Hej RM..

Her lidt kineseri til livsudfoldelsen under de grønne bøge, i enighed ell. ej - digtet findes sidst i Jordens hjerte af Th. Bjørnvid:

Menneskelivet

Menneskelivet er kort. Træerne lever længe, og elefanterne og papegøjerne, men menneskene visner hurtigt ...
Nyd derfor tiden vel! Klag ikke over svindende år - og grubl ikke over livets gåde! Grublen gør dig kun sørgmodig, og du vil alligevel aldrig udgrunde livets mening ... Hvorfor da tænke?
Le, dans og drik -

mvh
Simon

P.s.:

Jeg måtte tygge Jordens hjerte igennem et par gange, trods det at jeg huskede temmelig meget fra år tilbage, men den fortjener genlæsning, som de mange fine digte fra hans hånd. På mærkværdig vis gør hans erindringer én så godt tilpas, bl.a. fortællingen om hans første møde med Martin A. Hansen, der viser lidt om personen man sidder overfor, med bogen i hånden, integriteten, der må ha' varet livet ud, da mennesker nok ikke ændrer sig så radikalt, i den alt for korte levetid. Og så er der jo det ved gode digtere, at de altid er så gavmilde med henvisninger til forfattere der optog dem, hvormed man kastes ud i en fortids tankefrugter. Jeg blev aldrig klar over, om du fik læst den?

Apropos de gode digtere:

Kvindemagt

Der kom en kone flyvende
Hun var vred over at manden havde overmandet kvinden
og Himmelguden taget jorden fra Moder Jord.
Jeg gav hende ret.

Men hun mente at jeg således havde giver hende ret over mig.
Da jeg nægtede hende den ret, sagde hun at jeg var bange.
Jeg sagde at jeg sikkert var en tøsedreng
og at hun var min overmand.

*

Sproglig indsats

Først tar vi højde for det.
Så må vi ha fod på det
og ha det op og stå.
Så skal vi op på mærkerne.
Men så bør vi køre med lav profil.

*

Sluttelig disse strofer - måske også fordi der på Trosfrihed findes et morsomt exempel på, hvorledes begreber kan savne sin reference -, for der fandtes næppe en sprogkunstner som denne, der når lejligheden bød sig ku' vende tigeren på hovedet:

At have og at være

Vi sidder i vore ejerlejligheder og skriver:
det drejer sig ikke om at have, men om
at være,
ikke om at have lejligheder, men om
at have lejlighed til at være.

Vi der er noget sidder og skriver:
det drejer sig ikke om at være noget, men om
at være.
Og hvad kan man så være (om ikke noget)
andet end sig selv.

At være sig selv - det betyder hos os:
at være alene, at være fri for de andre.
Vi kan også være os selv, hvis vi ikke
er for mange,
men vi kan ikke alle være os selv:
sproget er ikke indstillet på det,
vi er det heller ikke.

Men sproget tillader os
om ikke at være noget sammen,
så dog at være noget for hinanden
og at have noget sammen.
Det var måske det vi skulle
have bedre lejlighed -
eller have bedre lejligheder? -
til?

- Villy Sørensen.

mvh
Simon

Måske Livets træ af Johannes Jørgensen lige var noget for dine små blå; nuvel, de ka' selvfølgelig allerede ha' været i spil?
Læste den nyligt rask væk selv i fryd, og forestiller mig at han næsten må ha' stået Inger Christensen kær med særlig reolplads, hvis forudsat han altså ikke blev stablet, for at gi' plads til lidt af eks'ens "hudibras"..;)

mvh
Simon

Morn' RM..

Her lidt folketro- og historier - og sku' man nu savne det mere lokale fortællerstof, ka' man med fordel kaste sig over Ewald Tang Kristensens mange fortællinger:
https://www.svtplay.se/video/17366506/folktro/folktro-sasong-1-skogsraet?start=auto

At sidde om aftenbordet i stearinlysets skær og fortælle hinanden historier, sagn eller eventyr, det er jo en ældgammel syssel dyrket overalt hvor mennesker har færdedes, som den fælles swing om med fantasien og denne kriblen nedad ryggen, når uhyggen langsomt breder sig - og personen der altid foregiver at være uanfægtet, ender som det fælles offer for spøgeri i mørket. Sådanne aftener behøver jo ikke kun at høre fortiden til, de lader sig fint praktisere, og handler hverken om ondskab, nederdrægtighed eller penge, kun om fælles narrestreger og om at ha' det rart sammen; forøvrigt er der sikkert strikket et hav af trøjer alt imens - og er når praktiseret, udover den fine besparelse på el-regningen, også en opøvelse i fortællerkunsten, og det er jo ikke værst.

mvh
Simon

Hej Simon

Weekendens rode- og rydderier førte både til det ene og det andet og også til fundet af Bjørnvig, Blixen, Villy Sørensen og Morten Nielsen i adskillige af mine forsvundne bogbind. Nu er de igen fundne, jeg har såmænd lige haft de herrer og den dame i hånden ... samt endnu en herlig herre af slagsen, som i forhold til tro og jordisk menneskeliv har meget tilfælles med Sarvig.

Bestemmelse

Som at træde en dans
og være til i rytmen, nærværende,
er en bevægelse mod helheden, det sluttede,
som man træder ind,
– sådan er hvert skridt, jeg tar,
i hengivelse til bevægelsen
på samme tid komplet selvrealisering
og selvforglemmelse
i tillid til helheden
på vej mod helheden,
som er identisk med min tro

Jørgen Gustava Brandt

Essays skrev han også, og her et lille uddrag fra En bjergblomst:


"Jeg saa en dag en fasan paa meget nært hold. Der
er mange af dem herude. Den var vidunderlig rød
og brun og blaa og gylden. Først stod den helt
stille som en ting i bronze. Saa gav den sig til at
danse paa stedet, langsomt i rytmen af en tolvtakters
blues, meget yndefuldt, elegant. Men da
jeg nærmede mig mere, løb den over engen som
en almindelig høne og blev borte i den hvide
vide verden."

Fortællinger, overleveringer, myter og folketro har ord og sprog som det grundlæggende. Det vidste Grundtvig, det vidste Knud Rasmussen, Jørgen Riel og Vagn Lundbye (i gemmerne fandt jeg også Det nordiske testamente i god behold). Og så selvfølgelige The Storyteller herself, Karen Blixen plus så mange andre nordiske forfattere ... både de der var her, og de der stadig er her.

Skumringstimerne i al deres fortættethed er som skabt til fortællingernes nær- og samvær ... i bålets eller stearinlysets varme flamme ... :))

Bedste hilsner til dig
RoseMarie i det grønne :))