Som et ingenlunde uvigtigt p.s.:

En kat i en tom lejlighed

At dø – det gør man ikke mod en kat.
For hvad skal en kat stille op
med en tom lejlighed.
Klatre op ad væggene.
Gnubbe sig op ad møblerne.
Tilsyneladende har intet ændret sig her,
men alligevel har det forandret sig.
Tilsyneladende er intet blevet rørt,
men alligevel har noget skiftet plads.
Og om aftenen lyser lampen ikke mere.

Man kan høre skridt ude på trappen,
men det er ikke de samme skridt.
Hånden der lægger fisken på tallerkenen
er heller ikke den samme.

Der er et eller andet her der ikke begynder
på sit sædvanlige tidspunkt.
Der er et eller andet her der ikke foregår
som det burde foregå.
Nogen har altid været her,
men er pludselig forsvundet
og er her stadig ikke.

Man har kigget ind i alle klædeskabe.
Gennemløbet alle boghylder.
Trængt sig ind under tæppet og undersøgt.
Endog overtrådt et forbud
og bragt uorden i papirerne.
Hvad mere er der at gøre.
Kun sove og vente.

Bare han kommer tilbage,
bare han viser sig.
Så skal han få at vide
at sådan opfører man sig ikke over for en kat.

Man vil gå hen imod ham,
som om man slet ikke havde lyst,
på dybt fornærmede poter.
Og til at begynde med ingen piben ikke noget spring.

- Wislawa Szymborska, En kat i en tom lejlighed, 1996.

mvh
Simon

Lidt morgenlyrik til gymnastikken…

Da Federico del Sagrado Corazón de Jesús García Lorcas temperament strålede, tørrede solen sveden af panden og satte sig smilende i skyggen, mens hans billeder af livet, døden og kærligheden dansede på den helt store scene, firmamentet…

Lola

Under appelsintræet
vasker hun bomuldssvøb.
Hun har grønne øjne
og stemmen er violet.

Ak, kærlighed
under appelsintræet i blomst!

Vandet i kanalen
er fyldt af sol,
i den lille olivenlund
synger en spurv.

Ak, kærlighed
under appelsintræet i blomst!

Snart, når Lola
har brugt al sæben,
kommer de små tyrefægtere.

Ak, kærlighed
under appelsintræet i blomst!

*

Lille uendeligt digt
Til Luis Cardoza y Aragón

Farer vi vil på vejen
kommer vi til sneen
og kommer vi til sneen
gnaver vi i tyve århundreder kirkegårdens græs.

Farer vi vild på vejen
kommer vi til kvinden,
kvinden som ikke frygter lyset,
kvinden som dræber to haner på et sekund,
lyset som ikke frygter hanerne
og hanerne som ikke kan synge over sneen.

Men tager sneen fejl af hjertet
kommer vinden måske fra syd,
og da luften ikke ænser vore suk
må vi atter gnave i kirkegårdens græs.

Jeg så to smertefulde aks af voks
som begravede et landskab af vulkaner,
og jeg så to gale børn som grædende
puffede til en morders pupiller.

Men to har aldrig været et tal,
for det er en angst og dens skygge,
for det er den guitar som tolker kærlighedens fortvivlelse,
for det vidner om en anden uendelighed end dets egen,
og det er dødens mure
og den nye genopstandelses straf uden ende.

De døde hader tallet to,
men tallet to dysser kvinderne i søvn,
og da kvinden frygter lyset
og lyset skælver for hanerne
og hanerne kun kan flyve over sneen,
må vi hvileløst gnave kirkegårdens græs

10. januar 1930. New York
- Federico Garcia Lorca.


Her endnu et digt fra en rammende poet og nobelpristager, med…

Hadet

Se, hvor dygtig hadet er,
hvor godt det holder sig
i vort århundrede.
Hvor ler det tager høje forhindringer.
Hvor nemt det er for det – at springe frem og gribe fat.

Det er ikke som andre følelser.
Det er både ældre og yngre.
Det føder selv anledningen,
der vækker det til live.
Falder det i søvn, er den aldrig evig.
Søvnløshed nedbryder ikke dets kræfter, men forstærker dem.

Religion eller ikke religion –
det vigtigste er at bøje knæ ved startstedet.
Fædreland eller ikke fædreland –
det vigtigste er at springe frem.
Til at begynde med er retfærdighed slet ikke værst.
Bagefter kan det vælde frem af egne kræfter.
Hadet. Hadet.
Med et ansigt fordrejet o kærlighedsekstase.

