|
0
registrerede
20
gæster og
1436
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ohøj i natningen RM – efter en forhåbentlig veloverstået aftning i det grønne..;) .
Det er altså sjovt, det med historierne og myterne, der jo kan læses eller fortælles til struttende ører på puder. Engang fandtes der i det jyske en tradition med at samles om historiefortællingen, jeg ved ikke om den længere findes, men man holdt en slags ”mesterskab” på kroen, et eller andet sted, m.a.o. samledes børns, unges og ældres røde ører under samme tag. DR viste engang en flere timer lang optagelse med pluk fra disse ”krohistoriemøder”, da ikke mindst Poul Thomsens Pariserbesøg hos filminstruktøren og pianisten Claus Weeke, der en lille times tid fortalte om nogle af sine fabelagtige oplevelser i det sydamerikanske - sådan lidt a la’ dem han længere tilbage i tiden serverede for Familie Journalens læsere. Han var også en fremragende fortæller, en rigtig ”ugle”, som han sad dér med sin monokel og en god cigar og varmede den gode Hr. Thomsens ører i den fantastisk hyggelige lejlighed, et sted dér centralt i Paris. Et rigtig godt program – som fedtørerne i DRG sikkert har forlagt i deres seertalshysteri og popjournalistiske spejlonanibehov.
Men tilbage til Hr. Lundbyes fortællerkunst. Her en lille én til øjnene, selvom de små ører og øjne egentlig burde putte på puden i dette nu. Myten er grønlandsk og findes i andet bind Hvalfisken:
- klip -
»Når Naja fortalte en myte, fortalte hun den så ikke altid to gange lige efter hinanden?« spurgte Janni, da de var kommet et lille stykke tilbage ad den anden vej mod byen.
»Jo!« udbrød Pernille og tænkte på ordet.
»Dengang jeg var sammen med Naja, fortalte hun mig om en grønlandsk boplads, som hver sommer drog mod nord til nye fangstpladser. Og hvert eneste år kom de da til en vinterboplads, som var blevet forladt. De kunne se, at der havde boet mange mennesker der for nyligt, og til sidst bestemte de, at de næste sommer ville bryde tidligere op for at møde de mennesker, som boede dér. Det gjorde de så den næste sommer, men da de kom til de andres boplads, var de brudt op og draget mod nord. »Vi må drage endnu tidligere afsted om foråret, hvis vi vil møde de fremmede«, sagde en af de gamle. Næste sommer gjorde de det, og da de kom til de ukendte menneskers boplads, kunne de se, at de måtte være brudt op en dag eller to tidligere. Næste forår begav folkene sig endnu tidligere afsted mod nord, for denne gang ville de træffe de fremmede, men da de kom derop, var bopladsen forladt. Det røg stadig lidt fra bålene, og der var friske fodspor omkring hytterne. »Næste år må vi slæde nordpå endnu inden vinteren er forbi,« sagde de gamle.
Og næste år rejste de nordpå i vinterstorme og høj sne, og de var udmattede og forfrosne, da de endelig nåede frem til de fremmedes boplads. De glædede sig meget til at se dem. I mange, mange år havde de glædet sig til at se dem. De kom helt hen til hytterne, og da opdagede de, at de fremmede allerede var brudt op. De var meget skuffede og gik ind i hytterne, men da så de, at der brændte bål derinde, og at der var lagt skind og tran frem til dem. der var pøler med vand, og der lå kød, som var lige til at spise.«
Janni tav og så et øjeblik med et lille smil på Pernille. De kunne skimte kirken inde mellem træerne til venstre. En bil kørte om ved dem og fortsatte op ad vejen, indtil den drejede fra ved brugsen. Pernille ville ønske, at Janni ikke var færdig med at fortælle. Alligevel vidste hun godt, at fortællingen ikke var længere.
- klip -
Forresten synes jeg der må gøres plads til et par Ditlevsen’ske vemodige skriv, som du hjertenskært kalder den fine ordmusik i poesikisten. Jah, de må vel være fra hendes ungdom, men viser jo smukt hendes talent:
Vemodige, ravnsorte nat,
venligt du hyller i mørke mig ind,
virker så roligt og mildt på mit sind,
gør mig døsig og mat.
Regnen stille og fin
trommer så sagte på ruden.
Jeg lægger mit hoved på puden,
mærker det kølige lin.
Stille jeg sover ind,
velsignende natten, min bedste ven.
I morgen jeg vågner til livet igen
med sorg i mit sind.
*
Engang var jeg ung og smuk og glad,
så fuld af løjer og skæmt.
Jeg var som et blussende rosenblad.
Nu er jeg gammel og glemt.
*
Den unge rige kærlighed
med tusind bånd dem bandt.
Hvad gør det så at brudesengen
er en grøftekant?
*
Her et af dem, som hendes bekendte Hr. Krogh, vel næppe ku ha fundet på at kalde for ”barnedigte” – ja man ved jo aldrig:
Der brænder et lys i natten,
det brænder alene for mig,
og puster jeg til det,
så flammer det op
og flammer alene for mig.
Men ånder du stille
og ånder du tyst,
bliver lyset pludselig mere end lyst
og brænder dybt i mit eget bryst,
alene for dig.
- Tove Ditlevsen.
Sluttelig, et øredøvende glimt af salig poesi, fra ham jeg rask og tit hiver frem fra hyldepladsen:
Døvere var jeg
Døvere var jeg da Sommeren
hvilede på mine Veje,
Græslandet, Raadyrlandet
søgte i mig et Hjem.
Døv for de lyses Stemmer
vandrede jeg med min stolte
Sjæl, for rig til at leve,
for tung endnu til at dø.
Længere falder nu Skyggerne.
Græshoppens høje Tone
hører mit Øre ikke,
Øjet vil ikke mere
følge Svalernes flugt.
Sangerske, du som bag Løvet
venter hvor Strømmen bruser,
som synger med blege Læber
saa underligt for dine Børn,
om lidt skal jeg komme til dig,
naar jeg tør køle min Pande
med Glemsel, naar ubemærket
jeg gaar paa Oprindelsens Strande
med begge Hænder fulde
af lykkelig Fattigdom.
- Paul la Cour, Efterladte Digte, 1957.
mvh
Simon
|
|
|
|
