P.s.

Hvad tænker uglen?

Uglen flyver derovre fra
og sætter sig i de gamle træer
og glor.

Uden at tillægge den menneskelige egenskaber
kan man godt forledes til at tro
at den tænker.

Den tænker måske på en mus
eller på den skygge den kaster
eller på dem inde i huset.

Først åbner den det ene øjne
så det andet. Lidt efter lukker
den øjnene og lægger hovedet på skrå.

Ingen djævel ved
hvad uglen tænker.

Men på sin lange lydløse flugt
med åbne og lukkede øjne
har den set og hørt meget
kommer fra fjerne kirketårne hist
og lander her i disse gamle træer
ved dette gamle hus
hvor der er sket så meget.

Hvad tænker uglen?
På sin lille hjerneblødning
eller marken som netop nu
i skumringen skifter farve fra høstgul
til grå
på skræpperne langs åen
og den døvstumme pige ved rækværket
med åben mund?

Klogt tænker den på mig
ensom mand i sengen bag gardinet
vågen dum og mærkværdigt glad.
Jeg lytter, det kommer snart
og uglen ved det.
Så tuder den, og nogen dør selvfølgelig.

*

Septembersang

August har endnu ikke set September
alligevel er solinklinationen
mærkbart lavere og støvet rejser sig
bag muren over marken usynligt som
var en høst i gang og luften fuld af
avner men der er ingenting at se kun
lyden af trafikken fra landevejen
svæver anakronistisk henover billedet
hen over muren hen over hovederne på
dem der venter og prøver på at vifte
distraktionens fluer bort og koncentrere
sig om det som man er kommet for.

Set oppefra er altid meget småt og
ligesom bøjet indad i sig selv det
hele hælder, hver enhed læner sig imod
den anden for at blive stående
tårnets kompakthed er kun tilsyneladende
det dirrer, peger helst i alle retninger
men holder blikket søsygt fæstnet på
den sorte forkant der er dagens, årstidens
epicentrum.

August har endnu ikke set September
alligevel vender altid indad, lyset
skråner, frøkapsler smælder, gravitationen
øges, trækker nedad
det meste falder
bump bump
det meste falder
bump
det falder ned
det bliver stille.

Dér starter filmen med hånden på håndtaget
og den behandskede hånd som trykker
det ned og hånden der leder efter
handsken og hånden der bliver ført
ned i handsken og handskens fornemmelse
mod huden og huder der dækker over
kødet og knoglerne og de små årer som
kun kan ses under mikroskop men allermest
handsken og den anden som også kommer
på nu med hjælp fra den hånd som allerede
har handsken på og det er en kvinde
det er hendes hånd på det fremmede
håndtag der allerede virker bekendt
fordi det ikke er første gang men tvært
imod sidste hvad handskerne måske ved
og hånden ikke vil have med at gøre
alligevel er der dog tale om en delvis
erkendelse det er sådan det er
hånden i handsken på håndtaget som
presses ned og døren som åbnes og stilheden
der har været der hele tiden men i
dag hvor det er sidst i juli og alt
tilsyneladende blomstrer uddybes og
får en muragtig resonans d.v.s. så
langt fra ekkoet som tænkes kan stilheden
er idiotisk komplet og genkender sig
selv i det tilbageholdte åndedræt og
handsken til læberne og læberne selv
som engang for årtusinder siden eller
i går var presset mod andre
dér starter filmen eller løber ud
eller dér opstår tanken om handskens
evindelighed og ritualernes lange gange
lige blokerede af oprindelig sorg og
den forstillelse der er nødvendig
for at opretholde et ekvilibrium mellem
hånd og handske
ansigt og maske
for slet ikke at tale om liv og død
denne talentløshed man i gamla dage
fjernede med et håndklask mod væggen
men i dag bager ind i småkager og sælger
i fjerne provinser ja helt ud i de
eksotiske afkroge fulde af sol og
celluloid hvor man modtager den slags
med taknemlighed og afhænder hovedparten
på den sorte børs og propper gevinsten
i egen lomme hvis man ikke behandsket
som her deltager i andre ritualer i
andre gange hvor stilheden oser ud
af de apparater som skulle fungere
og skulle bevise men nu har afhændet
deres meningsfuldhed på samme udeltagende
måde som de tog den på sig.

Sådan er det i Juli
og helt bestemt i August der med sin
knibtang omgår September i al stilfærdighed
til stede som en påmindelse om noget
der endnu er for tidligt at tage stilling
til eller er det?

