Hej RM..

En Leth’sk julegave, en pakke digte og til dels fra det Haiti jeg sikkert aldrig selv vil opleve – og hvor det misundeligvis irriterer mig!
Drømme kan jo så udmærket være paradisiske, men virkelige paradiser er ikke drømme eller syner.
Sjovt ville det ha’ været mellem havet af lokker så solrigt sorte, pludselig at støde på de grå danske krøller, måske senere sidde behageligt mellem puder i en blød sofa og folde mine smilende ører ud over stedets calvados, selv ville han sikkert ha’ nydt en cognac, mens de tindrende øjne ville åbne biblioteket af indtryk fra en verden fyldt med historier, der for øvrigt også fortryllede en anden fantastisk historiefortæller, nemlig Claus Weeke, der skabte sit paradis i et af de smukkeste områder af Paris. For øvrigt håber jeg Anne Knudsens fordomme om Haiti blev reduceret til et for dametasken overkommeligt antal, forvandledes til drømme opbragt, fordi hun smilende tog mod til sig og modtog Jørgen Leths udfordring; ja hvornår var det nu det var … det hænger i luften, men lidt før hans paradis, sindets nødvendige oase, destrueredes af naturens omsiggribende ødelæggelser. Ingen kan forestille sig betydningen deraf, eller hvor ofte naturen har frataget mennesker vreden, men ak, dametasker er ambulante sikkerhedsventiler, mod alt fra naturlig forgængelighed til flykatastrofer, og vejer ofte mere end kvinden selv, et slag på tasken vil være at fru. Knudsen værnede sig mod Haitis rædsler med afstand. Omvendt behøver ingen jo flytte sig så meget som en tomme, for at være tilstede i det Leth’ske univers – han ligefrem kæler for dinglende dametasker på kvindehånd, den ædle poet.

Her mellem alt og intet har vi jo også tit snakket om det, hvad poesien kan gøre ved og bringe os, dog sjældent hvad den afskærer os fra – benspænd? Din glæde over hans digte har nu altid været så iøjnefaldende, forståeligt nok. At drømme, ikke at lade sig passivisere og fordumme af hellige meninger om livet og litteraturen, men deltage i hvad der sker rundt os og uden at lyve sig ind i teoretiske kunstgreb, for siden at lade indtryk fra deltagelsen forme og udtrykke, er hvad kunstneren gennem et langt liv har præsteret, og stadig gør – øjeblikkets kilde, haitiske momenter under en loftviftes stilhed, lugten af levende opmærksomt menneske indlagt – og det, ved blot at åbne en pakke ord…

Lad os håbe også han får en god hyggelig jul, det rare betænksomme menneske, der i kraft af sine arbejder bidrager til at gøre verden til et lidt mere interessant sted at opbruge levetid – i øvrigt morer min fantasi sig lidt over billedet tilhørende ordet oungan:


Græsset i september

Hun prøver skoene, den ene par
efter det andet, vi ser
hendes fødder, undersøger
afstanden mellem tæerne,
fod i sko,
strakt vrist,
hvordan er græsset
i september, retrospektivt?
En myre går hen over papiret,
jeg spidder den
med filtpennen.
Picassos guitar,
og luften, ilten,
hvori vores fremtid findes
(notre avenir est dans l’air)
han brugte falsk træ
falsk papir,
er kvinden en violin?

*

Tropisk formiddagsdigt


Jeg har siddet o min have
omgivet af Grand’ Brigitte og Baron Samedi
har drukket en rhum sur glace, cinq etoiles
– det var tidligt, men nødvendigt –
nu sidder jeg ved mit bord,
inde i hulen, bagerste del af huset,
med den store jerndør bag mig
hører lydene fra rue du Commerce,
stemmer i gadens udpenslende akustik,
motorcykeltaxaer, og så lidt summende
stilhed nogle minutter, det er lige nu.
Jeg har ikke tændt loftviften, jeg vil svede
dråberne løber ned fra armhulerne,
ned fra panden. jeg snuser til min hånd,
det er den eneste hilsen i digt til benspænd,
fascinationen ved hånd. fod, en bro mellem
de to medier. Det fysiske, det animalske,
ens egen kropslugt, det elsker jeg,
at være i troperne.
Madame Nerva
kom ud i hvid kåbe
med sine rynkede bryster
hængende løst og et stort sølvsmykke
og tilbød at gøre Lars von Trier til oungan
for 5000 US dollars.
Hun viste os
det hemmelige inderste rum.
Jeg ser til venstre ud
gennem de tykke mure bananblade
som bevæger sig dovent langsomt,
det mærkelige skib i glasskab
den efterladte refleksskærm
og jeg hører en svag kliren af isterninger
og langt ude i haven ser jeg det nederste af
Dannebrog hænge ned og bevæge sig
ganske svagt foran vibrerende mangoblade.
Jeg hører ikke lyden af havet,
formiddagen er stille, svage lyde
af langsomme trivielle aktiviteter, ordene
som ryger ned i tastaturet, driften frem
mod en sidste linje, den er her, punktum.

- Jørgen Leth.

mvh & glædelig jul..
Simon

Hej Simon

Tak for julegaven, som jeg pakkede op med glæde midt i nydelsen af en juleappelsin ... :))
Mon ikke der også kan plukkes appelsiner på Haiti? I hvert fald har jeg hørt en lille fugl synge om, at Leth i år fejrer jul og spiser juleappelsiner med familien på Mallorca til lyden af Jesper Fårekyllings sang ... :))

Hvilken afstand i runde metermål
er der mellem solen og appelsinerne?

Hvem vækker solen, når den sover
på sin glødende seng?

