Et hei natten, RM..

Du, der nu som tusinder af øjenlåg danser i drømme under månen, der her har en skyklap for sit ene øje, mens den med det andet fornøjet ser nattelivet udfolde sig, ska' da også ha' lidt til det vågne øje - bevares, Morpheus må fra selv de månekære ha’ sin afgift, andet ville da også se kønt ud. Ind imellem må man bare ta’ sig natlige friheder, dog er det bedste nattevandringer med månen på skulderen og ugleøjne i ryggen langs skovbryn i et svagt oplyst maleri. Da mærkes lysten til at stemme i og sammen synge gamle Bilbos yndlingsvandresang:

På min arne ilden flammer,
I min hytte står min seng,
Intet, intet foden lammer,
Rundt omkring i mark og eng
Er der træer, er der stene,
Som kun vi for se alene.
Træ og blomst, græs og blad,
Forlad og glad! Forlad og glad!
Bakke, bæk, vej og sti,
Vi går forbi! Vi går forbi!

Umuligt ikke at glide ind i skovens lydrum, blie til enter med vagtsomme øjne, og det er ikke bare småkravl man ser på sin vej! Sådan et par fodtudser ka’ da finde på at synge også Bacchus en sang, ikke uset over en dram, som han sikkert selv ville ha’ værdsat og glad stemt i, før han betalte Charon sin sidste obol for overfarten. Ak ja, hvad mon han ville ha’ sagt til Fredmans röst:

Så lunka vi så småningom
från Bacchi buller og tumult,
när döden ropar: Granne, kom.
ditt timeglass är nu fullt!

Du, gubbe, fäll din krycka ner,
och du, du yngling, lyd min lag:
den skönsta nymf, som åt dig ler,
inunder armen tag.

Tycker du, att graven är for djup,
å välan, så tag dig då en sup,
tag dig sen dito en. dito två, dito tre,
så dör du nöjdare.

Blandt smukke kragetæer og billedskabere med Peter Pen, hører også denne herlige røst, og hvem er ikke blevet skåret til efter samme model:

Den ihærdige barber
(nærmest selvportræt)

Den ihærdige barber
har altid maskinen i ørerne
sidder i saksen
klipper små forvoksede ord ud af næseborene
på læsende kunder
der altid får kam til deres eget hår.
Gyser med dem
der får det kolde stål i nakken
fjerner skel fra øjenkrogene
dårlig samvittighed fra hovedbunden
og spuler efter med flere hold undskyldninger.

Aldrig snubler han over midterskilningen
men havner i det bløde fald ved venstre
tinding
Sakser sig igen hele vejen rundt
med hårrejsende elegance
børster ørekildrende de sidste ordrester af
jakkekraven
og viser os bukkende frem i nakkespejlet.

- Torben Brostrøm.

*

Apropos Bacchus, ka’ man ikke dy sig for endnu et af Uffe Harders inderside-pennestrøg, nu varer det jo heller ikke længe før også solen bryder ud i sang, for med hans ord at føle et stærkt vemod over også den episke skippers forsvinden fra Kløvedal:

Græsk dag

I de springende delfiners morgen
knitrer den unge sol i skummet
og glæden rejser sig i sejlets omrids.
Udfoldet i den grænseløse klarhed
brænder lyset i den fulde glans’ ligevægt
og roen hviler uophørlig i søjlen
over blodets rene beruselse.
Stenens og bladets forvandlinger
frigør cikadesang
til purpurblæksprutten synker
i det levende hav.

mvh & god soldag
Simon

Hej RM..

