Hanskrist: Jo det mener jeg.
At elske næsten som sig selv, har jo sit udspring i egoismen. At man tar’ vare på sig selv.


Hvornår er vi os selv?


Det afgøres vel af, hvor egoistisk den der elsker dig er, men da også hvordan du opfatter den andens kærlighed i forhold til din egen egoisme. (?)


Kærlighed er at gi’ … og man kan kun gi’ af det man har.


Kærlighed er at gi’ af det man har, og det er jo i forhold til det "ståsted" man har på givertidspunktet, men det da ikke uvæsentligt hvordan du opfatter, det der gives.


Egoismen vokser ud af egoet og dette er nødvendigt for egen overlevelse, mener jeg.
Jeg opfatter egoismen som nødvendigt, men den skal holdes i snor, så den ikke vokser sig større end nødvendigt, og det nødvendige er at ta’ vare på sig selv og næsten.

¨¨¨¨

Lidt til lægprædikanten i anledning af det nye år:

Et af de uhyggeligste fænomener i den såkaldte ”åndshistorie” er undvigelsen af det konkrete: en påfaldende tendens til først at sigte mod det fjerneste, og overse hvad vi uophørligt støder på i vores umiddelbare nærhed; tendensen medførte at man fordunklede det kendte med fantasier om det ukendte, nøjagtig som religiøse mystikere, der altid har forvekslet deres overtro og ”metafysik” med egentlig filosofi, selvom filosofien adskilte sig fra den slags for mere end 2000 år siden ved akkurat at fastholde de brændende spørgsmål til et logisk rum, og så i øvrigt at bortvise religiøs overtro til mystikernes forestillingsrum.

Men at favne det nære igennem fantasier om det ukendte, ”guds ord” eller mund, samt andet pjattepjank som jesusvenner ka’ hitte på, skaber jo hverken klarhed i begreber eller nogen form for erkendelse, der trods alt er en temmelig vigtig byggesten i sociale tryghedsparametre. Det eneste den slags viser er blot, at mennesker i også vor tid kan drives rundt i manegen i angst for erkendelse af egen forgængelighed.
Så var der trods alt større armbevægelser over de gamle tiders troende, med deres ofte smukke mindesmærker der sku’ bevidne eksistensforholdet, men grundlæggende fortalte om tvivlen på en samtids sandslotte bygget på overtro – underneden lurede nemlig utrygheden.
Noget af det værste var tiderne hvor pestplagen herskede overalt i Europa og udryddede nær 2/3 af populationen. Her var man tvunget til at begynde at tænke logisk og udvikle værktøjerne, hvis en socialitet fortsat skulle bestå, og det var så præcis hvad man gjorde. Man begyndte at tænke anderledes og mere logisk. Og havde man ikke gjort det, er det ikke usandsynligt at ulykken havde været altomfattende.

Statsoverhoveder og store embedsmænd var jo ofte kloge folk, ikke sådan til at kyse med præsteskabers volapyk, men det havde alt sammen mere at gøre med økonomi og politisk magt. I vor tid ka’ statsoverhoveder ikke i nær den samme grad bygge sig store mindesmærker for eftertiden, nåja, måske Putin og en nordkoreansk volleyball-spiller (som ikke tåler dagens lys) ka’ bygge sig en statue, men er dermed ikke sikret agtelse i fremtidens øjne, der netop vil se lidt nærmere på det nære og umiddelbart sandsynlige, men næppe tænke på ”guds ord” og lign.

Man ka’ selvfølgelig sagtens forstå hvorfor nogen må opfinde guder i det ukendte og fastholde dem dér, ja anbringe guderne udenfor egen erkendeevne, men at guder i det ukendte skulle skabe tryghed i nogens nære liv, kan kun påkalde tvivlen om tryghedsforestillingernes iboende sandsynlighed, hvad der enten får folk til at vende sig imod det nære eller får dem til helt forsvinde i fjern (ofte østlig) mystik – den egentlige kløft mellem tilhængere af tro og viden. Men man sku’ jo ellers tro at ”gudens mund” på et tidspunkt trængte til en ordentlig omgang med tandbørsten, bare sådan for ”åndens” skyld…;)

mvh
Simon

Vi taler om uselvisk kærlighed, som jeg mener ikke findes.

¨¨¨¨

Nu ved vi jo ikke, hvad manden har tænkt, men han må ha’ vurderet, om han havde en mulighed for at redde barnet inden han sprang i vandet, ellers ville han i mine øjne være en tåbe.

Og vi ved ej heller hvor tæt på grusgraven han cyklede, eller om barnet var naboens datter, hvis far han kunne se i horisonten, eller om han lige havde vundet en ironman, men vi får oplyst, han ser barnet og at han handler spontant.

Kan han se barnet, kan andre også se ham.

At han handler spontant betyder jo ikke, han er tankeløs og ej heller trækker på sin opdragelse og viden om egen formåen før handling, men det er da klart, at i sådan en situation kan han ikke holde familieråd før handling. Hans reaktion er en lyn vurdering, sammen med det som ligger på "rygraden"

Det er dog denne mands pligt/ansvar at hjælpe barnet af religiøse/moralske og eller juridiske grunde.

… og som borger i Danmark er det strafbart ifølge Straffeloven § 253 ikke at yde hjælp til en nødlidende eller ikke at tilkalde andre, hvis ikke man selv kan klare opgaven.

Så ud over det kunne ha’ været hans eget barn, der lå der i grusgraven og var ved at drukne, er det da også i egen interesse at hjælpe en nødlidende af religiøse/moralske og juridiske grunde, men den tanke ligger nok ikke lige forrest, men på "rygraden."

¨¨¨¨