|
1
registreret Arne Thomsen
12
gæster og
79
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Min meditation
|
Kære Treram.
Jeg kan kun svare for mig selv, og så må andre, der mediterer, give svar på, hvorfor de selv gør det. Min indgang til meditation bunder formentlig primært i en interesse for religion, idet jeg for lidt mere end et halvt århundrede siden trak mig tilbage fra en planlagt konvertering til Romerkirken og begav mig ud på den søgendes vej. Søgen alle mulige steder, herunder også derude øst for Suez; dér hvor sidste mand er først, og hvor de ti bud ikke gælder.
Som jeg så ofte før har fortalt, tror jeg hverken på Gud, Fanden, Ærkeenglen Gabriel eller andet himmelsk fjerkræ. Jeg er blot en søgende – slet og ret. Derfor ønsker jeg heller ikke at betegne mig selv som ateist.
Der er også en anden grund til, at jeg søger i dybet af mig selv. Denne grund er forstyrrelser. Du og jeg har formentlig det til fælles, at vi i vor erhvervskarrière har været placeret i topledelsen af visse foretagender. For mit vedkommende yderligere en funktion som politisk talerør inden for undervisnings- og udddannelsesområdet på internationalt plan.
I sådanne funktioner må man – hvadenten man vil det eller ej – gøre udstrakt brug af sine selvhævdende funktioner. Ellers får man ikke sine mærkesager trumfet igennem. Man vinder ikke sejr for sine planer eller idéer, hvis man for åben mikrofon udviser selvudslettende føjelighed under debatten i General Assembly.
Dét, som for mig har været det problematiske, har været, at man ved ubetænksomhed og af gammel vane har brugt denne dynamiske måde at få sin vilje igennem på, selv om man var i situationer, hvor dette var aldeles meningsløst. For eksempel i dagligdags mellemmenneskelige interaktioner. Her kan man af og til – når man bliver alene – ønske, at man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft.
Dette er én blandt flere grunde til, at jeg foranstalter undersøgelser i dybet af mig selv for at finde ud af, hvor det selvhævdende er berettiget, og hvor det ikke er det. Som jeg før har beskrevet, har jeg brug for mit ego, når naboen pløjer halvanden meter ind over skellet, men hvad pokker skal jeg bruge dette ego til, når jeg leger med børnebørnene og gerne vil være totalt nærværende i fordybelsen i legen?
Ego’et bør efter min opfattelse være et redskab, som man kan tage op af værktøjskassen, når det drejer sig om at få foretræde for et folketingsudvalg og skaffe et milliontilskud til det nødlidende lokale kraft-varmeværk, men dette ego skal så sandelig også kunne lægges ned i værktøjskassen igen, så man ikke bruger enhver meningsudveksling med andre til ideligt at føre samtalen ind på sig selv og ens egne fortræffeligheder og mageløse evner.
Kort sagt: Jeg har oplevet mit ego som forstyrrelse, når det har været i spil i situationer, hvor det er meningsløst og barnagtigt. Derfor må jeg kigge efter, hvad der egentlig spøger dernede i dybet af én selv.
Men hvis man ikke har forstyrrelser, som man vil til livs, er der ingen tvingende grund til meditativ selvransagelse – medmindre man drives af nysgerrighed efter at vide, hvem man ’også’ er neden under den polerede overflade.
Vi har også én ting mere til fælles, nemlig et livstruende sygdomstilfælde. Da jeg efter syv uger i kunstig koma og med bistand fra en respirator vågnede op på Hôpital Saint Pièrre i Bruxelles, lå jeg og overvejede det liv, som jeg nu havde fået mulighed for at fortsætte. Jeg tænkte på de mål, som jeg i min ungdom havde sat mig, og hvilke af dem, det var lykkedes at realisere.
Men nu så jeg pludseligt det alt sammen i en ganske anderledes optik. På grund af lammelser kunne jeg hverken stå eller gå, og mit højeste mål var nu at kunne stå ud af sengen og gå ud på toilettet og tisse. Noget sådant giver anledning til ydmyg eftertanke, men ikke nødvendigvis anledning til at begive sig ud i meditation.
Dette var, kære Treram, et forsøg på svar, men om det er et fyldestgørende svar, kan kun du afgøre.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
