Morn' RM..

Ja, det er så fordelen ved opretstående biblioteker: man rækker ud efter det man søger - og står samtidig tit med støv på tentaklen fra noget iøjnefaldende andet - i modsætning til det i kasser liggende, dog bedre end et ikke existerende, der vel må forstås i forbindelse med en google-generations sterilitet. Omvendt, så er kasser uden Artline-information på flappen jo spændende som et skattetogt med John Silver og den sure papegøje: hvad kan den mon indeholde, kassen, og hvornår blev den pakket og af hvem? Det er som julegaven, når flappen løsnes, kryber man spændt ned i gravenhøjen med pulsen oppe - lidt som at sidde med røde ører og øjne på stilke ved bordet med urørt øl, fordi den blændende fortæller tryllebinder selv fluerne. Måske noget lignende skete i Rungstedlunds store stue, da hendes skærende stemme rørte ørerne; en indre stemmen man måske burde læse historierne med, for udbyttets skyld. Blandt fortræffelige fortællere, findes netop dem der giver hver karakter sin egen røst - her kræves virkelig en skuespillers engagement, som en Jonathan Cecil der læser The Code of the Woosters op for store øjne - læser man ikke op for blikke?

Bogens stemme står sig alene for synets skyld bedst på reolen. Bjørnen Thorkild, har heller ikke godt af for længerevarende hi, han skal jo høres, ses, det samme mente han om Rilke - hvis gravskrift lød:

Rose, oh reiner wiederspruch, lust,
niemandes schlaf zu sein ­unter soriel
Lidern.

*

To love and bear, to hope till hope creates
from its own wreck the thing it contemplates.

- Shelley.

Vindens reddede tunge var også Canettis, i al fald i egne øjne et telegram på livstid, dog langt fra alles udsøgte nys, men for mig en urlyd blandt andre i poetikkisten - og så er det jeg tænker: RM har sgu' sin egen poetikkiste, hvorfra hun hiver udsøgte stemmer op, wow! - og tak for det..;)

mvh & go soldag..

Simon

Og al den ve, der aftvang ham
det sidste, bitre skrig,
og hans vilde sorg, hans angstens sved,
jeg følte andel i:
For den, som lever mange liv,
bliver af døden aldrig fri.

*

Alle kvinder kommer til at ligne deres
mødre. Det er deres tragedie.

- Oscar Wilde.

Skotsk ordsprog: En mand, hvis kone er enke, er ikke megen nytte til...

mvh
Simon

Gå-hjemture forbi borde med leende shorts under månens misundelige tit fra øjenkrogen, i nattestunder der dufter græsk men smager dansk, for senere at vækkes i et urhav af postbudes snak fra træ til træ; man bare må ud af egne fjer, lave lidt kaffe og læse avis, efter at ha' smidt endnu en edderkop på porten, en behåret satan der formentlig burde honoreres for vagtsom flid med gratis husleje, havde det ikke været for de andre strofer!
Det er sommer, børnene har sol i øjnene og du, RM, har Schade på hjernen - men hvor sku' man ellers ha' ham, denne vellystige narrestreg? Let er det i den forbindelse, at se for sig Hans Edvard Nørregård-Nielsen stå bagbord og recitere Schade med hele Limfjorden i hjertet, turen man med fryd ku' gense, og mærke bølgeskvulpene i ansigtet:

Jyske piger

Dér, hvor Limfjorden bringer sit bål til at blusse
i modne nætter, imod Sankt Hans,
danser små nøgne piger ved stranden
henimod morgen en solblus-dans.

Stærke og smidige bøjer de lyngklædte piger
sig modne og smiler mod dag i de lynglædte bakker,
høster så kornet med mørkebrun teint i den lynende dag,
slænger så leende noget i duggen og snakker.

Henimod middag, mens kløveren dufter og hårene flagrer,
højner de havernes bede og blotter de modne
fuldblodsbryster og stænker dem over med vand -
strålende fuldender solen sin stigning om kloden.

Hør, hvor de skraldrer i køknet med tørv og tallerkner,
- stille bereder de sig til en fest under funklende stjerner -
fyr i komfuret spejles i messing og kobber,
lyng og blå roser pynter et hvidskuret bord.

- Hemmeligt blander de hjertets banken i banken af tæpper,
titter til kønne solkarle med voksne smil -
tænker på middagens pavse på sengen med to -
sengekants-elskov og snøren af kjole og sko.

Så langsomt, så langsomt går solen, mens køerne gumler,
høstakke tælles - klaveret får sidste puds,
tordenvejr brager i smeltende dis,
tynget af regnen segner det gulnede korn.

Hodet på hestene drejer sig rundt imod regnen,
føler den lunkne blæst og luder med mulen,
tunge af havre fyldes de lysende buge -
storm i et pludselig smæld gennem træerne mærkes.

- Foran en smørgul sol kysser pigerne længe -
flokkes i landevejsgrøfter og blomstrende hegn,
to små unger af mennesker lykkeligt smiler ...
- Rød baner solen sig vej gennem vældige skyer.

- Schade.

mvh & go' sommerdag
Simon

Ingen lørdag uden Pippi!

1) Pippi flytter in i Villa Villakulla:
https://www.svtplay.se/video/2520376/pippi-langstrump/pippi-langstrump-sasong-1-avsnitt-1?start=auto

mvh
Simon

Hvis døden er hullet i erindringen, må Kirkeby være stregen i regningen, men pludselig blev så meget til så lidt...

Nekrolog

Flyttekassernes og affaldssækkenes
bortgang
og et øjeblik af løvfald
I venten på blæst
en nekrolog
Motiver til det ene og det andet
nussede blade holdt sammen af spiralrygge:
en spinkel streg og lange rejser
grafit der smutter væk
kuglepenblæk der fordamper
Der er ingenting at glemme
og ingen slutning.

Det skal væk
affaldssæk
det gør mig rigtig ondt
arabiske skrifttegn
Hede
Stammer
Stubbe
det vil aldrig slutte.

Har købt
fem sorte kuglepenne
der var fire sorte og en blå

Kommer billedets sort først eller sidst
og er blå genopstandelsen?

De fire sorte lukker og slukker
den blå ruller ud i en endeløs
monotom udsigt.

Hverken faktura eller regning
gerne en bon.

*

Arkivet

Jeg vil ikke leve
i min egen køkkenmødding
så jeg lader den ene
fyldte flyttekasse efter den anden
bære ud
og håber ikke at brænde inde
i det omflammende spindelvæv
som den gamle dame
i Store Forventninger
som jeg husker
nu vi er ved erindringernes
flyttekasser
fra skolebioens sort-hvide gru

Kan et arkiv
blive til fortiden i tre bind
det er alt sammen så lidt
og var så meget

avisudklippenes gulnede berømmelse
katalogerne som den sikre
position
som med ugemagasinernes interviews
ville bringe det store gennembrud

Alt smidt i flyttekasser
til en ny ombæring
Holdet det aldrig op?

- Per Kirkeby.

mvh
Simon