P.s.:

Apropos bier & honning: man bader i den under Sylvia Plath’s pen! og forestiller sig let som intet hende sidde i det lille rum med åben dør til trygge lyde fra sovende børn der svømmer i drømme, også bierne sover, overvåget af månen, kun afbrudt af hendes klapren og pennens kradsen…
Man ku’ virkelig ha’ ønsket at se forestillingen få rynker, de små derinde en dag rydde op mors liv til lydene fra egne børns leg i haven. Men livet er lunefuldt som en efterårssol gennem skyer, det sku’ ikke være sådan. Vi lærer os for det meste at varetage soldage med smil og må glæde os over stemningsbilleder vi finder i Ariel med forord af Frieda Hughes, hvori Sylvia Plaths bestræbelser hyldes udfra egne betingelser, præcis som det bør være.
Vil vi vide lidt om Sylvia Plath og hendes liv, må vi læse hendes digte, film uden vigtige mellemregninger har samme tilgang som sladder, og livet går ikke sporløst henover forfatterinden i Ariel, der er som en vandring i registret fra ekstatisk glæde til tungsindig sorg, hendes bølgende liv. Med digte som Medusa, Ariel, Lady Lazarus, Letter in November, The Bee Meeting og The Arrival Of The Bee Box, hæver en boblende fornemmelse sig i én, som rejser i Mark Twains og Seamus Heaneys fortællerunivers, døre åbnes og man lægger alt bag sig, lidt som lykken der varmt breder sig på togrejsen mod en savnet ven, og allerede ugen efter forekommer alt én fremmed når hjemmet igen betrædes – man må en tur i varietékælderen fra tid til anden, ud af livet for at komme til sig selv, har brug for rejsen for at genfinde vinkler i sig.
Gode digte er nøgler, det sker de passer og et kildevæld bruser op; poesi læst på rejser øger fryden, med smilende nøglebørn siddende på caféer som resultat – man forstår hvorfor Frederik Dessau foretrækker Italiensrejser med Inger Christensen i bagagen:

The Couriers


The word of a snail on the plate of af leaf?
It is not mine. Do not accept it.

Acetic acid in a sealed tin?
Do not accept it. It is nok genuine.

ring of gold with the sun in it?
Lies. Lies and a grief.


Frost on a leaf, the immaculate
Cauldron, talking and crackling

All to itself on the top of each
Of nine black Alps,

A disturbance in mirrors,
The sea shattering its grey one---


Love, Love, my season.

*


The Night Dances


A smile fell ind the grass.
Irretrievable!

And how will your night dances
Lose themselves. In mathematics?

Such pute leaps and spirals---
Surely they travel

The world forever, I shall not entirely
Sit emptied of beauties, the gift

Of your small breath, the drenched grass
Smell of your sleeps, lilies, lilies.

Their flesh bears no relation.
Cold folds of ego, the calla,

And the tiger, embellishing itself---
Spots, and a spread of hot petals.


The comets
Have such a space to cross,

Such coldness, forgetfulness.
So your gestures flake off---

Warm and human, then their pink light
Bleeding and peeling

Through the black amnesias of heaven.
Why am I given

These lamps, these plabets
Falling like blessings, like flakes

Six-sided, white
On my eyes, my lips, my hair

Touching and melting.
Nowhere.

*


Magi


The abstracts hover like dull angels:
Nothing so vulgar as a nose or an eye
Bossing the ethereal blanks of their face-ovals.

Their whiteness bears no relation to laundry,
Snow, chalk or suchlike. They’re
The real thing, all right: the Goog, the True---

Salutary and pure as boiled water,
Loveless as the miltiplication table.
While the child smiles into thin air.

Six months in the world, and she is able
To rock on all fours like a padded hammock.
For her, the heavy notion of Evil

Attending her cot is less than a belly ache,
And love the mother of milk, no theory.
They mistake their star, these papery godfolk.

They want the crib of some lamp-headed Plato.
Let them astound his heart with their merit.
What girl ever flourished in such company?

- Sylvia Plath.

mvh
Simon

Hej Simon

Dine ord er indtaget og ikke overset, og jeg glædes og mættes ved dem. Lige nu er jeg selv i en mere eller mindre ordløsproducerende tid, fordi haven i både det indre og det ydre fylder det hele. Syrenerne blomstrer og dufter inde under deres grenes brus af syrenlysthuler, som man i både sol og regn kan hylle sig under ...

