Kære Jan.

Hvor dejligt at høre fra dig igen og læse dine livsbekræftende betragtninger. Jeg synes ligesom Arne, at dit eksempel med at stille sig foran et træ og så lade alle begreber om træet fare, er et eksempel på direkte oplevelse, der baner vej i sindet med henblik på at opleve direkte og uden mellemled.

Jeg har flyttet min kommentar til dig over i tråden om meditation, fordi din direkte oplevelse af træet kan siges at være en konkret måde at meditere på. Man oplever, at det ingenlunde er let at opleve for eksempel et træ. Jeg er selv skovdyrker, og jeg har svært ved at stå og kigge på ét af mine træer og så gøre intet andet end at kigge på det. Opleve det.

For eksempel vil jeg stå og tænke på, hvornår det blev plantet. Eller betragte nogle hvide striber på træet og give mig til at ærgre mig over, at det er blevet angrebet af typografbiller. Jeg vil muligvis også tænke på, om man måske skulle fælde det og hugge det op i brænde. Man kommer måske også til at tænke på sin viden fra botanikken og repetere, at rødgranen hører til picea-familien i modsætning til nobilisgranen, der henregnes uder abies-familien.

Kort og godt. Det er forbistret svært at opleve, uden at sindet blander sig i processen. Sindet med dets mange tankefluktuationer, der stiller sig hindrende i vejen for den direkte oplevelse. Stiller sig i vejen for oplevelsen af træet i dets såledeshed. Jeg tror – men kan ikke vide det – at det er denne såledeshed, som Michael på én eller anden måde henviser til, når han taler om virkeligheden.

Egentlig kan man godt meditere i forbindelse med dagligdags gøremål. Dette kræver, at man koncentrerer sig om at gøre det, som man gør, og intet andet. Tidligere har jeg fortalt om, hvordan jeg øver mig på at kløve træ og gøre intet andet end at kløve træ. Navnlig er det væsentligt at fjerne fornemmelsen af, at det er mig, der kløver. Der kløves bare. Her kan man øve sig i at negligere jeg-følelsen eller følelsen af at være et ego.

Og efter min opfattelse er dette at fjerne jeg-følelsen fra oplevelsen af dyb betydning. Det er jo netop jeg-følelsen, der er nøje forbundet med selvhævdelsen, der spille én det ene puds efter det andet. Man kunne måske sige, at jeg-følelsen og selvhævdelsen er ens værste fjende.

Omvendt kunne man også sige, at jeg-følelsen og selvhævdelsen en ens bedste ven. Thi det er jo netop denne dynamo dernede i de dybere lag, der driver én til de præstationer, hvormed man bygger sin tilværelse op. Får én til at tage en uddannelse og bygge en økonomi op, så ens familie kan have rimelige kår.

Mit ideal er, at jeg-følelsen og selvhævdelsen bliver til et redskab, som man efter behov kan tage op af værktøjskassen, men så sandelig også kan lægge derned igen, når man har forsvaret sine positioner. Da min nabo pløjede halvanden meter ind over skellet, måtte jeg hale egoet frem og forklare ham på jysk originalsprog, hvad han for fremtiden havde at rette sig efter.

Efter en sådan konfrontation kan det i et stykke tid være svært at kløve træ og blot kløve. Når man svinger flækhammeren, forestiller man sig, at træstykket på huggeblokken faktisk er naboen, der nu får, hvad han har fortjent. Men efter nogen tid lærer man atter at holde sit sind i tømme, så man igen kan opleve, at der blot kløves.

Har jeg, kære Jan, skrevet noget, som du kan nikke genkendende til?


Med venlig hilsen

Kristian

Hej kære Kristian.

Tak for dit indlæg.

Jo, jeg kan godt genkende meget af det du skriver, Kristian.

Jeg har haft en lang periode med enormt meget modstand imod det at kigge indad. Jeg har en svag fornemmelse og svag erkendelse af mine dyberliggende tanker og følelser, men siden det virker så enormt intens det som kommer frem, så har mit bevidste sind været, ja, nærmest skrækslagen i perioder. Det har ikke været særlig sjovt, og ja, jeg beder hver dag om hjælp til at rumme og give slip.

