|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
og tak tak. Jah, ham er jeg ikke begejstret for at vi må undvære; nu vi er der, ved årstidens udbrud af dufte, syn og lyde der efterlader os så pladask:
Lærker
1
De første lærkelyde ved morgen-to-tiden
pikker mod verdensæggets skal.
i skydækket løber de første revner.
Min vågenhed står en stund på en lærkeryg, svimler,
så raver den mættet ind i dybsøvnens sødme,
indad mod verdensæggets midte.
2
Det udblå hav under jordskyggen,
lyset er undervejs
til lærkernes glædesskingren i stormen.
Trilrende planetoider
under den luftige halvmåne,
over de rosa ulmende bakker.
En visdom sidder i lærkestruben,
borer sig ind i mit øre,
trepanerer min lukkede hjerneskal.
Tankerne er hvad jeg hører og ser på,
intet som helst jeg i forvejen ved;
deres kredsning blir en spiral af lys.
En glædesgråd bryder lysets farver,
jorden svæver og ser gennem mig på jorden,
omkring den hvælver sig øjets regnbuehinde.
*
Morgenmørke
1
Kirsebærblomster faldt ind ad mit vindu,
ind på mit gulv og gennem mit blik til ro
på underbevidsthedens gulv – hvis
det da ikke i virkeligheden var
på taget af en slingrende kreaturvogn, hvori jeg
jeg i virkeligheden lå på gulvet, det nederste gulv
i kulsort mørke på vej mod det uvisse
værste –
stuvet ned med smertende lemmer, presset mod usynlige kroppe
eller kanter af træ og jern, stank og kulde i næsen:
det, som altid har ventet, imens jeg
har levet som om det aldrig
og umuligt kunne ske mig, endskønt
jeg vidste bedre. Og hvordan har jeg brugt
udsættelsen, pausen en menneskealder?
Var jeg taknemmelig for den? Virkelig? Det hændte undertiden,
men aldrig har jeg gjort nok, eller været det nok.
2
Findes der
følelser, vi ikke har oplevet i vores drømme om natten?
Ingen følelser er mig fremmede, derimod
mange former for tro –
og naturligvis har jeg drømt om dem: de døde
lagt ud, af hvem, og hvor, ved jeg ikke, men unaturligt
store ansigter, mærkelige upersonlige grin og vajende
palmegrene plantet i øjenhulerne – så fremmed
sørgeligt og makabert festligt
som ved et indtog i multidødens, et underjordens
Jerusalem.
Hvad ved vi?
Hvad er os mer fremmed, hvem er vi adskilt fra
end den døde brors krop: os selv in absentia,
definitivt in absentia.
3
Vidunderligt er mennesket
og frygteligere væsen under solen findes ikke;
dyrene har erfaret det, og vor egen arts
svage og tabende.
Forfærdeligt at falde i dets hænder
hvad enten det i sin overmagt
udøver tiltrækning eller fjendskab.
Selvmordet måske altid
en akt for at undkomme
et fællesskab, som krop
sanser eller sind er lammende underlagt
ikke udholder, intet formår imod:
tvang uden alternativ
ligegyldigt om hos to, eller hos millioner –
kun muligt at unddrage sig
ved udslukkelse
først sind, siden krop.
4
Hvem hjalp
i eventyrene, vi hørte engang –
og som mange af os stadig læser
for vore børn?
Det gjorde de gamle koner, og dyrene,
de rigtige ord, og det rigtige navn.
Hvem hjælper her? Og nu? Ordene
skjuler ordene,
men ingen skove og bjerge, ingen have og øer
skjuler dyr og koner, eneboere og landflygtige,
skjuler
menneskene for menneskene mer.
5
Vintermorgen
sort tåget og tidlig,
min elskede og vores treårige søn
ligger i sengen, udveksler
bemærkninger med hinanden,
en spørgende kvidren,
en kærlig lavmeldt mumlen
hen over afgrunden,
synger en lille sang højt
over smertensdybet,
det søvnløse, bundløse.
Og jeg ved igen
hvad jeg udstrakt dernede næsten har glemt –:
uvilkårlig som pulsslaget, åndedraget
er evnen til sang –
og overlever,
unedbrydelig i det lange løb, evnen til
det ene fællesskab,
som ikke næres af de tabende og udstødte
nederst og ude ved randen – sådan som tiårs-
og tusindårsriger har gjort i triumf –
men er stærk nok
til at undvære liv i fornedrelses-
tilstand, stærkt nok til at afvæbne
alle dem, som er stærke
kun ved de svagere,
kun ved de tabende,
kun ved retsbrud.
*
Skilsmisse
Det var i december, det var en nat
der føltes som årtusinders – og mit livs
sidste decembernat. Og det var ikke
solhverv og vendepunkt og barnefødsel
ved slutningen af måneden. Da kom du
fra intet sted og satte dig med benene
optrukket under dig i lænestolen
i hjørnet (hvilket hjørne? mit værelses nu, her?
eller hjemme hos os?) og målte mig med dine
vidtåbne ufravendte frostblå øjnes
inappellable og sørgmodige instans.