Åh! disse andre følelser,
klodsede og dovne.
Siden hvornår kan broderskab
regne med så store menneskeskarer?
Medlidenheden – er den nogensinde
kommet først i mål?
Tvivlen – hvor mange villige kan den bringe med sig?
Kun dét kan bringe noget med sig, for det ved besked.

Begavet, lærenem, meget flittig.
Behøver man nævne hvor mange sange det har komponeret?
Hvor mange sider i historien det har nummereret?
Hvor mange mennesketæpper det har foldet ud
på hvor mange stadier og pladser?

Lad os ikke bedrage os selv:
det kan skabe skønhed.
Blændende er dets gløder i den sorte nat.
Prægtige dets eksplosionsskyer i det rosarøde daggry.
Det er svært at nægte ruinerne deres patos,
eller i det mindste en grov humor,
en søjle der midt blandt dem stikker drabelig frem.

Det er en mester i kontraster
mellem brag og stilhed,
mellem rødt blod og hvidt sne.
Men frem for alt bliver det aldrig træt
af motivet med den velsoignerede bøddel
bøjet over sit besudlede offer.

Altid parat til nye opgaver.
Er det nødt til at vente, så venter det.
Man siger, det er blindt. Blindt?
Det har en snigskyttes skarpe øjne
der skuer modigt ud i fremtiden.
Kun det. Det eneste.

- Wislawa Szymborska.

mvh
Simon

Hej RM…

Hva’ sir’ du til rigtig jul med uglegave:
http://forskning.no/2016/12/forskere-advarer-mot-k...ord-universitet

- Også i julen må der være plads til en ”and”, men jeg holder nu også på at uglen langt bedre nisser historien ind i julen og naturen op i træet – hvad enhver i denne plasticalder ka’ savne, hvadenten vi så står og synger julesalmer om en roterende plasticgran, eller går hånd i hånd omkring det naturlige ugletræ…
Det er her besluttet, at sådan ét ska’ vi ha’! ;)

mvh
Simon

Hej Simon

Et ugletræ, ja selvfølgelig skal det være et ugletræ ... og det er slet ikke noget ukendt fænomen at ha' en ugle siddende i træet. Sådan fortæller Peter i hvert fald ...

Ved Juletræet

Aa, hvor det straaler! Nej, se dog blot,
hvor alle Lysene skinne!
Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!
en Kat kan nu først jeg finde.
Og dér er et Horn og en Svane — aa!
Og dér er Pjerrot af Sukker;
ham skal jeg rigtignok passe paa,
naar siden vi Træet plukker.
Her hænger en Hest under denne Gren,
og dér er en Kurv med Pærer.
Og dér er en Mand, nej, sikken en!
En Tøffel paa Ryggen han bærer;
hvoraf han er lavet jeg ikke ved.
Men se blot Storken der oppe!

Og Kagedukker, som Hænderne ned
i Buxelommerne proppe!
Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,
og et Par Strømper af Kage
og Kræmmerhuse, som helt er fyldt
med Ting, som jeg nok gad smage!
Og Svøbelsebørn! Og se blot dér
to Frøer af Chokolade!
Nej, kom, der sidder en Ugle her.
Aa, hvor vi alle er glade!
Og store Figner i røde Baand
og Grise og Sukkerkranse! —
Bedstemoer, kom, tag fat i min Haand!
Nu skal vi om Træet danse


Uuuhhh uuhhh
RoseMarie

Morn’ TM..

Ugl-la-la! Ja, uglen som litterært symbol har sin selvfølgelige plads på livets stamtræ, sin helt egen gren og naturlige plads i også juletræer; på hvilken hylde i hvilket bibliotek står der ikke også uglebøger og ser forstående ud i rummet, hvem vågner ikke ved siden sig selv foran kaffen med indtil flere hårugler i behold fra nattens sidste grene af små beretninger…
Jeg kender sågar én der griner som en ugle - hvad der får de fleste til at holde sig på maven, når hele stamtræet sætter i gang og ryster under dette uhhh-uhhh...- og mindes en historie hvor en krøllet lillebror var vældig snu og havde ugleøjne. Uglen sætter sig spor mange steder, ikke mindst i tankelandskabet, ja hvem husker ikke uglen i Poul Thomsens tv-program, men egentlig er den lydløs: https://www.youtube.com/watch?v=kR7LIJbW-YA

Nisselig weekend
Simon