|
1
registreret Arne Thomsen
8
gæster og
184
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her RM..
Her lidt af hvert, bl.a. et par strofer fra en næsten defaitist, under den spanske borgerkrig, måske nok rettere var han en liberal humanist, der som så mange andre desillusionerede pennemænd fik vasket polituren af under en frygtelig krig der rev drømme midt over. Digtet herunder er fra omk. 1936:
Poem
A happy vicar I might have been
Two hundred years ago
To preach upon eternal doom
And watch my walnuts grow;
But born, alas, in an evil time,
I missed that pleasant haven,
For the hair has grown on my upper lip
And the clergy are all clean-shaven.
And later still the times were good,
We were so easy to please,
We rocked our troubled thoughts to sleep
On the bosoms of the trees.
All ignorant we dared to own
The joys we now dissemble;
The greenfinch on the apple bough
Could make my enemies tremble.
But girl's bellies and apricots,
Roach in a shaded stream,
Horses, ducks in flight at dawn,
All these are a dream.
It is forbidden to dream again;
We maim our joys or hide them:
Horses are made of chromium steel
And little fat men shall ride them.
I am the worm who never turned,
The eunuch without a harem;
Between the priest and the commissar
I walk like Eugene Aram;
And the commissar is telling my fortune
While the radio plays,
But the priest has promised an Austin Seven,
For Duggie always pays.
I dreamt I dwelt in marble halls,
And woke to find it true;
I wasn't born for an age like this;
Was Smith? Was Jones? Were you?
- George Orwell.
Og her så et andet længselsfuldt udtryk, men i en anden krig, for slottenes skæbne vi bærer i os:
Liliekonval
Alverdens Digte er ikke saa skønne som en Liliekonvals Duft,
og ikke en Strofe paa Jorden kan rumme en nordisk
Sommernats Luft,
men dog maa jeg synge min Længsel ud, mens
Liliekonvallerne staar
paa mit Skrivebord, og en Sommernat forbi mine Ruder gaar.
Tungt minder den Duft om en svunden Tid og en
jeg har elsket engang
og elsker i Nat, mens jeg prøver paa at synge en enkel Sang,
der skælvende for sidste Gang med en bristende Melodi,
mens Liliekonvallerne dufter sødt, og en Sommernat
drager forbi.
Den skal rumme en sorg der er ren og stor som Sorgen
over en Død,
aanej, for min Elskov lever endnu, og Sorgen er ikke sød,
den er bitter og tung som en Liliekonval, der visner
i denne Nat,
naar de smaa Klokker ringer for sidste Gang, bedrøver
og dybt forladt.
Det var Sommer engang, men en Sommernat der ikke var
tynget af Savn,
og Liliekonvallerne duftede sødt, og hvisked
min Elskedes Navn,
selv den værdige Solsort var lattermild og fløjtede en glad Melodi,
og Lykken laa gemt i min hule Haand, og Natten
gled aldrig forbi.
Men siden gik der for meget itu, til at Livet kan drømmes hen,
og se, mine Hænder er fulde af Skaar, der aldrig kan heles igen,
derfor græder jeg lidt, mens Liliekonvallerne visner
imod mit Bryst,
og Natten drager min Rude forbi med en tabt Lykkes
Smil og Lyst.
- Tove Ditlevsen, Pigesind, 1939.
Efter TD’s lille smuksak herover, ka man jo stikke hovedet i Erik Poupliers ”Mit slot i Provence”, hvor i han skriver:
”Slottet er symbolet på det uopnåelige, drømmen om et ubekymret liv i splendid isolation, højt hævet over hverdagens trakasserier, fjernt fra verdens ondskab og aggression. Slottet er livsnydelse, naturglæde og harmoni. Og det er en leg.
Som børn bygger vi sandslotte. Allerede da spøger slottet i vor fantasi, slottet står i eventyrets glans. Endnu før barnet er vokset fra sandslottene, opstår de kulørte, skæve slotte på tegnepapiret, somme tider også på tapetet, og sælsomme tårnprydelser på mange af de gamle kolonihavehuse eller tårnimitationer på ældre villaer, som man i dag hjerteløst vil benævne gamle kasser, vidner om, at slotsbyggeriet, om end under beskedne former, fortsætter i voksenalderen.
I vore dages ensrettede, kedsommelige og kolde boligarkitektur findes ingen tårne og spir, ingen ydre tegn på slotsdrømme. Hvis nogen stadig bygger slotte, er de usynlige. Menneskene i dag vil også helst skjule for omverdenen, at de går med drømmen om noget andet …”.
De slotte Erik og Annalise Pouplier har båret i sig blev i den grad virkeliggjort, ikke mindst i kraft af byggesten fra tankeslotte han byggede ind i rigtig manges øjne, der som mine om et øjeblik skal det, har ligget dér på puden og drømt sig ind i det sydlige Frankrig. At virkeliggøre drømme blir vor egen opgave, materialer skorter det jo ikke på. Nat dér ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
