år, mit mål. Jeg er blevet rig og berømt. I løbet af disse 15 år har jeg lært at skelne mellem hvad der fremmer min interesse og hvad der modvirker den. Jeg er blevet rigtig dygtig til det. Jeg snor mig som en fisk i vandet i det, jeg kalder livet, måske jeg også får et par priser. Berømmelse indebærer jo offentlig anerkendelse.
Men min bevæggrund har været ønsket om at blive succesfuld og berømt, dvs. begæret. Så bevægelsen i tid, har været ønskets, begærets udfoldelse, som gennem de 15 års handlinger og ikke handlinger har manifesteret sig i min virkelighed. Jeg har nået mit mål. Jeg er blevet rig og berømt. Jeg har aldrig spurgt mig selv om, hvorfor jeg ønsker at blive berømt. Det skulle jeg måske hellere have gjort.?
Og hvordan har jeg det så, nu da jeg har nået mit mål? Tja, personligt er jeg hverken rig eller berømt, så jeg ved ikke hvordan man så har det, men jeg kunne forestille mig, at jeg ville opleve en nagende utilfredshed, som jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle forholde mig til.
Det bringer mig tilbage til historien om kuglerne og magneterne. Analogier er godt, men de kan aldrig være et fuldstændigt udtryk. Jeg hæfter mig ved det punkt hvor jeg skrev, at ved at identificere kuglerne ophører deres magnetisme. Det var forkert udtrykt. Hvis magneterne virkelig mistede deres magnetisme, ville den person, der således, skridt for skridt, ophævede sine magneters magnetisme, ende i en komplet udynamisk tilstand. Jeg vil hellere sige, at når man har identificeret magneterne, så er de der stadigvæk, men fordi de er fuldstændigt ude i det åbne, så har de, selv om de har bevaret deres dynamik, mistet den negative indflydelse som de havde før man vidste at de var der.
Noget andet er så, at selvom nogle magneter er forbundet med trolde, er der andre, som ikke er det.
Du skriver så om jeg-følelsen.
Nu er det sådan, at følelsen og tanken er intimt forbundne. Den eneste følelse, som ikke umiddelbart er forbundet med et spektrum af tanker, er den følelse, som jeg har lært at kende med betegnelsen lidenskab, men det er egentlig en helt anden historie og dette ord bliver også fortolket på forskellig måde, så det vil jeg lade ligge.
Jeg tænker på Muhammed-krisen. Muslimerne, som er opdraget i den muslimske begrebsverden, omfatter deres profet med ’’lidenskabelige’’ følelser. Det betyder egentlig, at de identificerer sig med ham. Men det er så igen en helt anden historie.
For mig er det imidlertid umiddelbart hvad jeg forstår ved tanke og følelse. De er intimt forbundne.
I stedet for en jeg-følelse, vil jeg hellere tale om jeget og selvet.
Problemet ved at bringe denne opdeling ud i omverdenen er, at disse begreber betyder en hel del forskelligt for forskellige mennesker. Derfor er det ikke altid sikkert, at vi taler om det samme selvom vi bruger de samme ord.
Selvom tanken, ordet, billedet, beskrivelsen aldrig er det samme som det, det beskriver, så er det her vi for det meste farer vild. Vi tager beskrivelsen for det, den beskriver. Hvad er der når jeget hører op, kunne vi spørge? Hvad er der? Der er selvet.
Men hvad er dette selv så, hvis det ikke er ordet, hvis det ikke er billedet? Hvad er selvet, hvis det hverken er ordet eller billedet? Hvad er det i sig selv?
Den bedste beskrivelse af selvet, som ikke forleder til at fare vild i ordet eller billedet har jeg fundet i Bhagavad Ghita. Noget i retning af: ’’dette finder den vise, med tiden, af sig selv i sig selv, med sig selv.’’
Det er ikke korrekt citeret, men ved at forholde sig til den specifikke måde at udtrykke sig på, skaber man ikke et billede, men forholder sig derimod til tingen selv. Selvet er at være sig selv. Det, man er. Man kan ikke tænke på det for tanken er afstand til det, som er.
