Morn’ RM..

Med tak for Leth, her lidt om en ny bog (2015) om Sylvia Plath.
For en tid siden anmeldte Jørgen Monrad i WA # 37 nemlig Connie Palmens bog om Sylvia Plaths tragiske død, der på dansk så kom til at hedde Du sagde det selv – der sir det hele. Hvad Monrad nok glemte at skrive var, hvor typisk det ér for de sidste mange års skrivekulrede nøglehulskiggere, der intet interessant har at fortælle, men beslutter sig for at overskrive alle tilgængelige spørgsmål om, hvad der mon ku’ være sket i en tidligere kendt persons privatliv, altså i håbet om at det omsider vil begynde at sne på den anden side af døren. Storm P havde sikkert ”anmeldt” denne skrivekulturs psykiske side med en tegning, hvor tres-halvfjerds anmassende mennesker ligger på knæ foran et nøglehul til en ubeboet lejlighed, og andet er der jo heller ikke at fortælle om denne mani, udover at irritationen selvfølgelig begynder med at man fanger sig selv i at læse én af disse Se & Hør-bøger, selv om topmålet jo selvfølgelig ville ha’ været de 300,- kr. – åh, du kære bibliotek!

En langt smukkere bog udkom i midten af halvfjerdserne, da Aurelia Schober Plath med bogen Letters Home gav de mange sørgende læsere et indblik i sin datters liv gennem breve og poesi. Når man tænker på den opmærksomhed der overvældede Ted Hughes i kølvandet på sin ex-hustrus selvmord, har det selvfølgelig ikke været lettere at være en sørgende mor, for hvor kan man som læser dog være dumdristig i sine formodninger om den forfatter der har overvældet ens følelsesliv i en sådan grad, at man ved dennes død mistede en søskende, måske endog en elskede. Men tilsvarende ses i dag, når popidoler tragisk omkommer i malstrømmen på en medieverdens idiografiske metoder, hvor teenagere får så svære depressioner når deres idoler dør, at også de tar deres liv, hvorimod man aldrig ser denne medieverden af journalister føle noget som helst medansvar for disse konsekvenser, når de illusoriske bobler de så behændigt pustede op, brister i ansigtet på de mennesker der berigede dem.

Men tilbage til Sylvia Plath, hvor poesien for hende selv var det centrale i livet, hendes arbejde og lige nøjagtig hvad hun bestræbte sig på at komme til at leve af, hvad der ikke var spor let, med hele to små munde at mætte samt en hel bisværm af flittige venner at se til. For det er vidunderlig poesi hun skabte, og selvfølgelig ville det ha’ været dejligt at se flittigbien selv henrykt over resultatet af sine anstrengelser, men sådan skulle det altså ikke være, og vi må nu nyde hvad hun rent faktisk skabte, og det var nu ikke så lidt:

The Arrival of the Bee Box

I ordered this, this clean wood box
Square as a chair and almost too heavy to lift
I would say it was the coffin of a midget
Or a square baby
Were there not such a din in it.

The box is locked, it is dangerous.
I have to live with it overnight
And I can’t keep away from it.
There are no windows, so I can’t see what is in there.
There is only a little grid, no exit.

I put my eye to the grid.
It is dark, dark,
With the swarmy feeling of African hands
Minute and shrunk for export,
Black on black, angrily clambering.

How can I let them out?
It is the noise that appals me most of all,
The unintelligible syllables.
It is like a Roman mob,
Small, taken one by one, but my god, together!

I lay my ear to furious Latin.
I am not a Caesar.
I have simply ordered a box of maniacs.
They can be sent back.
They can die, I need feed them nothing, I am the owner.

I wonder how hungry they are.
I wonder if they would forget me
If I just undid the locks and stood back and turned into a tree.
There is the laburnum, its blond colonnades,
And the petticoats of the cherry.

They might ignore me immediately
In the moon suit and funeral veil.
I am no source of honey
So why should they turn on me?
Tomorrow I will be a sweet God, I will set them free.

The box is only temporary.

