Morn’ RM..

Ja jeg forstår fuldt ud din glæde, og det er virkelig med tiden blevet til en stor pose med vidunderlige historier; man fristes til at kalde dem for livshistorier eller myter, da hver især sprudler af eget liv – hvorvidt livet deri så er identisk med Lundbyes personlige historie, blir en fortælling læseren selv må digte.
Men vi lever jo i en sær tid, hvor de naturligste livsforhold for enhver pris skal skrues ind i terapeutiske forventninger, velsagtens tidens tendens til at pådutte livet en unaturlig smertefrihed, der videre anbringer historien i det uvirkelige, ja det terapeutiske i en eventyrterapi, hvor livet exempelvis fyldes til randen med eventyrlig kærlighed. Men vi har jo også tit behov for eventyret om lykkens galocher, for at klare historien om skoen der trykker.
Jeg ser nok Vagn Lundbyes fortællerkunst som en parallel til Villy Sørensens, men de var jo også godt bekendt med hverandres historier, og begge afspejler jo en særpræget kultur vi så ka genkende eller lade os forsvinde i.

Nu ka det jo være sjovt at høre folk snakke – hvor særlig politikere ofte snakker mere end de siger – om frygten for tidens mangelfulde læsekundskaber, hvordan man så forestiller sig at teste sandhedsgehaltet i den fortælling. Men hvis noget vækker nogens interesse, ja så får nogen formentlig svært ved at vende det blinde øje eller øre til, særlig når det gælder børn, der jo ingen alder har.
Det er som om, at man i vor tid ikke rigtig ka lade børn være i fred, at de ikke må ha lov til at være børn, og partout skal proppes med ”voksnes” narrestreger, hvor altså særlig snakkehovederne synes at fristes til overgreb på andres børn. Egentlig troede jeg der var love for den slags. Synd er det i al fald, ikke mindst for børnene, der jo må ha tiden til i ro og mag at vokse, så de ikke bliver så rodet i tænketanken, for det er trods alt dem der skal leve videre i historien...
Sjovere er det dog at se børns ansigtsudtryk, når de sidder for sig selv og bladrer i eller hører historier med en opslugthed der bestemt ikke kalder på nogens forstyrrelse, for der findes heldigvis masser af forældre der elsker deres børn nok til at lade dem i fred med det der optager dem. Eksemplerne ses på det lokale bibliotek, hvor åbningstider, miljø og personale nu har lidt andre rammer end tidligere. Forældre og børn går på biblioteket sammen, og går derefter pænt hvert til sit, eller også skal der lige hjælpes lidt hist og pist – som et andet exempel på den gode historie.
Selv ved jeg virkelig ikke hvad jeg sku ha gjort uden Astrid Lindgren, for nu at hive hende ind i manegen, men det samme ka jeg skam sige om Vagn Lundbye, som jeg slet ikke vil undvære, for engang imellem må jeg bare suges ind i den trygge lille verdenshistorie der findes i Anholt-trilogien, for bagefter når øjnene er trætte, at nyde stilheden. Og apropos hans eller Najas fortællerkunst, findes der på s. 153 i første bind (af Tilbage til Anholt) historien om Springende Mus, som er noget ganske særligt for de små blå – et eventyr…;)

God søndag
Simon

Ohøj i natningen RM – efter en forhåbentlig veloverstået aftning i det grønne..;) .

Det er altså sjovt, det med historierne og myterne, der jo kan læses eller fortælles til struttende ører på puder. Engang fandtes der i det jyske en tradition med at samles om historiefortællingen, jeg ved ikke om den længere findes, men man holdt en slags ”mesterskab” på kroen, et eller andet sted, m.a.o. samledes børns, unges og ældres røde ører under samme tag. DR viste engang en flere timer lang optagelse med pluk fra disse ”krohistoriemøder”, da ikke mindst Poul Thomsens Pariserbesøg hos filminstruktøren og pianisten Claus Weeke, der en lille times tid fortalte om nogle af sine fabelagtige oplevelser i det sydamerikanske - sådan lidt a la’ dem han længere tilbage i tiden serverede for Familie Journalens læsere. Han var også en fremragende fortæller, en rigtig ”ugle”, som han sad dér med sin monokel og en god cigar og varmede den gode Hr. Thomsens ører i den fantastisk hyggelige lejlighed, et sted dér centralt i Paris. Et rigtig godt program – som fedtørerne i DRG sikkert har forlagt i deres seertalshysteri og popjournalistiske spejlonanibehov.
Men tilbage til Hr. Lundbyes fortællerkunst. Her en lille én til øjnene, selvom de små ører og øjne egentlig burde putte på puden i dette nu. Myten er grønlandsk og findes i andet bind Hvalfisken:

- klip -

»Når Naja fortalte en myte, fortalte hun den så ikke altid to gange lige efter hinanden?« spurgte Janni, da de var kommet et lille stykke tilbage ad den anden vej mod byen.
»Jo!« udbrød Pernille og tænkte på ordet.
»Dengang jeg var sammen med Naja, fortalte hun mig om en grønlandsk boplads, som hver sommer drog mod nord til nye fangstpladser. Og hvert eneste år kom de da til en vinterboplads, som var blevet forladt. De kunne se, at der havde boet mange mennesker der for nyligt, og til sidst bestemte de, at de næste sommer ville bryde tidligere op for at møde de mennesker, som boede dér. Det gjorde de så den næste sommer, men da de kom til de andres boplads, var de brudt op og draget mod nord. »Vi må drage endnu tidligere afsted om foråret, hvis vi vil møde de fremmede«, sagde en af de gamle. Næste sommer gjorde de det, og da de kom til de ukendte menneskers boplads, kunne de se, at de måtte være brudt op en dag eller to tidligere. Næste forår begav folkene sig endnu tidligere afsted mod nord, for denne gang ville de træffe de fremmede, men da de kom derop, var bopladsen forladt. Det røg stadig lidt fra bålene, og der var friske fodspor omkring hytterne. »Næste år må vi slæde nordpå endnu inden vinteren er forbi,« sagde de gamle.
Og næste år rejste de nordpå i vinterstorme og høj sne, og de var udmattede og forfrosne, da de endelig nåede frem til de fremmedes boplads. De glædede sig meget til at se dem. I mange, mange år havde de glædet sig til at se dem. De kom helt hen til hytterne, og da opdagede de, at de fremmede allerede var brudt op. De var meget skuffede og gik ind i hytterne, men da så de, at der brændte bål derinde, og at der var lagt skind og tran frem til dem. der var pøler med vand, og der lå kød, som var lige til at spise.«
Janni tav og så et øjeblik med et lille smil på Pernille. De kunne skimte kirken inde mellem træerne til venstre. En bil kørte om ved dem og fortsatte op ad vejen, indtil den drejede fra ved brugsen. Pernille ville ønske, at Janni ikke var færdig med at fortælle. Alligevel vidste hun godt, at fortællingen ikke var længere.


- klip -


Forresten synes jeg der må gøres plads til et par Ditlevsen’ske vemodige skriv, som du hjertenskært kalder den fine ordmusik i poesikisten. Jah, de må vel være fra hendes ungdom, men viser jo smukt hendes talent:

Vemodige, ravnsorte nat,
venligt du hyller i mørke mig ind,
virker så roligt og mildt på mit sind,
gør mig døsig og mat.

Regnen stille og fin
trommer så sagte på ruden.
Jeg lægger mit hoved på puden,
mærker det kølige lin.

Stille jeg sover ind,
velsignende natten, min bedste ven.
I morgen jeg vågner til livet igen
med sorg i mit sind.

*

Engang var jeg ung og smuk og glad,
så fuld af løjer og skæmt.
Jeg var som et blussende rosenblad.
Nu er jeg gammel og glemt.

*

Den unge rige kærlighed
med tusind bånd dem bandt.
Hvad gør det så at brudesengen
er en grøftekant?

*

Her et af dem, som hendes bekendte Hr. Krogh, vel næppe ku ha fundet på at kalde for ”barnedigte” – ja man ved jo aldrig:

Der brænder et lys i natten,
det brænder alene for mig,
og puster jeg til det,
så flammer det op
og flammer alene for mig.
Men ånder du stille
og ånder du tyst,
bliver lyset pludselig mere end lyst
og brænder dybt i mit eget bryst,
alene for dig.

- Tove Ditlevsen.

Sluttelig, et øredøvende glimt af salig poesi, fra ham jeg rask og tit hiver frem fra hyldepladsen:

Døvere var jeg

Døvere var jeg da Sommeren
hvilede på mine Veje,
Græslandet, Raadyrlandet
søgte i mig et Hjem.
Døv for de lyses Stemmer
vandrede jeg med min stolte
Sjæl, for rig til at leve,
for tung endnu til at dø.
Længere falder nu Skyggerne.
Græshoppens høje Tone
hører mit Øre ikke,
Øjet vil ikke mere
følge Svalernes flugt.
Sangerske, du som bag Løvet
venter hvor Strømmen bruser,
som synger med blege Læber
saa underligt for dine Børn,
om lidt skal jeg komme til dig,
naar jeg tør køle min Pande
med Glemsel, naar ubemærket
jeg gaar paa Oprindelsens Strande
med begge Hænder fulde
af lykkelig Fattigdom.

- Paul la Cour, Efterladte Digte, 1957.

mvh
Simon

Her lidt fra to ”overkryddere”, i Hvedekorns Bogserie 1953:


LAMPENS GULE KLODE

Lampens gule klode
Oplyser stuens nat.
Den der har lidt sol
Er ikke helt forladt.

Jeg vil fange blæsten
Og lære mig dens sang.
Jeg vil se med øjne,
Der ser for første gang.

Jeg vil gå hos barnet
Glemme hvad jeg ved.
Der findes ingen grænser,
Alt er mulighed.

Jeg tør næppe bruge
Selv de mindste ord.
Verden er så dyb,
Så grænseløs og stor.

- Erik Knudsen.

STILHED FRA LÆNGE – SIDEN

Man bliver sig selv så fortrolig
ved langsomt at slentre i sne,
lydene kommer så stille
fra steder, jeg ikke kan se.
I går slog de lydt mod mit hjerte,
de kommer så stille i dag
og viger for andre stemmer,
der møder mig indefra.

