Trådstart: #32157 - 24/05/2021 12:38
Har I lyst til at dele de ord, som inspirerer jer på jeres vandring? Selv er jeg meget inspireret af ord, som kalder os til et liv i uselvisk kærlighed.
Min første kommentar:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Paul Tillich:
"Det er på høje tid, vi afskaffer den teologiske uvane at rette et moralsk indigneret angreb mod alle gloser, hvor stavelsen "jeg" eller "selv" optræder. Selve den moralske indignation ville ikke eksistere uden et centralt subjekt og en ontologisk affirmation.
Den teologiske påstand om, at ethvert menneskes sjæl er af uendelig betydning, er en konsekvens af jegets ontologiske affirmation som netop dette udelelige, uerstattelige jeg. Det kan kaldes "mod til at være sig selv".
Jeget er et jeg, alene fordi det har en verden, et kosmos, som det hører til, og som det samtidig er forskelligt fra. Jeget og verden vekselvirker; det samme gør individualisering og participation". Citat slut.
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).
Hvis der overhovedet skal svares på det her indlæg så skal hvad der står i citations boks ovenfor, studeres så meget at man begynder at forstå hvad der står, siges, af principielt vigtighed.
-0-0-0-0-0-
På jævn HansKrist'i'lig sproglig vis, der står at mennesket og det menneskelige,
IKKE forsvinder i Gud - i KRISTUS - i forbindelse med den kristne SPIRITUALITET.
Hvordan skal det forstås? Vi bevarer vores frimodighed overfor Gud (i vores gudstjeneste liv - kristne SPIRITUALITET) - vi bevarer vores SPONTANITET - ja vi får endda styrket disse kvaliteter.
Paulus: "jeg lever ikke mere selv men KRISTUS lever i mig" - det betyder jo ikke at Paulus ophører med at være sig selv, læs hans breve - vi møder i den grad et menneske med personlighed og kant, ja Paulus bliver faktisk mere sig selv som Gud har tænkt sig netop ham, han virkeliggør det Billede lige han er skabt i og hvordan Gud kalder ham og har en mening med ham. Paulus forsøgte ikke at lægge en dæmper på den menneskelige udfoldelse og kreativitet - karismatiske personligheds udvikling, på det følelsesmæssige og emotionelle og motivationelle.
Mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
Harald Høffding:
Jesus fra Nazareth, Tømmermandens Søn, levede midt i sit Folk, delte dets Minder og dets Haab, ønskede og led med det. Han saa ikke som den indiske Fyrstesøn fra et højere Stade ned paa Livet som Betragter, men stod midt i Livet, midt i den higende Verden. Han vilde lutre, idealisere Ønsket ikke ophæve det. Og selvom Ønsket og Kampen for Ønskets Virkeliggørelse medfører Smerte, vil han ikke opgive det; Smerten er ikke altid blot en Virkning, hvis Aarsag skal ophæves; den kan være en Aarsag til Prøvelse af Kræfterne, et Lutringsmiddel, en Vej til Højhed. Hans Tro paa Værdiens Bestaaen gennemføres ved, at det Værdifulde vindes og bevares gennem Kamp og Lidelse, ikke ved, at hele den Sfære, hvor Ønske, Kamp og Lidelse høre hjemme, afsløres og ophæves som en stor Illusion. Kontrasterne komme her til deres ret; Jesus er ikke så meget Expansionens som de kæmpende Modsætningers Mand. Og han er Villiens Mand, trækker sig ikke tilbage til Hvile, men vil bestemme sit Folks Skæbne ved at føre det ind på højere Baner. Han er – ligeledes i Modsætning til Buddha – Sindsbevægelsens Mand. Selv den johanneiske Jesus maa karakteriseres saaledes i Sammenligning med Buddha. Han kan bevæges heftigt i Aanden, rystes i sit Inderste; hans sjæl kan forfærdes og bedrøves indtil Døden, og han kan vredes. Jesu Kærlighed er ikke blot mild, uvilkaarlig Udstraaling, men er den uroligt søgende og kæmpende Kærlighed, er en bærende, ikke blot taalende Hengivelse. Der er her ingen Frygt for, at Kærligheden skal bringe Sorg ved, at vort Ve og Vel knyttes til en langt større Kreds af Interesser, end vor egen isolerede Selvhævdelse omfatter. Der er en indre Tillid til Kærlighedens Magt og en Følelse af dens Evne til at udvide Sindet, der ikke lader indsnevrende Betænkeligheder komme frem. Og Kærligheden stræber hen til at fuldendes i en højere Retfærdighed gennem Ideen om et Rige, indenfor hvilket hver Enkelt kan finde sin Plads.
