P.s.:

Min favorit: associations- og videnslegen, med mindelser om Sten Bromans Kontrapunkt, som satte Norden på den anden ende - ja, i Sverige ka' man, NYD det!:
https://www.svtplay.se/video/24894810/pa-sparet/pa-sparet-sasong-30-avsnitt-4?start=auto

mvh
Simon

Sjovt at høre folk tale så meget om at leve i nu’et, særlig sidste generationers store benzinslugere, der som en russisk mafia tuller rundt bag tonede ruder i et lukket univers, uden tanke for fremtiden.
Fra samme generationer ses et tragikomisk lille jesuspoliti: frustrerede troende der brænder levetid af hvorsomhelst man tåler deres angstfyldte liv afskrevet i sætninger, med tilbud om ”naturlige forklaringer” på forandringer i klimaet: den eskatologiske forventning, lurende bag hvert gadehjørne, kun knæfald for deres guder er den globale løsning.
Mon livsangsten ville opløse sig under snakke med den lokale præst, medlemskabet i den regelbundne katolske forening, med dens mange bønner til enhver livssituation – det vides ikke.
At løse livsangst med tilsvarende anordninger, eller ved hjælp af poesi, er næppe heller et bud på smertebehandling, hvorimod det er godt at se forsøget på at beskrive problemerne, med alle de omveje og fejlslutninger ethvert menneske jo render ud i. Når livet gør ondt er det svært at være metodisk, Internet viser dog her endnu en af sine gode sider. Dette vil i det nye år fortsætte, og sneen vil dale engang det passer sig, og mon ikke guderne, midt i bilosen, stadig vil gøre hvad de troende sætter dem til.

En anden, jeg håber har en god jul og får et godt nytår er Peter Poulsen. Jeg holder sgu’ så meget af den nisses digte; lige meget hvor man slår op i ham, og det må hans kone kunne bevidne, sætter han øjeblikket på plads, lige dér hvor det skal være, og ingen andre steder! Ingen dårlig præstation af en digter, der samtidig er ikke så lidt af en filosof. Og for øvrigt er jeg så træt af EU, at jeg ville ønske vi aldrig var havnet i EF – måtte Jens Otto Krags englemås klø som bare fanden, i det nye år, og hans arme blive alt for korte til at kunne klø sig!

Et digt om dagen

Jeg har skrevet et digt om dagen i længere tid,
til gengæld har jeg næsten holdt mig
fra æbler.

Jeg har længe holdt øje med himlen.
Jeg har fixeret de grålige skyer
– det har ikke regnet imens –
måske guderne respekterer mig mere,
måske de samler sammen til noget stort.

To teenagepiger udtaler til avisen,
at de har hørt om Bob Dylan fra deres mor –
vi er ikke mere de unge, vi var engang.

I længslen kan der være en smerte, der minder om angst
for at længslen skal indfries og dø.

Med 30 cigaretter om dagen er døden en luksus,
for ikke at tale om livet: sådan er dét.

*

Sne

Det sner.
Jeg tænder en cigaret.
Det sner.
Jeg ryger.
Det sner.
Det sner langsomt og lydløst i gaden.
En bil kommer kurende rundt om hjørnet
og lægger sig på siden som en træt elefant,
der kravler nogle mennesker ud af den.
Det sner.
Jeg ryger.
Gadelyset er tændt,
skønt den bare er halv to om eftermiddagen
– belysningsvæsnet har sine kilder –
Der har siddet en mand på Meteorologisk Institut
og set på himlen i en kikkert hele natten,
om morgenen har han lagt en seld til dagholdet,
før han er cyklet hjem gennem tyste gader
og er krøbet langt ned under dynen
vel vidende, at det vil sne hele dagen;
han sover nok stadig,
måske han drømmer
med et lille fjernt smil om munden,
fordi han ved præcis, hvornår han skal vågne.
Det sner.
Jeg ryger.
Da jeg var barn,
fik jeg at vide, at sneen var kold regn,
så jeg spurgte, om regnen var varm sne?
et spørgsmål, jeg aldrig har fået besvaret.
Det sner.
Jeg ryger.
En trio spiller musik.
En handelsrejsende drikker sig fuld i FF’er
i en forladt slyngelstue et sted i provinsen.
Det sner
et almindeligt, middeltæt dansk snevejr,
som efterhånden ikke er så almindeligt mere,
nu vi er kommet i EF
og selv nummerpladerne harmoniseres.
Det sner
for muligvis sidste gang –
selv vore snevejr blir taget fra os.
Det er beskæmmende.
Hvad skal vi gøre?
Det sner.
Jeg ryger.
Himmel og by står i ét.

