Hej Hanskrist

Du er en kokosnød, som er svær, at knække, gad vide hvad den indeholder. Jeg har måske en god idé om det.

Du har måske læst, at Marx vendte Hegel på hovedet, men du overgår ham til fulde, idet du vender alting på hovedet. Nu kan du vende alt det på hovedet, som du vil, men hver gang du nævner mig, så tegner du et billede af mig udfra din egen opfattelse og det er ikke mig.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg er bekendt med visse ting og sager, men at jeg tolker dem på min egen måde. Derfor nytter det ikke at du hele tiden præsenterer mig for de traditionelle opfattelser, som jeg er bekendt med, men som jeg ikke deler.

Hvad skal jeg stille op med en udtalelse som denne:

’’ Kristendommen kender ikke det der NU der er løsrevet fra fortid og fremtid, som Michael taler om. Og det er netop ikke på den måde Kairos forstås, i kristendommen er fortid nutid og fremtid uadskillelige, alt sammen nødvendigt for et liv. Hukommelsen (og profetier og syner) er derfor i Kristendommen ikke flygtige tilfældige erindringsstykker uden ontologisk værdi i nutiden.’’

Det har overhovedet intet med mig at gøre, men da det nu er jul og vi skal føle os glade, så vil jeg undlade at debattere med dig og i stedet komme med et statement.

Som jeg har nævnt før er meditation ikke et legetøj, man som moderne menneske kan inkorporere i sin livsstil. Meditation er selve livets kerne. Man kan ikke sammenligne det almindelige daglige liv med meditationens skønhed og storslåethed for den hæver netop én op over dagligdagens fortrædeligheder selvom den ikke er adskilt fra dem.

Vi har alle et skab i vores sind. Dette skab indeholder hele vores fortid såvel som menneskehedens fortid. Når meditationens bevægelse, som er sandhedens bevægelse, begynder, så åbnes døren til dette skab. Og når døren først er åbnet, så kan den ikke lukkes igen. På alle mulige og umulige tidspunkter af vores liv stilles vi ansigt til ansigt med skabets indhold, mens det tømmes.

Alle de faktorer, som ubevidst indvirker på vores handlinger, kommer frem i lyset og hvis man ikke er forberedt på det og ikke forstår at behandle dem på rette måde, kan man blive meget bange og frygten kan få en til at handle i blinde.

Efterhånden som skabet tømmes, og man bliver stillet til ansigt med alt man har fortrængt, når man forstår det, ser sandheden om det,så mister det sin kraft til at være noget, der ubevidst påvirker vore handlinger. Det kommer ud i lyset så at sige og det er dette der er indbefattet i begebet klarhed.

I praksis betyder det, at alle fortrængninger kommer frem i lyset for ens indre blik som det de er og det betyder også, at så er hukommelsen fuldstændig. Man ser sandheden om sit fortidige liv i øjnene som den var. Dermed bliver man frigjort fra alle sine betingede handlinger, alle de impulser, som stammer fra situationer, som man ikke forstod og så i øjnene dengang og i stedet kan man handle fri fra sin bundethed af fortiden. I stedet for at reagere udfra sin begrænsning, kan man handle frit i nuet.

Jeg giver dig ret i, at det svage ego ikke kan elske. Dets behov for kærlighed er for stort. Kun det stærke ego kan elske, dvs. glemme sig selv og være altruistisk. Det væsentligste element i egoets styrke er en fuld, hel og forstået hukommelse.

Jeg plæderer ikke for erindringens udslettelse, men derimod for tankens stilhed. Al erindring er akkumuleret i dette nu og man behøver ikke at tænke på den. I enhver situation i livet vil det være denne erindring, det man er, som reagerer på udfordringen.

Det jeg siger er altså noget helt andet end det, du pådutter mig, men du vil først være i stand til at forstå det når du, i dig selv, forlader alle dine fortidige konklusioner og lader dem forme sig på en ny måde.

Eller som Jesus siger: ’’Den, der elsker fader og Moder, Broder og Søster mere end mig, er mig ikke værdig’’. Du er Ham ikke værdig før du forlader fortiden og træder ud i nuets virkelighed for det er der Han bor.

Hvorfor er du så glad for denne fortid på et par sølle milliarder af år, eller den fremtid som aldrig kan blive til virkelighed som andet end nu?

