Nu sneen atter forsøger at lægge sig i små bløde dyner, er det godt at ta’ på café i Schades blik, her fyldt med liv og kærlighed – nærmest på nissevis:

På en café i Assens

I Assens var der vådt og tomt og koldt, og som et stykke
sæbe,
der glider ud af hånden, når man trykker – steg den
gyldne måne
spejlblank op af havet – – se derude, rund og fristende
som om den blinkede til mig alene lå, dens kugle
sølv-glitreende på vandet, svævende, som Kristus, på de
våde bølger –
og en lille skonnert, sort som kul, gled glimtende forbi,
imedens vi
i fryd og lykke lo til „ham” og „hende” over bordet i
den tomme
sorte, mørke, triste, kolde, mugne, sure, fattige café,
hvor vi sad i elskovslyst – blank steg den måne, strømme
løb, og over havet
holdt du dit vinglas op – og under bordet, i mørket, lå,
din anden hånd i min,
og vilde af begær lod vi den sejle, den lille skonnert, imod
fjerne mål
og sofaen, vi sad på, gyngede som havet under os, da vi
sagde „skål”

*


I vinterens hjerte

Jeg ligger syg i en seng
og drømmer om en lille eng,
for vinterens iskolde vind
slår gennem vinduesrevnen herind.

O gid vi lå skælvende sammen
i mørket – nu oser flammen
fra petroleumslampens skårede glas –
og ensomt knager min mugne madras.

*

Naturkatastrofe

Fyret står ved Vesterhavets kyst,
flænger natten over havets bryst.
Og utroligt ånder under silke
dine bryster som Maria Rilke.

Drømmer om en mand der tog om dem
nu i eftermiddags klokken fem.
Og som land af havet stiger op
flænger du nu silken af din krop.

*

Lykke

Skyer går over hor,
begravelse, lykke, sødme –
jeg får kaffe med piskefløde.
– Hendes søde kind må rødme.

Lysedugen skælver
ved de blotte knæ –
min cigaret rødmer
og falder ud af munden.

- Jens August Schade.

mvh
Simon

Interessante synspunkter om anstændighed i liv og alderdom, et menneskeligt nærvær samt udsigterne: https://www.youtube.com/watch?v=d5ngg1KZO4Y

mvh
Simon

Hej i natten Simon

Inspireret af dig, glæden og Schade og fra bogen Schade i Spejlet udgivet af sønnen Virtus i anledning af Schades 75 års fødselsdag :))


Det indbildte billede af Asger Jorn

Det er sagt, at Øjnene er blinde, at det er med hjertet man kan se. det er paa samme maade med øret. Det er døvt, og det er med hjertet man hører. Ord og billeder eksisterer ikke i øjet og øret men i hjertet, om man forstaar at hjertet er det pulserende liv, der paa forunderlig vis besjæler støvet og former vore vidunderlige legemer.
Da jeg fandt ud af dette undrede jeg mig ikke længere over den poetiske vision i Schades tegninger. denne kunstner, mer sanselig end nogen jeg kender, er ikke sanselig i almindelig overfladisk forstand, men ejer hjertets sanselighed i en grad, der besjæler ord og billeder med samme selvfølgelighed.
Er der grund til at tale om selvfølgeligheder? Er der grund til at tale om regnen, der selv taler til os. Schades tegninger er selvfølgelige som regnen, og alle har lejlighed til at opleve det.
Engang begik jeg den taabelighed, at ville illustrere en bog af Schade, men da var jeg ogsaa meget ung. Nu ved jeg, det er ugørligt for andre end ham selv.
Øjet og øret, følelsen og smagen er blot sanselighedens veje. de virkelige synes opfanges af hjertet og udgaar fra hjertet. Schade er seer, synsk og visionær, fordi, der ikke for ham eksisterer noget oversanseligt, men blot sansninger af en langt intimere beskaffenhed end de fleste kender, og hans kunstneriske udtryk er paa samme lykkelige maade suveræn over for sanseomraadets almindelige omfang.
Billeder og indbildninger er bygninger, der rejses i vore sjæle af visionære, der har vore sanser og (?) i deres magt, og kan gøre mærkelige ting ved os.
Nogle linier paa et stykke papir, nogle små bogstaver og ord, der også bruges til saa meget andet, bliver pludselig anledninger til, at vi oplever de sælsomste ting, som er blevet oplevet og forstået af kunstneren.
Schade nedskriver sine tegninger, som han skriver sine digte. De er i sig selv digte, der kan læses, og samtidig er de præcise som modeltegninger i et værktøjskatalog. For Schades digte er værktøj, der aabne veje til livets mest hemmelighedsfulde oplevelser.
Hvor er vi mange, der er lykkelige, fordi Schade er, lykkelige, fordi der en lille linie, nogle ord eller tegn vi kan kan erindre og tage frem (?), glemme uden dog at at glemme det de virkede i os, som et smil, en varme, der altid er der, noget forunderligt vi ikke kan undvære, og som vi dog troede laa uden for vores rækkevidde.


