|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Endelig har jeg fået fundet kniven frem og har sprættet bogen op med Borums Samtale med Ole Sarvig ... så nu er jeg klar til at lytte med som en flue på væggen i stuen hos de to :))
Men her allerførst lidt fra Inger Christensens den (H)vide verden ønsker at se sig selv. Bogen som jeg næsten ikke nænner at bladre i, fordi mine sommerhedesvedende hænder og havebordet meget hurtigt sætter sine aftryk. Det er bogen, som jeg nyder i bittesmå mundfulde og næsten som en anden slags The White Album :))
Det danske sprog taler for sig selv
Jeg taler som alle slags skyer
jeg taler som alle slags regn
jeg strømmer af sted gennem byer
jeg plasker fra egn til egn
Jeg taler som pludrende vande
jeg taler som vind og vejr
jeg taler som røg af brande
jeg taler som alle og enhver
Jeg mumler fra gade til gade
står stille som huse der gror
Jeg falder som rene blade
jeg falder som rene ord
Jeg synger i munden på alle
der holder mit øre på klem
Jeg giver mit ord til alle
der lykkeligt elsker mig frem
***
Søvn
Gående på taget
svingende mellem to lygter
i grøn luft
gående på taget
gennem luft som knitrer
gennem lag efter lag
af negativbilleder
lag efter lag
af glemte tiders raderinger
fine som intet
i grøn luft
grove som mørt stof
ved din indtræden
svimlende himmelfotos
luftige som græs
træd ind i al fremtid
er der intet som græs
***
Position
Går i et land med udsigt til regn.
Det forvitrende lys forsøger at fastslå
min sjæls position,
men intet pålideligt udfald.
Alligevel: går i et land ser
skyer som offentlige skarnkasser
ordne forgæves forskubbede låg,
lag efter lag af mere tilgængeligt
næsten tiltusket forfald.
Men dybere højere (dette afhængigt af
min sjæls position
som er over eller under sky eller skarnkasse)
svulmer et mærket stof, stiger
noget jeg blankt kalder drøm,
forvandler skarn og forfald og skyer
og kører det ind i og ud af sig selv: af sted!
Og pludselig krænger min sjæl med nyvasket skarn
- går i land under regn
position nåde.
***
Kilden
Fuldendt
som en tavs forklaring
skød en lilje frem i skoven,
favned sin krones folder
månens gule lys fra oven.
Blændet af dens sarte stråler
flyver aften efter aften
mørkets blå ligustersværmer
hen at drikke lilliesaften.
Sagte
som en tempelsanger
nynner kilder, mens de mættes,
som en klar og evig rislen,
hvori mørket aldrig tættes.
Sommervarme hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