Nuet er virkeligheden og det, som du oplever og fortolker forkert, er den eksplosion, som kun findes i nuet.

Som du rigtig nok siger, men vender på hovedet, i nuet findes al energi, for nuet er det eneste virkelige.

Men ellers, hav en god Jul i Vejle. Læg mærke til om der er en døv kvinde tilstede. Måske du skulle satse på hende, som din fremtid?

Jeg har ikke fulgt med i jeres debat her, men ser lige, at du Michael citerer Hanskrist for følgende:

"Kristendommen kender ikke det der NU der er løsrevet fra fortid og fremtid, som Michael taler om. Og det er netop ikke på den måde Kairos forstås, i kristendommen er fortid nutid og fremtid uadskillelige, alt sammen nødvendigt for et liv"

- Jamen, det er jo nøjagtigt, hvad jeg lige har skrevet om i tråden, klima, mod og kirkens synlighed. Fortid, nutid og fremtid kan ikke adskilles - man kan forsøge at sortere sine tanker (som jeg har gjort pga. et foredrag med en Peter Ruge), men det som nogle tror er Nuets kraft er i virkeligheden et aspekt af både fortid og fremtid i nutid. Her kan fortidens sår læges, hvormed vi tager fortiden i hånden. Det er ikke fortiden, der løber med os, eller stikker af fra os, det er os, der har overblikket, mens vi bevæger os ind i fremtiden.

Du, Michael, skriver som om skabet, og jeg citerer:

"Vi har alle et skab i vores sind. Dette skab indeholder hele vores fortid såvel som menneskehedens fortid. Når meditationens bevægelse, som er sandhedens bevægelse, begynder, så åbnes døren til dette skab. Og når døren først er åbnet, så kan den ikke lukkes igen. På alle mulige og umulige tidspunkter af vores liv stilles vi ansigt til ansigt med skabets indhold, mens det tømmes."

Ja, sådan startede mit processuelle liv, og den dør, der åbnedes kan ikke lukkes igen, akkurat som troens dør (om man kan kalde den det) aldrig vil kunne lukkes igen. Det bliver især tydeligt i en tid som julen, der spiller meget på følelser og ideen om kærlighedens fælleskab (hvilket også kan være helt reelt og i relation til Guds komme ind i denne verden - glæden), men det gør også en sårbar. Længslen efter kærlighed, skuffelsen, et lukket hjerte, der har svært ved at lukke op, også selvom kærligheden måske står og venter lige uden for døren.

Jeg tror på kærligheden midt i sårbarheden mere end en påtaget kærlighed - nu skal vi sørme hygge os osv.

Ja, jeg kunne ikke lade være at blande mig. Og god ide med opfordringen om den døve kvinde, så kan det være den gode Hansi skal i gang med at lære tegnsprog, hvilket kan sikkert kunne blive fremragende til.

Mvh
Anne

For pokker HansKrist. Eller HendesKrist, måske du i virkeligheden er en kvinde?

Skal du nu blære dig med at du kan udenlandsk. Jeg går ind for, at dansk bliver det nye verdenssprog, så man kan forstå hvad folk skriver.

Gudskelov, at vi har Google:

''Nu er disse to åbenbaringer til menneskeheden, Bhagavad Gita og Epistler i St. Paul, er udadtil meget forskellige fra hinanden, og denne ydre forskel handlinger på sjælen i alle dele af disse værker. Vi er ikke kun beundre Bhagavad Gita af de grunde, vi har kort givet, men fordi det forekommer os noget så poetisk stor og mægtig, fordi der fra hvert vers det udstråler frem til os de store adel af den menneskelige sjæl, fordi de i alt talt fra munden af Krishna og hans elev, Arjuna, vi føler noget, der løfter os over hverdagens menneskelige oplevelser, frem for alt lidenskaber, over alt det følelsesmæssige, der kan forstyrre sjæl. Vi bliver transporteret til en kugle af soul-fred, til Klarhed, rolig, dispassionateness, frihed fra følelser, i en atmosfære af visdom, hvis vi tillader endda en del af Gita til at arbejde for os, og ved at læse Gita vi føler os Hele menneskeheden løftes op på et højere trin. Vi mener, alle ved, at vi først må have frigjort os fra en god handel, som kun alt for menneskelig, hvis vi ønsker at give det sublime Gita at påvirke os på den rigtige måde. I tilfælde af Paulus 'breve, er alt dette anderledes. Det sublime i det poetiske sprog, der mangler, selv dispassionateness mangler. Vi tage disse Epistler og give dem mulighed for at påvirke os, og vi føler os igen og igen, hvordan det, der viftede imod os fra udmundingen af St. Paul kommer fra et væsen, lidenskabeligt oprørt over, hvad der er sket. Undertiden tonen er balle, eller - kunne man sige - fordømmende, i Paulus 'breve dette eller hint er ofte forbandet, der skældte ud. De ting, der er angivet, at de store begreber i kristendommen, som til Grace, den lov, forskellen mellem Moseloven og kristendom, opstandelsen - alt dette er angivet i en tone, der formodes at være filosofisk, at der menes at være en filosofisk definition, men er ikke, fordi der i hver sætning hører man en Pauline note. Vi kan ikke i en enkelt sætning glemme, at det er talt af en mand, der enten er ophidset eller udtrykker retfærdige harme mod andre, som har gjort dette eller hint, eller som så taler om den højeste begreber i kristendommen, at vi føler, han er personligt interesseret, han giver det indtryk, at han er propagandist af disse ideer. . Hvor kan vi finde i Gita følelser af en personlig art, som vi finder i Epistler, hvor Paulus skriver, at dette eller hint samfund: "Hvor har vi selv har kæmpet for Kristus Jesus! Husk at vi ikke er blevet en byrde for nogen, nu da vi arbejdede dag og nat, at vi ikke kan være en byrde for nogen. "Hvor personlig alt dette er! Et pust af den personlige løber gennem Paulus 'breve. I det sublime Gita vi finde en dejlig ren kugle-en æteriske sfære, der grænser op til den overmenneskelige og til tider strækker sig ind i det. Eksternt, er derfor, der er stærke forskelle, og vi kan sige, at det ville være blindeste. Dog ikke indrømme, at gennem de store Song, som engang blev givet til hinduisme, strømme foreningen af mægtige skæbnesvangre verden-filosofier, der gennem Gita noget af en ædel renhed, ganske upersonlig, rolig og lidenskabsløs, blev givet til de hinduer, mens de originale dokumenter af kristendommen - den Epistler af St. Paul - bære, da det var et helt personligt, ofte en lidenskabelig karakter, fuldstændig blottet for rolig. Man behøver ikke opnå viden ved at dreje væk fra sandheden, og ved at nægte at give sådanne ting, men snarere ved at forstå dem på den rigtige måde. Lad os derfor, inscribe denne Modsætning på en tablet af bronze, som det var under vores efterfølgende overvejelser.