Og der var gråhvid himmel som et knust isspejl
og der var månetomt, eller månen
var sort som på et negativ, og sådan
har dine øjne ofte hvilet på mig
siden vi skiltes, og nogen tid blev for altid.
Mit nye liv – blev aldrig påbegyndt
i dem. Det er fiktion, det eksisterer ikke,
og hvis – så er det en ny forbrydelse,
et uophørligt frafald ud i intet.
Og hvis jeg opgav det – corpus
delici af et sidespring, en lovløshed,
og resten af ens liv tilbagevenden
og håbløs genoprettelse –
December uden sne, nul grader –
et sted der står din seng, dit spejl, lampe og natbord
som de har gjort, år efter år
og du i lænestolen, aperitif, saltstænger
og tavshed, der vibrerer af tristesse,
et klangløst ekko af de hundred opgør:
Min mand forstår mig ikke eller – min kone
forstår mig ikke, eller endnu værre,
som nu, i dette øjeblik, mens du
betragter mig et sted fra hvor vi ikke
kan nå hinanden mer – med sorgfuldt smukke øjne:
”Du – forstår mig ikke, levede dig aldrig
det mindste ind i mig, i min situation,
ind i hvordan jeg har det, ind i
min hovedpine, mit forblødte hjerte,
min skuffelse og den fortræd du gør mig,
min nedbrudthed, mit ødelagte liv. –”
”At være en morder – langsomt dø med sit offer”
skrev jeg en nytårsnat ned på en brugt kuvert
i et black-out, og fandt den næste dag. Stupidt
at nægte at forstå, men modsat: at forstå,
indleve sig ihjel – hvad er så det?
Jeg måtte sprænges, blive sindssyg, ta’
mit liv – jeg måtte dø, hvis jeg forstod dig
nøjagtigt sådan som du ønsked at
jeg skulle. Opholdt mig bag din hud, var i
din tilstand, så med dine øjne, græd med dem
over det jeg havde gjort, tilintetgjort
i dig – for os – for børnene, Hvis jeg
forstod: først dig, så mig – igennem dig.
Og sæt jeg havde prøvet: hvor meget ville det
ha’ hjulpet dig, hvis du for hver dag indtog
mit væsen med et glas vermouth, som om det var
en stimulerende eller beroligende vidunder-
tablet, der langsomt opløst blev til et med dig
og lindrede et tidløst stykke tid?
Og du til gengæld hengav dig
til virkningen, til sidste selvudslettelse?
Begge til bitterheden, rusen, glemslen –
Hvad hjalp to gange selvopgivelse?
Den ene føjer intet til den anden.
Ansigt til ansigt intetsteds. En inerti –
uden bevægelse, uden forrådnelse og spiring,
uden en vind og planeter som skifter plads –
har ført det uforanderlige frem
hertil: aperitif, saltstænger, lænestolen,
din hånd rakt tranceagtigt frem mod glasset,
dit blik tabt som en tom korridor – dit liv
udskudt ved piller fjernt bag en mat rude,
mit liv med en ulægelig skjult sårrand –
indtil den stund vi virkelig forstår: du ikke
forlanger den, jeg engang var, tilbage – jeg ikke
tilgivelse af dig for den jeg blev til.
*
TID
Der blæser et overskud af tid imod mig,
hvirvler af frisk tid, af ubrugt tid
østfra, ind over brændingen, ind over stranden
rytmisk i vandet, ubrudt i luften, formering af det
vi aldrig har nok af og altid savner: formering af tid.
Husker intetsomhelst af det jeg skal. Ingen andre tidsforløb.
Ingen avisdato eller kryds i kalenderen eller ”klokken er nu –”
griber forstyrrende ind og erindrer om tidsspild.
Står blot og lader mig gennemblæse som græsset
og fyrrerne og birkene om mig. Flytter mig ikke.
Oplever visdom. Ikke som ord og sætninger,
men som vægtløshed, grundende sødme, visdom som tilstand.
Visdom? I ynglingetiden som vågne drømme,
visheden om at den ene et sted er vidunderligt til
og at den selvsamme vind med beruste næsebor løsner hendes hår –
i barndommen som eventyr, bestandigt på spring, på vej
bag nærmeste hæk og mur, bag bakker og skyer eller lige bag synsranden,
alting kan nås fordi alting bevæger sig mod os.
I barndommen var der altid pålandsvind og Odysseus’
skibe på vej mod kysten. Fravær af tid, eller tidløshed
fandtes ikke – men fyldte tider, som vind og bølger,
strømmede fra den livsalige åbning ude over havet
mættet med lugten af løsreven tang og saltvand og skyer
og ingen døre at åbne og ingen døre at lukke efter sig.
- Thorkild Bjørnvig, Morgenmørke, 1977.
mvh & god dag i vinden..;)
Simon
|
|
|
|
