Desserten:

Også en radio ka' stå på natbordet, og ører har det fint med Ingeborg Bachmann, der næppe ville ha' brudt sig om at mystificeres eller blive til popidol; der findes dog også anden tilgang til digteres værker: https://sverigesradio.se/sida/artikel.aspx?programid=478&artikel=7097670

https://sverigesradio.se/avsnitt/1291884

mvh
Simon

En anden yndlingsdigter, der altid er som oplevelsesrummet der stille vokser frem, ved siden af én på gåturene; en yderst mærkværdig måde at lære et andet menneske at kende på, uenigheder er nærmest ikke existerende:

Alléer om natten

Mange, rigtig mange, vil nødig dø.
Mindst lige så mange vil nødig leve.
Livs- og dødsangst ligner hinanden.

Forestil dem en kylling
som står på ski
ned ad en stejl usynlig løjpe
en opossum i ridebukser
og fosforgrønne plateausko
købt i Milano

så har de et billede af
hvad jeg mener.

Jeg kunne også forsøge at sige det
på en mindre billedlig måde
men det er svært.

Uanset hvordan det forholder sig
elsker jeg lange tomme alléer
som månen skinner på
gennem platanernes løv

hvor en skikkelse kommer spadserende
uden at ane hvad natten bringer
og hvad der venter
i næste fodgængerfelt.

*

Længsel efter mørket

Fjerklædte øgler med fistelstemmer
hopper rundt fra gren
til gren og råber hysteriske skældsord
efter naboens kat.

Tulipanerne er fra Edirne.
De kom til Europa for længe siden
i 1500-tallet så vidt jeg ved.

De første tulipaner var yderst kostbare.
En enkelt kunne løbe op i en pris
på niveau med et halvt byhus
ved en af Amsterdams kanaler.

De som står i bedet derude
har kun deres medfødte rigdom at tilbyde.

De frekventeres af bier
og andre insekter
som beruser sig i deres nektar
og flyver derfra i bestøvet tilstand.

Katten dukker sig under de skingre skrig
og forsvinder ind bag en busk
på udkig efter et fredeligt læ
hvor den kan sove uforstyrret
og vente på mørket.

*

Stille dage i Svaneke

Dronten lader vente på sig
men svalerne er her.
Lige nu fouragerer de
højt oppe. En

af dagene går de i gang
med at tætne deres rede
som er blevet hullet
i vinterens løb.

En kondiløber forfølges af døden
som er usynlig. Hvis
det ikke er døden
hvem er det så? Angsten
for døden forklædt
som Hans Højhed selv?

Høreapparater fortæller
at batteriet er lavt.
Jeg synes godt om hendes saglige tone.
Havet er glat son et nyspartlet gulv.
Støvet lytter til stilheden
under et bordben.

- Peter Poulsen, Månens bagsige, 2014.

Go'morgen Simon

At gå tur i poesien for så at mødes og slå følge med en yndlingsdigter er helt genkendeligt ... bl.a. også med denne herre:


Du sidder i haven med notesbogen, et stykke mad,
klukflasken og piben.
Det er nat men så stille at lyset brænder uden at flakke,
spreder et genskær over bordet af rå brædder
og skinner i flaske og glas.

Du tager dig en slurk, en bid, du stopper og tænder din pibe.
Du skriver en linje eller to og tager dig en pause og grunder
over striben af aftenrøde der skrider mod morgenrøde,
havet af vild kørvel, grønhvidt skummende i sommernatsmørket,
ikke en sommerfugl omkring lyset men kor af myg i egen,
bladene så stille mod himlen … Og aspen der rasler i vindstillet:
Hele naturen stærk af kærlighed og død omkring dig.

Som var det sidste aften før en lang, lang rejse:
Man har billetten i lommen og endelig alting pakket.
Og man kan sidde og mærke de fjerne landes nærhed,
mærke hvordan alt er i alt, på én gang sin slutning og sin
begyndelse,
mærke at her og nu er både ens afrejse og hjemkomst,
mærke hvor død og liv er stærke som vin i en!

