Ups!

Ja, han er sandelig en herlig poet, Rolf Gjedsted, og temmelig morsom. Jeg tror Benny Andersen har ham stående i reolen ved siden af Thorkild Bjørnvig og mange andre gode venner, sammen nyder de morgenkaffen:

Bugtaler

Jeg vågner
og tager min krop på.
Men det er tingene
ved siden af,
som jeg har samlet
til et kor af stemmer,
der taler.

Jeg forbliver tavs
i min krypt af sværte,
bogstaver, tegn
og genbrugspapir.
Men mine læber
og min mave
bevæger sig lige netop
så meget,
at jeg en dag
vil kunne vække de døde.

- Rolf Gjedsted.

*

En større smule fra en yndling:

Der Nürnberger Prozess

Die amerikanischen Korrespondenten beschweren sich
Über die Gleichgültigkeit der deutschen Bevölkerung,
gegenüber
Den Enthüllungen der Kriegsverbrechen. Wie, wenn diese
Leute
Über ihre Obrigkeit schon Bescheid wüßten und nur
Auch jetzt noch nicht sähen, wie
Die Verbrecher loswerden?

*

Gleichklang

Bidi im Peking
Im Allgäu Bie
Guten, sagt er
Morgen, sagt sie.

*

Der Hund

Mein Gärtner sagt mir: Der Hund
Ist kräftig und klug und gekauft
Die Gärten zu bewachen. Sie aber
Haben ihn erzogen zum Menchenfreund. Wofür
Bekommt er sein Fressen?

- Bertolt Brecht.

mvh
Simon

En god stærk kop morgenkaffe, så de resterende scener i avisen over en røg, bare sidde under grå maver bærende på mindet om gårsdagens regn, hvor hele genpoolen strålede af lykke; selv vippemåse på stranden må have mærket længslen efter at krybe i gummistøvlerne, bare stampe rundt i vandpytterne, som glade børn. Marker og enge har haft det ligeledes, et væld af leende grønkorn med buttede våde kinder, bare tørstige, som de gamle og nye øjne efter fodboldkampen i solen. Man er salig med regnen og vinden i ansigtet, sukker ikke efter heden lige med det samme:

Alligevel ankomsten
- en hjemrejse i syv etaper

En blank pels før foråret kommer

Min far kom hjem og sagde at Thy
Måske var et andet ord
For himmel i hans erindring

'Jeg vil bo på Fur i vinter
blive i huset i dage ad gangen
Lytte til vinden og sneen
og soveså længe jeg kan

Jeg vil leve af vand og beskøjter
Jeg vil frygte for skørbug
Og drømme om frugt
Blive vild efter ost
Som Ben Gunn

Jeg vil holde mig til ilden
Og måske få en blank pels
Før foråret kommer

Du må forstå min dreng
At det er rejsen
Ikke ankomsten
Som har betydning.'

*

Derfor er markerne aldrg de samme

Summen af farver er landskabets lære. På forskellige tider, i
vekslende lys, spiller marker og skyer, til ære for vinden, en
fuld kromatisk kammermusik. Døgnet består af changerende
flader. Først grå og blå, så rødmende gyldne, endelig syngende,
solgule felter, der gjalder mod hvidheden inde i knejsende
søjler af lys. Mønstret er ens alle dage, men ingen dage er
fuldkommen ens. Derfor er markerne aldrig de samme, skønt
kornet møder vinden med den samme føjlighed. For dét må
jeg komme hver dag og se dem. Landskabets åbenhed venter
mig evigt, om jeg så bliver væk i 2000 år.

- Bo Green Jensen.

*

Augustudsigt

Lidt længere hen på sommeren
er der en smal grusvej
der går om bag hospitalet
hvor den synes at ende i en affaldsbunke
som ved nærmere eftersyn
fortsætter ud i landskabet.
Der ligger et mørkerødt hus på en bakketop
lukket inde i sig selv som en bankbox
hvorover cumulusskyerne bygger deres hvælv.
Hospitalets mure er gule som morgenurin.
Det er eftermiddag.
Den forestående aften ligger år tilbage.

*

Indlysende er der ikke her tale om en politiker, men om et ærligt menneske der i regnen tager skylden på sig, som en engelsk regnfrakke der jubler mellem bygerne:

Regnen

Det regner.
Og fordi det regner
har det aldrig gjort andet end at regne.
Det er virkeligheden
intet andet end regn
og alle drømme
handler om, at det regner.

Og det er ikke mindst min skyld
at det regner.
Det er min skyld
fordi det er min skyld, at jeg er blevet født.

Jeg er blevet født, fordi jeg har løjet
om selve regnen:
"Pludselig bryder solen frem
og tænder en hvid gavl."
har jeg engang sagt.

Det er løgn.