En have med tunge syrener.
Syrener i sænkede klaser.
Strømme af våde syreners duft
fra mørkets usynlige vaser.
Det sover som dengang, Rapunzel,
dit stjerneslørede hus.
Men det er din flygtende ungdom,
der træder i gangenes grus.

En have med våde syrener
i store, drømmende klaser.
Som røgelse bølger erindringens duft
om mørkets usynlige vaser.
Månekalk over mure.
De kuplede bøges sus.
Og plæner med dugget kløver
omkring dit sovende hus.

Hans Hartvig Seedorff

***

I maj skal syrenerne blomstre, de skal!
Jordens totale ressourser i et brus
Mellem himlen og gaderne
Sikken en lettelse!

Inger Christensen


Bedste og allergo'este hilsner indhyllet i syrenduft
RoseMarie

Hej RM..

Så fint det. Efter år med udveksling af herlig poesi, ved du selvfølgelig at vi ikke skylder at være driftige, at vi blot skriver når og fordi vi har lyst - desuden får forårets impulsoverfald på krop og sind da altid dig til at springe ud som et grantræ med kogler på, Roselil. Haven er jo stedet hvor rigtig mange mennesker henter overskud, akkumulatoren til fx at nyde læsning og poesi, så hvis ellers du passer lidt på ikke at flå hænderne, vil vi sikkert nyde lidt grønkorn ud i også dén kunst, m.a.o. en win/win-situation..;)

Guderne må vide om den rygplagede Søren Ryge stadig laver fine programmer for DR - eller om de nu helt er gået i selvsving med genudsendelser & musikprogrammer for 20-årige? Det ville da være et tab for dansk kulturliv også at miste ham.

Har for anden gang lige slugt Volker Weidermann's Oostende 1936, hvis natbordet dit sku' råbe på opmærksomhed, en lækkerbidsken!

De nisseligste hilsner
Simon

Hej Simon

"Guderne må vide om den rygplagede Søren Ryge stadig laver fine programmer for DR - eller om de nu helt er gået i selvsving med genudsendelser & musikprogrammer for 20-årige? Det ville da være et tab for dansk kulturliv også at miste ham."

Pluk du nu bare endnu en buket tulipaner i Søren Ryges have og ta' dig en svingom, mens du er der. Han kan om nogen sætte lys på hvad en have og en svingom ka' gøre ved et menneskeliv. Et menneskeliv med det helt naturlige og impulsive livsafsæt, der kan mere og andet end blot at sætte spotlight på sig selv og sine egne nypudsede glorier ...

https://www.dr.dk/tv/se/soeren-ryge-tv/soeren-ryge...pa-gardspladsen

Med Venlig Hilsen
RoseMarie

Hej RM..

og tak tak. Jah, ham er jeg ikke begejstret for at vi må undvære; nu vi er der, ved årstidens udbrud af dufte, syn og lyde der efterlader os så pladask:

Lærker


1
De første lærkelyde ved morgen-to-tiden
pikker mod verdensæggets skal.
i skydækket løber de første revner.

Min vågenhed står en stund på en lærkeryg, svimler,
så raver den mættet ind i dybsøvnens sødme,
indad mod verdensæggets midte.

2
Det udblå hav under jordskyggen,
lyset er undervejs
til lærkernes glædesskingren i stormen.

Trilrende planetoider
under den luftige halvmåne,
over de rosa ulmende bakker.

En visdom sidder i lærkestruben,
borer sig ind i mit øre,
trepanerer min lukkede hjerneskal.

Tankerne er hvad jeg hører og ser på,
intet som helst jeg i forvejen ved;
deres kredsning blir en spiral af lys.

En glædesgråd bryder lysets farver,
jorden svæver og ser gennem mig på jorden,
omkring den hvælver sig øjets regnbuehinde.

