|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Jeg har ikke fulgt med i jeres debat her, men ser lige, at du Michael citerer Hanskrist for følgende:
"Kristendommen kender ikke det der NU der er løsrevet fra fortid og fremtid, som Michael taler om. Og det er netop ikke på den måde Kairos forstås, i kristendommen er fortid nutid og fremtid uadskillelige, alt sammen nødvendigt for et liv"
- Jamen, det er jo nøjagtigt, hvad jeg lige har skrevet om i tråden, klima, mod og kirkens synlighed. Fortid, nutid og fremtid kan ikke adskilles - man kan forsøge at sortere sine tanker (som jeg har gjort pga. et foredrag med en Peter Ruge), men det som nogle tror er Nuets kraft er i virkeligheden et aspekt af både fortid og fremtid i nutid. Her kan fortidens sår læges, hvormed vi tager fortiden i hånden. Det er ikke fortiden, der løber med os, eller stikker af fra os, det er os, der har overblikket, mens vi bevæger os ind i fremtiden.
Du, Michael, skriver som om skabet, og jeg citerer:
"Vi har alle et skab i vores sind. Dette skab indeholder hele vores fortid såvel som menneskehedens fortid. Når meditationens bevægelse, som er sandhedens bevægelse, begynder, så åbnes døren til dette skab. Og når døren først er åbnet, så kan den ikke lukkes igen. På alle mulige og umulige tidspunkter af vores liv stilles vi ansigt til ansigt med skabets indhold, mens det tømmes."
Ja, sådan startede mit processuelle liv, og den dør, der åbnedes kan ikke lukkes igen, akkurat som troens dør (om man kan kalde den det) aldrig vil kunne lukkes igen. Det bliver især tydeligt i en tid som julen, der spiller meget på følelser og ideen om kærlighedens fælleskab (hvilket også kan være helt reelt og i relation til Guds komme ind i denne verden - glæden), men det gør også en sårbar. Længslen efter kærlighed, skuffelsen, et lukket hjerte, der har svært ved at lukke op, også selvom kærligheden måske står og venter lige uden for døren.
Jeg tror på kærligheden midt i sårbarheden mere end en påtaget kærlighed - nu skal vi sørme hygge os osv.
Ja, jeg kunne ikke lade være at blande mig. Og god ide med opfordringen om den døve kvinde, så kan det være den gode Hansi skal i gang med at lære tegnsprog, hvilket kan sikkert kunne blive fremragende til.
Mvh
Anne
|
|
|
|
