Kære debatkolleger.

At meditere betyder egentligt at overveje noget grundigt. Ordet bruges også om dette at praktisere en eller anden fremgangsmåde, hvor man mere eller mindre lukker af for impulserne udefra, så man kan koncentrere sig om indre oplevelser. I dette indlæg til Michael har jeg i yderst grove træk skitseret en meget enkel metode, som jeg selv har brugt i flere årtier.

Der findes imidlertid utallige forskellige måder at meditere på, og man kan derfor tale om forskellige skoler inden for meditation. Nogle af dem henter deres inspiration fra østlige traditioner eller tankesystemer, medens andre er rodfæstet i vesteuropæiske synspunkter.

Jeg synes, det ville være spændende at erfare noget om, hvad andre måtte have oplevet i forbindelse med meditation, og dette oplæg sigter mod at fremkalde en slags erfaringsudveksling.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

Tillad mig en mindre korrektion. Ordet meditation er mig bekendt af østlig oprindelse og betegnede en måleproces, men fik efterhånden i latiniseret form sin nuværende betydning. I de græske afledninger af ordet er den oprindelige betydning dog bibeholdt, ifølge hvad en sprogforsker har fortalt mig.

Men det er fuldstændig korrekt at ordet i dag dækker over en mængde teknikker til at ændre de normale hjerneprocesser, hvoraf nogle kan lede til sindssyge når de bruges af ubefæstede sjæle.

Hjerneforskningen forsker desværre alt for lidt i både meditation, hypnose, katalepsi og selvsuggestion, der bl.a. kan fremkalde stigmata og komalignende tilstande (hos fakirer). Forklaringerne på disse effekter minder om problemerne med at forstå akupunktur. Man kan konstatere fænomenet, men de tilgængelige forklaringer er foreløbig kun af religiøs/mystisk karakter og strider på flere områder mod den konstaterbare virkelighed (som f.eks. organet "den tredobbelte varmer").

I mit arbejde med udforskning af alternative helbredelsesteknikker var jeg i kontakt med flere swamier, der forsøgte at lære mig meditation efter østlige modeller, men uden held. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg fandt dog ud af, at jeg rent faktisk havde mediteret i mange år med en selvudviklet teknik, som jeg ikke anede var meditation. Men swamiernes beskrivelse af de meditative tilstande stemte overens med mine egne oplevelser.

Den egentlige forskel var kun, at jeg ikke tillagde det religiøse forklaringer, men var mig bevidst, at det blot var en tankeleg, som gav mig en euforisk glæde, og som, hvis jeg var deprimeret over "verdens ondskab", kunne frigøre mig fra depressive følelser. Følelsen minder iøvrigt om den katharsis-fornemmelse man kan få under og efter en ekstrem sportsudøvelse eller efter et samleje med en man elsker.

Jeg har overvejet, om jeg skulle prøve at lære denne teknik fra mig, for den kunne bl.a. overflødiggøre behovet for euforiserende stoffer, men så længe jeg ikke ved, hvordan denne teknik kan virke på mere ubefæstede sjæle, der ikke har den samme fornuftsmæssige kontrol over deres tankeverden, som jeg har, så tør jeg ikke begynde at eksperimentere med andre menneskers sjæleliv.

Det er efterhånden nogle år siden jeg har mediteret. Mit nuværende liv er så problemfrit og tilfredsstillende, at jeg ikke har behov for at søge tilflugt uden for den daglige virkelighed.

Det er et spændende, men også farligt emne du har åbnet her, Kristian.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Ole Bjørn.

Tak for dit indlæg, som jeg har læst med interesse. Jeg lægger navnlig mærke til, at du gennem en selvudviklet teknik er nået frem til bevidsthedstilstande, der har været præget af dyb glæde. Dette, at det er dine egne teknikker, du har anvendt, er nok også det, som man i almindelighed må anse for det mest forsvarlige.

Og jo, jeg er enig med dig i, at dette spændende emne også kan være farligt. Det kan det som debatemne betragtet være, fordi der bliver inviteret til drøftelse af noget, der for de fleste vil være hjerteblod. Samtidigt er der tale om en empiri, som ikke kan foreligge for andre, hvorfor man skal vare sig for at gøre sig klog på noget, som man ikke selv har oplevet. Og ringeagtende kommentarer må ligge helt uden for det, som man kan tillade sig.

Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Arne.

Du skriver: »Hvordan det er? Prøv selv!« Dette er et overordentligt væsentligt udsagn, thi der findes efter miin opfattelse ikke nogen mulighed for at vurdere virkningen af en meditativ praksis, hvis man ikke selv har praktiseret. De, der ikke har mediteret under én eller anden form, bør holde sig uden for diskusssionen, hvis det drejer sig om at tage stilling, men naturligvis ikke, hvis det drejer sig om at stille uddybende spørgsmål.

Du nævner Jes Bertelsen, og han kan absolut anbefales. Han færdes hjemmevant i ganske mange meditationsteknikker, og det er faktisk ham, der har inspireret mig til den enfoldige teknik, som jeg efter min egen oplevelse har haft rigt udbytte af. Jeg tog udgangspunkt i hans bog »Individuation«, som udkom i 1975 på Borgens Forlag (ISBN 87-418-3521-2). Man kan for eksempel læse det sidste afsnit ’Det at øve’, som begynder på side 267.

Bertelsens ærinde er at anvise veje til at være sig selv. Dette er ingenlunde noget, som man uden videre kan tage fat på. Men vejen går præcis dér, hvor du peger: Prøv selv!


Med venlig hilsen

Kristian