P.s.:
Sådan en morgennisse som dig, sætter sikkert pris på en rolig opvågning med lidt guld i horisonten, hvorfor jeg tænkte mig at en musisk kombination måske ville værdsættes; nåja, engelsk er det, dog ikke latin, som Colin Dexter faktisk underviste i, det ku’ m.a.o. være værre! Men nyd de tre kvarter til morgenkaffen, forudsat der ikke er vigtigere sager på morgenprogrammet, og hermed go’morn:
https://www.youtube.com/watch?v=B-0zyxxzVVk

mvh
Simon

Hej Simon

Det var en skøn begyndelse på dagen. Tak for det. Selvom vejret snusker med regn, fortsætter vi i sneen med Jac. Jeg har lidt på fornemmelsen, at han på sin snevej kommer forbi både Schade og Hviids'. Der er noget i duften ... og luften :))


på den tredje dag

overskuddet er overstået som sådan
og naturen er stadig den ydre kant,

det kan ses i omrids og træer,
og i kvinder tilbage på markerne
mens de lærer sig hjem med frugter,

der er mosarter der vil tilbage igen,
græsser der vil træde ud af kriser
inden de vil fylde tulipanerne helt,
der er hjerter der vil udredes påny,

det ses indvendigt det bare døde,
derfor vil familier samles i trods
mens tiden slappes i sit væsen,
der kommer børn til regnen såmænd,

senere endnu bliver slægten til ansvar,
lige så naturlig som en afgrund
der bliver mere og mere tryg i nat,
senere endnu er det alt det rene,

der er ingen råd for vores glæde
så lad os lægge lidt fuglebrød ud,

verden skal tilbage i en fin globus,
så træd et skridt der græder
mens bølgen slår op i solen

Nu er det så helt oplagt at la' Schade glædes i sneen ... og vi ved gensynsglæden i hans ord:


Sne

Nå, så fik vi da sne,
og jeg, som troede, vi ikke skulle have sne,
og så ser det virkelig ud til, at vi skal have en ordentlig bunke sne,
og ikke gå og tænke på sne evig og altid, uden at den kommer.

Også luften har sne i sig
den er ligesom ladet med sne,
måske er der en snetykning langt borte,
som man sådan kan mærke i sig,
uden at man direkte ved det,
men som kommer, så man kan se det.

Jeg har hele tiden håbet på sne,
det er dog sjovt, at den kom.
Ja, nu ligger den der -
se, hvor hvid den er,
jeg er saftsusemig glad for den,
jeg har jo hele tiden nok tænkt, at den ville komme.

Og så ligger den der lige med ét -
det er dog sjovt, at den sådan kommer,
uden at man gør noget som helst for det,
jeg har ikke halet den ud af luften,
det er kommet sådan af sig selv

Til nydelse i sne
RoseMarie

Hej RM..

Tror bestemt også Schade var en sol i sneen. For øvrigt et herligt par, Schade & Jac, der sammen ville ha’ nydt at betræde ”dødsruten”, fra Hviids til Skindbuksen med endestation Parnas, hvorfra, de arm i arm og med sol på isserne ville ha’ båret hjertelige bjørne tilbage til morgenkaffe på Hviids…;)

Digteren

Kender I den lyse digter Schade?
Har I set ham selv ved solnedgang?
Dér på kanten af den runde kugle
sidder han og kysser på sin blyant.

Tar et stykke sol –
og spiser det med munden,
fløjter lidt og trykker på sit hjerte,
… ud af hjertet flyver solens fugle.

*

Ja sikke stråler af våd sol, end ikke det mindste fnug. Man lugter også af våd nisse, når man hiver vamsen af og ryster sig som en våd hund..;)

Nisseligst
Simon – som bygger drømme af sne.

Hej RM..

Som barn, forlod vi sjældent bassinet, på kanten ku’ tørlagte kvinder kalde sig hæse på os poder, vi der kort for inden havde svømmet trygt i deres indre. Stadig er vandet hinden vi må iføre os, trods en forfærdelig smag af klor, helst salt. Også regnen må vi mærke, til sidste strofe skyller os ud i glemsel, hvad Nordbrandt igen beregner smukt:

Botticelli kunne ikke

Botticelli kunne ikke have gjort det bedre:
Du går ud i aftenens regn
og mister langsomt dine farver
til jorden og næste dag.

Bagefter sniger du dig ind i min drøm
og for den fremkaldt på ny
af klavermusikkens rustne toner.
Lyset blafrer i trækken. Det øser ned.

O, skumfødte! Vandets forestilling om vand!
Du skal forsvinde mellem fingrene på mig
inden jeg finder dit hjerte
– og gå ud og finde dit eget leje.

*

Violinbyggernes by

Hver gang du kommer tilbage
kunne jeg dræbe dig for det
– af misundelse over den udsigt
jeg ikke fik set, floden
der slyngede sig gennem byen og ud
i et blomstrende landskab
med mindre det var en strøm af blå heste
bjergenes sne og de indfødtes
sprog, de indforståede vittigheder
de fortalte om deres konge.
„Violinbyggernes by” har jeg ofte
døbt det sted, hvor jeg leder
efter din sjæls foretrukne tilholdssted
din melankolis skovbund, og den særlige
tone i lyset over din kind
den som gør mig gal sidst på vinteren
eller med andre ord: Om døden ved jeg intet
men en sådan afmagt tillægger jeg de døde
en sådan genstandsløs længsel
at intet billede kan gøres
på trods af rammen, som altid er der:
Hele natten ned ad floden
lå vi ikke desto mindre vågne på dækket
og lyttede til strygermusikken
der blev båret ud mod os fra usynlige bredder.

- Henrik Nordbrandt.

mvh & sov godt
Simon
P.s.: og så brokker jeg mig over mangel på sne! ;)

Psst ...

Jeg kom en dag bag ud af dansen, så her kommer Jac på sin sneturs fjerde dag:


på den fjerde dag

benene hviler sig ikke i en sten,
men kommer spænende i græs,

en genkaldelse hæver deres hop
og de kommer på langs af luften,
de kommer på tværs af alle tider,

og sneer vil flytte sig i vindene,
nogle insekter vil tiltage et territorium
og skrue et lys ud på de grønne planter,
sneen vil dække helle vores oprindelse,

så nye skoler vil opstå ved dyreruterne,
hvor børnene er til hjælp med vand
eller rydder tanker for deres gengivelse,
der er en chance for et altings totale,

der vil være stjerner der må udvides,
og dele af døgnet der må priviligeres
der må vælges en erotik til alt,
hvor intet kan strømme mere i møde,

børnene forbinder ikke en ting noget
men tæller deres fiskenet ved vandet,

og salte vil forsvinde under horstene,
civilisationer vil erkende i nederlagene
men solen har jo millioner af år

På snetur med Jac&Schade
RoseMarie