*

WINTERING

This is the easy time, there is nothing doing.
I have whirled the midwife’s extractor,
I have lost my honey,
Six jars of it,
Six cat’s eyes in the wine cellar,

Wintering in a dark without window
At the heart of the house
Next to the last tenant’s rancid jam
And the bottles of empty glitters---
Sir So-and-so’s gin.

This is the room I have never been in.
This is the room I could never breathe in.
The black bunched in there like a bat,
No light
But the torch and its faint

Chinese yellow on appalling objects---
Black asininity. Decay.
Possession.
It is they who own me.
Neither cruel nor indifferent,

Only ignorant.
This is the time of hanging on for the bees---the bees
So slow I hardly know them,
Filing like soldiers
To the syrup tin

To make up for the honey I’ve taken.
Tate and Lyle keeps them going,
The refined snow.

It is Tate and Lyle they live on, instead of flowers.
They take it. The cold sets in.

Now they ball in a mass,
Black
Mind against all the white.
The smile of the snow is white.
It spreads itself out, a mile-long body of Meissen,

Into which, on warm days,
The can only carry their dead.
The bees are all woman,
Maids and the long royal lady.
They have gone rid of the men,

The blunt, clumsy stumblers, the boors.
Winter is for woman---
The woman, still at her knitting,
At the cradle of Spanish walnut,
Her body a bulb in the cold and to dumb to think.

Will the hive survive, will the gladiolas
Succeed in banking their fires
To enter another year?
What will they taste of, the Christmas roses?
The bees are flying. The taste the spring.

- Sylvia Plath.

Og med disse søndagsord, der sgu’ nærmest ligner en prædiken, men det passer jo også så storartet til mig, så pytipande med det, de bedste søndagshilsner til sneglenes muse…;)
Simon

Hej Simon

Se og Hør bøger :))) ... åh, hvilket rammende udtryk. Ja, engang var der Læs og Forstå bøger, nu er det mere blevet til Læs og Forstå Mig bøger. Her tænker jeg også på al den bekendelses litteratur, der er tidens bestsellere, næsten på højde med krimier. Bekendelseslitteratur, hvor der mindst er ét andet menneske, der egentlig er bekendelsens hovedperson, og allerhelst en far eller mor, en forhenværende ven eller ægtefælle. Bøgerne bli'r skrevet med en selvhøjtidelighed så stor, helt uden varme, humor og selvironi, der kan pege på forfatteren selv som værende et menneske på godt og ondt. Og jo, jeg ta'r også af og til mig selv i ikke at kunne modstå den slags nysgerrighed.

Men nu til Sylvia Plath, som er en af de forfattere, du også har lært mig at holde af. Jeg ved, at hun også skrev om sin far, men nok mere ud fra en dyb smerte i derpessionens afmægtighed. Ikke for at hylde sig selv og tjene penge på det. Her et digt fra hendes digtsamling Ariel:


Kvæstelse

Farve strømmer til stedet, mat purpur.
Resten af kroppen er vasket ud.
Og perlemorshvid.

I en klippespalte
Suger havet besat:
Én eneste hulning er havets akse.

Ikke større end en flue
Kravler dommedagsmærket
Ned ad væggen.

Hjertet lukker sig,
Havet glider tilbage,
Spejlene er dækket til.

Storm P får lige ordet, så dagen morgenkaffen og dagen kan modtages med et smil :))


Livet æ' et pladespil -
det æ' kun de færreste,
der vinder en gibsfigur,
og der æ' aldrig noge'en,
der render a' med
salonvækkeuhret!

***

Når man rigtig
tænker over livet -
så drejer det sig om
et stykke med leverpostej.

Hygsomme hilsner fra morgenkaffen hos
RoseMarie

P.s.

Halfdan får også lige ordet med sine Tosserier til et skævt smil :))


Noget om filosofie

"Tanken er troens forklæde".
B.H. Spirella

"Klarheden er en mose for dødsdømte elefanter".
Ukendt bornholmsk mystiker


Mærkeligt er livet blevet.
Mærkelig er jorden hvor
mange tusind folk har levet
gennem mange tusind år.
Underligt hvad man har nået.
Underligt hvad man har set,
lært glemt og misforstået
på vor rullende planet.

