1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Guds Ord
|
Hanskrist: At have sig selv med i noget (kærlighed fx og ja andre gøremål, moralske handlinger) er vel ikke tegn på egoisme. Jo det mener jeg. At elske næsten som sig selv, har jo sit udspring i egoismen. At man tar’ vare på sig selv.
Jeg ville da meget nødigt elskes af et andet menneske der ikke er sig selv og har sig selv med i denne kærlighed. Hvornår er vi os selv?
Men derfor er det da forhåbentligt ikke egoisme dimensionen der er med, eller fremtrædende. Det afgøres vel af, hvor egoistisk den der elsker dig er, men da også hvordan du opfatter den andens kærlighed i forhold til din egen egoisme. (?)
Valget er vel ikke mellem uselvisk kærlighed eller kærlighed hvor egoisme også indgår. Der er et alternativ til disse to positioner og det er kærlighed (og moralske handlinger) hvor man/vi har os selv med i det. Ja forhåbentligt har vi os selv med i det, ellers er det billigt og let. Kærlighed er at gi’ … og man kan kun gi’ af det man har.
At et menneske har sig selv med i sine gøremål og kærlighed fx er jo ikke det samme som at der så er tale om egoisme eller selviskhed. Kærlighed er at gi’ af det man har, og det er jo i forhold til det "ståsted" man har på givertidspunktet, men det da ikke uvæsentligt hvordan du opfatter, det der gives.
Selvet/ego'et/jeg'et er jo ikke kendetegnet ved egoisme eller egocentrisme. Egoismen vokser ud af egoet og dette er nødvendigt for egen overlevelse, mener jeg. Jeg opfatter egoismen som nødvendigt, men den skal holdes i snor, så den ikke vokser sig større end nødvendigt, og det nødvendige er at ta’ vare på sig selv og næsten.
¨¨¨¨
|
|
|
|