Og skovlenes skramlen i gaden
og sporvognens klare klemt
løsnes og driver tilbage
til stilheder, jeg har glemt.
En damper, der losser brædder,
hvidner og tones hen
og sejler i dag i en stilhed,
jeg nu først har fundet igen.

Å tænk om det netop var verdens
sidste snevejr, der sneer,
og jeg på en tilsneet klode
opslår mit vinterkvarter,
hvor stilhed vil skjule min viden
om angst og uroligt begær,
og rummet går under i sneen,
mens jeg er mig selv så nær.

- Morten Nielsen.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

... og tak for ord og indsigt i poesiens og myternes verden. Det er berigende og til stor inspiration og nydelse at blive håndfodret med godbidder og overkryddere :))))))

Jeg var forleden forbi bogreolen i en genbrugsbutik, hvor jeg fandt flere digtsamlinger, både af ældre og nyere årgang og deriblandt Erik Knudsens "Forsøg på at gå" fra 1978.

En samling korte digte om det at skrive, om at gå i stå og om at finde inspirationen og ordene igen. Her får du nogle stykker, og hvorfor ikke begynde bagfra med bogens sidste digt ... :))

Begyndelse

Jeg sidder med blyant og papir
Jeg er klar
Diktér!

Sig noget barndom
sig noget fjerne tid
slyng mig ned i det der var
og jeg vil se den jeg er
Nu
Den jeg kan blive
når lyset udenfor
og lyset i mig
falder sammen i ét punkt.

*

Metode

Bring dig selv i en situation hvor
du kan skrive
Det er et spørgsmål om indstilling
og lydhørhed
Se, så det går helt ned i fodsålerne
Tænk, så det danser for dine øjne
og find så de ord der forbinder.

*

Stilhed

Min papirkurv er fuld af
krøllede manuskripter
En let knitren - det er
de kasserede vers
der ber om nyt liv.

*

Bøn om forståelse

Kammerater, undskyld jeg skuffer jer
med mit ævl
Hvad jeg ville sige ved jeg godt
Men det blev væk. Jeg
blev væk, jeg er inde i en dårlig
periode
Jeg har prøvet at ta mig sammen
Men min kone siger: Slap af
Du er hverken Jesus eller Marx
Det må jeg så leve med.

*

Arbejdet

Det er godt at komponere
sætte sammen i et mønster

give mening, skabe sprog
af alt det gods
der skyller ind på stranden.

*

Adspredt at se det hele

Hvor poeter vandrer
er der en tendens til kilder
til olielamper
til solopgange, sten
Der skyder bjergbestigelsker op

Der står et lysthus
på den bare mark

Hvor poeter vandrer.

*

Vintergæk i sne

Digtet du ikke kunne skrive i går
står i dag på papiret.


Nå, nu må morgenkaffen brygges og morgenrunden i haven gås i den friske og kølige septembermorgenluft ...

Sensommerlige septemberhilsner fra RoseMarie

Hej dér..

Ja vi har også en fin genbrugsbutik i det lokale, med hyldemeter af de mærkeligsjoveste sager, der ligesom står dér og skygger sig lidt ryg mod ryg, og bl.a. cirkulerer også dér Hr. Knudsens hjernevindinger og sværd, og det er godt – i hvedekornstiden havde hvederne en sjove konkurrence: dén der i perioden fik flest digte i Vild Hvede, blev kåret til Overhvede/Overkrydder – det var dengang Viggo F var rundhåndet med lommeulden, og introducerede Tove Ditlevsen for sine kommende kolleger, hvad der både var godt for hende og vos. Forøvrigt blev hun fyret fra bogholderiet i Kornkammeret, et arbejde hun var glad for, idet chefen kort efter hendes debut – med digtet om det dødfødte barn – i Vild Hvede, fik nys om hendes engagement i et konkurrende firma; som en rød streg i beregningen…;)

Ja han har skabt mange smukke ting, udover dem du her smukt serverer findes bl.a. – meget apropos tiden – også digtet…

SEPTEMBER

Solen gik bag skyer,
Landskabet drukner i blåt.
Men højt over marker og skove
Er store ruder af lys.

Å himlens vældige hav
Med flydende kontinenter.
Hele vor verden i evighedens spejl.
Her stiger et land,
Her falder en by,
Her flyver en længsel
Fra kyst til kyst.

Å tider der går og kommer
Liv som bestandigt føder.

Den svære opbrudstime,
Stemmer kalder og kalder,
Folkeslag på vandring,
Mod hvilket mål?
Mod hvilken fjern og blændende
Horisont?

Og vi er med
I dette øjeblik,
I dette nu, som er vort liv,
Som er langt større end vort liv.

Solen bryder frem,
Skyerne bytter farve.
Nye tavler – nye spejle.
Svalerne danser sommeren ud.

- Erik Knudsen, fra Hvedekorns Bogserie, 1953.

De pæneste hilsner - midt i sommeren, der stædigt trodser regnen..;)
Simon