|
0
registrerede
79
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Høj høj i natningen, julenisserinde..;)
Jamen, det var da et herligt sted at fejre jul, og hvad er vel julen uden appelsinduft fra små syreeksplosioner, når skallen knækkes indover stearinlyset? Jeg elsker appelsinduften, og det er godt den ikke findes på shampoo, for så ville jeg få ondt i maven...
Nå, håber du havde en god aften, uden at alle måtte gå fra bordet på række som forstoppede ænder, og at de små stjerner hoppede rundt på gulvet over julegaverne, som de bør og helst skal - så har jeg det nemlig selv pragtfuldt.
Julen er smuk musik, gamle digtere og små blanke trætte øjne, som næsten sidder over øjenbrynet, mens nakken hviler mod mors hage – blandt en af de ældre digteres aforismer, denne skøn'ert:
Sikreste måde at skjule sin begrænsning er ikke at overskride den.
– Giacomo Leopardi.
En lidt senere, hvor man næsten ikke behøver trække vejret, fordi han jo gør det så stilsikkert, rent:
Hysteri
Mens hun lo gik det op for mig at jeg blev trukket ind i hendes latter og var en del af den, indtil hendes tænder blot var tilfældige stjerner med talent for troppeeksercits. Jeg blev suget ind i korte gisp, inhaleret i hver momentan bedring, og forsvandt omsider i hendes strubes mørke kløfter, forslået af usete musklers spil. En ældre tjener med rystende hænder havde travlt med at brede en rosa og hvidternet dug ud på det rustne, grønne jernbord, mens han sagde: „Hvis herskabet ønsker at drikke te i haven, hvis herskabet ønsker at drikke te i haven…” Jeg indså, at hvis hendes brysters skælven kunne brínges til ophør, ville nogle af eftermiddagens stumper måske stadig kunne reddes, og med udspekuleret omhu rettede jeg al min opmærksomhed mod dette mål.
*
I
Jeg ved ikke meget om guder; men jeg tror at floden
Er en stærk brun gud . tvær, utæmmet og utøjlelig,
Tålmodig til en vis grad, først betragtet som en grænse,
Nyttig, upålidelig, som en hovedvej for handel;
Siden blot et problem for den der bygger broer.
Når problemet er løst, bliver den brune gud næsten glemt
Af byens indbyggere – altid, imidlertid, påminder
Om de ting som mennesker vælger at glemme. Uhædret
uforsonet
Med maskinens tilbedere, men ventende, vagtsom og
ventende.
Hans rytme var til i barndommens kammer,
I forhavens skyrækkerlugt i april,
I duften af druer på efterårsbordet,
Og i aftenens kreds om vinterlampens skær.
Floden er inde i os, havet overalt omkring os;
Havet er også landets kant, granitten
Som det rækker ind i, strandene hvor det lægger
Sine levn og minder om anden og tidligere skabelse:
Søstjernen, dolkhalen, hvalens rygrad;
De pytter hvor det tilbyder vores nysgerrighed
De finere alger og søanemonen.
Det slynger vore tab op, det flænsede vod,
Den knuste hummertejne, den knækkede åre
Og døde fremmede mænds udstyr. Havet har mange stemmer,
Mange guder og mange stemmer.
Saltet er på rosenbusken,
Tågen er i granerne.
Havets brøl
Og havets bjæf er forskellige stemmer
Som ofte høres sammen: rigningens jamren,
Bølgebruddets blanding af kærtegn og trussel,
Den fjerne brusen i tænder af granit,
Og den klagende kalden fra fastlandet forude
Er alle havstemmer, og den hivende tuder
som rundes når det går hjemad, og havmågen:
Og under den knugende tåges tavshed, ringer ved
Jordens rolige drag, en tid
Som er ældre end kronometres tid, ældre
End tiden som tælles af ængstelige urolige kvinder
Der ligger vågne, mens de planlægger fremtiden,
Prøver på at lirke, løse, løsne
Og knytte fortiden og fremtiden sammen
Imellem midnat og daggry, hvor fortiden blot er bedrag,
Fremtiden uden fremtid, før morgenvagten
Når tiden standser og tiden aldrig holder op;
Og jordens drag, som er og var fra begyndelsen,
Klokkens
Slag.
- T. S. Eliot.
Og så tilbage i kassen, numsekassen, for man sku' jo bare tisse, hvad der blev til kaffe og cognac og røg - men fortsat god jul...
mvh
Nissen
|
|
|
|
