|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.
Hvad tænker uglen?
Uglen flyver derovre fra
og sætter sig i de gamle træer
og glor.
Uden at tillægge den menneskelige egenskaber
kan man godt forledes til at tro
at den tænker.
Den tænker måske på en mus
eller på den skygge den kaster
eller på dem inde i huset.
Først åbner den det ene øjne
så det andet. Lidt efter lukker
den øjnene og lægger hovedet på skrå.
Ingen djævel ved
hvad uglen tænker.
Men på sin lange lydløse flugt
med åbne og lukkede øjne
har den set og hørt meget
kommer fra fjerne kirketårne hist
og lander her i disse gamle træer
ved dette gamle hus
hvor der er sket så meget.
Hvad tænker uglen?
På sin lille hjerneblødning
eller marken som netop nu
i skumringen skifter farve fra høstgul
til grå
på skræpperne langs åen
og den døvstumme pige ved rækværket
med åben mund?
Klogt tænker den på mig
ensom mand i sengen bag gardinet
vågen dum og mærkværdigt glad.
Jeg lytter, det kommer snart
og uglen ved det.
Så tuder den, og nogen dør selvfølgelig.
*
Septembersang
August har endnu ikke set September
alligevel er solinklinationen
mærkbart lavere og støvet rejser sig
bag muren over marken usynligt som
var en høst i gang og luften fuld af
avner men der er ingenting at se kun
lyden af trafikken fra landevejen
svæver anakronistisk henover billedet
hen over muren hen over hovederne på
dem der venter og prøver på at vifte
distraktionens fluer bort og koncentrere
sig om det som man er kommet for.
Set oppefra er altid meget småt og
ligesom bøjet indad i sig selv det
hele hælder, hver enhed læner sig imod
den anden for at blive stående
tårnets kompakthed er kun tilsyneladende
det dirrer, peger helst i alle retninger
men holder blikket søsygt fæstnet på
den sorte forkant der er dagens, årstidens
epicentrum.
August har endnu ikke set September
alligevel vender altid indad, lyset
skråner, frøkapsler smælder, gravitationen
øges, trækker nedad
det meste falder
bump bump
det meste falder
bump
det falder ned
det bliver stille.
Dér starter filmen med hånden på håndtaget
og den behandskede hånd som trykker
det ned og hånden der leder efter
handsken og hånden der bliver ført
ned i handsken og handskens fornemmelse
mod huden og huder der dækker over
kødet og knoglerne og de små årer som
kun kan ses under mikroskop men allermest
handsken og den anden som også kommer
på nu med hjælp fra den hånd som allerede
har handsken på og det er en kvinde
det er hendes hånd på det fremmede
håndtag der allerede virker bekendt
fordi det ikke er første gang men tvært
imod sidste hvad handskerne måske ved
og hånden ikke vil have med at gøre
alligevel er der dog tale om en delvis
erkendelse det er sådan det er
hånden i handsken på håndtaget som
presses ned og døren som åbnes og stilheden
der har været der hele tiden men i
dag hvor det er sidst i juli og alt
tilsyneladende blomstrer uddybes og
får en muragtig resonans d.v.s. så
langt fra ekkoet som tænkes kan stilheden
er idiotisk komplet og genkender sig
selv i det tilbageholdte åndedræt og
handsken til læberne og læberne selv
som engang for årtusinder siden eller
i går var presset mod andre
dér starter filmen eller løber ud
eller dér opstår tanken om handskens
evindelighed og ritualernes lange gange
lige blokerede af oprindelig sorg og
den forstillelse der er nødvendig
for at opretholde et ekvilibrium mellem
hånd og handske
ansigt og maske
for slet ikke at tale om liv og død
denne talentløshed man i gamla dage
fjernede med et håndklask mod væggen
men i dag bager ind i småkager og sælger
i fjerne provinser ja helt ud i de
eksotiske afkroge fulde af sol og
celluloid hvor man modtager den slags
med taknemlighed og afhænder hovedparten
på den sorte børs og propper gevinsten
i egen lomme hvis man ikke behandsket
som her deltager i andre ritualer i
andre gange hvor stilheden oser ud
af de apparater som skulle fungere
og skulle bevise men nu har afhændet
deres meningsfuldhed på samme udeltagende
måde som de tog den på sig.
Sådan er det i Juli
og helt bestemt i August der med sin
knibtang omgår September i al stilfærdighed
til stede som en påmindelse om noget
der endnu er for tidligt at tage stilling
til eller er det?
Et spørgsmål de hældende hoveder forsøger
at besvare mens de rækker i alle retninger
mellem sten og skarntyde, buxbom og
cement oppefra betragtet en hjælpeløs
flok
set med skelende øjne sliskryttere
på barndommens rutschebane i rasende
fart på vej mod fortabelsen skråt fra
marken en håndfuld sortkrager eller
måske naboens tamduer gået på strandhugst
et sted hvor de ikke plejer og der
i det hældende skrånende sig selv
afstivende mellem grus og gevækster
alle symbolerne og man kurrer dumt
og kælent og det hjælper ikke en skid
for hun er af cement og stirrer gudhengivent
i al evighed eller i hvert fald til
hun ryger på lossepladsen
klask
så det er bare om at komme hjem i
slaget og tænke sig om.
Det er bedre, men kun en tanke
det er bedre, men kun et vinkelskift
det er nådigt men kun noget man finder
på.
For selv om August endnu ikke har set
September
ligger kendsgerningerne i hullet
dér er de
så og så mange pund
så og så meget at forholde sig til
så og så meget
så og så lidt
alt efter behag,
Derfra får spolen tilbage langt hinsides
handsker og andre læber stilhed og
rasende ure langt ud over hegnet og
de tilfældige sten helt op over tårnet
og de skelende glukker gennem sortkragens
hjerne og messende stilstand i skoven
på den anden side bakken til et råb
og et ekko til noget der klang og
forsvandt.
Men det er der alligevel: valdhorn,
exhaust, båthorn og knurren
landevejens gribende mangel på deltagelse
trucker-snot, junk-food, diesel-host,
dæktryk, slidbaner, asfalt og crack
stille, en strøm,
stille, et ekko
hjernen som modtar signaler
latteren og en bedre side at sove
på
åh, at lægge sig til rette
handske & hånd
maske & ansigt
de voksende øjenhulers tryghed mod
muld.
Gå så hjem å la vær med å skav jer.
August har endnu ikke set September.
- Klaus Rifbjerg, Septembersang
Citeret i ønsket om en god nats søvn til de her i september endnu handskefri..
mvh
Simon
|
|
|
|