- Peter Poulsen.

mvh
Simon

Mor’n i kaffen, fru julegeneralinde…

En kvittering for Piet i samme hegn – flot er gensynet med dette menneskelige menneske, der jo i sammenholdet med Danhalf Musrassen, Niels Mortensen og fru. Dutlevsen var så stærkt optaget af tidens evige ufred og ulighed i deres poesi:

Hans Christian


Vi plejede at vandre lange ture,
fru Andersens Hans Christian og jeg,
fra byens haarde sten og trange mure
ud af en blomsterbræmmet landevej.

Han var saa sær og saabar, og han havde
saa megen skyhed og saa mange fejl.
Men hvor han dog faldt til blandt skræppeblade
og følte med en snirkelsnoet snegl.

Han saae det fælles just i det specielle.
I dyr og døde ting. Han nemmed vart
det almengyldigt individuelle.
For alt bestaar af alskens egenart

Jeg mødte ham en dag i Kongens Have…
Guvé hvad der blev af ham sidenhen?
Han havde fantasiens naadegave.
Og hvad skal denne verden dog med den!

Han ville vist til scenen. Mon han kom det?
Dèn grimme ælling! Drengen hed tilsidst
kun Anders And blandt os, som spøgte om det.
Han endte vist ved filmen. Som statist.

Nu lever vi i trit og dør paa tælling.
Og levefod er alt, hvad vi forstaar.
Hvor er Hans Christian – den grimme ælling
i Danmarks svaneløse Andegaard?

*

Hvid logik


De sorte skal holdes nede
saa langt og længe det lykkes
paa grund af de egenskaber
man har naar man undertrykkes.

Vi andre skal holde sammen
og kue de andre med vold
paa grund af de andres sammenhold
imod vores sammenhold.

At bryde den logiske tryllering
med menneskets lille trik
er sort magi. At la fjendskab gro
af fjendskab er hvid logik.

Hvem man, af hud, er i farve med,
er herrefolks krav paa honnør.
Hvis nogen vil agtes for dét de er,
bekender jeg deres kulør.

Lad mig gaa midt ud paa Forum Humanum,
skamfuld, beskæmmet, beskeden,
og melde mig ud af den hvide race
og ind i menneskeheden.

- Piet Hein.

Morgentanker


Der er den igen, den sværmende kugle
af skingrende fuglelyd, lydløst midt i den
en blødvinget ugle –

mit søvnsind prisgivet
morgentanker.

- Th. Bjørnvig.

mvh
Nissen
P.s.: anbefaling: Fra Regnormenes Liv af Per Olov Enquist.

Omsider tyder det på lidt politisk snildhed, med idéen om statsfinansieret tilvirkning og distribution af antibiotika o.a. lægemidler. Et utal af snyltere med sugerøret i samfundets vener, har i alt for mange år frit kunnet bedrive samvittighedsløs økonomisk udnyttelse af alvorligt syge mennesker. At der så længe har været politisk velvilje overfor den slags i EU, er en katastrofe der først betød åbne øjne efter branden i Kina. Vi lærer altid først, når katastrofen er sket.

P.s.:

Endnu et par øjeblikke, og et dask:


Måske lidt vind på kinden


Jeg skriver med den kuglepen
jeg fik på Piazza Garibaldi i Pisa
af en god ven som samme dag
havde modtaget den i en pakke
fra en veninde i Californien.
Hun var speech writer
for Arnold Schwarzenegger
og kuglepennen er hans gave
til gæster med hans autograf
i guld og statens logo.
Jeg er meget glad for den pen
og har den med i junglen
eller ørkenen eller hvor jeg nu
finder på at rejse hen.

Jeg skriver noter om hvad det
vil sige at gå igennem en fase,
„going through a phase,”
som man sommetider får at vide
at man er. Er man så
på vej et sted hen,
kan man føle selve bevægelsen?
Jeg mener måske lidt vind
på kinden, en smule modstand?
Det er godt at bevæge sig,
det skal man helst blive ved med,
også når det er lidt svimlende.
Det er også godt med modstand.
Den kan bruges.
Jeg er totalt uinteresseret
i at give gode råd om livet,
jeg har ikke nogen.
Jeg sætter mig bare på min seng
og tænker på hvordan bevægelse
kan mærkes. Det er noget jeg
godt vil vide. Det har ikke noget
med ondt i ryggen at gøre, tror jeg.
Har det noget med kærtegn at gøre?
Det kunne godt være.
At lægge sig tilbage og tænke
at ens veninde hvis hun var der
kunne gøre hvad hun ville med én.
Det ville være hendes ret.
Det ville give en slags midlertidig
fornemmelse af bevægelse.
Men ikke rigtigt.
Tænder lampen ved sengen,
det er en handling, den giver
et kedeligt nøgternt lys,
meget tristes tropiques-agtigt,
det blir endnu grimmere af
at eftermiddagen stadig findes
synligt udenfor og palmerne
står og rager op i den grå himmel.
Brændingen er nu i dette øjeblik
bare en knusende støj, ikke dramatisk,
bare kedelig gentagelse.