Hvad er jeget så?
Du har tidligere nævnt, at du har læst Kierkegaard, Buddhismen, Bhagavad Ghita, Zen og sikkert en hel del andet.
Dette har en uvurderlig betydning også i det vi kalder nuet.
Hvis man vil betragte sit liv som det er, både lige nu, i ens reaktioner overfor omverdenen, såvel som i en større sammenhæng, så har man kun det redskab som ens tanke og opfattelse giver én. Her er det af uvurderlig betydning, at lytte til kloge mennesker, som forklarer kloge sammenhænge fordi man så har noget at bevæge sig rundt i. Det, vi bevæger os rundt i er erindringen og af denne erindring fødes tanken.
Jeg vil give to eksempler på mit livs sammenhænge.
For nogle år siden mødte jeg en kvinde ved en enkelt lejlighed. Det var ikke fordi vi lærte hende at kende, men vi blev da bekendt med hinandens udseende. Et par uger efter ser jeg hende stå ved et busstoppested mens jeg kommer gående hen imod hende.
Nu er jeg pludselig i en situation, som jeg er sikker på, at mange mennesker har prøvet. Skal jeg kigge væk, mens jeg går forbi (jeg kender hende jo egentlig ikke) eller hvad skal jeg gøre? Jeg valgte at sige ’’hej’’ og vise tegn på genkendelse. Hun svarede ’’hej’’, smilede og jeg gik videre.
Et par måneder senere mødte jeg hende i bussen og kom til at sidde ved siden af hende. Hun begyndte straks at tale til mig, som var jeg en gammel bekendt uden tvivl fordi jeg ikke havde ignoreret hende men i stedet havde sagt ''hej''. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hun ville have reageret hvis jeg, dengang, blot var gået forbi uden at hilse.
Og da jeg er den jeg er, med min specielle begrænsning, kunne jeg heller ikke lade være med at tænke, at her var jeg vidne til det, de kalder karmaloven, i praksis.
Et andet eksempel er, at jeg for mere end 10 år siden holdt op med mit daværende arbejde og sagde farvel til alle de, som jeg kendte i den forbindelse. For 3½ år siden, besluttede jeg mig imidlertid for, at vende tilbage og selv om jeg ikke havde set alle disse mennesker i mindst 8 år, så kunne de alle huske mig, de smilede, var glade og talte om dengang.
Åbenbart havde jeg dengang sået den sæd, som jeg nu mødte resultatet af. Tænk blot, hvis jeg dengang havde været sur, tvær og utilnærmelig. Hvilken sæd havde jeg så sået og hvordan ville de da have mødt min tilbagekomst?
Jeg kan ikke lade være med, i den forbindelse, at tænke på, at i alle disse 8 år har vi alle befundet os i den samme by og vi har vågnet op til den samme hverdag, hver dag, blot en telefonopringning væk fra hinanden.
Alligevel har jeg den oplevelse, at det er 8 år siden vi sidst har set hinanden. Selvom vi i al den tid har eksisteret i det samme nu.
I den første fortælling udspinder der sig et spand af tid på flere måneder og i den anden, et spand af tid på mange år. Først når hele sammenhængen er udfoldet i tid, 8 år efter, bliver det for mig, som tænker, erindrer og sammenstiller, til et af mit livs sammenhænge.
De magneter som påvirker kuglerne er ikke blot erindringer om fortidige oplevelser som vi har fortrængt. De er meget mere. De er den sammenhæng vi opfatter i. Det ene menneske vil få det ene ud af at tænke og opfatte og tænke over sig selv og sit liv, et andet menneske noget helt andet. Det er vigtigt, at det giver mening for én selv ikke, at det følger et bestemt mønster.
Man kan også sige det på den måde, at erindringen føder tanken og i og med, at vi begynder at forstå vores livs sammenhænge, dannes der en anden form for erindring. Efterhånden, som vi lever videre vil det vi så gør og opfatter hver dag danne en anden baggrund, tanken kan fødes fra.