Et spørgsmål de hældende hoveder forsøger
at besvare mens de rækker i alle retninger
mellem sten og skarntyde, buxbom og
cement oppefra betragtet en hjælpeløs
flok
set med skelende øjne sliskryttere
på barndommens rutschebane i rasende
fart på vej mod fortabelsen skråt fra
marken en håndfuld sortkrager eller
måske naboens tamduer gået på strandhugst
et sted hvor de ikke plejer og der
i det hældende skrånende sig selv
afstivende mellem grus og gevækster
alle symbolerne og man kurrer dumt
og kælent og det hjælper ikke en skid
for hun er af cement og stirrer gudhengivent
i al evighed eller i hvert fald til
hun ryger på lossepladsen
klask
så det er bare om at komme hjem i
slaget og tænke sig om.

Det er bedre, men kun en tanke
det er bedre, men kun et vinkelskift
det er nådigt men kun noget man finder
på.
For selv om August endnu ikke har set
September
ligger kendsgerningerne i hullet
dér er de
så og så mange pund
så og så meget at forholde sig til
så og så meget
så og så lidt
alt efter behag,

Derfra får spolen tilbage langt hinsides
handsker og andre læber stilhed og
rasende ure langt ud over hegnet og
de tilfældige sten helt op over tårnet
og de skelende glukker gennem sortkragens
hjerne og messende stilstand i skoven
på den anden side bakken til et råb
og et ekko til noget der klang og
forsvandt.

Men det er der alligevel: valdhorn,
exhaust, båthorn og knurren
landevejens gribende mangel på deltagelse
trucker-snot, junk-food, diesel-host,
dæktryk, slidbaner, asfalt og crack
stille, en strøm,
stille, et ekko
hjernen som modtar signaler
latteren og en bedre side at sove
på
åh, at lægge sig til rette
handske & hånd
maske & ansigt
de voksende øjenhulers tryghed mod
muld.

Gå så hjem å la vær med å skav jer.
August har endnu ikke set September.

- Klaus Rifbjerg, Septembersang

Citeret i ønsket om en god nats søvn til de her i september endnu handskefri..

mvh
Simon

Her Jorge Luis Borges tankestrøg henover livets glimt:

Tom stue

Mahognimøblerne insisterer
mellem falmet brokade på
at holde konversationen i live.
Daguerreotypierne
lyver om den falske nærhed
af gamle dage holdt tilbage i et spejl
og når vi undersøger dem nærmere viger de bort
som ligegyldige datoer
for obskure fødselsdage.
Igennem lang tid
har deres ængstelige stemmer søgt os
og findes nu kun
i barndommens første morgener.
Lyset fra dagen i dag
trænger jublende ind gennem ruderne
fra den råbende, svimlende gade
og kvæler og udsletter forfædrenes
spinkle røst.

*

Ewigkeit

Giv mig det kastilianske vers igen,
som gentar samme frygtelige lære
fra Senecas latin: at alt skal være
til ormen der skal gnave vore ben.

Lad mig besynge asken, bleg som lig,
dødens annaler, sejrene hun vandt,
hin dronning, i veltalenhed og krig,
hovmods utrættelige kombatant.

Nej aldrig. Jeg vil ikke være den
som fejt undsiger det som gav mig liv.
Kun én ting findes ikke. Glemslen.

Jeg ved, at i et evigt perspektiv
er det umistelige brændt og vejret hen:
smedien, månen, denne aften i mit liv.

*

Elegi over den umulige erindring

Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om en jordvej med lave volde
og en rytter højt til hest mod morgenhimlen
(iført vid og luvslidt poncho)
på en af slettens dage,
en tid uden dato.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om min mor betragtende gryet
på ejendommen i Santa Irene
uden at vide at hendes navn skulle blive Borges.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om at have kæmpet i Cepeda
og at have set Estanislao del Campo
hilsende den første kugle
med modets munterhed.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om lågen til en hemmelig villa
som min far åbnede hver aften
inden han gled ind i drømmen
og som han åbnede for sidste gang
den fjortende februar 38.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om Hengists Skibe
læggende ud fra Danmarks sans
for at besejre en ø
som endnu ikke var England.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
(jeg har haft den og jeg har mistet den)
om et gyldent lærred af Turner
så stort som musikken.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om at have hørt Sokrates
som på skarntydeaftenen
stille og roligt gennemgik
problemet om udødeligheden
vekslende mellem myterne og deres årsager
mens den blå død steg
fra hans allerede kolde fødder.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om at du havde sagt at du elskede mig
og for ikke at have sovet til solopgang
skamløs og lykkelig.