Ja være ét med natten, ét med sig selv, med lysets lue
som ser mig i øjnene stille, uudgrundeligt og stille,
ét med aspen som bævrer og hviisker,
ét med blomsternes flokke som læner sig ud af mørket og lytter
til noget jeg havde på tungen men aldrig fik sagt,
noget jeg ikke ville røbe om jeg så kunne.
Og at det klukker i mig af reneste lykke!

Og flammen stiger … Det er som om blomsterne trængte sig
nærmere,
nærmere og nærmere lyset i skinnende regnbuepunkter.
Aspen skælver og spiller, aftenrøden skrider
og alt hvad der var uudsigeligt og fjernt er uudsigeligt og nært.

Jeg synger om det eneste der forsoner,
det eneste praktiske, for alle lige.

Gunnar Ekelöf

... og apropos oplevelsesrummet, så ta' lige med mig et smut derud :)))

https://vimeo.com/116650731

https://www.carstendahl.dk/kopi-af-about

Bedste hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja, ord som yndling ender under spektralanalyse altid i flertal, anderledes kan det umuligt være, set fra havet - her lidt mere fra ordløberen, på klitten:


Er der sjæle nok?


Måske er det sandt,
at sjælen forlader kroppen,
sådan ser det ud
i det mindste.

Hvor den forsvinder hen
er det umuligt at sige.

Hånden på hjertet: de fleste gisninger
virker tilfældige,
som var de grebet
ud af den blå luft.

Måske den finder sig en nyfødt,
som den slår følge med
resten af livet,
indtil det atter er på tide
at bryde op.

Sjælevandring er der nogle,
som kalder det
med en betegnelse, der nærmest lyder,
som var der tale om en olympisk disciplin.

Måske man bare skulle tale om genbrug
og spørge sig selv, om vi fødes
uden sjæl?

*

Solfald


Lyset og stilheden fusionerer
og danner et fænomen,
man synes er nyt
og som man endnu ikke
har ord for.

Skyerne prøver at liste forbi,
som om de ikke vil forstyrre
dette sublime sekund
i aftnernes verdenshistorie,

der er så lige til, at man bare
kan kalde det mystisk.

*

Andre Ord


Ordene kommer tilbage til mig.
De vil høre, hvad jeg mente m dem.

Jeg prøver at forklare dem, hvad det var,
men de er svære at stille tilfreds.

Jeg forsøger med andre ord.
Det bliver ikke bedre at dét.
De stirrer bare vandtro på mig.
Det er tydeligt, at de tror,
jeg har dem til bedste.

*

Krydsord


Som en stafetløber uden stafet,
der intet afleverer til næste mand.

Som Tito, der sidder med en Milanoavis,
på et apotek i Nevada,
eller Putin en aften på Enø.

Leonora måler uglad sin midje
foran spejlet på Espe Hovedgaard.

En øveaften med masser af vin.
Lavabjerge hvis farver er svære at reproducere.
Det skrydende asen i bunden af slugten.

Nestor afsvor sine vasaller.
Lammet er starlet i den lille hjord.
Rationaliteten har overbid
og meget ondt i de små bisser.

Araen verfer sin urrem i havet.
Løbebillen er stivnet i nuet

- Peter Poulsen.

mvh & god soldag..
Simon
P.s.: titter på Vimeo senere..;)

Hej Simon

Han gjorde nu også noget helt enestående, og ja, ham her ta'r jeg også gerne en gåtur med for måske at kunne finde tilbage til noget fra udgangspunktet ...

Vi må være som alt

vi må være som himlen
og lyset gennem den
sivende med åbne kærtegn
over de skiftende
landskaber

vi må være som alt
som solen og den faldende regn
som bjergtoppenes isblå vinde
og skyernes skygger over græssets groen

vi må være som jorden
og træerne skydende op
i højere luftlag uden grænser
for iltoptagelsens
varighed

eller som havet
vi må være som havet
og de søgende fugle
mest som fuglene måske
eller som de mægtige skove
som cumulusskyerne og det blå

vi må være som sandet
der forløber sig ud og ind

vi må være som planter fra intet
og nattehimlens evige tegn

vi må være som oplevelser og lysår
over havets uendelige tilstrækkelighed
som græs sten og luft
i livsdrift

Henrik S. Holck

Go' weekend i dråberne fra himlen
RoseMarie