Hej i solen, RM..

"...og tro det eller ej, men det er faktisk et Ritt Bjerregaard æbletræ."

- Ja det var da en morsomhed. Men hendes ævler ér jo gode og smukke - enhver have med respekt for sig selv må jo også ha' nogle gnasketræer, sådan nogen børn og børnebørn med røde æblekinder godt ka' lide at sidde og gnaske i.
De ser nu så søde ud når de selv er små, træerne, og man ka' slet ikke forestille sig at disse sparsommelige kviste på den tynde stamme engang blir til arme der strækker sig tykke mod månen. Tillykke med træet.

Med tak for Hr. Rosendals fornemmelser for liv, også go søndagssol til dig.

mvh
Simon

Hej RM..

Længe siden dennes stemninger har spredt sig – i hvilken forbindelse, du næsten må høre Henrik Jandorf oplæse Ole Hyltofts herlige Københavnerpigen under besættelsen:

(fra Efterladte digte…)


MERE –


Mere ene i Lygtelys,
mere alene paa Flisens Vej.
En skal jeg ikke mere snakke med.
Musklerne rykkede som i Leg.

Mere ene med vores Liv,
skønt vores Liv var de kommende Aar,
hænger vi tavst ved en Vindueskarm
over den gule Museumsgaard.

Mere ene og mere fri.
Nu er vi pludselig voksne nok
til, at Geleddet begynder at dø.
Digerne brydes om vor Flok.

Vejen smuldrer bag vores Hæl,
ud i de smuldrede Tiders Luft.
Med har vi faaet et Fald af dem,
Dyb i det kommendes klare Duft.

*

(…og her den tunge smerte, bragt til ro i en større verdens – fra Krigere uden Vaaben…)


DET STORMER AF FORAAR
OG OPBRUD –


Det stormer af Foraar og Opbrud.
Og Havene ler.
Og vi har en Ordre i Sindet.
Befalingen sker!
Trompeternes blæser Fanfarer
fordi du forlod mig,
og jeg tramper ud af dit Liv
med en Søndenvind mod mig.

Og du der var gemt bag din blide
og fjerne Mine,
og jeg der var tavs, og besværet
af det som sker,
vi der blev truffet af Lyset
fra Hav og Fugle
gaar i et Foraar af Maager og Blæst
og ler …

For er Blæsten og Blaaet og Fuglene
ikke en Smerte,
dyb og urolig som Fødslens og
Opbruddets Smerte –
Og ligger det ikke en Sødme
paa Foraarets blændede Bund,
den du en Dag ikke fandt igen
ved at gi dig ind under min Mund?
En Blidhed, en Stilhed, en Sødme
hos en eller anden et Sted,
som uden at ane det gaar omkring
og har al din Forløsning med.

Vi er et med Verdens Smerte
i en høj og forklaret By.
Vi gaar efter intet og ved det dog:
En Dag vil det sker paany.
Og Maagernes Flugt er en Sneboldkamp
og vi gaar paa en Kaj og ler,
vi der har brugt hinanden op
og aldrig skal skændes mer.

- Morten Nielsen.

mvh
Simon

P.s.: af andre nydelser til påskens natbord ku’ nævnes: Volker Weidermann’s Oostende 1936 & Stefan Zweig’s Møde med en svunden tid – nåja, såfremt rødderne dine da ikke er ved at grønnes i den smækre danske muld..;) Ja, det er jo lidt sent, sådan at købe/låne litt. midt i din påskeferie.

p.s.:

GLEMT FORAAR
1940

Alle de vaade Veje
lyser og staar i Blomst.
Jomfruer brænder Olie
for Vaarens tilbagekomst.

Ind gennem Ventetiden
blomstrer de blegt og ømt,
Vejenes unge Træer
og Drømmende de har drømt.

Jomfruer brænder Olie
for den ventende Rytterfærd.
Han red over andre Veje.
Og mødtes med noget dér.
_ _ _

Den tunge og lyse Olie,
ødselt var den fordelt.
Men Flammerne daler langsomt,
og nogen slukkes helt.

Jomfruer brænder Olie.
Flammen er lav og blaa.
Og nu er det snart September.
Hvem venter i mere paa?

- Morten Nielsen.

Underligt, at se hvordan en eller anden har beskrevet Halfdan Rasmussen på Wikipedia, og i den eng. version betragtes hans digte ligefrem som fortrinsvis nonsens for børn og voksne – mange går på bedste Se & Hør-manér mest op i at han ”stjal” sin vens kone, som om denne intet selv havde at sige dertil. Ligesom hos Benny Andersen er der hos Halfdan Rasmussen umådelig alvor i ordenes gang, også de lette trin:

Kemo

Du vendte dig om
som ville du sige farvel.
Dit hår var borte.
Din mund var en tynd, lille streg.
Du standsede op.
Mit blik slog dig roligt ihjel.
Jeg skyndte mig væk
fortvivlende fattig og fej.

*

Forbi

Hun tændte lyset for at se
om det var mørkt
men så kun natten strømme ind
og snefnug falde.
Og døren græd på sine hængsler
da hun gik
og hendes hænder tømte rummet
for musik
før hun blev et med intet
og med alt og alle.

*

Skrumpealder

Din glatte hud
er blevet tør og runken.
Din røv er kold
og din begejstring lunken.

Du vågner træt og stiv
i alle lemmer
bortset fra et
hvor intet klør og klemmer.

Så står du op
og børster dine plomber
og svælger dine pillers
dybvandsbomber.

Du lyner ned
for bukserne og håber
at du vil kunne morse
et par dråber.

Du venter
og kvitterer med en brummen
ved lyden af Chopin
i w.c. kummen.

Så er din dag begyndt
på bedste måde.
Og det er lykken
og en sælsom nåde

at kunne lade vandet
nu og her
trods skrumpetid
og prostatabesvær.

*

Noget om en hovedafbryder

Hans sjæl var træt. Hans pung var tom.
Han brød sig ikke mere om
at bryde sig om noget.
Han brød med ven. Han brød med viv.
Han brød med dette usle liv,
som var ham lidt for broget.

En vinteraften klokken fem
tog han en brødmaskine frem.
Af sult man må formode?
Aknej! Af tabt besindelse
afbrød han al forbindelse
imellem hals og hode!

Nu sover tyst på Assistens
en stakkel uden common sense
med sjælen sort og sodet.
Ak, syndere og mordere
blir nemt et hoved kortere,
såfremt de taber hodet!

- Halfdan Rasmussen.

mvh
Simon

Hej ABC..

Her en lille historie fortalt af Lasse Berg: https://www.svtplay.se/video/21643922/babel/babel-...to&tab=2019

Om sorgens private ansigt, når pludselig døden river trygheden op ved roden og alt grundlæggende forandres. Trods mediers som regel økonomiske interesser, er sorgen ens egen, den formindskes ikke i mindre smertefulde bestanddele ved publicitet, hvorimod glæden muligvis igen kan vise ansigt sammen med sorgen, hvis man kan lære sig at leve med den. Sorger og glæder, side om side, i et liv med afslutning.
Jeg har ikke endnu selv læst hans bog, der måske ka’ ha’ interesse for dig.

mvh
Simon

Lidt poesi til weekenden - oplæst:
https://litteraturbanken.se/ljudarkivet?spela=mattson%2Fekelund_kastanjetradentrottaluta_mattson.mp3

mvh
Simon