Begyndelsen til forståelsen af jeget ligger i forståelsen af den sociale sammenhæng. Det billede jeg har dannet mig af mig selv er delvis dannet ud fra det billede andre har dannet sig af mig, ligesom jeg, i det billede, de har dannet mig af dem, bidrager til deres egen opfattelse af sig selv.
Man kunne kalde det min sociale rolle. Normalt opdeler jeg tilværelsen i det, der er udenfor mig og det, der er indenfor mig. Der er min sociale rolle udenfor mig, det, andre mener om mig og der er min identitet, det billede, jeg har bygget op om mig selv inden i mig.
Men begge indvirker de på hinanden og er i konstant bevægelse.
Konstant er jeg fanget mellem to tigre. Min opfattelse af mig selv er under konstant angreb fra erkendelsen af hvem jeg i virkeligheden er og andres positive opfattelse af mig er hele tiden bestemt af, at jeg hele tiden siger og gør det, de ønsker, jeg skal gøre så, at de kan danne sig det rette billede af mig.
Hvad skal jeg gøre ved det? Jeg skal selvfølgelig være ligeglad og følge min egen tavse stemme.
Belæringen i Bhagavad Ghita starter med, at Arjuna nedlægger våbnene og nægter at kæmpe. Alle hans argumenter for ikke at kæmpe er rigtige, alligevel fortæller Krishna ham, at hans omdømme vil lide skade derved. Selvom hans motiver er rigtige, så vil omverdenen, de andre, tolke dem på en anden måde. De vil opfatte ham som værende bange og det vil blive hans sociale omdømme og eftermæle.
Hans personlige ophævelser ved at kæmpe vil ikke bevirke, at kampen ikke vil finde sted, den vil finde sted alligevel, derfor bør han kæmpe uden at hæfte sig derved.
Arjuna er en kriger. Utallige kampe har han kæmpet men nu, endelig, har han indset, at det er forkert at føre krig og slå ihjel. Men er det en sand erkendelse?
Han kender alle ordene og bevæggrundene, men dem har han ikke først opdaget nu, dem har han hele tiden kendt.
Men nu står han derimod og ser på den modsatte hær og ser venner og familie. Dette, at han ser venner og familie, får ham til at ville gøre det rette, men på et helt forkert tidspunkt.
Det nytter intet at han, fordi han ser venner og familie på den anden side, i en pludselig erkendelse pludselig vil gøre det rette og forsage krigen. Det er, som sagt, det helt forkerte tidspunkt. Han kan ikke standse tidens Malstrøm uanset hvad han gør eller ikke gør.
Selvom han i sig selv har gjort den erkendelse, at krig er forkert så ville det være den fuldstændige forkerte handling, at nedlægge våbnene på dette tidspunkt. Det ville forårsage totalt kaos.
Derfor må han gøre det nødvendige, men i fuldstændig klarhed.
Og hvis han overlever slaget vil han kunne anvende denne klarhed til at handle på en sådan måde at den næste krig ikke bliver en realitet. Og så vil han også med sig selv kunne erkende om han virkelig har forstået at krig er noget møg eller om han kun reagerede fordi han så sine egne venner og bekendte på den anden side.
Jeg bor i en høj stueetage. Nogle gange sidder jeg indenfor med vinduet åbent. En dag standsede to kvinder op udenfor mit åbne vindue, mens jeg sad indenfor. Den ene kvinde fortalte den anden kvinde om en mand, de begge kendte. Mens hun talte gik det op for mig, at hun tegnede et billede af denne mand for den anden kvinde. Dette billede behøver ikke at have noget at gøre med hvem denne mand i virkeligheden er, det er hendes opfattelse af ham.
Ikke desto mindre vil den anden kvinde, når hun møder denne mand, have dannet sig et billede af ham udfra det billede hun har skabt i sig selv ved den anden kvindes fortælling.
Udfra dette billede vil hun forholde sig til ham, men det vil aldrig være manden selv, det vil aldrig være et direkte forhold mellem to mennesker.
Derfor må man, hvis man vil forstå hvad jeget er, begynde med den ydre sociale virkelighed, éns sociale identitet og derfra bevæge sig dybere ned.