*

Manuskript fundet i en bog
af Joseph Conrad

I de skælvende lande som stønner af sommer
er dagen en blændende lysning, et snit
gennem mørkets gardin, af nådesløst hvidt,
en feber som ind over sletterne kommer.

Men den gamle nat er dyb som et vandfyldt kar.
Vandet flyder bort i endeløse strømme.
Under stjernerne, i kanoer, vuggende i drømme
måler manden den flygtige tid med en cigar.

Grå tilslører røgen de stjerner der var
langt borte. Nuet mister fortid, navn og stand.
Verden flyder ud, bliver stadig mindre klar.
Floden den første flod. Manden den første mand.

- Jorge Luis Borges.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

Morgenluft og -kaffe til septembersol og poesi i lange baner ... det findes ikke meget bedre. Vild inspiration fylder mine lunger og mit blod, og det er kun godt for de små grå og alt det andet også :)))

Her med Henrik S. Holcks digt "Morgengry" fra "Vi må være som alt"

Morgenlyset
gardinet blafrende
mod denne udsigt
som set fra fuglenes luftlag
et stykke ridset bark

*

lysafstande
denne store åbenhed
og strejf af sollinjer
ned gennem blået

*

lyset
denne sivende begyndelse
trædende ind i dag

*

det er morgen
og nu er menneskene her
pumpende sagte i det tidlige
intetanende og-næsten-ikke-ventende
livet

*

stadig disse lysafstande
og mine uforklarlige kærtegn
fra mit strubehoveds livskokon

her



... og fra samme digtsamling et andet morgendigt


Nymorgen

fladernes åbenhed
elementernes dråbeklarhed
og helt uprøvede kombinationsmuligheder

vendt mod helet
landskabets fulde livslije
af øje- og funktionsbevidsthed
det beståendes videreførelse
et sprog af vind jord og græs

nymorgen
at tro på og leve livet
sin erkendende fortsættelse


Og med sådan en herlig begyndelse på denne septemberdag kan for- og/eller fortsættelsen kun gå godt ... vil jeg tro :))


Go'este morgenhilsner fra RoseMarie

Morn’ i natten RM – ja det afhænger jo lidt af, om du i dette nu sidder i den grønne lund og nyder en stille brise under skydækket til muldvarpens prutten i urtehaven; men mon ikke du snarere nyder vertikale drømme, horisontalt. I al fald en strålende nat, ja den mangler bare halvmånelysets skær, for at få topkarakter – ja se nu bare, hvor Holck ansporer mig, med sit lysende vid ;)
Og apropos lyset, ved jeg ikke om du har stået på Akropolis og set solen rejse sig – en særpræget oplevelse, at stå der på toppen af den europæiske vugge og vågne til det sollys, som de gamle grækere sikkert brummede noget til, da de skulle ud af kanen og bestille noget:

Morgen paa Akropolis!
Mod Kapitælers tunge Ro
dit lyse Haar.
Imellem tusinde døde Aar
vi ene to.
Over, Homer! dit vinblaa Hav
slaar Solen sine Vinger ud
af Ild og Baal,
og fyldt med Lys,
en Vin af Ild,
bliver Himlens Skaal.

- Mogens Lorentzen

…der i indledningsstrofen til digtet ”Buketten og Glasset” – som i øvrigt kontrasterer vor tids antikhysteri, der aldrig handler om nogens indtryk af smukke tings historie, kun om at tiljuble moralen: hvordan man bedst snyder nogen for penge! – skrev disse smukke ord:

I min Stue, hvor hver Ting er simpel,
billig, nødvendig og brugt,
staar der, sat hen paa en fredelig Plads,
et riflet og blaat Marskendiserglas
og staar der, fordi det er smukt.

Men han var jo også kunstmaler, og udgav nu og da en bog for at forvirre samtiden lidt: jamen, var Lorentzen nu digter? ... nu manglede det da bare, at Hjalmar Söderberg gav sig til at male portrætter af tidens ˶Mæhæ’er˝! ;)

Mon folk på vandring mod Danmarks grænser, i kor brummer denne:

Danmark nu blunder den lyse nat
bagved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte om sang og vugger.

mvh
Simon

Her et endepluk fra den Christensen’ske universalitet – og fordi det at læse Inger Christensen, netop er som at ligge i græsset med blikket mod de rejsende skyer:

Jeg ser de lette skyer
Jeg ser den lette sol
Jeg ser hvor let de tegner
Et endeløst forløb
Som om de føler tillid
Til mig der står på jorden
Som om de ved at jeg
Er deres ord.

- Inger Christensen

mvh
Simon