I forhold til det at meditere, så vil jeg meget gerne finde ro og fred, og det lykkedes også i korte øjeblikke at opleve en dyb fred og ro. Men der hvor jeg er i min indre proces, ja, der skal jeg nok lære at være lidt mere tålmodig og ydmyg for at kunne stabilisere min sindstilstand.

Det som virker på mig er enkelthed. Så det at meditere er for mig i sig selv noget som ikke burde kræve andet end villigheden til at give slip og have tillid. Så det jeg arbejder med er min villighed og min tillid. Jeg synes at jeg hver dag gør mig nye erkendelse om mit sinds forsvarsmekanismer(det jeg kalder egosindet).

Da jeg startede min, ja, jeg kalder det åndelige rejse, der var jeg ikke særlig ydmyg(og er det stadig ikke i særlig høj grad). Jeg synes at forstå rigtig meget på det intellektuelle-plan, men i mangel af min ydmyghed bliver min forståelse ofte brugt af mit ego. Det jeg oplever som det sværeste er, at integrere min forståelse i mit hjerte frem for at bruge min forstand.

Det som du kalder den direkte oplevelse, er for mig en oplevelse som er uden egoets filter af domme, fortolkninger, ideer, begreber, meninger, holdninger, associationer osv osv. Det er en oplevelse som man måske også kunne kalde en kvante-oplevelse. EKIM kalder det for en oplevelse af fuldkommen tilgivelse, hvor sindet ser at det ikke er adskilt fra universet, men at universet eksisterer som sind. Indenfor Buddhismen siges det vidst også, at alt i virkeligheden er sind, og i denne oplevelse giver begreber om subjekt og objekt, op og ned, her og der, iagttager og det iagttagne, ja i det hele taget dualitet, ingen mening overhovedet.

Jeg tænker at der er rigtig mange mennesker som opnår en intellektuel forståelse af både den avancerede videnskab og den avancerede spiritualitet, men oftes formår vi ikke at opnå en klar oplevelse af hvad vi intellektuelt forstår. Det er måske derfor at mange af de vise siger, at den længste rejse går fra forstanden og ned til vores hjerte.

Jeg tror at metaforen om løget er ved at gå meget klart op for mig. Jeg skræller et lag af løget og får en oplevelse af fred. Men inden jeg ser mig om støder jeg ind i endnu et lag. Nu dyberer jeg kommer nu mere intens bliver frygten også, men lyset bliver også mere intens. Nu mere tillid jeg har i denne proces, nu mere vil jeg også opleve at lyset hjælper mig igennem mine svære tider.

Det er som regel let nok at fortælle andre hvordan tingene hænger sammen(både spirituelt og videnskabeligt), men hvis ikke man selv har en klar oplevelse af det man fortæller andre, og ikke mindst har integreret det i ens liv og opfattelse, så tror jeg man blot vildleder sig selv. Jeg gør det selv rigtig tit.

Mit nye slogan for mig selv tror jeg skal være:

Praktiser dit Sande Selv frem for at promovere dit ego.

Dejligt igen at skrive med dig, Kristian. Jeg synes at det er meget inspirerende at læse det du skriver.

Kærligst Jan.

Ps. Jeg havde en rigtig god oplevelse på min uddannelse idag(psykoterapeut), hvor vi skulle side og fortælle hvad vi så i hinanden når vi kiggede lidt dyberer end overfladen(det skulle være positivt vel og mærke). Så snart jeg forsøgte at sætte ord på det jeg så, så var det som om, at der var noget inde i mig som stoppede mig. Derfor prøvede jeg blot at være stille(trække ethvert begreb, enhver ide, enhver association, ja ligesom med træet), og min oplevelse af det andet menneske blev en oplevelse af fuldkommen kærlighed. Det varede kun ganske kort i det vi kalder tid og rum, men i mit indre var det en oplevelse af evigheden.

Kære Jan.

Den indre fred kommer med forståelsen af sig selv, og selv om du går en spirituel omvej, så vil jeg sige, at du er godt på vej.

Skal du være en god psykoterapeut med evne til at forstå og hjælpe andre mennesker, så er det nødvendigt at du forstår de dybere lag af din egen psyke. Du skal ikke frygte skeletterne i din underbevidsthed. De er påført dig af inkonsekvente oplevelser og påvirkning fra andre, så du bærer ingen skyld selv.

