|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Mojn i den årle, RM..
Når de søde små juledryp begynder at rende ud af det andet øre, altså ikke specielt på Hviids, men fordi man bare er så sød overalt, nærmest nuttet, og man derfor ender med at savne synet og lydene af den gode gamle velkendte frækhed, ja så ka’ man jo godt ka’ få brug for et ordentligt skud Nordbrandt, velnærmest som en penicillin mod noget elysæisk unisset – nisser er nu engang helårsfrække, ham her ér i al fald, og jeg ville ikke undvære ham! Bare sagt som endnu én af de hjemmelige, der vist finder sig bedst hjemme ude:
Mellem jul og nytår
Mellem jul og nytår
er der næsten ingenting.
Det kan næsten være
i en almindelig, sort håndtaske
af den type jordemødre bruger
plejede min mor at sige.
Men jeg ved ikke, om den form for logik
er gangbar i dag.
Det gør ikke noget, hvis man glemmer tasken.
Der er alligevel ikke nogen, der vil have den.
Til næste år på samme tid står den der igen
på bænken på perronen.
Ingen sætter sig ned ved siden af den.
Sådan er det mellem jul og nytår.
Det er selvfølgelig noget andet
hvis det lige har sneet
og der ligger lidt sne oven på tasken
og man kan forestille sig
et damplokomotiv køre ind
ude fra skumringen.
Sådan ser den taske altså ud.
Den er din. Tag den!
Min mor sladrer ikke
(Fralandsvind 2001)
*
Nietzsche og de andre
Hvorfor begynder du altid med årstiden?
Jeg synes årstiden er i orden, men ikke hver gang.
Jeg kan godt lide foråret
men hvad med Nietzsche og de andre?
Efteråret, ved du, er det bedst ikke at tale om.
De her fede gæs f.eks.
Jeg fulgte din opfordring, og tog ud og så på dem
hvordan de øvede sig på den store flyvetur mos syd
nu hvor nætterne er blevet mørke og stille
så havet pludselig lyder anderledes
med tryk på a og et rullende r.
Lidt som om man har hældt grus i det.
Og det på grund at et øjebliks uopmærksomhed.
Skal vi opføre os som vildgæs
bare fordi tiden overlistede os
bare skrige og skrige, og så flyve vores vej?
Vi kunne nok lære at flyve, men hvad med meningen?
Hvor skulle vi så flyve hen?
Det kan ikke være årstiden, der er meningen
bare årstid på årstid i én uendelighed.
Hvis vi erstattede vildgæssene med dybfrosne kyllinger
ville vi kunne vende tilbage til Nietzsche.
Jeg synes f.eks. at man skulle slippe alle kyllinger fri
og ved samme lejlighed forbyde religionerne
i det mindste de patriarkalske.
Så hvorfor begynder du egentlig ikke dér
eller et hvilket som helst andet interessant sted?
Bare ikke denne evindelige årstid
der i bedste fald gør én melankolsk og i værste, desperat
specielt her den sidste uge i september.
Og hvorfor siger du i det hele taget du og ikke jeg
eller i det mindste De?
(Besøgstid 2007)
- Henrik Nordbrandt.
Og så til det nissede, hvori Schade indgår som en helt naturlig helårstilstand, ja han er med i det hele, som en del af os: en folkekær digter som står og kigger ind i så mange stuer, skulder mod skulder med andre selvfølgeligheder, bl.a. ham her, der jo har sit at sige om det hjemmelige:
Danmark
Danmark står ude om natten
skorstene, vejen ned til Aggersund.
Det blæser. Det er stille. Udendørs
huller og en strækning der forsvinder.
Morgenen hiver det ind under sig
og afslører det samme.
Nå, siger vi, så det
er så vort, dette land, vort.
Jeg kender også et hul.
Nej.
Lyset kommer op, flere skorstene
og deres skygger i byerne, Aggersund.
Drejningen ved krudtværket melder sig
men forsvinder i tænderne på Kammerslusen.
Nu skal jeg prøve: Ved middagstid
sidder vennerne og spiser.
Frygteligt nærmer tidspunktet sig gennem
Magstræde, Vognmagergade, fire-fem.
Hvæsser knivene og ville gerne mumle
uheldsvangert ved synet af statuernes hoveder.
Åhå. Men de svindende skorstene og
asfaltens tryghed, tanken om denne styrke.
Tålmodigheden i sporvognene og den legitime
selvbevidsthed mellem fisk og køer, værdigt.
Nu spiser de igen, vennerne, musikgafler
og statuerne tager sig til halsen.
Den sidste lander på Amager med horisonten
selvfortærende mellem hjulenes svirpgummi.
Bryster sig op igen mellem hullerne
med hullerne, drejningen, slusen, strækningen.
Danmark står ude.
Danmark. Danmark. Danmark.
*
Eller hvad med denne musik:
Søndergaard igen
I Ferring lukker de døde
havelågen efter sig
men det trækker alligevel.
Kirken har sine komplekser gående
med fyrtårnet lidt sydpå
hvem rager mest op?
Søndergaard kommer ud af en mand af cement.
Han går igen.
Søndergaard maler tid evig tid.
Det landskab kan aldrig
blive Søndergaardsk nok.
- Ham hængemulen, Fædrelandssange, 1967.
Ja, man ka’ høre Schade i regnen og mærke Rifbjerg i solen, være i det, som en del af vort. Og i guder, hvor lægger vi mærke til mangt og meget, i kraft af så mange fine danske poeter, ja, det går an at blive lidt vemodig – lidt sne ville sikkert få det til at tippe..;)
Morn’ fra..
Nissen
|
|
|
|