Glædelig nat til alle morgennisser
RoseMarie

Mojn i den årle, RM..

Når de søde små juledryp begynder at rende ud af det andet øre, altså ikke specielt på Hviids, men fordi man bare er så sød overalt, nærmest nuttet, og man derfor ender med at savne synet og lydene af den gode gamle velkendte frækhed, ja så ka’ man jo godt ka’ få brug for et ordentligt skud Nordbrandt, velnærmest som en penicillin mod noget elysæisk unisset – nisser er nu engang helårsfrække, ham her ér i al fald, og jeg ville ikke undvære ham! Bare sagt som endnu én af de hjemmelige, der vist finder sig bedst hjemme ude:

Mellem jul og nytår

Mellem jul og nytår
er der næsten ingenting.
Det kan næsten være
i en almindelig, sort håndtaske
af den type jordemødre bruger
plejede min mor at sige.
Men jeg ved ikke, om den form for logik
er gangbar i dag.
Det gør ikke noget, hvis man glemmer tasken.
Der er alligevel ikke nogen, der vil have den.
Til næste år på samme tid står den der igen
på bænken på perronen.
Ingen sætter sig ned ved siden af den.
Sådan er det mellem jul og nytår.
Det er selvfølgelig noget andet
hvis det lige har sneet
og der ligger lidt sne oven på tasken
og man kan forestille sig
et damplokomotiv køre ind
ude fra skumringen.
Sådan ser den taske altså ud.
Den er din. Tag den!
Min mor sladrer ikke
(Fralandsvind 2001)

*

Nietzsche og de andre

Hvorfor begynder du altid med årstiden?
Jeg synes årstiden er i orden, men ikke hver gang.
Jeg kan godt lide foråret
men hvad med Nietzsche og de andre?
Efteråret, ved du, er det bedst ikke at tale om.
De her fede gæs f.eks.
Jeg fulgte din opfordring, og tog ud og så på dem
hvordan de øvede sig på den store flyvetur mos syd
nu hvor nætterne er blevet mørke og stille
så havet pludselig lyder anderledes
med tryk på a og et rullende r.
Lidt som om man har hældt grus i det.
Og det på grund at et øjebliks uopmærksomhed.
Skal vi opføre os som vildgæs
bare fordi tiden overlistede os
bare skrige og skrige, og så flyve vores vej?
Vi kunne nok lære at flyve, men hvad med meningen?
Hvor skulle vi så flyve hen?
Det kan ikke være årstiden, der er meningen
bare årstid på årstid i én uendelighed.
Hvis vi erstattede vildgæssene med dybfrosne kyllinger
ville vi kunne vende tilbage til Nietzsche.
Jeg synes f.eks. at man skulle slippe alle kyllinger fri
og ved samme lejlighed forbyde religionerne
i det mindste de patriarkalske.
Så hvorfor begynder du egentlig ikke dér
eller et hvilket som helst andet interessant sted?
Bare ikke denne evindelige årstid
der i bedste fald gør én melankolsk og i værste, desperat
specielt her den sidste uge i september.
Og hvorfor siger du i det hele taget du og ikke jeg
eller i det mindste De?
(Besøgstid 2007)

- Henrik Nordbrandt.

Og så til det nissede, hvori Schade indgår som en helt naturlig helårstilstand, ja han er med i det hele, som en del af os: en folkekær digter som står og kigger ind i så mange stuer, skulder mod skulder med andre selvfølgeligheder, bl.a. ham her, der jo har sit at sige om det hjemmelige:

Danmark

Danmark står ude om natten
skorstene, vejen ned til Aggersund.

Det blæser. Det er stille. Udendørs
huller og en strækning der forsvinder.

Morgenen hiver det ind under sig
og afslører det samme.

Nå, siger vi, så det
er så vort, dette land, vort.

Jeg kender også et hul.
Nej.

Lyset kommer op, flere skorstene
og deres skygger i byerne, Aggersund.

Drejningen ved krudtværket melder sig
men forsvinder i tænderne på Kammerslusen.

Nu skal jeg prøve: Ved middagstid
sidder vennerne og spiser.

Frygteligt nærmer tidspunktet sig gennem
Magstræde, Vognmagergade, fire-fem.

Hvæsser knivene og ville gerne mumle
uheldsvangert ved synet af statuernes hoveder.

Åhå. Men de svindende skorstene og
asfaltens tryghed, tanken om denne styrke.