I begyndelsen af gårsdagens forelæsning jeg påpegede, hvordan forskellige er de indtryk modtaget af sjælen, når de på den ene side, det gør det muligt afbalanceret, rolig, lidenskabsløs, emotionless, rigtig klog karakter af Bhagavad Gita til at arbejde på det, og på den anden side, at der hersker i Epistler af St. Paul. I mange henseender disse giver indtryk af at være gennemsyret af personlige følelser, personlige holdninger og synspunkter, som en vis, for hele den kollektive udvikling af mennesker på jorden, der agiterede følelse af propagandism, og de er endda kolerisk, til tider stormfulde. Hvis vi tillader den måde, hvorpå den åndelige indhold af begge er udtryk for at arbejde over os, vi har i Gita noget så perfekt, udtrykt i sådan et vidunderligt, kunstnerisk afrundet måde, at man ikke kunne godt forestille sig en større Fuldkommenhed udtryk, afslørede, poetisk og dog så filosofisk. I Epistler i St. Paul, på den anden side, vi ofte finde, hvad man kunne kalde en kejtethed udtryk, så der på grund af dette, der til tider nærmer klodsethed, er det yderst vanskeligt at udtrække deres dybe betydning. Alligevel er det ikke desto mindre sandt, at det, der relaterer til kristendommen i det Epistler af St. Paul er grundtonen for dens udvikling, ligesom foreningen af verdens-forestillinger om Orienten er grundtone af Gita. I Epistler af Paulus finder vi den store grundlæggende sandheder om kristendommen som til opstandelsen, betydningen af det, der kaldes tro i forhold til loven, for påvirkning af nåde, af Kristi liv i sjælen eller i menneskelige bevidsthed, og mange andre ting, vi finder alle disse præsenteres på en sådan måde, at enhver præsentation af kristendommen altid skal være baseret på disse Paulus 'breve. Alt i dem refererer til kristendommen, som alt i Gita henviser til de store sandheder, som at befri sig selv fra værker, til frigørelse af sig selv fra det umiddelbare liv for handling, for at hellige sig til fordybelse, til meditation for sjælen , at den stigende udbredelse af sjælen i åndelige højder, til rensning af sjælen, kort sagt, alt efter betydningen af Gita, at Unionen med Krishna. Alle, der netop er blevet beskrevet gør en sammenligning af disse to åndelige åbenbaringer yderst vanskeligt, og enhver, der blot gør en ekstern sammenligning vil utvivlsomt blive tvunget til at placere Bhagavad Gita, i dets renhed, ro og visdom, højere end Epistler St. Paul. Men hvad er en person, der gør en sådan passiv sammenligning faktisk gør? Han er ligesom en mand, der før ham en fuldt udvoksede plante, med en smuk blomst, og ved siden af frø fra en plante, var at sige: "Når jeg ser på værket med sin smukke, fuldt udviklede blomstre, jeg se, at det er meget smukkere end den ubetydelige, usynlige frø. "Men det kunne være, at ud af at frø liggende ved siden af anlægget med den smukke blomst, en endnu mere smuk plante med en endnu mere smuk blomst, kan nogle dage i foråret frem . Det er virkelig noget egentligt forhold til at sammenligne to ting, der er placeret ved siden af hinanden, sådan som en fuldt udviklet anlæg og et helt uudviklede frø, og det er derfor, hvis man sammenligner Bhagavad Gita med Epistler af St. Paul. I Bhagavad Gita, vi har foran os noget i retning af ripest frugt, den mest vidunderlige og smukke repræsentation af en lang menneskets evolution, som var vokset op i tusinder af år, og i Epistler af St. Paul, vi har foran os kimen til noget helt nye, som skal vokse større og større, og som vi kun kan kapere i al sin fulde betydning, hvis vi ser på det som reproduktionsmateriale, og holde profetisk før os, hvad det vil engang blive, hvor tusinder og atter tusinder af års udvikling har strømmet ind i fremtiden, og at der er plantet som et kim i Paulus 'breve skal have vokset riper og riper. Kun hvis vi huske på dette, kan vi foretage en ordentlig sammenligning. Det bliver så også klart, at det, som er en dag at blive stor, og som først skal findes i usynlig form fra dybet af kristendommen i Paulus 'breve, der engang havde at hælde ud i kaotiske måde fra den menneskelige sjæl. Således tingene skal være repræsenteret på en anden måde af én, der overvejer den betydning på den ene side af Bhagavad Gita, og på den anden side af Paulus 'breve for hele den kollektive udvikling af mennesker på jorden, fra den måde, de kan blive afbildet af en anden person, der kun kan dommeren i den samlede værker for så vidt angår deres skønhed og visdom og indre perfektion i form.''

Se så. Nu er det læsbart og jeg vil læse det om et par dage.

Kære Michael.

Jeg vil gerne kommentere følgende, som du skriver:



Det er naturligvis kun en petitesse, at verset om brønden er nr. 46 i anden recitation og ikke nr. 45. Den måde, som du forstår verset på, er helt sammenfaldende med min. I øvrigt er verset også omtalt i essayet på side 52-53.

Med hensyn til at bruge ordet ’indsigt’ i stedet for ’vidende’ kan jeg godt forstå, at du undrer dig. Men grunden til at vi skriver ’en vidende brahmin’, er, at vi i sanskritteksten ikke står med et navneord, der kunne oversættes som ’indsigt’. Vi har derimod at gøre med et udsagnsord, der er skrevet i den lange tillægsform. Skulle vi have været konsekvente, kunne vi have skrevet ’en indseende brahmin’, men det fandt vi klodset. Derfor blev det til ’en vidende brahmin’.

Vi har jo – som vi skriver i forordet – bestræbt os på at oversætte så tekstnært som vel muligt, men da et oldtidssprog som sanskrit kan være flertydigt, har der i vid udstrækning været tale om valg mellem flere rimelige muligheder. Radhakrishnan løser problemet ved hjælp af en bisætning, og det kunne vi også have gjort. I så fald skulle der stå ’en brahmin, som indser’.



