Hej i natten, RM..

…du forårsglade sneglebetvinger! Ja, nu nærmer det sig med maoskridt, solen blinker her i viftende egernhaler, mens de tramper rundt i forladte boer. Og der er allerede morgensang, langt bedre end noget vækkeur. Her lidt til poesikisten, den vist ikke før har set:

∑yμτ

Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke
men hvis jeg skulle forestille mig det
kunne jeg udmærket se mig selv i rollen som svampefisker
bådebygger, lods eller bare drukkenboldt
i havnen på Simi. Hvis du engang skulle gå fra borde der
vil du utvivlsomt forstå hvad jeg mener:
Bemærk først og fremmest de stejle klipper som
omgiver havnen
og betinger byens opbygning og arkitektur
hvordan de tvinger gaderne til at forvandle sig til stier
eller trapper, og hvordan de fylder husene
med forskudte rum, hemmelige passager og utilgængelige
balkoner
hvor kattene soler sig. Hærget af vejret
med dens sparsomme vegetation af timian og tidsler
og med dens skingre insektlyde dagen igennem
synes den porøse sten så at sige afskåret af det blanke vandspejl
fra sine undersøiske rødder: Solsystemet
af gange, som vandet sydende prøver at finde sig selv i
udhulende klippen, de store gallerier
hvis lys betinger fiskenes reflekser og algernes intelligens
såvel som de sunkne skibe er normalt usynlige
skjult under vandoverfladen med dens nøjagtige gengivelse
af byen
fra bådene på vandet til møllerne på bjærget.
Kun på visse tider af døgnet og i visse belysninger, som nu
er det muligt at se de to landskaber
på samme tid, det undersøiske gennem spejlbilledet af det
oversøiske
og det er dette billede som giver
det bedste billede af Simi, som jeg ser det. Så hvorfor
skulle jeg ikke gøre mig selv til en del
af dette billede, halvfuld og med min halvfulde vinflaske
på anløbsbroen. For hvilket billede
kunne være mere attråværdigt at se sig selv gengivet på
end dette.
Hvilken baggrund kunne egne sig bedre
som baggrund for en rask kærlighedsaffære eller et melodrama.
Husenes indbyrdes, forskudte placering
de skjulte haver som blander havluften med duften af basilicum
og tørrede blæksprutter, for slet ikke at nævne
de pludselige udsyn mod blå bjærge, hvor der mangler en dør
eller hvor en trappe er styrtet sammen
har næsten gjort det for let for de elskende. Hvor svært
at forestille sig selv den største elskov
ende dramatisk her. Dante ville have oplevet Beatrice
til fordel for en rig, forholdsvis pæn enke
hvis han havde været på Simi. Og hvad Napoleon angår
føler jeg mig sikker på at han på Simi
næppe ville have drevet det til mere end gemen sørøver
eller bolværksmatros. Jeg kan heller ikke
se hvordan et klassesamfund som det europæiske skulle
kunne opstå her
for enhvers forhold til sin nabo er forskudt
og uberegneligt, betinget af klippens hårdhed og af jordskælv.
Og jeg tror faktisk Marx ville have grinet
af sine egne værker, hvis han havde læst dem på Simi.
Måske er det derfor tjeneren ikke gider
reagere, men lader mig i stikken med min tomme flaske
for fuld til at tænke en tanke til ende
og for ædru til at opgive den. Skulle jeg, som Perikles
smugleren foreslog, tage part i hans båd
og opgive det her skriveri og de her popitiske spekulationer
som jeg hverken tror eller tjener på
eller skulle jeg simpelthen gå videre til den næste taverna?
Hvorfor ikke drikke sig ihjel her
svævende mellem en tilværelse det er for sent at leve
og en tilværelse der er uacceptabel
mellem byen på klipperne og dens spejlbillede i vandet
for at udtrykke det lidt mere direkte.
Se nu, hvordan citrontræernes skygger over havnens vand
breder sig over vandspejlet som en syre
der får det undersøiske landskab til at træde tydeligere frem
mat skinnende og sløret i omridsene
klippeformationer, der suger lyset til sig dybt nede i mørket
som nøgne lemmer på en renaissancemaleri
kæmpemæssige ankre, begravet i stendynger og forvredne
jernarmeringer
og kæder som synes at antyde eksistensen
af foruroligende store, sporløst forsvundne, navnløse skibe.
Måske er det sådanne scener vi oplever
i de drømme som altid piner os ved altid at undvige os
når vi forsøger at huske dem
genoplevelser af syner set før fødslen og forudanelser
om oplevelser efter døden. Og måske
er det fordi landskabet her sætter os istand til at opleve
os selv både som ufødte og som døde
det fascinerer os. For vi kan svømme ind i disse klippehuler
og betragte os selv som fostre eller lig
i disse grotter og disse hemmelige, klukkende gallerier
hvorfra den blå farve som forvandler
de hvide mure om aftenen, og intensiverer gårdhavernes
rosenduft
den blå farve, vi kalder mystisk
stiger op gennem de dødes fingre for at beherske os.
Vi kan dykke ned mellem disse skibe
vi kan samle disse knogler op fra deres sprængte, rustne
jernkister
med en følelse som om de var vore egne
som om vi havde mistet dem for længe siden, før vi blev født
og vi kan betragte vore vægtløse lemmer
ned i disse skumrende, undersøiske kløfter, fulde af undren:
– Vil vi nogensinde atter kunne hæve os op
gennem vandspejlet, gennem billedet af byen i det hvide sollys?
Vil vi i det hele taget komme til syne igen
i et landskab som det vi forlod, et landskab hvis distancer
leder os længere og længere ind i os selv
efterhånden som vi overskrider dem, og hvor vore liv bliver
konkrete
som de stejle klipper der betinger dem? –
Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke
men når jeg nu og da stiller mig selv
et spørgsmål af den slags, er det i et landskab som dette
jeg accepterer at svaret ikke eksisterer.
Og jeg ser mig om. Og jeg er lykkelig over at vide jeg er her.

