Hej allesammen
Jeg vil prøve at give et overblik over, hvad vi diskuterer. For vi diskuterer forskellige aspekter af Den Kristne Tro. Det er en fornøjelse!
Selv har jeg været tiltrukket af kristendommen, siden jeg som ung mand midt i tyverne læste Bjergprædikenen for første gang. Den kristne moral, kristendommens dyder, en afkaldsgiven på egenviljen til fordel for den selvhengivende kærlighed fascinerede mig.
Nu ser jeg kristendommen i et endnu større perspektiv. Vel er Jesus en fabelagtig morallærer, og et kristent sindelag og en omskærelse af hjertet er af dyb betydning. Det har en betydning nu og i fremtiden. For alt hvad vi gør nu i Jesu Kristi navn er
blivende. Hvad vi gør nu fortsætter ind i Guds fremtid.
Allerede nu lærer og øver vi os på det sprog, som tales i Den Nye Tidsalder, når de, der hører Jesus til, genopstår i kødet og sammen med Jesus hersker i verden. Hvilket sprog er der tale om? Kærlighedens sprog.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
- Første Korintherbrev 13, 13Når jeg alligevel siger, at jeg ser kristendommen i et større perspektiv end en morallære, så er det fordi, at evangeliet er Gode Nyheder, ikke gode råd. Hvad er de Gode Nyheder? At Gud har handlet i verden gennem Jesus. Verden har rundet et skarpt hjørne. Ved Jesus' død og opstandelse er Den Nye Tidsalder Indviet, Ny Skabelse er påbegyndt, fremtiden er sikret. Men Jesus' død og opstandelse har også en betydning i nutiden, hvor Helligånden - nu identificeret som Jesus' egen ånd - fornyer og forvandler de troende, så de kan være med til at forny og forvandle verden, indtil Gud fuldkommer den.
Hvad er det, der er så afgørende ved Jesu død og opstandelse? Hvad skete der dog på korset? Hvorfor er det blevet et så kraftfuldt symbol? Dette er, hvad jeg tænker:
Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved, sagde en mand for længe siden. Hans utrættelige virke var blandt lidende og udstødte. Verdens onde magter vidste, hvem der var kommet, og de samlede deres styrke og lod den tage til - og rettede den mod det gode der var kommet ind i verden, Jesus.
På korset lod Jesus al ondskab ramme sig. På intet tidspunkt - heller ikke på denne hans kongetrone af to stykker træ og fire nagler - gav han ondskaben videre. Han hvislede ingen forbandelser, men gennem smerte tilgav han. I ham fandt ondskaben ingen næring. Ved ham kom den til et stop. Den blev forhindret i at cirkulere. På korset udmattede Jesus det ondes kraft. Og selv om vi stadig oplever ondt i verden, så er den afgørende sejr vundet. En sejr det er op til os at implementere.Hvis vi spørger os selv: Hvem er Gud? Så bør vi tage et langt, grundigt kig på Jesus.
---
Hvad er I interesseret i at debattere?
Simon skriver:
Ak, der er ”kærlighed” i luften, himmelnissekærlighed uden bakkekontakt, uden menneskelighed, og iscenesat som løsningen på alverdens fortænkte problemer – hvor må denne forestilling om kærligheden dog få publikum til at le, mens de går ud på gaden og trækker vejret, går hjem og nyder den ægte vare.. ;)
Måske kan temaet lyde: Kristendommens kulturelle værdi.
Arne skriver:
Du har da ret i, at spørgsmålet om den historiske Jesus er besvaret med at han mest sandsynligt har eksisteret, men hvad han udrettede har vi intet historisk pålideligt om.
Måske kan temaet lyde: Den historiske Jesus.
Hanskrist skriver:
Kristendommen er kun interesseret i virkeligheden (= kommunikationen) mellem mennesket og Gud = vores spirituelle eller åndelige virkelighed. Hvad betyder det at Gud/Ånden er vores Skaber, og livgiver og nyskaber gennem begivenheden Guds Kærlighed Kristus ind i verden ved og med Jesus.
Måske kan temaet lyde: Kristen spiritualitet.
Tikka skriver:
Kan man tro dette, må man - mener jeg - nødvendigvis tro på en himmelsk åndeverden - guds rige hvor gud bor og hersker
... og at der kommer en "ny verden" - guds rige på jord hvor retfærdighed skal bo - dommedag og evigt liv, men også skabelsen og syndefaldet i Edens have - som det læses i skriften.
Måske kan temaet lyde: Bibelfortolkning.
Selv er jeg interesseret i biblens store narrativ, der kan siges at udgøres af:
Skabelsen
Syndefaldet
Israel
Jesus
Kirken
Det er jo nogle gevaldige emner. Hvor skal man begynde?
Jeg vil meget gerne denne dialog. Det kunne måske hjælpe med nogle spørgsmål, i Arnes tilfælde f.eks.: Hvad kan vi sige om den historiske Jesus?