Derfor er jeg blevet født
fordi det regner.

Sådan er det.

Har i så forstået
hvordan jeg har det i regnvejr?

- Henrik Nordbrandt.

mvh
Simon

Hej Simon

Endelig har jeg fået fundet kniven frem og har sprættet bogen op med Borums Samtale med Ole Sarvig ... så nu er jeg klar til at lytte med som en flue på væggen i stuen hos de to :))

Men her allerførst lidt fra Inger Christensens den (H)vide verden ønsker at se sig selv. Bogen som jeg næsten ikke nænner at bladre i, fordi mine sommerhedesvedende hænder og havebordet meget hurtigt sætter sine aftryk. Det er bogen, som jeg nyder i bittesmå mundfulde og næsten som en anden slags The White Album :))


Det danske sprog taler for sig selv

Jeg taler som alle slags skyer
jeg taler som alle slags regn
jeg strømmer af sted gennem byer
jeg plasker fra egn til egn

Jeg taler som pludrende vande
jeg taler som vind og vejr
jeg taler som røg af brande
jeg taler som alle og enhver

Jeg mumler fra gade til gade
står stille som huse der gror
Jeg falder som rene blade
jeg falder som rene ord

Jeg synger i munden på alle
der holder mit øre på klem
Jeg giver mit ord til alle
der lykkeligt elsker mig frem

***

Søvn

Gående på taget
svingende mellem to lygter
i grøn luft
gående på taget
gennem luft som knitrer
gennem lag efter lag
af negativbilleder
lag efter lag
af glemte tiders raderinger
fine som intet
i grøn luft
grove som mørt stof
ved din indtræden
svimlende himmelfotos
luftige som græs
træd ind i al fremtid
er der intet som græs

***

Position

Går i et land med udsigt til regn.
Det forvitrende lys forsøger at fastslå
min sjæls position,
men intet pålideligt udfald.
Alligevel: går i et land ser
skyer som offentlige skarnkasser
ordne forgæves forskubbede låg,
lag efter lag af mere tilgængeligt
næsten tiltusket forfald.
Men dybere højere (dette afhængigt af
min sjæls position
som er over eller under sky eller skarnkasse)
svulmer et mærket stof, stiger
noget jeg blankt kalder drøm,
forvandler skarn og forfald og skyer
og kører det ind i og ud af sig selv: af sted!
Og pludselig krænger min sjæl med nyvasket skarn
- går i land under regn

position nåde.

***

Kilden

Fuldendt
som en tavs forklaring
skød en lilje frem i skoven,
favned sin krones folder
månens gule lys fra oven.

Blændet af dens sarte stråler
flyver aften efter aften
mørkets blå ligustersværmer
hen at drikke lilliesaften.

Sagte
som en tempelsanger
nynner kilder, mens de mættes,
som en klar og evig rislen,
hvori mørket aldrig tættes.


Sommervarme hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Lyden fra kniven er nu et herligt syn, her mellem linierne. Min far elskede at bruge den nærmest som bogmærke, selvom han jo altid præcis vidste hvor han var kommet til. Det er også lidt som hele tiden at pakke gave ud, når man åbner endnu en side i fortællingen, en god oplevelse de færreste bøger idag kan levere, så det er bare med at nyde den.
Her i solen med skyggen på langs, læses der Klaus Mann, hvis du kender ham. Et mindeunivers af historiske perspektiver, Vendepunktet, hedder den.


mvh & fortsat god fornøjelse
Simon

Hej i natten, RM..

Her mens månen alluderer sol, smuk som natlampen og latteren lyder et sted mellem træerne i en sommer god som mindet, og Bo Green Jensen sikkert også slikker natlampens skær i sig, skal hans fine linier da også sige gonat:

Drikker vi af månen

Du må godt være ude i vinden til sent
men hold dig fra de længselsfulde gader
hvor angstens filosoffer vil
lokke dine børn i fordærv

Paraplyerne i sne
ligner pletter på trækpapir,
flager af aske når vinden er våd

Ansigtet set
gennem dug på en rude
Træk flyder sammen
Tid flyder ud

Drikker vi af månen nu
drikker vi til vi har
drukket den læns

- Bo Green Jensen.

Nåja, ej at forglemme, digteren hvis ædle pen synes at have sin frie vilje:

Om fordele og ulemper ved at være til

Når lyset brænder
ombestemmer jeg mig og går videre.
Når huset er nørkt
mangler jeg papir og pen.
Når æbletræet er grønt
mangler blomsterne.
Når foråret er forbi
mangler det vi manglede.

Da jeg for mange år siden skulle skrive fristil
om „fordele og ulemper ved at være til”
noterede jeg mig dette
en nat, hvor æbletræerne stod i blomst.

- Henrik Nordbrandt.

mvh
Simon