- Henrik Nordbrandt.

mvh & god søndag..
Simon

Godmorgen, Simon

Det var ellers noget af et langdigt, ham Nordbrandt har forfattet, :))
... og så fra det dejlige Grækenland, hvor Zorbaen danses, maden dufter og smager, og de blå og hvide farver lyser i solen. :))

Længsel, livsglæde og latter ...

https://vimeo.com/31264261
https://opskrifter.coop.dk/temaer/graesk-mad

Brev i april skrevet af Inger Christensen er også et langdigt med oplevelser og tanker fra de sydlige himmelstrøj ...


Med som til sprog
intet andet
end himmel,
ingen hamren
med knyttede
næver,
kun digtet
der frit
folder
fremtiden ud
som en faldskærm
af silke og stilhed,
en vifte
af skiftet belysning,
lidenskabelig
stjernesendt
stejl
ligegyldighed
spundet
til sind,
mens vi går
på vores egen
lidt rullende måde
rundt om solen.
Så er vi ved huset.

... og her et uddrag fra Hemmelighedstilstanden

GENKENDELSESBILLEDER

"Og trøsten ligger ikke i, at disse naturfænomener direkte skulle kunne betragtes somn forbilleder for en forfatters skrivemåde. De skulle snarere betragtes som en slags genkendelsesbilleder, så det vi ser i isblomsterne, kiwifrugten og den grå sky, umiddelbart får os til at udbryde: Ja det er sådan det er at skrive! Eller for den sags skyld: Ja, det er sådan det er at leve!

Novalis kredser om disse genkendelsesbilleder, og måske især om deres fællestræk, som om de engang havde haft deres udspring i én og samme skrift, og skriver i sine meget smukke indledningslinier til "Die Lehrlinge zu Sais":

Der er mangfoldige veje menneskene kan gå. Den der følger og sammenligner dem, vil se forunderlige figurer opstå, figurer, der synes at høre til den store cifferskrift, som man kan få øje på overalt, på vinger og æggeskaller, i skyer, i sne, i krystaller og i stendannelser, på vand der fryser til, i bjergenes, planternes, dyrs og menneskers indre og ydre, i himlens lysskrift, i de fine jernfilspåner rundt om magneten og tilfældets mærkelige konjunkturer (d.v.s. forbindelser). I dem aner man nøglen til denne forunderlige skrift "Wunderschrift" og dens tilsvarende sproglære, men anelsen vil ikke indgå i faste former og synes aldrig at blive nøglen til noget højere.

Nej, selv med anelsen om eksistensen af en nøgle til den forunderlige skrift (Wunderschrift) bliver det aldrig nemt at overgive sig til tilfældighedernes ordnende virkning."

***

Det ydre er et til hemmelighedstilstand opløftet indre.

Novalis


Ha' en god søndag i forårssolen :))
RoseMarie

Hej RM..

Billedet silkeagtig stilhed, mindede lidt om Alessandro Bariccos fortælling om Hervés lidenskab for silkelarverne - Silken, hedder bogen.

Her synger fuglene nu solen ned, man må jo kvidre lidt mens man indretter sig for natten til de gyldne sidste stråler, og man kan næsten ikke undgå stille at lytte med, ingen vej udenom den sag – tidligere prøvede man jo at blande sig lidt, men ærlig talt, studsede de vist bare i øjeblikkelig forundring, men havde vel også hørt mig i badet og tog sig derfor til ørerne i håbet om at jeg nok snart flettede næbbet, og hvem kan vel også fortænke dem i det, når man hører deres skønsang?
Men det var fine søndagssager, som nu står dér og ser så prægtige ud. Uffe Harder har bedrevet et lille udvalg af Seamus Heaneys bedrifter, Fra samvittighedens republik hedder udfaldet, og ligner jo en hel smuk buket, men han er jo også lidt af en dekoratør, så det er nu ikke så underligt – hvis nu du selv sku’ føle trang til at gå pladask:

Havesoldat

Du så den aldrig brugt, men hører stadig
sigtning og fald af materiale, der hopper på nettet,

knolde og knopper i et lille sammenstød,
en hob af nedfaldet stof, som vokser under det.

