Mor’n RM..

Tror jeg skylder en Strunge’sk undskyldning, for det var selvfølgelig ’alting’ og ikke ’altid’, der var som beg – Inger ”Kristensen” ville sikkert også ha’ syntes at det så sort ud med mine vrøvlerier…;)

Vi er vant til høje himle,
stjerner ses fra dæk –
med storm ska vi slå følge,
drive pesten væk.

Vore børn skal være frie,
som vi selv er frie mænd,
luften i Europa,
ska’ blie ren igen!


mvh & god weekend
Simon

Hej til dig, Hr. Simonsen :)))

Skønne ord, og om det er altid eller alting er for mig lige skønt ...

Altings begyndelse ...
Altid begyndelse ...

Så på et RoseMarieMaximus sprog må det derfor lyde:


Altings begyndelse er altid begyndelse
Altid begyndelse er altings begyndelse


Altid altings maximale og monstrøse begyndende weekendhilsner
RoseMarie

Hej i natningen RM…

Jamen det er jo både rigtigt og god poesi! – det begyndte med, at vi gik i seng / og endte med at jeg stod op / nu sidder jeg her / i kaffedamp og røg / men nu begynder enden også at blive træt igen…;)

Forinden skal du nu alligevel ha en bowlerhat med Benny i; vores allesammens gode gamle Sverigesstirrende dansker, som akkurat nu ligger og bobler, medmindre altså, at enden ikke også dér er stået op og sidder og drikker kaffe med sine hårugler:

LIVET

Livet
det er noget vi alle kender
livet
fører så meget med sig
fører så meget bort med sig
jeg har ikke noget imod livet
det ligger bare ikke så naturligt for mig mere
der skal flere forberedelser til nu
længere tids opvarmning hver morgen
hvad skal det ende med
til sidst er det tilløb alt sammen
og når man så skal springe
er man dødtræt
der er ikke andet for
man må snyde sig selv
for at kunne holde det ud
gå op i starten
give sig hen i sit timelange tilløb
med liv og sjæl.

*

LYKKEN

Der er noget særligt ved lykken
man kan blive helt glad
når man møder den
men også beklemt
står stille lidt
lister lidt varsomt frem
som i et minefelt
og hver gang man sætter foden ned
uden at ryge i luften
glemmer man enten at nyde lykken
eller bliver sur over ikke at vide
hvor længe den varer
så når modgangen endelig melder sig
er det en lettelse
som om man er kommet i sikkerhed
det er nu skammeligt
for der er noget særligt ved lykken
som man ellers ikke møder
måske ligger fejlen dér
man kender for lidt til den
burde sætte sig mere ind i den
jeg tror det er en træningssag.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Ohøj i sneen..

Her lidt hvidguld fra en jublende anti-snehysteriker med lue, der bare gætter, at DSB omsider synes at ha’ fundet sig en naturlig undskyldning.. ;)

Ham her, har vi vist ikke haft nogen af:

SNE

Der er ingenting i verden så stille som
sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer, som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en
renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan
mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.

- Helge Rode.

Ham her, har vi derimod set i øjnene..

SNE

Hvidhed og kulde tynger
træernes løftede vinger
mens snelyset falder
ind i en stilhed der svinger.

Ind i et frysende rum
der strammes og toner.
Hør vinterens frostviolin
under træernes kroner.

En glødende længsel
forvandlet til syngende stål
mens sneen daler som aske
fra solens fjerne bål.

- Ove Abildgaard.

Smukke landskaber for øjnene at vågne op til, og lydefri; ja dvs. snart lyder der forhåbentlig glade små stemmer fra nisselandskabet, for omsider er det kælketid! Endnu har jeg tilgode at se en sparkstøtting brugt her i landet, men kommer der rigtig meget sne, hvad man jo bare kan håbe på og ikke mindst for byluftens skyld, ja så dukker også de op her og dér og alle vegne ;)

mvh
Simon

Karup

Viben kredser stadig og tegner
en kosmisk cirkel på den blæstforrevne himmel.
Stadig vender køerne
stumhedens blik
arkaisk ro i varme kroppe
mod solen og regnbygernes skiffertage.
Hele himlen er et luftigt hus
bygget af drømme åndesyner fortid.

Røg af brændende halm driver over jorden.
Får hviler i gravhøjens skygge
binder blikket til usynlige Atlantis-kontinenter
under græsset glemslens hav.
Børn leget i spraglet tøj vilde blomster
som nikker på grøftekanten under det vældige lys.

Men som en svulst i vævet skyder
metastaser – cementspor
barakkens øglerygge pigtråd og rustne skinner.
Skærver af flint bunkers hjelme og bøssepiber.
Jagere tordner mod nord
ind under Jyllands stormgrå himmel.

Hvad tåler øret af larm hjertet af rædsel
for soles sammenstød steppebrand glødende kul i
øjenhuler?
Hvad kalder afmægtigt som elskende dæmoner
på vildskabens favntag jernets køn
kaster dragesæd over dine marker?

Jordmassen skælver som en udspændt membran.
Den vingede kommer strejfer kornet
mejer himlens ager med sin blinkende le.
Ingen elsker ejer stærkere ild
ryg mod ryg driver de sammenslyngede
ud over planlagte baner kæntrede planeter.

- Ole Wivel.

mvh
Simon