Væk fra det hele. Der foregår noget
ude i landet. Jeg skriver et par ord,
og nogle tal, optællingen af stemmer
er ikke færdig. Det er en krise
i denne time.
Folket har stemt, men tror
at det der foregår er et valgrøveri.
Der foregår noget bag døre
og det tåler måske ikke dagens lys.

Min natbordslampe har fortrængt
det ydre rum, jeg koncentrerer mig.
Og tænker at hovedstaden
kan blive brændt af.
Men tænker hurtigt videre.
Bevæger mig.
Og fra min gode ven hører jeg,
historier fra Californien, en helt
anden slags. Nogle der knitrer
som silkepapir.

*

Evigt risikabelt


Jeg prøver igen at beskrive
nogle af de almindelige begivenheder
og kendsgerninger, den voldsomme regn,
de oversvømmede stier,
gider ikke andre detaljer,
plus de foruroligende meldinger
fra hovedstaden,
som kommer svagt igennem
og kan være halvt fiktion
og i denne time skylles væk
af regnen som afbryder
enhver forbindelse med det
man kalder omverdenen,
det lyder dumt, men hvad ellers?
Jeg er på det sted jeg har valgt
og kan ikke komme andre steder hen
som det er nu. hvor landet
kan ende i kaos og brændende bildæk
barrikader er som altid tegn
på at ingen kan få adgang,
ingen kan passere, eller komme væk,
byen, måske hele landet blokeret,
mange rædsler har gjort det evigt
risikabelt at forsøge.
Små vibrationer siver ind
i mit hoved, en vis hygge ved
gentagelsen,
jeg ser min gamle ven
tøffe rundt med sandaler
og sætte kriminalromaner på plads
og med vanlig entusiasme
vise mig et kort over havet
der hvor Columbus gik på grund
med Santa Maria. Lige herude.
Han behøver ikke pege mere,
jeg ved hvor det var. Hvor det er.
Det er også det perspektiv
som spændes op mod det der nu
er ved at udvikle sig
langt herfra. Og dog ikke så langt.
Jeg er spændt på fortsættelsen,
problemerne endnu lidt uvirkelige,
som ikke så få gange tidligere er
jeg fanget dette akavede sted,
det giver også en slags mening.
Jeg har mit værelse, jeg har
himlen og havet og området
her ved baren, jeg kigger ud
på bougainvilleaens røde blomster
som vipper, det er o.k.

*

Hun dasker


Jeg synes godt om at bladene
bevæger sig i vinden.
Jeg ser to sommerfugle, sorte,
danse en dans og et flerfarvet sjal
blafre på sin snor, jeg hører stemmer
fra et selskab på et værelse med balkon.
Mere er der sådan set ikke.
Jeg ser den høje sorte dame
med store fødder i sandaler,
hun går på stien og har ordnet værelser.
Hun dasker med sin lange krop

- Jørgen Leth.

På natbordet mit, ligger T. S. Eliot og under ham Marcus Tullius Cicero, en situation hans kone Terentia øjeblikkeligt ville ha’ raset over, kender jeg madammen ret. Men herregud, der er nu gået så mange af Jørgen Leth’s øjeblikke og ingen ved længere hvor i tiden d’ herrer skal placeres, tillige er nu endnu en forsamling øjeblikke forpasset, samlet set et helt år, og hvor blev de af? Spørgsmålet har alene i min levetid været en levende diskussion hos familie og venner, der alle drømmende så ind, og før min tid, udtrykte T. S. Eliots’ med Gerontion sine:

Ej ungdom eller alder ejer du
Snarere som i en middagslur
Du drømmer om dem begge

Her er jeg, en gammel mand i en tør måned,
Lytter til drengen som læser for mig, men jeg venter på regn.
Jeg var hverken ved de hede porte
Eller kæmpede i den varme regn
Eller svingede en huggert, knædybt i marsken,
Stukket af fluer, kæmpede jeg.
Mit hus er et forfaldent hus,
Og jøden på spring i karmen, ejeren,
Udklækket på en bodega i Antwerpen,
Blistret i Bruxelles, flikket og slikket i London .
Geden hoster om natten på marken overfor;
Klippe, mos, stenurt, jern, møg.
Kvinden orner køkkenet, laver te,
Nyser om aftenen, roder i den rimpne rendesten.
Jeg er en gammel mand,
Et døvet hoved i utætte rum.

Tegn taget for mirakler. „Vi vil gerne se tegn!”
Ordet i ordet. ude af stand til at sige et ord,
Lå svøbt i mørket. I årets ungdom
Kom tigeren kristus.