Hvad er bedst, det som bliver eller det, som falder igennem?
Eller skabes værdien af valget selv?

Snart en pantomime, raphåndet, med spredte ben,
så kan man sigte tingenes mening fra det, man tænker

og se hvad der sker i den historie
om manden der bar vand i en sigte.

Var det kriminel uvidenhed, eller
en via negativa mellem dråber og nedfald?

*

Øen som forsvinder

Engang mente vi at ville slå os ned for altid
mellem dens kolde høje og disse sandløse strande
hvor vi tilbragte vor desperate nat med bøn og vågen,

da vi havde samlet drivtømmer, bygget et ildsted
og hængt vores gryde op som et firmament,
brød øen under os som en bølge.

Jorden der bar os syntes først at holde stand
da vi favnede den in extremis.
Alt hvad jeg tror der skete dér var vision.

- Seamus Heaney.

Nå, de kåde sangere er vist gået til køjs, eller også holder de familieplanlægning under dynen og beslutter sig for dagens morgensang, de ved jeg bare er med på hør..;)

Mvh & nat-nat..
Simon

P.s.:

At bringe sig i overensstemmelse, med enten hvad der forventes eller med det omgivende:

Linier

Alting iklæder sig pludselig kobberfarver
sneen tændes indefra
vandet er blåt omgivet af rødt
rummet rører ved jorden
og vi genfødes med øjne
fingre lunger og næse
med alle vore glemte sanser
husker vi pludselig
hvem vi er

- Uffe Harder.

mvh
Simon

Ord der fortaber sig i gudedrømme og helvedesangst, som hinder mod død, og membraner til drømme:

Plads til ord

Små slag
Man kan ikke få alt
Hvem tænker sig en rosengård
Hvem tænker sig en rødkindet børnehave
Guds åsyn, vægtløshed og orgasmer
Kvinder i knop, folkedanse og viktualieforretninger
Hvem sagde frihed for frygt, everlasting, godmorgen
Der er tale om et mindre onde, så langt er det kommet
Selv skrækken en sen nat om vinteren når alle andre sover
Svedende sommerbjerge, ene, rør, gran, gyvel
Entropi, samliv på trods, sår og tomme skaller, små slag
Freden hedder også Simon, Arthur Sylvester, Leana,
Alphonse Sanchez
Den er også forkludret kærlighed og forfaldne veksler
Drømme om noget andet og en sovende søns energiske profil
Flimrende billeder af en stor by, blind handling og hensigt
Den store ro er lige om hjørnet, freden er uro
En slags fredelig krig, så langt er det kommet
Pulsslag indtil videremer eller mindre slæbende
Åndedrag, mer eller mindre hivende, små slag
Plads til ord som „davs” „møjunge”
„kys” „hold kæft” eller „idag”
En slags liv, indtil videre
Bordet og sengen i en forrykt verden
Begrænsede muligheder
I en forpestet verden
Frem for ingen

- Ivan Malinovski.

Atter tilbage i Ålborg, med den mærkelige følelse af fremmedhed i det vante, og Sonja der trods alle forholdsregler alligevel fik hjertet til at pulsere, fik Morten Nielsen nok set en særlig stjerne ud – denne vidunderlige poet:

Aftenens stjerne

Kølige Striber af Aar,
Nord for den Jord, hvor jeg gaar,
kom den med Mørket, der kom,
Aftenens Stjerne mod Nord.
Ude i Himlen, men nær,
duver den ind i mit Blik,
blir til en Rytme, der blindt
følger en Rytme af Skridt.

Gennem den tidlige Nats
Muldlugt og Lugten af Løv,
ude fra Mørket, der faldt
ind om den Jord, der er alt,
synker den ned over mig,
blir den en Rytme, der støt
følges med Pulsslagenes Rytme,
svingende roligt og rødt.

Vejene strækker sig ud
under det blinkende graa,
langs med en Efteraarshæk
løb mine Drengeaar væk.
Nu er jeg hjemme igen –
Aarstidens smuldrende Lugt
mødes med Sky’r i en bristende
Skal om den faldende Frugt.

Gyngende faldet et Lys
ind over Øjnenes Vej,
ser en bevægelse dér,
mødes med Rytmen af dig.
Stjernen. Og du. Og mit Liv –
klar falder Rytmen, og hed,
er som et Lysskær omkring
det, der er Hemmelighed.

- Morten Nielsen.

Nu vi er der:

Strandbillede

Forladtheds strand
hvor alt er graat,
og blankt og oliet vand uden vinde
den tomme vej til andre kyster.

Slimede alger gror paa vandbunden,
grøngraa og brune,
og der ligger dynger af raadnende tang
paa stranden.

Her paa livets glemte sted
staar skyerne stille,
og sorte skyggefugle
peger med spidse næb
paa stedets øde,

mens deres hæse struber
skratter mod strandens tørre, tomme baade.

Ole Sarvig.

mvh
Simon