Hej Simon

Tak for en herlig introduktion til Horace Engdahl. Han er ny for mig, og han rammer med sin tone tonen i mig. Ham ka' jeg også li'. Det får mig jo altid til at søge og læse, og på min vej faldt jeg over en anden, som godt nok før har været på visit i Mellemrummets linjer.


Verden er både, hvad den har været
og hvad den ikke har været før

***

en ukendt sang
som ingen har fået at høre
endnu

***

Flygelets længselsfulde tangenter.
Spil på os, synes de at bede.
Tonearterne ønsker at fylde stuen
vise, hvad de hver især
er i stand til.
De gemmer måske på en ukendt sang
som ingen har fået at høre
endnu.

***

Lyset over havet

Svalerne rejste sydpå i går
med et par nye generationer.
Til maj er de tilbage igen.
Havet er næsten ubevægeligt
glatspartlet og med et fint lysskær.
Øjeblikkene har deres verdenshistorie.
Verdenshistorien har sine øjeblikke.
Det er skræmmende midt i skønheden.
Frygten for, hvad der er på vej
ophæves ikke af lysets modulationer.

***

Potteplanter mindes for årets udsigt.
Dybt nede er humlebien standby,
og det summer stille i sneglenes gener.

***

En tirsdag med svaler og
røg fra den slanke skorsten.
Det er begyndt at holde op med at regne
ville Euklid måske have
sagt,
mens han så skyerne drive.

***

Splitsekundet inden en standfugl
lander i sneen.
Sporene, når den er lettet igen.

Peter Poulsen


... og i Pennens filosof på Filmstriben

https://fjernleje.filmstriben.dk/film/9000004127/p...gte&login=#

Weekendhilsner på sommerens sidste dag
RoseMarie

Morn' RM..

Ja her er det altså morgen, trods solbadet der jo har stået på adskillige timer...;)

Min egen opmærksomhed vaktes, da jeg læste Becketts dagbogsoptegnelser, og af en eller anden grund rendte ind i kap. Stønnen, som du finder i Berøringens ABC (essays) af Horace Engdahl, der prikker lidt til en ung mands selvsikkerhed (angivelige arrogance) og litteraturkritik tilbage i 30'erne, som handler om stemmer i litteraturen - "sjælens tavse samtale med sig selv", stemmerne som dele af samme bevidsthed, den særlige ironi, skyggerne, i fx dagbøgerne, som jeg var ved at læse.
Han hverken rider på eller slikker Beckett op, opmærksomheden faldt udelukkende på det med stemmerne - forøvrigt: https://www.svtplay.se/video/5759324/min-sanning/m...tt-1?start=auto

Peter Poulsen er netop en af stemmerne vi gerne hører for os, som tit taler så ensomt i et rum af by eller natur, en man glædes over at genkende, ikke sandt..;)

Bedste hilsner
Simon

P.s.:

Skyggernes tale

Den indre stemme,
den der kommer naturligt
som om den kom fra dig selv
til dig selv.
Tålmodighed! Lidt tålmodighed!
Der er ingen stemme
som taler til alle.
Digtet taler til hver for sig.
Tidsnok bliver det din tur.

Texten er fra kap. 9 i Berøringens ABC af Horace Engdahl, og handler her om Ekelöf der jo har din interesse. To fluer ét klask - voila! fru Carlsen, ser de biblioteket dér i forgrunden...;)

mvh & goherlig weekend..
Simon

Ups!

Dessert: Litterære bekendelser af Torben Brostrøm (2016), hvori sikkert også du finder elskværdige skriverier, som du hjerteligt kalder den slags; som fx hans erindringer om gymnasietiden med hint af læsestof, der senere udviklede sig til levende oplevelser og venskaber med forfattere hjertet nær.

Selv åd jeg den til tordenkaffen inat - himlens øredøvende pilefløjte med de lange glødepærer på hvælvingen, må jo ha' vækket selv nisselige kanusere..;)

mvh & nat nat..
Nissen.

Apropos Ørnen m.m.:

Månesyge


Kniven og henrykkelsen
chokkene står i kø for at komme til
Enhver tid huskes for sine bygningsværker altså
huskes vor tid ikke
Der er væskende ønsker på
alle spisesedler
og livsfarlig musik på vuggestuerne
Nede i en kælderhals står tre mænd med dårlig mave
og spiser tape
for at berolige hinanden
og aftenen stadig en stor silo for alle tililende
På tv optræder den ene fugtige abe
efter den anden
men ellers løber der bare et sprog med pigge
gennem gaderne
Gud og alle hans kloner råber fra talerstolene
men alle har allerede
forgæves
været til deres egen begravelse
og overalt denne smag af
bittert tandkød
Kun engang imellem kommer der en lille hund frem
bag et ikke tilladt træ
og gøer
ad en falsk måne

- Jess Ørnsbo.

Klovnen


Helst er vi skønne og slanke
Men hver Gang vi svinger os op
til lattermild Leg med vor Tyngde,
er vi lattermildt tynget af Krop.

Vi hader de kejtede Lammer,
som hæmmer vor flyvende Sjæl.
Ak, ingen kan flyve og danse
som Hermes med Vinger på Hæl.

Det er dog vort Haab og vor Længsel,
at vor Krop blev saa let som vor Aand.
Ak, men ingen kan bære sit Legem
som en svajende Blomst i sin Hånd.

Vi kan leve og svaje og danse
og beruses af Kroppens Rytmik;
men vi aner – og det er vor Smerte –
at vi ender i vild Komik.

Da er han vor Trøster i Sorgen,
den malede Klovn med sit oh.
For hver Gang han dratter behændigt,
bekræfter han os i vor Tro:

at det er en Lov for os alle,
at vi styrter. naar Legen er bedst.
Men styrter vi ned med bevidst Komik,
er selv Tyngdeloven en Fest.

- Tom Kristensen.

Miyajima


Vi fødes et sted mellem
skrig og kærlighed
vi strækkes i årevis på kroppens
pinebænk
vi føder ansigter af os selv
vi ikke kender
langsomt afslører tingene sig
som omhyggeligt forberedte falsifikater
som fingeraftryk uden
ejermand
Til sidst vil du føde dig selv igen
men alle de store jernlivmødre
har for længst forladt deres
smerte
Kun øen Miyajima er tilbage
hvor intet må fødes og
intet dø.

- Jess Ørnsbo.

mvh
Simon