Jeg ved jo ikke om du læste Suzanne Brøggers fine lille in memoriam i WA #34, hvor den vittige poet allerede i tresserne skulle udtrykke samme trang i hendes liv, i kraft af hans nydelige bowlerhat?
Der findes nogle herlige billeder af Benny Andersen deri, han der netop intet flokdyr var, hvorimod en dobbelttydighed mellem det lyse muntre og det mørkere mere melankolske sindelag, både viser en tvingende trang i ham som i digtere flest, altså ventilen også hende. Måske jeg særligt holder af at se George Bernhard Shaw placeret ved siden af Benny Andersen, med billedet af skeletterne der må ha’ lov til frit at danse, idet ikke kun de men vi alle ellers falder sammen for åbent tæppe, og det er nu engang ikke altid noget kønt syn. Og det er jo hvad vi allestederfra ser i også vor tidsalder, netop hvad så utroligt mange bruger fx ”de sociale medier” til, eller lokalavisen, EB, BT og hele resten af det samlede DR-show, en ventil der plejes og pusles om, og som naturligvis også stopper til. Holberg og Kierkegaard var da helt sikkert eksploderet uden den nogenlunde velfungerende ventil, hele teaterverdenen er et udtryk for samme, og strækker sig i tid langt tilbage i kulturhistorien. Tit blir det jo selvfølgelig en værre brokkasse, men så mange mennesker, stuvet sammen i samme areal og uden mulighed for afløb? Nej, det var endt i borgerkrigslignende tilstande. Når Benny Andersen stille sover fra Snøvsen, som endnu et fint billede fra den vidunderlige kvinde, da mærkes det naturligvis i alle han udtrykte sig i, og jeg skal da også lige love for at han kom rundt i verden, du store kineser, hvor blir verden dog lille med den slags digtere, til trods for Rilkes ord om berømmelsen. Det er ikke så mærkeligt man blir stille og vånder sig, da han har kriblet og krablet i hver en afkrog og nu er endnu en ventil der pif-paf-puf pludselig nu er ude.
Jeg forstår digtere der svæver i Debussys études, her står tiden blikstille, end ikke vinden tør uden fålov røre sig. Der er behov for sommerstille barndomsrum med ansigtet på armen i solfyldte karme, at lære at kede sig, ingenting at gøre, holde hurlumhejet lidt i ave, bare at lade fantasien lege frit og vise de ukendte flugtruter hvor ingen ure findes. De skal såmænd nok ringe på døren, når tiden er inde. Ethvert menneske har brug for sit frirum, musikken, lyrikken, bare forsvinde i billeder eller fortællinger, være sig selv, det jo udmærket går an også at være sammen.
Så det er lidt af en balance, den vekselvirkning Suzanne Brøgger så fint beskriver, med det lille vemod over ikke mere at skulle høre Benny fortælle om oplevelser gennem et lang liv.
Så hvis du ikke sku’ ha’ læst den, findes muligheden i det stille læseværelse på biblioteket, nåja, børnene skal jo også være her..;)

Apropos:

Syvsover

Umulige umådelige morgen
hvor man aldrig kommer ud af sengen
eller blot når frem til dens udkant
så vidtstrakt er den
på størrelse med et amt
man ormer sig vej
under klam lavthængende dyne
enlig vildfaren spermatozo
har ikke kondition til at nå frem
må standse
trække vejret og modet
nu ingen svedig panik på lagnet
der er endnu uprøvede folder af følge
ingen trafik at tage hensyn til
man ventes derude ved dynegrænsen
med spørgsmål, aftaler, slidske, slips
man ventes at vågne
man har pligt til at grave sig ud
en gang om dagen
og vise sig
spise lidt
vokse lidt
stille op og vente på sin tur
strække sig
bøje sig
skrive under på noget eller danse
tage stilling
tage ved lære
tage ved
men jeg blir mat i bevægelserne
af al denne dyne
der skyder sig frem foran mig som en bræ
hvad forplanter sig gennem dun
send et filtagtigt morse ud
til trippende foresatte
teklaprende nærmeste
vagthavende opdragere og kreditorer:
jeg er i live men på forhånd afkræftet
sæt en eftersøgning i gang
med radar, frømænd, sct. Bernhardshunde.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

P.s.:
Skulle Vendepunktet ikke fange, står Balzags Skæmtsomme historier - og dem er der mange af - på hyldemeter og bare afventer at blive taget med hjem. De er så aldeles pragtfulde, at de må få enhver pude til at klukle! ;)

mvh
Simon

Lidt Strunge på vingesuset:

Livets hastighed

Knuser uret
med mine tanker
– jeg lever kun
med livets hastighed

Skifter hurtigt
til ny forklædning
– jeg behøver forandringer
med livets hastighed

Danner kontrast
behøver inden camouflage
– død og træt af
ikke at være mig selv

Skifter farve
anarkistisk kamæleon
– kaster masken
ændrer leveform

Mit sind
gror ud af mit hoved
– skiftende sind
efter at have været død

Endelig
det lader til at jeg ved nu
– at jeg ikke har
et uforgængeligt selv

Hvem ved
ved hvad ens selv er lig?
– jeg er ligeglad
skaber selv mit selv

Skifter fart
jeg har brug for fartskift
– jeg ændrer mit liv
før det ændrer mig.

