|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej i natten, RM..
…du forårsglade sneglebetvinger! Ja, nu nærmer det sig med maoskridt, solen blinker her i viftende egernhaler, mens de tramper rundt i forladte boer. Og der er allerede morgensang, langt bedre end noget vækkeur. Her lidt til poesikisten, den vist ikke før har set:
∑yμτ
Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke
men hvis jeg skulle forestille mig det
kunne jeg udmærket se mig selv i rollen som svampefisker
bådebygger, lods eller bare drukkenboldt
i havnen på Simi. Hvis du engang skulle gå fra borde der
vil du utvivlsomt forstå hvad jeg mener:
Bemærk først og fremmest de stejle klipper som
omgiver havnen
og betinger byens opbygning og arkitektur
hvordan de tvinger gaderne til at forvandle sig til stier
eller trapper, og hvordan de fylder husene
med forskudte rum, hemmelige passager og utilgængelige
balkoner
hvor kattene soler sig. Hærget af vejret
med dens sparsomme vegetation af timian og tidsler
og med dens skingre insektlyde dagen igennem
synes den porøse sten så at sige afskåret af det blanke vandspejl
fra sine undersøiske rødder: Solsystemet
af gange, som vandet sydende prøver at finde sig selv i
udhulende klippen, de store gallerier
hvis lys betinger fiskenes reflekser og algernes intelligens
såvel som de sunkne skibe er normalt usynlige
skjult under vandoverfladen med dens nøjagtige gengivelse
af byen
fra bådene på vandet til møllerne på bjærget.
Kun på visse tider af døgnet og i visse belysninger, som nu
er det muligt at se de to landskaber
på samme tid, det undersøiske gennem spejlbilledet af det
oversøiske
og det er dette billede som giver
det bedste billede af Simi, som jeg ser det. Så hvorfor
skulle jeg ikke gøre mig selv til en del
af dette billede, halvfuld og med min halvfulde vinflaske
på anløbsbroen. For hvilket billede
kunne være mere attråværdigt at se sig selv gengivet på
end dette.
Hvilken baggrund kunne egne sig bedre
som baggrund for en rask kærlighedsaffære eller et melodrama.
Husenes indbyrdes, forskudte placering
de skjulte haver som blander havluften med duften af basilicum
og tørrede blæksprutter, for slet ikke at nævne
de pludselige udsyn mod blå bjærge, hvor der mangler en dør
eller hvor en trappe er styrtet sammen
har næsten gjort det for let for de elskende. Hvor svært
at forestille sig selv den største elskov
ende dramatisk her. Dante ville have oplevet Beatrice
til fordel for en rig, forholdsvis pæn enke
hvis han havde været på Simi. Og hvad Napoleon angår
føler jeg mig sikker på at han på Simi
næppe ville have drevet det til mere end gemen sørøver
eller bolværksmatros. Jeg kan heller ikke
se hvordan et klassesamfund som det europæiske skulle
kunne opstå her
for enhvers forhold til sin nabo er forskudt
og uberegneligt, betinget af klippens hårdhed og af jordskælv.
Og jeg tror faktisk Marx ville have grinet
af sine egne værker, hvis han havde læst dem på Simi.
Måske er det derfor tjeneren ikke gider
reagere, men lader mig i stikken med min tomme flaske
for fuld til at tænke en tanke til ende
og for ædru til at opgive den. Skulle jeg, som Perikles
smugleren foreslog, tage part i hans båd
og opgive det her skriveri og de her popitiske spekulationer
som jeg hverken tror eller tjener på
eller skulle jeg simpelthen gå videre til den næste taverna?
Hvorfor ikke drikke sig ihjel her
svævende mellem en tilværelse det er for sent at leve
og en tilværelse der er uacceptabel
mellem byen på klipperne og dens spejlbillede i vandet
for at udtrykke det lidt mere direkte.
Se nu, hvordan citrontræernes skygger over havnens vand
breder sig over vandspejlet som en syre
der får det undersøiske landskab til at træde tydeligere frem
mat skinnende og sløret i omridsene
klippeformationer, der suger lyset til sig dybt nede i mørket
som nøgne lemmer på en renaissancemaleri
kæmpemæssige ankre, begravet i stendynger og forvredne
jernarmeringer
og kæder som synes at antyde eksistensen
af foruroligende store, sporløst forsvundne, navnløse skibe.
Måske er det sådanne scener vi oplever
i de drømme som altid piner os ved altid at undvige os
når vi forsøger at huske dem
genoplevelser af syner set før fødslen og forudanelser
om oplevelser efter døden. Og måske
er det fordi landskabet her sætter os istand til at opleve
os selv både som ufødte og som døde
det fascinerer os. For vi kan svømme ind i disse klippehuler
og betragte os selv som fostre eller lig
i disse grotter og disse hemmelige, klukkende gallerier
hvorfra den blå farve som forvandler
de hvide mure om aftenen, og intensiverer gårdhavernes
rosenduft
den blå farve, vi kalder mystisk
stiger op gennem de dødes fingre for at beherske os.
Vi kan dykke ned mellem disse skibe
vi kan samle disse knogler op fra deres sprængte, rustne
jernkister
med en følelse som om de var vore egne
som om vi havde mistet dem for længe siden, før vi blev født
og vi kan betragte vore vægtløse lemmer
ned i disse skumrende, undersøiske kløfter, fulde af undren:
– Vil vi nogensinde atter kunne hæve os op
gennem vandspejlet, gennem billedet af byen i det hvide sollys?
Vil vi i det hele taget komme til syne igen
i et landskab som det vi forlod, et landskab hvis distancer
leder os længere og længere ind i os selv
efterhånden som vi overskrider dem, og hvor vore liv bliver
konkrete
som de stejle klipper der betinger dem? –
Jeg har svært ved at forestille mig et begreb som lykke
men når jeg nu og da stiller mig selv
et spørgsmål af den slags, er det i et landskab som dette
jeg accepterer at svaret ikke eksisterer.
Og jeg ser mig om. Og jeg er lykkelig over at vide jeg er her.
- Henrik Nordbrandt.
mvh & god søndag..
Simon
|
|
|
|
