Go'morgen Simon

... og Godt Nytår til dig også her et par dage over tiden, men ment er det helt som til tiden og på dagen. :))

Åh ja, Radiserne, som i henrykkelse fik os til både at le og tegne. Dit fundne klip vil jeg nyde sammen med min morgenkaffe. Det samme vil jeg med din nævne artikel fra WA De rigtige meningers diktatur. Jeg må med beklagelse indrømme, at jeg i rigtig mange uger ikke har læst så meget og altså heller ikke min ugentlige WA. Det må gøres om og godt igen her med begyndelsen af og et hop ind i det nye årti ... 2020 ligger godt i munden og lyser gevaldigt op i øjnene :))



Al vækst er bøn rakt frem i lys,
bevægelsen er selv en tanke;
uendeligt i håbets dans
må pulsen under himlen banke.

Vi ser hos barnet, selvforglemt
i leg: At håbe er at hoppe!
I håbet svinder selvisk ynk,
syng med, det holder modet oppe.

Det er som mælkebøttekraft,
det spirer grønt op gennem broen;
vi tror det er det kristne håb
der gyder liv i kristentroen.

Vi ligner håb med livets dans,
vi tror at himmelånden fører
i jordens rytme og musik,
lyt med når universet hører!

En tanke gror i umålt tid,
uslukkelig er håbets gløden
at Gud barmhjertig og i strid
med hvad vi ved besejrer døden

Vi står i dagens stille punkt,
den indre fred er blot at være.
Forunderlige mødested,
i håbets dans kan støvet bære.

***

Banaliteten, som er sand,
brugt, men ikke som kliché
er lyset i vort liv.
Og det, vi veksler nogle ord om
i køkkenkrogen, mens vi drikker te,
hverdagens gøremål
og vore hverdagstanker
værdsætter jeg mest
af alt, der i det hele taget
gøres og siges.
Nærværende og ligetil - uden
de store ture, de store opgør.
Det er som de smukkeste breve.

***

De billeder, du ømt bag øjets spejl bevarer,
af evighed som tiden så,
er, når du vender dig og går,
er, når du intet ser,
men ordner, forbereder, dør,
dog evighed.
Vidunderlig, ufattelig
er tiden, rig på kærtegn, løber, ser
og jager gennem dig, på vej, og flyver bort,
og synger i dig, når du tier, står
med sommermørkets lette silhuet
i vand
og himmel.

***

Jeg tøver ved ordet
kærlighed –
om ikke det
med andre ord
er tilgivelsens magt

hvis indgriben
gør noget gjort ugjort
forladt

og indlader den anden
varighed
ansigt til ansigt
af lys til dagen
og fantasien

***

En tanke gror i umålt tid
- uslukkelig er håbets gløden

Jørgen Gustava Brandt


Nytårshilsner i hop og spring
RoseMarie

P.s.

Her ved årsskiftet måtte vi blandt andre også hilse farvel til en pragtfuld stemme og skribent. Januar måneds daglige smilende stemme vil som en slags talende nytårskalender kunne begynde her ...

http://den2radio.dk/udsendelser/begynd-med-begyndelsen-et-essay-af-frederik-dessau/

... og den kunne i henhold til dit oplæg om latterens nødvendighed passende fortsætte her:

http://den2radio.dk/udsendelser/den-evige-latter-et-essay-af-frederik-dessau-1/

... og derefter:

http://den2radio.dk/udsendelser/hvor-gar-rejsen-hen-og-hvorfor/

... og nu nærmer vi os afslutningen af julens glæder i januar måned:

http://den2radio.dk/udsendelser/i-denne-travle-juletid/

... og nu kan det kun være og blive til denne:

http://den2radio.dk/udsendelser/et-radioessay-om-tid-og-evighed/

Herefter er der frit valg på hylde 1. Jo, der er stemme nok til resten af årets første måned. Go' vind ud i begyndelsen med stemningens stemme :))

Ups!

Til nytårstorsken der blev skålet:

På vej nordover gennem Skærum, hvis kirke byggedes af trolden Find (læs gerne om Vrejlev Kloster), så vi ham spankulere noget så frejdigt ud ad landevejen, sikkert med nogle af kirkens mursten i sin læderrygsæk – snedig er han jo, den gamle trold.
Cornelis Vreeswijk minder forresten lidt om Aksel Sandemose, der på sine gamle dage selv ku’ minde lidt om en trold, dog var han nu en nisse. Begge sidder de nu og skåler i punch sammen litteraturens mange andre koryfæer, og det er rart at vide at litteraturen fortsætter sin gang, at gamle nisser ikke sådan lader sig ryste af gamle historier:

https://nordjyske.dk/debat/litteraturredaktoeren-r...25-20e084674e0e

mvh
Simon

Hej RM..

