Den unge nat

Nattens rensende vande har allerede befriet mig
for de mange farver og for de mange former.
I haven jubler fuglene og stjernerne allerede over
at gamle savnede normer for drøm og skygge
kommer tilbage. Skyggen har allerede forseglet
de spejle som kopierer tingenes fiktion.
Goethe har sagt det bedre: Det nære bliver fjernt.
Disse fire ord rummer skumringens væsen.
I haven holder roserne op med at være roser
og vil være selve Rosen.

*


Til en kat

Spejle er ikke tystere end dig
og ingen dæmning så furtiv; du er
den panter vi i månelyset ser
utydeligt og fjernt bevæge sig.
Som ved et dunkelt, gudeligt dekret
må vi forgæves søge dig; du er
mer fjern end Ganges, solnedgangens skær,
du går alene, bliver nødigt set.
Din ryg tillader at jeg stryger let
med hånden over den. Så langt tilbage
at det er glemt, fortabt i tidens dage
går din accept af denne håndens ret.
Du findes i en anden tid. Din sfære
er lukket som kun drømmen kan være.

- Jorge Luis Borges.

Her lidt til æselørerne: https://www.youtube.com/watch?v=ehs7ZDPGTj4

(beklager reklamerne, for selv om de er YT’s økonomi, synes reklamer mere at være blevet værktøjet der ødelægger musik m.m.).

mvh
Simon

Reklamerne?

Har du ikke adblock installeret?

I øvrigt musik jeg ikke før har hørt.


¨¨¨¨

Hej RM’s grønne fingre..

Her lidt muldvarpeknagen fra Højholt, der stadig har sit at sige og sikkert trænger til en god pibe og et kig fra bakken ned til huset, hvor dummebænken nu står mutters alene og givet savner lidt selskab samt lyden fra Jimis guitar:

Kunstneren samfundets
samvittighed

1.
Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig?
At være samfundets samvittighed er vel alles pligt
og derfor ikke netop kunstnernes.
Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan:
lave kunst sådan så det lissom bliver mer naturligt
for folk at være samfundets samvittighed, fx
Det vil jeg godt være med til,
dog med den tilføjelse, at mine læsere
nok vil blive samfundets dårlige samvittighed,
ikke dets gode,
en god samvittighed – er der noget mer ufrugtbart,
rent kunstnerisk,
eller mer kedeligt, rent menneskeligt,
eller mer sjofelt og asocialt, rent politisk?
Samfundets dårlige samvittighed, det er bedre,
kunne man selv spille den rolle
ville man måske trives som digter
og få en god samvittighed.

Alligevel duer det ikke: Samvittighed,
det er noget med at være sikker på noget,
at det er umagen værd, fx,
jeg er kun sikker på een ting:
jeg vil ikke stå i vejen for kaos.

2.
Jeg samfundets samvittighed, Perspektivkasse!
Ikke tale om, ikke i det her samfund
som har brug for en samvittighed
fordi det er et klassesamfund,
og de eneste i et klassesamfund som har en samvittighed
er dem der har råd til en.
En samvittighed er dyr, skidedyr,
i et kapitalistisk samfund, det er kun for de rige.
Men de er til gengæld også nødt til at have een,
ellers er det ikke til at holde ud at være rig.
Man kan kun være rig med god samvittighed
hvis man har en dårlig.
De rige sætter pris på digterne, gode digtere,
der kan give dem en kvalificeret dårlig samvittighed,
som de kan veje den gode op med.

Så længe man har en samvittighed
er der en Gud foroven.
Personligt råder jeg ikke over nogen samvittighed
men derfor kunne jeg selvfølgelig godt blive samfundets.
Fast ansat hund i keglespillet,
fordi keglespillet har brug for en hund
der kan vælte en kegle af og til,
en ad gangen, naturligvis, ikke alle ni,
eller tisse på den.

3.
På den anden side:
Der findes så megen uretfærdighed i verden,
der myrdes så mange, der undertrykkes så mange,
de fængsles og torteres og sendes i lejre,
de slagtes og deporteres og bombes og brændes,
– bør digterne ikke gøre folk opmærksomme på den slags
fx ved at skrive om det?
Næe. Sødet med lyrik er det svineri.
Hvad er da digterens rolle i samfundet?
At ødelægge det med gode digte.
Hvad ellers: indse det umulige i sit forehavende
og fortsætte alligevel.
Hvad ellers? Fortsætte og blive ved med at fortsætte.
Samvittighedsfuldt.

ps.
Kort besked til den digter der lige nu
er ved at skrive sit digt om Ulrike Meinhof:
STANDS! Det er for sent allerede.
Hun er død. Hun er færdig med det digt
der kostede hende selv og andre livet.
Elendige samvittigheds-nager, hvordan smager et mord?
Smelter Ulrike på tungen?
Endnu en kort besked til digteren:
Hvis håndklæde hang hun i? Har du set efter
i skabet? Ellers gør det ved lejlighed,
du vasker alligevel dine hænder om lidt,
efter måltidet, ikke?
Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen
og prøv hvordan det er.


