|
1
registreret
(1 usynlig),
20
gæster og
181
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.
Halfdan får også lige ordet med sine Tosserier til et skævt smil :))
Noget om filosofie
"Tanken er troens forklæde".
B.H. Spirella
"Klarheden er en mose for dødsdømte elefanter".
Ukendt bornholmsk mystiker
Mærkeligt er livet blevet.
Mærkelig er jorden hvor
mange tusind folk har levet
gennem mange tusind år.
Underligt hvad man har nået.
Underligt hvad man har set,
lært glemt og misforstået
på vor rullende planet.
Når man tænker på hvor mange
mennesker man selv har kendt
og hvor mange hundred gange
samme hændelse er hændt
under kloder som har drejet
forårsgrønt til sommergult,
undrer man sig over meget
som er dunkelt, glemt og skjult.
Hvad er livet? Er det livet
vi har levet på akkord?
Er det livet er det givet
vi har levet livet bort.
Er det døden vi fornemmer
når vi hører hjærtet slå,
er det klart at det vi glemmer
er lidt trist at huske på.
Den slags tanker kommer ganske
af sig selv og kræver ord,
når man prøver på at granske
hvad man tænker når man tror.
For man tror jo på en måde
hvad man tror på, det er klart,
selvom livet er en gåde
af en ganske særlig art.
Skal man løse de problemer
er det tvivlsomt om man kan,
hvis man sværger til systemer
der går over ens forstand.
Thi forstanden er jo roden
på det træ hvis frugter hang
som en himmel over floden
hvor vi sad som børn engang.
Men selv børn i moden alder
kan ta fejl og savne svar
når det sker at frugten falder
fra en gren som intet bar.
For den bar jo intet, grenen,
som på trods af vækstens lov
gød sin tomhed over plænen
hvor de voksne lå og sov.
Troen er en gammel traver
som blev ramt af tvivlens spat.
Nietzche, Marx og Schopenhauer
har vor tid forlængst forladt.
Skal vi tro på troens spejle
når de standser vores kval,
må vi standse tvivlens plejle
i apokalypsens dal.
Træt af spiritus og kvinder
sidder man en skønne dag
med en tro som helt forsvinder
under tankens brede bag.
Kun den tvivl der sad som enke
efter troen som gik bort
evner endnu helt at tænke
systematisk, klart og kort.
Å mit livs Filosofie!
Du, hvis bryst har næret Kant!
Du, som jeg engang skal die
langt fra verdens fjas og tant!
Skænk mig af din rige kilde
tankens sødme, troens salt.
Lad mig atter blive lille
og omsider rumme alt!
|
|
|
|