*

Morgenmørke


1
Kirsebærblomster faldt ind ad mit vindu,
ind på mit gulv og gennem mit blik til ro
på underbevidsthedens gulv – hvis
det da ikke i virkeligheden var
på taget af en slingrende kreaturvogn, hvori jeg
jeg i virkeligheden lå på gulvet, det nederste gulv
i kulsort mørke på vej mod det uvisse
værste –
stuvet ned med smertende lemmer, presset mod usynlige kroppe
eller kanter af træ og jern, stank og kulde i næsen:
det, som altid har ventet, imens jeg
har levet som om det aldrig
og umuligt kunne ske mig, endskønt
jeg vidste bedre. Og hvordan har jeg brugt
udsættelsen, pausen en menneskealder?
Var jeg taknemmelig for den? Virkelig? Det hændte undertiden,
men aldrig har jeg gjort nok, eller været det nok.

2
Findes der
følelser, vi ikke har oplevet i vores drømme om natten?
Ingen følelser er mig fremmede, derimod
mange former for tro –
og naturligvis har jeg drømt om dem: de døde
lagt ud, af hvem, og hvor, ved jeg ikke, men unaturligt
store ansigter, mærkelige upersonlige grin og vajende
palmegrene plantet i øjenhulerne – så fremmed
sørgeligt og makabert festligt
som ved et indtog i multidødens, et underjordens
Jerusalem.
Hvad ved vi?
Hvad er os mer fremmed, hvem er vi adskilt fra
end den døde brors krop: os selv in absentia,
definitivt in absentia.

3
Vidunderligt er mennesket
og frygteligere væsen under solen findes ikke;
dyrene har erfaret det, og vor egen arts
svage og tabende.
Forfærdeligt at falde i dets hænder
hvad enten det i sin overmagt
udøver tiltrækning eller fjendskab.
Selvmordet måske altid
en akt for at undkomme
et fællesskab, som krop
sanser eller sind er lammende underlagt
ikke udholder, intet formår imod:
tvang uden alternativ
ligegyldigt om hos to, eller hos millioner –
kun muligt at unddrage sig
ved udslukkelse
først sind, siden krop.

4
Hvem hjalp
i eventyrene, vi hørte engang –
og som mange af os stadig læser
for vore børn?
Det gjorde de gamle koner, og dyrene,
de rigtige ord, og det rigtige navn.
Hvem hjælper her? Og nu? Ordene
skjuler ordene,
men ingen skove og bjerge, ingen have og øer
skjuler dyr og koner, eneboere og landflygtige,
skjuler
menneskene for menneskene mer.

5
Vintermorgen
sort tåget og tidlig,
min elskede og vores treårige søn
ligger i sengen, udveksler
bemærkninger med hinanden,
en spørgende kvidren,
en kærlig lavmeldt mumlen
hen over afgrunden,
synger en lille sang højt
over smertensdybet,
det søvnløse, bundløse.
Og jeg ved igen
hvad jeg udstrakt dernede næsten har glemt –:
uvilkårlig som pulsslaget, åndedraget
er evnen til sang –
og overlever,
unedbrydelig i det lange løb, evnen til
det ene fællesskab,
som ikke næres af de tabende og udstødte
nederst og ude ved randen – sådan som tiårs-
og tusindårsriger har gjort i triumf –
men er stærk nok
til at undvære liv i fornedrelses-
tilstand, stærkt nok til at afvæbne
alle dem, som er stærke
kun ved de svagere,
kun ved de tabende,
kun ved retsbrud.

*

Skilsmisse


Det var i december, det var en nat
der føltes som årtusinders – og mit livs
sidste decembernat. Og det var ikke
solhverv og vendepunkt og barnefødsel
ved slutningen af måneden. Da kom du
fra intet sted og satte dig med benene
optrukket under dig i lænestolen
i hjørnet (hvilket hjørne? mit værelses nu, her?
eller hjemme hos os?) og målte mig med dine
vidtåbne ufravendte frostblå øjnes
inappellable og sørgmodige instans.