Ja jeg må sige at jeg har det lidt som Leth, hvad WA angår, den vil jeg helst ikke undvære. Radisserne ku' jeg nu heller ikke undvære - min senere veninde der som barn bl.a. boede i Sydamerika, samlede alle dem der nu ligger her i hytten og samler støv. Engang imellem støves de af og skaber stadig fryd.

Hvad smilet gennem tårer i tidens brønd anbelanger, er jeg langt fra sikker på andet end at billedet så ofte skabes af folk der aldrig selv oplevede brønden. Desuden var det jo sjældent sådan fat, at man ikke også dengang så skeptisk på en samtids idealer, eller dem man selv havde kær, og vel forøvrigt ofte selv deltog i nøjagtig samme sang, stillet overfor tidligere nostalgi og sentimentale stemmeøvelser.
Sagt på en anden måde, vil man altid bære fortiden med sig, da man foruden den, slet intet er. Skabes der i en samtid vedvarende forandringer, vil sjældent få mennesker forankres i et tankedyb og hvælv, men i stedet opbruge levetid på at orientere sig. En rodløshed vi ser mange steder idag, hvor mennesker stiller spørgsmål til retningslinjer og livssyn, moral og etik, fordi man oplever at befinde sig i stormens øje. Da søger man tilbage til noget trygt i tanken, forsamles om dette, opbygger sameksistens derudfra, hvormed mennesker der lever tæt på hinanden i et omfattende samfund, får svært ved at se hvad det er der holder nogen sammen. Det såkaldt sentimentale vil samtidig opleves som en smalfilm super 8-fremvisning af nyligt fødte og unge, samt naturligvis de der oplever at livets sand er ved at rende ud, og af personlige årsager derfor leger 'ung med de unge'.

Personligt har jeg en søster der 'danser på glasskår', og jeg bare gætter på, at noget som tidens "fittnissekultur" kan anses som spild af gode kræfter der kunne være brugt meget bedre, dersom man netop ikke i vor tid levede med oplevelsen fra Salingers' Forbandede Ungdom, at være en kegle i en automatiseret tidsalder, uden indflydelse og mulighed for afvisning, andet end ved aggressiviteten.
Paduras' romanunivers med Conde og vendekredsen og tiden der løber ud, udtrykker formentlig mange menneskers oplevelse af livet udenfor Cuba, m.a.o. er murene mellem mennesker ikke så høje at de ikke kan genkende sig i hinanden, hvorimod det kan være svært at finde mening i hinandens øjne. Også i dette univers føres vi konstant tilbage i fortiden, til faste værdier og kirketårne der rejser børster i vinden.

Jørgen Gustava Brandt stod helligt som Harald Kidde i Villy Sørensens reol, som tårne det var værd at støtte sig til, ligesom her, hvor de står og skaber rodnet i mine øjne. Eller sagt på en anden måde, fortiden er en del af os - nisser..;)

Bedste hilsner & godt nytår..
Nissen

P.s.:

Fra Serie af Jørgen Gustava Brandt læses baglæns fra – ja, man står næsten midt i Pelegs mark og ser ud over Tjørne Engen, en sidebemærkning her uvedkommende, og alligevel så meningsfyldt sammenhængende – og sikke en oplevelse:

Som du ser er
det hele et øjeblik.

&

Universets formiddagssnue
gone with the wind
Hvad skal jeg sige når jeg ser

Mit skur i den mægtige verden
flak til alle sider
på stranden med ryggen til
vandets fremtid og fortid
midt imellem

Det energiske antræk over mit hoved
piskende

Plukker, ofrer, udtrykker
et snebær eller to
swyp fffss –

&

Udenfor udenom ligger de tilbageblevne
enge og strand og vand. Fra vinduerne ses
af og til en hare springe afsted
eller måske er man heldig og den sidder stille
og vasker sig med de lange ører strittende op
Vinden kommer langvejs fra
fra et eller andet sted der regnes for fremmed
ligesom drømme om kærlighed i æteren
muligvis vakt af et fuglefløjt
Alle bærer på et eller andet livssyn
måske ordinært uafvidende
Et hemmeligt kosmos en mening en absurd logik
en forestilling om årsag om herfra og dertil
og en enorm skamløs tilgivelse
som aldrig undslipper dem
som aldrig når frem
fra dette aflukke

&

(han har tabt sit hjerte)

Gusen flager i baghavens
sure hjørne
kompost og krysantemum
mørkning
Jeg er klar med raketten

Lys over landet
det er det man vil
i denne underverden her

og vindpapirer iturevne sutra
noder i brændende stumper og stykker
blinkende i natten

Fyrværkeri må vi ha
for at kunne skimte mørket
i mellemlandet i
mellemtiden nu
Det tror jeg
ildgnistrende mørke
i dybet
i højden

Og gang i slagtøjet

- Jørgen Gustava Brandt.

mvh & husk nu På Spåret! ;)
Simon