Når man tænker på hvor mange
mennesker man selv har kendt
og hvor mange hundred gange
samme hændelse er hændt
under kloder som har drejet
forårsgrønt til sommergult,
undrer man sig over meget
som er dunkelt, glemt og skjult.

Hvad er livet? Er det livet
vi har levet på akkord?
Er det livet er det givet
vi har levet livet bort.
Er det døden vi fornemmer
når vi hører hjærtet slå,
er det klart at det vi glemmer
er lidt trist at huske på.

Den slags tanker kommer ganske
af sig selv og kræver ord,
når man prøver på at granske
hvad man tænker når man tror.
For man tror jo på en måde
hvad man tror på, det er klart,
selvom livet er en gåde
af en ganske særlig art.

Skal man løse de problemer
er det tvivlsomt om man kan,
hvis man sværger til systemer
der går over ens forstand.
Thi forstanden er jo roden
på det træ hvis frugter hang
som en himmel over floden
hvor vi sad som børn engang.

Men selv børn i moden alder
kan ta fejl og savne svar
når det sker at frugten falder
fra en gren som intet bar.
For den bar jo intet, grenen,
som på trods af vækstens lov
gød sin tomhed over plænen
hvor de voksne lå og sov.

Troen er en gammel traver
som blev ramt af tvivlens spat.
Nietzche, Marx og Schopenhauer
har vor tid forlængst forladt.
Skal vi tro på troens spejle
når de standser vores kval,
må vi standse tvivlens plejle
i apokalypsens dal.

Træt af spiritus og kvinder
sidder man en skønne dag
med en tro som helt forsvinder
under tankens brede bag.
Kun den tvivl der sad som enke
efter troen som gik bort
evner endnu helt at tænke
systematisk, klart og kort.

Å mit livs Filosofie!
Du, hvis bryst har næret Kant!
Du, som jeg engang skal die
langt fra verdens fjas og tant!
Skænk mig af din rige kilde
tankens sødme, troens salt.
Lad mig atter blive lille
og omsider rumme alt!

Morn-morn’ hr. lægprædikant..

Helt herligt at se dig i det rette element, for det er bestemt ikke rigtigt at du ikke har digterisk kunnen – i såfald husker du i al fald ikke historien om din ufortalte fabel…;)

Jeg forstår hvorfor den kristne samvittighedsplagede herre kan høre for sig Kants moralske lænker rasle et sted i det universelle mørke, og forstår også hvorfor hans væren må føles så tung, i lyset af en kantiansk pligtetik der ubetinget tilsidesætter hans flammende kristusikon i forhold til den menneskeværdighed Kant anser for besmittet og krænket, når selvløgnen tilsidesætter den nødvendige selvjustits i tilmed samfundsforholdet. Men et sådant samvittighedsdilemma måtte jo betyde, at denne herre faktisk havde læst Die Metaphysik der Sitten, dvs. ikke bare turet rundt på Wikipedia, og af dén grund pludselig forstod meningen i afsnittet om menneskets pligt mod sig selv blot som et moralsk væsen, og derfor hører denne raslen et sted i mørket.

Hvad jeg derimod ikke forstår, er hvorfor denne selvransagelse ikke er opstået 10 år forinden, altså dengang nogen her på debatten interesserede sig for anvendt filosofi som et godt værktøj, og i stedet turede rundt med sit kristusikon på nakken og snakkede om ingenting – hvormed det sene jo altså ikke nødvendigvis må anses for bedre end aldrig, idet for sent kan ende med at blive identisk med aldrig. Herren ka' selvfølgelig betragte sig som vakt af en tårnhøj medfølelse for sandheden…

Selvvækkelsen

Hvor blomstrer ei den unge Pode,
Mens Dyden er hos ham paa Fode,
Og Uskyld i hans Aasyn står!
Men naar han Ungdomsdyd forsvinder,
Hvor blege blive da hans Kinder,
Og se, hvor svag, hvor krum han gaar!

Men så igen, hvor må Narcissus dog ha' leet, da han så Kant i spejlbilledet – eller var det omvendt. Det er næppe Kant du bør indsætte som forbilledet, endsige overlade ham kristusikonet…;)

mvh
Simon