*

Væbnet med disse

Væbnet med disse
ordenes vinger
står jeg
parat til at svæve.

Jeg kaster mig ud
fra krystaltårnet
og spænder mig ud
over horisonten
med hjernen i verdens hjerte.

Gennem mørke, gennem lys
gennem lysende byer i nat.
Gennem drømme, gennem følelser
gennem følende landskaber i nu –
gennem døgnet går min flugt
gennem uret, gennem synet.

- Michael Strunge.

mvh
Simon

Jeg husker Michael Strunges pludselige død, senere kom digtene, fra venner til vennen hvis grin og gnistrende øjne nu var forstummet og øjeblikkelig blev minde. Enkelte smuksakker havde et eget liv, en intensitet og gnist foreviget, og Bo Green Jensen skrev så sandt, at det meste er borte.
Det var en tid med eksplosioner af levende musik, lyrik og teater, en selvkritisk undersøgende tid, omsorgstanker for fællesskabet måtte ikke blive tør retorik. Havde man med et svup omplantet den tilpasningsdygtige nutidige student i daværende tid, var den omkommet i et ungdommeligt farvesmæld af udlevet fantasi – det var dén, man klippede til Erhard Jacobsens røst:

Michael

Der er så meget at erobre
– verden f.eks.

Der er så lidt at miste
– f.eks. sig selv.

Inderst i flammerne
er der de isnende øjne.
Det er så koldt at brænde.

Der var så meget verden sagde til ham
at han ikke fik tid til at svare.

Nu er kroppen
eet med verdenskroppen,
alle splittelser lægt.

Nu kan vi kun høre ham
i vinden.
Nu kan vi kun se ham
i solen.

Verden har erobret
een til,
har taget een til til sig.

Og er blevet mindre.

Han vidste hvor svært det er at leve.
Nu ved han hvor let det er at dø.

- Poul Borum.

*

Til en flygtning

Tak, fordi du ikke strøg
dig selv og os
med hårene

Tak, fordi du viste dig selv
uden forbehold
uden sikkerhedsnet
uden sideblik

tak, fordi du turde leve
som var hver dag den sidste
som var mørket lys
som var kulden varm

Vi, der hørte på dig
og fulgte dig
er nu ladt tilbage
med kulden, mørket
og de mange dage

- Jørgen Skovsted.

*

Michael i haven

Michael i haven. Han
Sover og han drømmer. Han
Ønsker han var gartneren,
Skønt alle hækkene er låst.

I blomsternes munde
Bliver lyset til væske.
Solen i rosen giver
Bierne mad. Og Michael

Drømmer spindelvæv. Han
Sover lange døgn til hudløshed
Og har et helligt syn af klokke
Mellem alle plæneklippers ofre.

Mange mælkebøtter dør
Den sommer. Stængler
Kappes. Efter ligger
Græsset tæt af kroner.

Så meget liv er skåret af.
Så megen nød har ædt i dagen
Og flammerne skånede ikke hverken
De første eller de sidste børn,

Som dog var en slags blomster
Og som ligeledes er slettet nu,
Dækket til af rust og løvfald
Fra så mange sæsoner i hjertet.

Det meste er borte. Vi
Har glemt vore døde. Vi
Sætter pris på gartneren,
Der luger ud i krattet.

Så megen tid har taget
Vore liv som pris for lyset,
Men jeg kan huske Michael
For han var ligesom mig.

Det tog dem 27 år
At hærde denne vintersplint.
Vi rundede de 30 og
Fik måske lidt mere dragehud,

For gennemtræk giver åndenød
Og dansen gennem alt må læres,
Også under vægtes spil i mørke rum
Mellem aftryk der ikke kan slettes.

Det er dem aviserne bringer,
Men jeg græder ikke for Michael.
Himlen holder fast nok som det er,
Og Michael sover. Han er i haven.
Han drømmer at han er gartneren selv.

Jeg græder ikke over Michael,
Men min mund er blevet skæv
Og stum. Det føles koldt og sært,
Skønt læberne er størknet
I et smil som ligner glæde

Til den forveksling vi lærte
At vise verden og gemme os bag,
Dengang eksilets greb begyndte
Og vi rejste fra haven i hjertet,
Hvor solen i rosen giver bierne mad.

Og Michael er i haven nu.
Han drømmer at han sover.
Han véd han er gartneren,
For alle hække er låst.

DAT ROSA MEL APIBUS

- Bo Green Jensen.

mvh
Simon