Det gør andre mennesker heller ikke, for vi er alle ofre for arv, miljø og indoktrinering. Hvad der for alvor skiller dig fra de fleste mennesker er din forståelse af, at du kun kan ændre tingenes tilstand ved at arbejde med dig selv.

En gang imellem falder du igennem og begynder at missionere for EKIM i et forsøg på at bekræfte din tro ved at overbevise andre. Lad være med det. Det er helt unødvendigt, for det eneste, der betyder noget, er hvad EKIM har gjort for dig, og det er ganske tydeligt, at det har gjort dig til et positivt menneske.

Både her på trosfrihed og på online debatten kan du finde adskillige eksempler på, at troen har gjort folk negative og lukkede for andre synspunkter, og opfatter sig selv som klogere på livet end resten af verden, og indehavere af den absolutte sandhed. De kommer næppe nogensinde videre, og det virker heller ikke som om de er i besiddelse af nogen sjælsro eller forståelse af andre.

Men du bevæger dig i den rigtige retning, og i lyset af mine egne erfaringer har jeg fuld tillid til, at hvis du fortsætter på samme vis, så vil du også nå til den erkendelse og sjælefred, som du stræber efter. Måske vil du endda nå så langt, at du ikke længere behøver religiøse støtteforanstaltninger.

Du er et skoleeksempel på en positiv udnyttelse af selvsuggestion. Bliv ved med at tro på dig selv, så ender du som vinder.

Mkh

Ole Bjørn

Kære Ole Bjørn.

Tak for dit indlæg her.

Du har ret i at jeg til tider gerne vil overbevise andre, men min erkendelse af hvad årsgen er, er at jeg føler mig usikker på mig selv og i tvivl om hvad der egentligt er sandt, og min måde at skjule min usikkerhed og tvivl på, ja, det er at ville overbevise andre om et eller andet. Det er som regel altid lidt nemmere at have en illusion om ,at det er andre som misforstår og er galt på den, fremfor at konfrontere sin egen usikkerhed og tvivl.

Mit ego føler sig stort set altid som et offer. Det er den måde det kan fastholde sindets skyldfølelse. Enten fortrænger det, eller også projicerer det. Hvilke objekter, begreber, ideer, associationer osv det bruger til dets projektioner er egentligt ligegyldigt, for det "skyder" i blinde uanset hvad. Men en ting er sikkert, det skal nok få en bekræftigelse af at det er et offer, og at det ikke selv er ansvarlig for dets sindsyge ideer om sig selv og den verden det lever i.

Jeg prøver så vidt min bevidsthed tillader det, at se mig selv som fuldstændig ansvarlig for enhver oplevelse jeg end har af mig selv og verden, og på den måde kan jeg få en følelse af at intet kan ske mig uden jeg selv har valgt det på et eller andet plan i mit sind. Men så længe jeg har et bevidst og et ubevidst sind, så længe vil jeg også have skjulte ønsker og hensigter som styre min oplevelse af mig selv og verden. Så ja, det er bare om at holde vejret og dykke ned i dybet for at undersøge hvad der gemmer sig, ik.

Men tak for dine ord, Ole Bjørn. Jeg synes også ligesom med Kristian, at det er inspirerende at læse hvad du har på hjertet.

Nu vil jeg i skole og gi den lidt gas med mine medmennesker.

Kærligst Jan.

Jeg sidder en aften og betragter en fugl der hopper rundt på en gren. Denne fugl foretager sig en sjov handling, som får mig til at le. Min opmærksomhed bliver afledt af, at det rumler i buskadset. Da mit blik vender tilbage til grenen er fuglen væk og kun erindringen om den er tilbage.

Dagen efter, fortæller jeg en ven om min lille oplevelse. Han danner sig et billede af min fortælling og ler ligeledes. Men han har aldrig set fuglen, han har kun hørt min fortælling.

Han fortæller historien videre til sine bekendte, som alle danner sig billeder og ler. Og ikke snart efter kommer historien med i en bog om små aforismer. I bogklubberne diskuteres den lille aforisme lystigt og snart taler hele verden om den lille fugl og dens sjove handling.

Men den lille fugl er fløjet for længe siden og mens alle lystigt diskuterer den, lægger ingen mærke til, at en ny lille fugl har sat sig på grenen.

Snart er den også fløjet bort.

Det er sikkert og vist.