Her er jeg glad for din tilkendegivelse af, at verset i vor formulering giver 100% mening. Samtidig skal jeg tilføje, at versets betydning er temmelig kraftigt omdiskuteret blandt indologer, og der er her tale om et tilfælde, hvor vi brugte mere end en klokketime på at blive enige om et enkelt vers.



Det er den udvidede opfattelse af ’dharma’, der ligger til grund, og dette går som en rød tråd igennem hele Gita’en. Derfor blev der allerede til første vers i første recitation knyttet en omfangsrig note til ’den hellige pligts slette’ (sanskrit: dharmaksetra). Derfor vil jeg anbefale, at man læser fodnoterne med fra en ende af. I øvrigt har Arne Thomsen givet udtryk for, at han finder fodnoterne nyttige for læsningen.



Her står vi nok med et tilfælde, hvor man kan vælge mellem ’ligegyldig’ og ’få afsmag’. Sanskritordet kan betyde begge dele. Jeg kan nævne, at der blandt de engelske oversættelser, som vi har studeret nærmere, er én, der bruger ligegyldig og tre der bruger ’afsmag’ eller ’væmmelse’.

Dette var et par sproglige kommentarer. Det er muligt, at jeg senere vender tilbage til andre af de bemærkninger, som du har anført.

Hav en god juleaften, Michael.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Michael.



Jeg véd nu ikke, hvor læsbart det blev. Der er åbenbart tale om en mekanisk computeroversættelse af den engelske tekst, og det synes jeg, der er kommet sære ting ud af, men – well – meningen lader sig formentlig udfinde, som en jurist ville sige om tvivlsomme testamenter.

Steiner’s forelæsning blev holdt i 1912, og jeg går derfor ud fra, at den Gita, som han taler ud fra, er Sir Edwin Arnold’s oversættelse fra 1885. Den stod nemlig i høj kurs hos teosofisterne, der samtidig fortolkede den allegorisk. Her lærte Gandhi den at kende i 1889, og dette blev skelsættende for ham. Se nærmere herom i essayet side 47-48.

Om Arnold’s oversættelse er at sige, at den mere er en gendigtning, end den er en sproglig korrekt oversættelse. Lad os for eksempel blot gengive Gita’ens allerførste vers, der i vor sproglige oversættelse lyder:

»Dhritarashtra sagde:

Da de var på den hellige pligts slette, på Kurusletten, og samledes kamplystne, hvad gjorde da mine folk og Pandusønnerne, Samjaya?«

Dette lyder i Arnolds gendigtning således:

»Dhritarashtra:

Ranged thus for battle on the sacred plain –
On Kurukshetra – say, Sanjaya! say
What wrought my people, and the Pandavas?«

Sir Edwin Arnold’s gendigtning er et litterært mesterværk, og skulle jeg sammenligne med noget kendt, kunne jeg pege på Grundtvigs gendigtning af Det gamle Testamentes salmer. Eksempelvis »Lovsynger Herren min mund og mit indre…«, der er en gendigtning af salme 103 i Salmernes Bog.

Ved læsningen af Sir Edwin Arnold’s Gita fornemmer man i den engelske tekst mere af den ophøjede værdighed, som præger sanskritteksten, end man for eksempel gør ved Franklin Edgerton’s oversættelse, der er sproglig og ikke litterær. Her lyder det første vers:

»Dhritarashtra said:

In the Field of Right, the Kuru-field,
Assembled ready to fight,
My men and the sons of Pandu as well,
What did they do, Samjaya?«

Vi har i vor oversættelse bestræbt os på at komme så tæt på grundteksten som vel muligt, og værkets værdighed har vi bestræbt os på at respektere ved at undgå et altfor moderne sprog. For eksempel har vi i vers 30 i første recitation brugt vendingen ’Buen Gandiva falder mig af hænde’ i stedet for at skrive ’Buen Gandiva falder ud af hænderne på mig’. Dette har vi undervejs haft mangen ophedet diskussion om, hvor generationsforskellen mellem os er kommet tydeligt frem.

Jeg har valgt at bruge eksempler fra begyndelsen af oversættelsen, så Hanskrist også kan være med.


Med venlig hilsen

Kristian