Jesus fra Nazareth er Anskuelsens, Billedets, Fremtidssynets Mand. I sin Reflexion er han Analytiker, hævder de betydningsfulde Forskelle, sætter Grænser og peger paa Modsætninger. Han vil have os igennem, ikke udenom Livets største Kontraster, heri viser hans intellektuelle Energi sig.
Buddha afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste.
I Ideen om et Guds Rige, saaledes som Jesus udtalte den, laa, som allerede sagt, Muligheden af, at de enkelte Personligheder kunde naa det Højeste, uden at Forskellighederne udslettedes. Karakteristisk er da ogsaa den Skare af ejendommelige Personligheder, Apostelkredsen frembyder. Buddhas Disciple mangle dette individuelle Præg. Dette hænger vel sammen med Raceforskellen mellem Inder og Jøder. Det er endog paastaaet, at Indien er Typernes Land, og at kraften til at danne Individualiteter var negtet det indiske Folk. Men det hænger i hvert Tilfælde sammen med Stifternes Personligheder. Jesus førte sine Disciple ind i en stor historisk Bevægelse, en Kamp for Idealet mod Verdens Modstand, og det er kun i en saadan Kamp, at Personlighederne ret udvikles i deres Ejendommelighed.
-0-0-0-0-0-0-
PS:
Jeg mener mit indlæg i vores new age tid er værd at overveje.
Jeg ser alt for mange selvdestruktive religiøse spirituelle praksisser hvor unge mennesker i forbindelse med en buddhistisk new age religiøs praksis forsøger at ta livet af sig selv - i usund uselviskhed, fx uselvisk kærlighed. Unge mennesker der forsømmer deres SPONTANITET og FRIHED - det såre menneskelige.
Fra psykoanalysens perspektiv kan det være tegn på falsk religiøs overjeg hvor ens vertikale ego'self akse struktur går i opløsning.
Heldigvis fornemmer jeg et skred i new age - vor ny tids folkereligiøsitet - den SPIRITUALITET der blomstrer indenfor det TERAPEUTISKE MILJØ - hvor der er taget højde for vores sunde vertikale ego'self struktur. Altså den vestlige psykoanalyse og dybdepsykologi og kontinental europæiske mellemkrigstidens eksistentialisme.
Personligt ville jeg blive skræmt fra vid og sans hvis min kæreste bedyrede mig at hendes kærlighed var af kvalitet uselvisk kærlighed, at hun slet ikke havde sig selv med i det når hun viste mig kærlighed.
At blive elsket af et menneske der er ved siden af sig selv virker på mig skræmmende.
Jeg ønsker mere temperament, mere begær (da jeg går ud fra hun begærer mig som jeg hende) og gråd og jubel og kraft og kropslighed sanselighed og nydelse.
Kort og godt skal egoet ikke opløses, men sekundær narcissisme, egoisme, egocentriskhed, selviskhed og lignende. Men vi skal ikke gå i rette med os selv hele tiden, så kommer vi på overarbejde 24/7 resten af vores liv og gør os selv en bjørnetjeneste. Tværtimod skal vi være gode mod os selv, kunne elske os selv, udvise god kærlig egenomsorg.
Jeg tror hvis vi havde større kendskab til psykiater og klinisk psykologer vi ville blive forfærdet over hvor uselviske de med alvorlige trivselsproblemer er, og hvor meget de er besat af en usund overjegs domineret stræben efter uselviskhed og perfekthed hvor de hele tiden går i rette med sig selv, hvor intet, fandeme INTET, påskønnes at være godt nok.
Svar
Citer
