Hej igen

Sætningerne står mærkeligt på telefonen, så jeg gengiver teksten (en smule ændret) her i normale sætninger.

------------

For at forstå det kristne livssyn må vi indleve os i en fortælling over fem kapitler:

SKABELSEN
SYNDEFALDET
ISRAEL
JESUS
KIRKEN

------------

Har du nogensinde spurgt dig selv: Hvorfor eksisterer verden? Hvad er formålet med livet?

Det begynder alt sammen med Gud.

Gud er den almægtige skaber af alting. Han har skabt hele verden. Og han har sat mennesket i verden med et helt særligt formål.

Vi er skabt i Guds billede for at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i skabelsen og reflektere skabelsens pris tilbage til Gud i artikuleret form.

Vores kald er at udvikle Guds skabelse - at bringe orden ind i verden og få den til at blomstre og blive et vidunderligt sted.

Vi er Guds kongelige præsteskab med et stort ansvar. Gud ønsker at arbejde i sin skabelse gennem os.

Men Han har givet os værdigheden af et valg. Vi kan følge det, Han har kaldet os til, eller vi kan gå vores egne veje.

Ak, vi greb ud og rev en frugt af træet til kundskab om godt og ondt. Vi var blevet advaret mod at spise af kundskabens træ, men her stod vi og åd. Vi ville selv definere godt og ondt. Vi ville definere godt og ondt i vores egen interesse. Vi ville lave vores egne regler frem for ydmygt at lære dem af Gud. Vi ville manipulere verden efter vores egen vilje.

Vi begyndte at tilbede denne verdens afguder - materiel velstand, status, magt, sex - frem for at tilbede den eneste sande Gud, Skaberen.

Således reflekterede vi skabelsen tilbage til skabelsen, hvilket er mørke og død, for kun Gud har lys og liv i sig selv.

Verden fik magten over os, når det dog var os, der oprindeligt havde fået magten til at øve Guds herredømme over verden.

Straks indså vi vores nøgenhed. Vi var fremmedgjorte over for Gud og over for hinanden.

Vores billedlighed med Gud var knust.

Men Gud elsker mennesket og har siden vores afvisning af Ham rakt ud mod os for at genoprette vores samhørighed med Ham og give os at manifestere den Gudbilledlighed, vi altid har været ment til at udstråle.

------------

Det var lidt om de to første kapitler, og en lille afsløring af hvad der venter.

Hej Arne



To ting:

1) Jeg opfatter det bestemt ikke som et magtbegær, men som et ansvar vi mennesker har. Vi kan gøre meget skidt, men også meget godt for denne verden. Jeg ser intet selvforherligende i dette, men en fundamental ydmyghed.

2) Jeg får ikke det indtryk, at kristendommen afgør et menneskes værdi på, hvor langt der er mellem stjernerne i rummet, eller hvor lang tid vores planet har eksisteret, eller hvor stor den er i forhold til andre planeter i rummet. I så fald ville du også kunne argumentere for, at mennesket intet er værd i forhold til insekterne, som er mange flere end os.

Jeg ser ikke, at vores værdi afgøres af kvantitative forhold som dem, du nævner, men snarere af kvalitative forhold ... for eksempel af at vi er i stand til at elske - og øve - retfærdighed og barmhjertighed. Vi kan gøre livet og verden til noget helt vidunderligt. Vi har muligheden for at gøre en kvalitativ forskel (både den ene og den anden vej).

Hvad fremtiden så måtte bringe af kvantitative forhold i universet, vil jeg ikke gisne om lige nu. Hvad du nævner om menneskeracens eksistens (hvor lang tid vi har eksisteret), så lover kristendommen os, at vi igen vil opstå i kødet og leve for evigt.

Vi lærer også, at hvad vi gør nu i tro, håb og kærlighed for hinanden og for verden, ikke nogensinde vil være uden nytte.

Hej Arne



At "gøre det nærmeste til det vigtigste" er ikke en kristen tankegang. Tværtimod. Kristendommen spredte sig, fordi mennesker så, hvordan de kristne tog sig af folk, man normalt ikke tog sig af. Fattige og fremmede.

Globus-sammenligningen holder ikke, da den tegner et aktivt fravalg af andre mennesker "uden for Fyn". Men i kristendommen er alle mennesker skabt i Guds billede. Alle etniciteter blev fra begyndelsen budt velkommen i det kristne hus. Og de første kristne blev netop udsendt til alverden.



I kristendommen er mennesket ikke en uhyre betydningsløs del af denne verden. Snarere en uhyre betydningsfuld del. Dette kan vel ses som et faktum, eftersom vi mennesker har en enorm magt over verden og kan forme den både til det bedre og det værre. Ydmygheden består i at tage denne magt på os som et ansvar og skabe en vidunderlig verden fuld af retfærdighed og barmhjertighed.

Skulle det virkelig være 'ydmygt' at fraskrive os dette ansvar? At lade armene synke og sige: "Vi er blot betydningsløse." Dette ser jeg snarere som en ekstrem kynisme.

Og med hensyn til at være små:

Af de hundrede får havde det ene vildfarne får enorm værdi.
Enkens gave var mindre end de andres gave, men dog større.
Kvinderne havde dengang ikke stor værdi, men dette blev der vendt op og ned på - de var i princippet de første apostle, da de var de første, der så Jesus og skulle viderebringe budskabet om hans opstandelse. Også børn fik en hel central placering.
Jesus selv var "en sølle tømrer", buh'et ad og henrettet - men han ændrede verden.

I kristendommen lærer vi at se på det, der synes småt, som noget stort. Hvad du kalder betydningsløst, har en enorm værdi i kristendommen.

Vi mennesker er værdifulde og må påtage os det ansvar at gøre verden til et vidunderligt sted. Vi kan få verden til at blomstre. At fraskrive os den betydning vi har i det præg, vi kan sætte på verden - ud fra påstanden om 'blot at være en lille, ubetydelig del' - er det ikke hykleri? I mine ører lyder det ikke som ydmyghed, men som ansvarsfraskrivelse under dække af 'at være ydmyg'. Omvendt: At påtage sig en opgave for alles bedste - også når det koster 'sved, blod og tårer' - dette ser jeg som ydmyghed.

Jeg forestiller mig to gartnere. Den ene erkender sin betydning for at få haven til at blomstre - og påtager sig ansvaret. Den anden siger: "Hov hov, nu ikke være så hovmodighed. Vis lidt ydmyghed. Du er aldeles betydningsløs." Hvilken gartner vil mon få haven til at blomstre?