Synger jorden som en fårekylling
i den himmelske musik?

Passer det at sorgen er bred,
melankolien tynd?

Pablo Neruda

Glædelig jul med en duft af appelsin
RoseMarie

Høj høj i natningen, julenisserinde..;)

Jamen, det var da et herligt sted at fejre jul, og hvad er vel julen uden appelsinduft fra små syreeksplosioner, når skallen knækkes indover stearinlyset? Jeg elsker appelsinduften, og det er godt den ikke findes på shampoo, for så ville jeg få ondt i maven...

Nå, håber du havde en god aften, uden at alle måtte gå fra bordet på række som forstoppede ænder, og at de små stjerner hoppede rundt på gulvet over julegaverne, som de bør og helst skal - så har jeg det nemlig selv pragtfuldt.
Julen er smuk musik, gamle digtere og små blanke trætte øjne, som næsten sidder over øjenbrynet, mens nakken hviler mod mors hage – blandt en af de ældre digteres aforismer, denne skøn'ert:

Sikreste måde at skjule sin begrænsning er ikke at overskride den.

– Giacomo Leopardi.

En lidt senere, hvor man næsten ikke behøver trække vejret, fordi han jo gør det så stilsikkert, rent:

Hysteri

Mens hun lo gik det op for mig at jeg blev trukket ind i hendes latter og var en del af den, indtil hendes tænder blot var tilfældige stjerner med talent for troppeeksercits. Jeg blev suget ind i korte gisp, inhaleret i hver momentan bedring, og forsvandt omsider i hendes strubes mørke kløfter, forslået af usete musklers spil. En ældre tjener med rystende hænder havde travlt med at brede en rosa og hvidternet dug ud på det rustne, grønne jernbord, mens han sagde: „Hvis herskabet ønsker at drikke te i haven, hvis herskabet ønsker at drikke te i haven…” Jeg indså, at hvis hendes brysters skælven kunne brínges til ophør, ville nogle af eftermiddagens stumper måske stadig kunne reddes, og med udspekuleret omhu rettede jeg al min opmærksomhed mod dette mål.

*

I

Jeg ved ikke meget om guder; men jeg tror at floden
Er en stærk brun gud . tvær, utæmmet og utøjlelig,
Tålmodig til en vis grad, først betragtet som en grænse,
Nyttig, upålidelig, som en hovedvej for handel;
Siden blot et problem for den der bygger broer.
Når problemet er løst, bliver den brune gud næsten glemt
Af byens indbyggere – altid, imidlertid, påminder
Om de ting som mennesker vælger at glemme. Uhædret
uforsonet
Med maskinens tilbedere, men ventende, vagtsom og
ventende.
Hans rytme var til i barndommens kammer,
I forhavens skyrækkerlugt i april,
I duften af druer på efterårsbordet,
Og i aftenens kreds om vinterlampens skær.

Floden er inde i os, havet overalt omkring os;
Havet er også landets kant, granitten
Som det rækker ind i, strandene hvor det lægger
Sine levn og minder om anden og tidligere skabelse:
Søstjernen, dolkhalen, hvalens rygrad;
De pytter hvor det tilbyder vores nysgerrighed
De finere alger og søanemonen.
Det slynger vore tab op, det flænsede vod,
Den knuste hummertejne, den knækkede åre
Og døde fremmede mænds udstyr. Havet har mange stemmer,
Mange guder og mange stemmer.
Saltet er på rosenbusken,
Tågen er i granerne.
Havets brøl
Og havets bjæf er forskellige stemmer
Som ofte høres sammen: rigningens jamren,
Bølgebruddets blanding af kærtegn og trussel,
Den fjerne brusen i tænder af granit,
Og den klagende kalden fra fastlandet forude
Er alle havstemmer, og den hivende tuder
som rundes når det går hjemad, og havmågen:
Og under den knugende tåges tavshed, ringer ved
Jordens rolige drag, en tid
Som er ældre end kronometres tid, ældre
End tiden som tælles af ængstelige urolige kvinder
Der ligger vågne, mens de planlægger fremtiden,
Prøver på at lirke, løse, løsne
Og knytte fortiden og fremtiden sammen
Imellem midnat og daggry, hvor fortiden blot er bedrag,
Fremtiden uden fremtid, før morgenvagten
Når tiden standser og tiden aldrig holder op;
Og jordens drag, som er og var fra begyndelsen,
Klokkens
Slag.

- T. S. Eliot.

Og så tilbage i kassen, numsekassen, for man sku' jo bare tisse, hvad der blev til kaffe og cognac og røg - men fortsat god jul...

mvh
Nissen

Hej du, Überjulenisse :))

Julen er over os, rundt om os og i os. Modstand er nytteløst, intet kan befri os. Dog er der et, der hjælper en smule, simpelthen selv at begynde at juble.

Piet Hein

Altid mange af de gode hilsner fra
RoseMarie

Ohøj fru julegeneralinde..

Du har fået for meget and! Åh, de stakkels små søde og rappe ænder, hvad har de dog gjort, hvilken skæbne, ak ak..;)

'Had I not been awake'

Had I not been awake I would have missed it,
A wind that rose and whirled until the roof
Pattered with quick leaves off the sycamore

And got me up, the whole of me a-patter,
Alive and ticking like an electric fence:
Had I not been awake I would have missed it,

It came and went so unexpectedly
And almost it seemed dangerously,
Returning like an animal to the house,

A courier blast that there and then
Lapsed ordinary. But not ever
After. And not now.

- Seamus Heaney.

mvh & bedste hilsner for det nye år..;)
Simon