*


Supermule runder en sky

Når man som jeg i årevis har arbejdet som genstand
for manges opmærksomhed og har skuffet dem præcis
så underholdende at de hænger på så må man spørge
til sidst: Hvornår er det nok? Findes jeg nu ikke
i så mange versioner at jeg kan måle mig med dem?
Jeg virker måske nok lidt mer til en side end andre
med den her hvide bubble gum sky ud af munden her
men jeg spør alligevel: Hvor længe varer det
før jeg kan forveksles? Hvor mange menneskers fantasi
skal man beskæftige før man får sin egen,OK?

- Per Højholt.

mvh & go fridag på grønningen..
Simon

Go'morgen Simon

... og også hej til dig og dine skrivende fingre med ånd i hånd :))

Åh altså, hvor er det herligt at vågne og langsomt få den lidt mørbankede krop til at bevæge sig og de kløende, røde og hævede høfeberøjne hevet fra hinanden, så man i lodret stilling kan se, hvordan forårssolen snart vil kalde ud i lys og luft og have igen i dag ... en fryd er det :))

Og når det at vågne og få øjne så endda også betyder, at man nu er i stand til både at se og læse ord og sætninger og noget af det, der ikke var muligt i aftes med øjnene fulde af birkepollen. Ja, så er det at man virkelig føler sig både begavet, beriget og befriet på én og samme tid og takker derfor Simons flittige fingre nok engang ;))

Jeg har ikke så meget at byde ind med, men du ved jo at jeg nyder den inspiration, du gi'r mig og her kommer så fru Tafdrup med toner af hvalens morgensang og morgenlysets bølgende leg...

Mellem træets udfletninger af stammer,
står solen i feberblank dans,
fugle synger af genkendt kærlighed.
Jeg opfanger bølger af lyd ―
grenene vajer rytmisk,
reflekser af morgenlys kastes
ind over gulvet i fjedrende lysfelter,
hvor katten med et blødt bump
slår sig ned for at slikke en pote.
Jeg er uden for alt, et øre
i en fremmed drøm.
Jeg er hammer og ambolt,
rejser huse
parallelforskudt
til hjernens arkitektur,
tømrer ordene sammen
og hører en sprød lyd af vinger,
som da jeg lærte at sprætte bøger op,
og kunne få kniven mod papiret
til at suse
som vingeslag gennem stuen …
Ser fugle lande på sålbænken
til kalejdoskopiske boliger,
så tætte, at de kan holde på tankerne ―
og på samme tid så permeable,
at stjerner og andre drømme
vil trænge ind … Vildt gennemskinnelige.

Pia Tafdrup (fra "Hvalernes Paris" 2002)


Morgenhilsner med udsigt til grønningen
RoseMarie

Hej RM..

Ak Ja, sammenknebne øjne i birkebassiner er ingen forårsblomst eller det legende sprut mod himlen fra dybdens majestæter, nærmere som atter at lære at svømme, i en kornsilo, og igrunden poetisk tortur at udsætte blikket for nære ord i det fjerne, men en tankeflugt er jo belejlig snak.
Det minder mig for resten om Marguerite Duras’ ”At skrive”, som udkom på Vandkunsten for ikke så længe siden. Dén må du virkelig blikke, når altså, at du igen har fået syn for sagen, så at sige, for den er da helt og aldeles vidunderbar, eller hvad nu det vidunderlige hedder i disse tider, men er selvfølgelig skrevet for længe siden; ja det kan jeg vist godt tillade mig at skrive, på den tid hvor man havde noget at berette. Den har naturligvis en vis relation til Strindbergs ”Ensam”, i den forstand, at der jo er tale om en ensom proces, en der selvfølgelig ofte udspiller sig med andre næser om ørerne, men uanset: angrib den, når horisonten nærmer sig, ta med bus til Neauphle-le-Chateau og åben vinduerne til torvet med de legende børn udenfor, og hvil ørerne, det kun sjældent rinder fra! Nej, det var ikke en hentydning, nærmere en antydning om vore tider…

Nå, Hr. Højholt har igen ladet høre fra sig, og er det igrunden ikke lidt mærkeligt, jeg mener, sagde han ikke at det nu var slut med det pjat? Men her er han altså igen…

Postscriptum

Natten gik
som en bølge henover en hed strand.
promenadens træer dukker frem ad taagen
kolde, blinkende. – Havet lyser grønt
i solopgangen!

En tærne tumler op
i havstokken, vakler tungt op mod vinden
glider af, drejer paa vingespidsen og stormer ud
med skyggen springende under sig.
(Et øjeblik endnu
saa slukkes mine øjne!)

Byen strækker sig, rød uden solrøg. Havnen
morgenstille, med bassinernes usikre spejl
under ridende skyer.
Hvem er det som rider bort?

- Per Højholt.

Man kan nu forresten godt blie lidt kær i Tafdrup, når hun boltrer sig fri af sig selv og resten af menageriet. Hvor friheden dog er tanketung…
God bedring med de plagsomme små, ja måske ligefrem blå, RM..;)

mvh
Simon