|
0
registrerede
143
gæster og
1441
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Her lidt herlig læsning til under træet, med isthe i en kommende solvarme, fra I halvfemserne:
Sprog og drøm
Sprog og drøm og det fine blystøv fra
den skærpede stift. Affaldet, det
overflødige der vokser idet det fjernes
At blive brugt og blive brugt op
Hvide bunker af tid der ulmer i det
unævntes felt. Du er den du vil blive
når du forlader og træder ind, hvid af
de dage der venter dig.
*
Vi kører stærkt og vi
kører stærkere. Altid det
samme udviskede ansigt
og mumlen af stemmen uden
ord. En ondartet vind
fandt frem og brød igennem
og nogen standsede op
for at se. Ud af sprogbunken
et svedent øje, betragter
dig.
SOUVENIRS
(1-13)
1
Som når et vandrør springer
flyder gården over hvor et barn sætter
skibet af papir til havs
lever vi i tilfældighedernes rige,
og du bevæger dig langs et overbegroet hegn
ved den forladte jernbane
i forstaden hvor du ikke længere bor
og følger sporet,
forbi elektricitetsværket,
ud i randens affolkede områder
ved bjergenes fødder
den yderste fattigdoms grænse,
øde uden ord,
summende generationer
og fjerkræsfarme sandet til, indhegnet
af rusten pigtråd,
ingentings
afblomstrede buske,
så uventet de røde der blander
sig med dagens flydende flod og blænder
profilen af en erindring.
2
Papirskibe, natsværmere af silke, stålkraner
og masterne der ligner pinde i et sindrigt mønster
forbundet med sytråd
danser på sandbankens ryg under solen
vi tog ud for at lære at kende.
Lyshvirvler slynger dig langt ind i årene,
Ã¥rene med gaderne
hvor stemmer dør hen med den nedrevne skole.
Der er kun erindringens usikkerhed
at forlade sig på.
Eg blev til korkeg, bøg til ficus, ahorn til ceder
og pisonay.
Vinduerne
vinker videre
som om rejsen havde tabt dit ansigt af sporet.
…
*
FOSSILT
Ordene her
har ingen modtager
ingen destination
i min erindring
er ingen duer med brev
med afsender
i tiden
De er
krøbet ind i sig selv som snegle
er blevet deres eget
hus
af skaller
der flyder på mørkets vand
eller
kryber på molens pæle
ned ad
ned ad mod dybet
ingen retning
andet end ned
ingen sakse
at fægte i hornhinder med
De er gået så langt
at de ikke længere er mine
at de er blevet meningsløse
er blevet sig selv
uden objekt
snegle på tidens bundgarnspæle
ned ad mod forstening
stødt til hvile
i tankens æon
mørkets fosiller
skyller op på en bred
hvor end ikke tiden går
*
Dagen har kastet
søm i det tredje øje
Blomsten har pillet
klokken af sig selv
Tørsten har drukket
såret ud af stilken
vi hev op af den
skrigende krop
Døden har byttet livet
ud med sandheden
sandheden om sig selv
i vores marv
smidt
overalt hvor vi er
- Thomas Boberg.
mvh & god weekend..
Simon
|
|
|
|