I fordærvede maj, benved og kastanie, blomstrende judas,
Som skal spises, som skal deles, som skal drikkes
Under hvisken; af Mister Silvero
Med kærlige hænder, i Limoges
Som natten lang gik rundt i værelset ved siden af;
Af Hakagawa, knælende blandt tizian’er;
Af Madame de Tornquist, som skifter lys ud
I det mørke rum; Fräulein von Kulp
Som vendte sig på gangen, med den ene hånd på døren. Tom-
me skytler
Væver vinden. Jeg har ingen genfærd,
En gammel mand i et utæt hus
Under en blæsende kugle.

Efter sådan viden, hvilken tilgivelse? Tænk nu
Historien har mange listige passager, skjulte korridorer
Og sager, bedrager os med hviskende ambitioner,
Leder os ved forfængelighed. Tænk nu
Hun giver når vor opmærksomhed er afledt
Og det hun giver, gives med så frodig en forvirring
At gaven æder bægret op. Giver for sent
Det som ingen mere tror, eller hvis de stadig tror,
Kun holder i mindet, overvejet lidenskab. Giver for tidligt
Til svage hænder, hvad man tror kan undværes
Indtil fornægtelsen avler en frygt. Tænk
Ikke frygt eller mod kan frelse os. Unaturlige synder
Fødes ved vort heltemod. Dyder
Påtvinges os ved vore formastelige forbrydelser.
Disse tårer er rystet ned fra det vredesbærende træ.

Tigeren springer i det nye år. Os fortærer han. Tænk til sidst
At vi ikke har nået fuldbyrdelsen, når jeg
Stivner her i et lejet hus. Tænk til sidst
At jeg ikke fremlagde dette uden formål
Og det skyldes ikke nogen hidselse
Fra modsatte djævle.
Jeg vil møde dig ærligt vedrørende dette.
Jeg som var dit hjerte nær blev fjernet derfra
For at tabe skønhed i rædsel, rædsel under afhøring.
Jeg har mistet min lidenskab: hvorfor skulle jeg beholde den
Når det som bevares må forfalskes?
Jeg har mistet synet, lugt, hørelse, smag og følesans:
Hvorledes skulle jeg anvende dem ved din nærmere kontakt?

Disse, med tusind mindre overvejelser,
Forlænger fortjenesten af deres svale delirium,
Hidser membranen, når fornuften er kølnet,
Med heftige safter, spreder mangedoblet veksling
I vildnis af spejle. Hvad vil edderkoppen gøre,
udsætte sit forehavende, vil snudebillen
Forhale det? De Bailhache, Fresca, Mrs. Cammel, hvirvlet
Hinsides Bjørnens skælvende poter
I spaltede atomer. Måge mod vinden, i stormfulde stræder
Ved Belle Isle, eller rundede Kap Horn.
Hvide fjer i sneen, som Golfen kræver,
Og en gammel mand drevet af Passaterne
Til et søvnigt hjørne.

Husets lejere,
Tanker i en tør hjerne i en tør tid.

- T. S. Eliot.

mvh
Simon

P.s.:

Lidt til de store øjne & ører, en essayist og humorist med et distanceret forhold til selvhøjtideligheden, hvad der her mellem enkelte svært lidende, nok kunne lyde som advarsel men ikke er det. Der er såmænd blot tale om befriende læsning til natbordet, ved siden af hvilket, vi horisontalt klukker af fryd med fare for et blåt øje fra albuen (der aldrig snorker) - ikke at albuen her lider af den slags, nej, den reagerer bare spontant på pludselige udbrud. Men fordi vi har brug for latteren, bl.a. som middel mod forskellige former for svær selvbeundring, der i visse tilfælde minder om narcissisme; jeg ligefrem mistænker den at kunne udkonkurrere barbiturater, der jo skuffer mange natborde så dybt, ved blot at tilføre et godt skvæt whisky en smule god lekture.

På litteraturprogrammet Babels hjemmeside faldt jeg over dette klip, jeg så forestiller mig ’er hvad du får’, eller som Charles Schulz ville ha’ sagt: As you like it, Charlie Brown – forfatteren er fra tiden hvor vi ved siden af rappe Anders, slugte Peanuts-bøgerne:

https://www.svtplay.se/klipp/21691982/jessika-gedin-traffar-david-sedaris--hela-intervjun?start=auto

I WA 51 læste jeg (og for øvrigt i rørende enighed med Alain Finkielkraut) Aske Muncks artikel ”De rigtige meningers diktatur”, der er lige til at få det helt dårligt af, netop p.a. den selvalvor der truer den indforståede raffinerede humor, ironi og sarkasme med gabestokken. Her er der ydermere noget at være opmærksom på, i det nye år som for fremtiden – der er vel heller ingen grund til at enkelte skuldre som Alain Finkielkrauts, skal bære tankebyrder samfundets øvrige har et medansvar for.

mvh
Simon