Hej Gerth og Arne

Gerth:


Mon ikke du har set Arnes kritik af Gud som hankøn?

Når jeg skriver "han" om Gud, så er det primært en sproglig ting. Derfor prøver jeg at skrive "Gud" om Gud eller "det guddommelige" (som Arne) for ikke at gøre det til en misforstået diskussion; mit ærinde er ikke at påstå, at Gud er et hankønsvæsen fuld af testosteron, osv.

Men derudover er diskussionen da interessant nok. Det er bare ikke essensen af, hvad jeg vil, når jeg skriver "han". Det er mere en sproglig praktikalitet.

Hej Arne



Nu bliver jeg jo nysgerrig og fristes til at spørge, hvordan alderdommen har svækket dig. Du sætter jo ikke et komma forkert. Er det fysisk, du er svækket?

Ellers må jeg sige, at det er dejligt at høre lidt om din personlige historie

Nu skal jeg forsøge at svare dig på dine spørgsmål. Det bliver med mine kristne briller på:



Nej, men jeg tror nu heller ikke, at slangen er en falden engel (og det er der så ganske rigtigt delte meninger om). Jeg tror heller ikke på, at slangen overhovedet er ond. Men den er - som alt andet skabt - begrænset. Den er ikke alvidende eller algod, og den er "nysgerrig" og vækker endda Evas nysgerrighed. På dette punkt i fortællingen ser jeg ikke decideret ondskab, men en slags "umodenhed" blandt væsner med fri vilje. Og de river sig løs fra Gud. At gribe frugten på Kundskabens træ, tror jeg, er at gribe ud efter autonomien til selv at definere godt og ondt.

- Og så går det galt. Da forholdet til Gud var brudt, begyndte mørke og ondskab at gro i Guds verden, som ellers var ment til at være et frydefuldt sted.



Jo, som verden er nu, falden, kan meget skidt ske. Men selv i Paradisets Have - som jeg opfatter som "projektets begyndelse - kan noget "galt" selvfølgelig ske; der skete jo det, at Eva blev lokket af slangen. Ondt ser jeg det ikke som. Det svarer til, at et barn forbryder sig mod en "voksen-regel" uden egentlig at have forstået konsekvenserne ordentligt. Se blot, hvor forvirret Eva faktisk er i fortællingen.



Nej, jeg tror ikke, at meteorer og vulkaner er "onde". Men de kan være skadelige! Og dette at være skadelig er en del af en falden verden. Nu førte det jo til noget godt (homo sapiens). Og sådan tror jeg, at Guds formål og mål og mening med verden trænger igennem, selv når verden er i en tilstand af at være falden. Det kan dog føre til lidelse - det gjorde det også, da Jesus hang på korset - selv om det opfylder et formål. Sådan må det være i en falden verden; Guds formål fuldbyrdes, men gennem en falden verden.



Jeg tror på, at mennesket er skabt til at være forvaltere af verden i sit udgangspunkt. Som det er nu, kan vi ikke forvalte i nævneværdig grad. Det fik Adam jo også at vide, efter han forbrød sig: Han skulle nu slide i det i verden!

I den faldne verden handler det først og fremmest om, at mennesket på ny modtager Guds ånd. Når mennesket så er klar, SÅ vil verden forløses. Som Paulus skriver:

Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.
Fra Romerbrevet kap. 8

(Adam og Eva og slangen er for mig at se drømmelignende billeder. Men billeder, metaforer og fortællinger kan godt fortælle om noget virkeligt, selv om det kræver fortolkning og brug af intuitionen at forstå, hvad de egentlig taler om).

Jeg stopper her, inden det bliver for langt. Men spørgsmålet står stadig tilbage: Hvis mennesket kom sent til, hvordan kan de så være skyld i al den lidelse, som allerede havde fundet sted længe. Også det forsøger nogle kristne filosoffer at give svar på.

Hej Arne

Tak for at dele lidt mere af det personlige. Jeg har altid omgivet mig med ældre mennesker - også på 90+. Og jeg har altid nydt det i fulde drag. Interessant nok har det altid været ældre mennesker med et klart sind. Jeg har nydt ældre menneskers selskab siden mine teenageår.



Det er ikke, fordi jeg afskriver Satan. Satan og slangen er for mig - og andre - blot ikke det samme. I øvrigt er Bibelen ikke så præcis omkring denne figur. Det hebræiske ord betyder vist "anklageren", og vi ser Satan som medlem af YHWH's råd. Satan bliver også kaldt "den onde" og Beelzebub ("fluernes herre"!). Jeg har hørt sagt, at "han" er en slags "kraft", der er løbet amok.

Når jeg siger, at mennesket er skabelsens forvaltere skal det faktisk forstås som hele skabelsen. Skabelsen havde den tids mennesker et ganske andet billede af - de så det jo ikke som en klode i et stort univers, men snarere en flad skive omgivet af vand. Men det var dog stadig deres idé, at hele skabelsen er Guds, og at Gud har delt sit herredømme med os, i den forstand at "Han" har givet os et stort ansvar. Men det er et ansvar, som jeg tror fuldbyrdes, når skabelsen gøres fri for død, lidelse og ondskab. Og hvordan skabelsen på det tidspunkt vil se ud, tør jeg ikke gisne om.

Mennesket kan modtage Guds ånd, ifølge kristendommen, ved deres tro(fasthed) på Jesus. Og for mig handler det ikke om dogmer, men om at modtage kærligheden fra Gud og give den videre til alt levende. Det er det, som Jesus "står for", vi må modtage i hjertet og dyrke i og overalt omkring os.

Sådan tror jeg, det er.



Min tro styrkes nok af, at jeg netop finder den smuk og meningsfuld.

Ja, det er netop lidelse og elendighed, som fører til ideen om, at verden MÅ være falden. For en algod og almægtig skaberkraft ville ikke skabe dette. Så for mig handler det om at holde to ting side om side:

Gud ER god og almægtig. (Alt andet virker meningsløst for mig).
Verden er fuld af lidelse og elendighed. (Tilsyneladende en kendsgerning).

Den bedste "løsning" jeg ser på dette, er at Gud har givet mennesket ansvar for verden. Men fordi mennesket har vendt sig bort fra Gud, så lider også verden under det. At verden er i en falden tilstand, er derfor ikke Guds vilje, men Gud accepterer, at sådan må det være - for menneskets frihed vil Gud ikke trække tilbage. Derimod lover Gud, at "Han" vil gøre alting godt igen - men det må ske GENNEM mennesket og i den faldne verden. Når mennesket er reddet i ånden, så kan skabelsen fornyes. Først forvalterne, så det de er ment til at forvalte.