|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
En Leth’sk julegave, en pakke digte og til dels fra det Haiti jeg sikkert aldrig selv vil opleve – og hvor det misundeligvis irriterer mig!
Drømme kan jo så udmærket være paradisiske, men virkelige paradiser er ikke drømme eller syner.
Sjovt ville det ha’ været mellem havet af lokker så solrigt sorte, pludselig at støde på de grå danske krøller, måske senere sidde behageligt mellem puder i en blød sofa og folde mine smilende ører ud over stedets calvados, selv ville han sikkert ha’ nydt en cognac, mens de tindrende øjne ville åbne biblioteket af indtryk fra en verden fyldt med historier, der for øvrigt også fortryllede en anden fantastisk historiefortæller, nemlig Claus Weeke, der skabte sit paradis i et af de smukkeste områder af Paris. For øvrigt håber jeg Anne Knudsens fordomme om Haiti blev reduceret til et for dametasken overkommeligt antal, forvandledes til drømme opbragt, fordi hun smilende tog mod til sig og modtog Jørgen Leths udfordring; ja hvornår var det nu det var … det hænger i luften, men lidt før hans paradis, sindets nødvendige oase, destrueredes af naturens omsiggribende ødelæggelser. Ingen kan forestille sig betydningen deraf, eller hvor ofte naturen har frataget mennesker vreden, men ak, dametasker er ambulante sikkerhedsventiler, mod alt fra naturlig forgængelighed til flykatastrofer, og vejer ofte mere end kvinden selv, et slag på tasken vil være at fru. Knudsen værnede sig mod Haitis rædsler med afstand. Omvendt behøver ingen jo flytte sig så meget som en tomme, for at være tilstede i det Leth’ske univers – han ligefrem kæler for dinglende dametasker på kvindehånd, den ædle poet.
Her mellem alt og intet har vi jo også tit snakket om det, hvad poesien kan gøre ved og bringe os, dog sjældent hvad den afskærer os fra – benspænd? Din glæde over hans digte har nu altid været så iøjnefaldende, forståeligt nok. At drømme, ikke at lade sig passivisere og fordumme af hellige meninger om livet og litteraturen, men deltage i hvad der sker rundt os og uden at lyve sig ind i teoretiske kunstgreb, for siden at lade indtryk fra deltagelsen forme og udtrykke, er hvad kunstneren gennem et langt liv har præsteret, og stadig gør – øjeblikkets kilde, haitiske momenter under en loftviftes stilhed, lugten af levende opmærksomt menneske indlagt – og det, ved blot at åbne en pakke ord…
Lad os håbe også han får en god hyggelig jul, det rare betænksomme menneske, der i kraft af sine arbejder bidrager til at gøre verden til et lidt mere interessant sted at opbruge levetid – i øvrigt morer min fantasi sig lidt over billedet tilhørende ordet oungan:
Græsset i september
Hun prøver skoene, den ene par
efter det andet, vi ser
hendes fødder, undersøger
afstanden mellem tæerne,
fod i sko,
strakt vrist,
hvordan er græsset
i september, retrospektivt?
En myre går hen over papiret,
jeg spidder den
med filtpennen.
Picassos guitar,
og luften, ilten,
hvori vores fremtid findes
(notre avenir est dans l’air)
han brugte falsk træ
falsk papir,
er kvinden en violin?
*
Tropisk formiddagsdigt
Jeg har siddet o min have
omgivet af Grand’ Brigitte og Baron Samedi
har drukket en rhum sur glace, cinq etoiles
– det var tidligt, men nødvendigt –
nu sidder jeg ved mit bord,
inde i hulen, bagerste del af huset,
med den store jerndør bag mig
hører lydene fra rue du Commerce,
stemmer i gadens udpenslende akustik,
motorcykeltaxaer, og så lidt summende
stilhed nogle minutter, det er lige nu.
Jeg har ikke tændt loftviften, jeg vil svede
dråberne løber ned fra armhulerne,
ned fra panden. jeg snuser til min hånd,
det er den eneste hilsen i digt til benspænd,
fascinationen ved hånd. fod, en bro mellem
de to medier. Det fysiske, det animalske,
ens egen kropslugt, det elsker jeg,
at være i troperne.
Madame Nerva
kom ud i hvid kåbe
med sine rynkede bryster
hængende løst og et stort sølvsmykke
og tilbød at gøre Lars von Trier til oungan
for 5000 US dollars.
Hun viste os
det hemmelige inderste rum.
Jeg ser til venstre ud
gennem de tykke mure bananblade
som bevæger sig dovent langsomt,
det mærkelige skib i glasskab
den efterladte refleksskærm
og jeg hører en svag kliren af isterninger
og langt ude i haven ser jeg det nederste af
Dannebrog hænge ned og bevæge sig
ganske svagt foran vibrerende mangoblade.
Jeg hører ikke lyden af havet,
formiddagen er stille, svage lyde
af langsomme trivielle aktiviteter, ordene
som ryger ned i tastaturet, driften frem
mod en sidste linje, den er her, punktum.
- Jørgen Leth.
mvh & glædelig jul..
Simon
|
|
|
|