Tålmodigheden i sporvognene og den legitime
selvbevidsthed mellem fisk og køer, værdigt.

Nu spiser de igen, vennerne, musikgafler
og statuerne tager sig til halsen.

Den sidste lander på Amager med horisonten
selvfortærende mellem hjulenes svirpgummi.

Bryster sig op igen mellem hullerne
med hullerne, drejningen, slusen, strækningen.

Danmark står ude.
Danmark. Danmark. Danmark.

*

Eller hvad med denne musik:

Søndergaard igen

I Ferring lukker de døde
havelågen efter sig
men det trækker alligevel.

Kirken har sine komplekser gående
med fyrtårnet lidt sydpå
hvem rager mest op?

Søndergaard kommer ud af en mand af cement.
Han går igen.

Søndergaard maler tid evig tid.
Det landskab kan aldrig
blive Søndergaardsk nok.

- Ham hængemulen, Fædrelandssange, 1967.

Ja, man ka’ høre Schade i regnen og mærke Rifbjerg i solen, være i det, som en del af vort. Og i guder, hvor lægger vi mærke til mangt og meget, i kraft af så mange fine danske poeter, ja, det går an at blive lidt vemodig – lidt sne ville sikkert få det til at tippe..;)

Morn’ fra..
Nissen

P.s.:

Endnu én fra den savnede:

Drømmen om København

Nu tænker jeg på dig
nu
og hvad er det der ligger
i forgrunden
på gaden
skrammel?
Åh, vi skal igennem billeder
allerede gammeldags
bøger i skuffer længst nede
falmede i mørket
dårligt papir
så blændes der op
og det er Exalon 1945
Exalon i
Absalons by
en bunke skrammel
en flok mennesker
der piskede ind gennem døre og
vinduer som sen
hidsig sne
hvirvlende rundt og
ruskede og flåede
og kastede ud gennem vinduer
gjorde vinduet til
brækhul
og aggressionerne lå der i en dynge.
Exalon højt til hest
med en måge på hovedet
stirrer frem og tilbage
og som sædvanlig stod der en parat
løbet ned fra Rådhuspladsen i fhv. hvid
cotten-coat
lugtende sig frem med en søger
en linse en velkomst
byens glædesbræk
foreviget
og det danske smil
en hidsig dynge stole
knust piano og en skål
med italiensk salat næppe
holdt sammen af erstatningsolie
lamme gulerødder og bløde
faldne filipensærter.
Følsomme hinder altid
udsat i alle højder og dybder
for indtryk
kamera svævende og gående
løbende fra frelser-globus
til trækker-fliser
den underjordiskes pissoir-tryghed
og tårnets lodrette håndsved
faldet
klokkeslagene trukket ud i
fortynding
tuben skal trykkes
nedefra rulles op sagligt
ikke klemmes vanvittigt
her og der
tryk byen frem sagligt nedefra
rullende opad og til sidst
er skriget meget tyndt og
lyden strømmer tilbage til klokkerne
der vokser og vokser
og fylder tårnet og revner det
og på Langbakken må man vende sig
og se dette syn
en selvfølgelighed der
pludselig splintres
sætter skibindingerne fast
men stirrer igen fordi det er
løgn og det er det og det
er det ikke
Vor Frelsers kirke revner fra top til tå
og Absalon rider frem gennem
klokkens pandebrask med åben
mund
også han er fuld af lyde
en råber proppet med århundreder
der må ud
holder stenhesten i tømme
men fjedren er for spændt
vrinskende af sin indespærring
sætter den hoven på Christians
slår op mod Trekroner
og Absalon krigeren klamrer sig
ikke helt comme il faut til
flankerne og udstøder krigsråbet
Exalon Exodus
men snubler i det og føler forvirringen
nærme sig ved synet af tårnene
hvordan var det med ham selv
han griber sig hermafroditisk
til skrævet
forvirringen af køn og navne
Adam tænker han Adam
nej, en lærke, en lærke
løftede sig og kimingen blev
kørt i korrekt stilling så der
kunne være en bakkekam at forcere
men det var et andet sted
en anden by
en anden kirke
med to tårne
to tårne og der skulle en kriger og
en biskop og en ny by til
at udrydde denne tvilling
fistlen i kødet i kødet inden i
kødet
Hafniaskinken født i hemmelighed en
meget sen aften og veerne faldt senere
som kardæsker fra Sundet
og igen sank et tårn i grus
oh, musikalske og selvbevidste hovedstad
ej til flække støbtes du men
er det
tårnet sang klokken sprang
og sang
mens opfinderen lidt senere i århundredet
greb om sin magnet og sagde
at til højre fra tommelfingeren
nej
i tommelfingerens retning
altid i tommelfingerens retning er
polen
og hver gang han skulle tænke på noget
andet måtte han gribe denne jernstang
med viklerne på og sige til sig selv
det er i den retning polen ligger
og svulmer
og biskoppen rider mod blomstertorvet
og husker sine femogtyveører
men har ikke nok fordi hesten fylder til
tre parkometre og han må sadle af
og stå et kvarter på gadehjørnet af
Købmagergade og Gå-strøget med fremstrakt
hånd og tigge sig til lidt moderne
skillemønt mens provoerne
lader som ingenting fordi man skal
være god ved alle selv stenkrigerne i hjelm
og lanse men
borgerne vender ryggen til og en giver en
femogtyveøre
og skamfuldheden og skyldfølelsen varer
helt ned til Vagn
så blomstrer den af og sættes ud i
stiklinger ved Krinsen
der i dagens anledning har en
helt ubehersket jaloux hest
selv om den er af bly og ikke af sten og
den lar budstikken gå først til
kæmpeuhyret på Sct. Annæ
der grusser sig så Kresserjan råber
ikke igen ikke igen
men den er sgu ligeglad og da ingen
synes at høre den
eller ham
galoperer krikken modsat færdslen
ned ad Bre’gade
og så går ellers den vilde jagt udsat
for to siden ti heste gennem
Magasin du Nord
Crome og Goldschmidt
Illum Fonnesbech
og Thomsens magasiner
og ender foran folketinget
hvor hipoerne standses af et
parlamentarisk prrrrrr
tolv folketingsbetjente har
fjernet Frederik Syvtal og lagt ham i
kongens repræsentationslokaler
og nu sidder Hækkerup under hjelmen
og ingen kan se forskel
kun hestene der er klogere end du og jeg
det er forår
tænk at have en hals af sten
en hals i overstørrelse endda og
være grundlægger og militarist og
kristen
ikke så mærkeligt han er tørstig og et
øjeblik strejfer mindet om hedenskaben ham
de gode ramsaltede historier
skulle man tordne hen og lægge
trynen ned i vandet og suge og suge og suge
ligesom brormand i sin tid
i kamp mod midgårdsbørge ædel
kappestrid
hvilken slubren
slusemesteren ude i syd går hurtigt i stykker
styrter frem og tilbage
vandet fosser bort
skibene står et øjeblik balancerende
på en lang mønjerød kineserfod
tumler om i dyndet og fiskene
springer som tanglopper
og deres dødsskrigs papir
strømmer ud af telexapparaterne på alle
redaktioner
et skud
der ligger slusemesteren for egen hånd
og selv dem der så det ville ikke tro
at Ørstedsværkets sokkel var så stor
men det er ikke sandt
og Kalvebodens vand er ikke rart at drikke
selv ikke for en mand af sten
nej, Exalon er bedre
Absalon
parkometret løber ud og hesten vrinsker
folket er parat til fest og glemsel
mørke år er kastet op og
det er lyst i maj
stolene kan brændes og Hans Wegner
Børge Mogensen og selveste Finn Juhl
kan gøre andre
male striber op og ned ad strøget
lægger fliser og spille lidt revy
Søren Kierkegaard har siddet der og klappet for
hver gang Knud Pheiffer sang
og fik succes
og de er døde begge to på hver sin måde
og de har striber på og
folket klapper
men Exalon er gået ud
og det er også helt forkert at dette
gamle enkle sted med
sit møblement og glemte komplikationer skal
danne rammen om vor helt spontane hyldest
til den gravide stenhest
biskop Absalon kom nu herind
si’r Urban Hansen viklet ind i 800 pandekager
oversmurt fra top til tå med velstandssyltetøj
kom herind i mit Rådhus
vi er alle lige
og kører sporvogn nu som dengang
kom lad os tage en tur til Bellahøj
og køre rundt om Brønshøj Torv
med linje to
og når så mørket falder på
står vi sammen på balkonen og modtar folkets
hyldest
ser på lysene i Politikens vinduer
og pigerne på det smarte Richshus fra dengang
i trediverne
da du blev født og Exalon
var til endnu og ikke
brændt og møblerne slet ikke
købt
så kan de passe hesten nede på brandstationen
for der blir ingen ildebrand i nat
og ingen løber efter sprøjten
mens manden laver skitser til det stik
som siden skal vise os
hvordan byen så ud før
imens og da den brændte
og du fortæller helt stille
lige i mit øre om
hvad du så i alle disse år
oh, sensitive hinde af granit
gamle fotostat med Exalon på
hodet og en måge i din højre
hånd flyv op imellem tårne
spir og ure syng og slå i tid og
evighed vort hjertes melodi mod
forårshimlen.

- Rifbjerg.

mvh
Simon