Og der var gråhvid himmel som et knust isspejl
og der var månetomt, eller månen
var sort som på et negativ, og sådan
har dine øjne ofte hvilet på mig
siden vi skiltes, og nogen tid blev for altid.
Mit nye liv – blev aldrig påbegyndt
i dem. Det er fiktion, det eksisterer ikke,
og hvis – så er det en ny forbrydelse,
et uophørligt frafald ud i intet.
Og hvis jeg opgav det – corpus
delici af et sidespring, en lovløshed,

og resten af ens liv tilbagevenden
og håbløs genoprettelse –
December uden sne, nul grader –
et sted der står din seng, dit spejl, lampe og natbord
som de har gjort, år efter år
og du i lænestolen, aperitif, saltstænger
og tavshed, der vibrerer af tristesse,
et klangløst ekko af de hundred opgør:
Min mand forstår mig ikke eller – min kone
forstår mig ikke, eller endnu værre,

som nu, i dette øjeblik, mens du
betragter mig et sted fra hvor vi ikke
kan nå hinanden mer – med sorgfuldt smukke øjne:
”Du – forstår mig ikke, levede dig aldrig
det mindste ind i mig, i min situation,
ind i hvordan jeg har det, ind i
min hovedpine, mit forblødte hjerte,
min skuffelse og den fortræd du gør mig,
min nedbrudthed, mit ødelagte liv. –”

”At være en morder – langsomt dø med sit offer”
skrev jeg en nytårsnat ned på en brugt kuvert

i et black-out, og fandt den næste dag. Stupidt
at nægte at forstå, men modsat: at forstå,
indleve sig ihjel – hvad er så det?
Jeg måtte sprænges, blive sindssyg, ta’
mit liv – jeg måtte dø, hvis jeg forstod dig
nøjagtigt sådan som du ønsked at
jeg skulle. Opholdt mig bag din hud, var i
din tilstand, så med dine øjne, græd med dem
over det jeg havde gjort, tilintetgjort
i dig – for os – for børnene, Hvis jeg
forstod: først dig, så mig – igennem dig.

Og sæt jeg havde prøvet: hvor meget ville det
ha’ hjulpet dig, hvis du for hver dag indtog
mit væsen med et glas vermouth, som om det var
en stimulerende eller beroligende vidunder-
tablet, der langsomt opløst blev til et med dig
og lindrede et tidløst stykke tid?
Og du til gengæld hengav dig
til virkningen, til sidste selvudslettelse?
Begge til bitterheden, rusen, glemslen –
Hvad hjalp to gange selvopgivelse?
Den ene føjer intet til den anden.

Ansigt til ansigt intetsteds. En inerti –
uden bevægelse, uden forrådnelse og spiring,
uden en vind og planeter som skifter plads –
har ført det uforanderlige frem
hertil: aperitif, saltstænger, lænestolen,
din hånd rakt tranceagtigt frem mod glasset,
dit blik tabt som en tom korridor – dit liv
udskudt ved piller fjernt bag en mat rude,
mit liv med en ulægelig skjult sårrand –
indtil den stund vi virkelig forstår: du ikke
forlanger den, jeg engang var, tilbage – jeg ikke

tilgivelse af dig for den jeg blev til.

*

TID


Der blæser et overskud af tid imod mig,
hvirvler af frisk tid, af ubrugt tid
østfra, ind over brændingen, ind over stranden

rytmisk i vandet, ubrudt i luften, formering af det
vi aldrig har nok af og altid savner: formering af tid.
Husker intetsomhelst af det jeg skal. Ingen andre tidsforløb.

Ingen avisdato eller kryds i kalenderen eller ”klokken er nu –”
griber forstyrrende ind og erindrer om tidsspild.
Står blot og lader mig gennemblæse som græsset

og fyrrerne og birkene om mig. Flytter mig ikke.
Oplever visdom. Ikke som ord og sætninger,
men som vægtløshed, grundende sødme, visdom som tilstand.

Visdom? I ynglingetiden som vågne drømme,
visheden om at den ene et sted er vidunderligt til
og at den selvsamme vind med beruste næsebor løsner hendes hår –

i barndommen som eventyr, bestandigt på spring, på vej
bag nærmeste hæk og mur, bag bakker og skyer eller lige bag synsranden,
alting kan nås fordi alting bevæger sig mod os.

I barndommen var der altid pålandsvind og Odysseus’
skibe på vej mod kysten. Fravær af tid, eller tidløshed
fandtes ikke – men fyldte tider, som vind og bølger,

strømmede fra den livsalige åbning ude over havet
mættet med lugten af løsreven tang og saltvand og skyer
og ingen døre at åbne og ingen døre at lukke efter sig.

- Thorkild Bjørnvig, Morgenmørke, 1977.

mvh & god dag i vinden..;)
Simon